Kategoriarkiv: 1973

379 – Bruce Springsteen – Greetings from Asbury Park, N.J. (1973)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen er om nogen en rocklegende, men som enhver anden musiker måtte han selvfølgelig starte et eller andet sted, og i hans tilfælde var det med albummet Greetings from Asbury Park, N.J. fra 1973. Albummet åbner med sangen Blinded By the Light, som et par år senere ville blive til et stort hit for Mannfred Mann’s Earth Band. Melodien er da også fantastisk, rimene er sjove, og man får let lyst til at synge med. Disse kvaliteter er dog alle mere fremtrædende i Springsteens original, så hvorfor den ikke blev til et megahit har jeg ingen anelse om. Det var endda albummets førstesingle. Det andet nummer, Growin’ Up, er en ganske sjov, sentimental sang om at blive voksen. Man kan nærmest se den unge Bruce Springsteen for sig, mens han synger om sine minder, og det føles som om, man selv er der. Mary Queen of Arkansas er en ret langsom kærlighedssang. Man kan godt mærke, at Springsteen stadig var lidt ny på scenen, for hans stemme her egner sig ikke så pragtfuldt igen til denne slags sange. Dog er det en ganske smuk sang, og Springsteens guitarspil komplimenterer stemningen smukt.

Da kommer pladens absolut korteste sang, Does This Bus Stop at 82nd Str. Sangen siger mig ikke nær så meget som resten af albummet, men den har nogle virkelig flotte øjeblikke stadigvæk. Der bliver leget godt med tempoet, og de gode linjer overfalder nærmest hinanden. Ja, det er kun melodien, der ikke rigtig siger mig noget. Lost in the Flood er en ganske rørende sang. I tempo og lyd minder den meget om Mary Queen of Arkansas, men i tema er den meget anderledes. Det er en rørende fortælling om en krigsveteran, og hertil passer Springsteens stemme meget flottere. Sangen bliver til sidst rigtig dramatisk, og det er et helt igennem smukt nummer. The Angel er endnu et ganske langsomt nummer. Den er dog ikke så lang som hverken Mary Queen of Arkansas eller Lost in the Flood, og det mest fremtrædende instrument er uden tvivl et klaver. Det er ganske smukt, men det er ikke en af de mest mindeværdige sange på pladen. Jeg kan dog ikke nægte, at det er en virkelig flot sang.

Der kommer mere gang i den med sangen For You. Det er en rigtig fed, sjov sang, der handler om en kvinde, der har forsøgt selvmord. Det lyder ikke som et emne, der nogensinde kunne blive til en sjov, poppet sang, men det virker, for Springsteen fortæller det fra et perspektiv, hvor han prøver at hjælpe denne kvinde. Han bliver ret poppet på sangen Spirit in The Night, der er en virkelig fængende, sjov sang. Den minder ret meget om Blinded By the Night i sin lyd, men der er lidt mere af en jazzet lyd her. Denne blev ligeledes mere populær med Manfred Mann’s Earth Band i sin tid, men igen foretrækker jeg Springsteens udgave, for Springsteen har mere hjerte og kærlighed på sin udgave. Albummet afsluttes formidabelt med It’s Hard to Be a Saint in the City. Sangen udvikler sig meget, og den føles virkelig konkluderende. Den er ganske sjov, og den gør, at man meget let får lyst til at spille pladen et par gange mere. Greetings from Asbury Park, N.J. er af enormt høj kvalitet, især i betragtning af, at det er en debutplade. Det her er en pragtfuld plade, og Springsteen blev kun bedre derefter.

394 – Roxy Music – For Your Pleasure (1973)

Udgivet den af
Svar

I 70’erne begyndte der en hel bølge af pompøse rockmusikere, og den genre, de bevægede sig indenfor hed glam-rock. Selvom der var mange andre dygtige musikere på denne scene, er Roxy Music nok et af de navne, som stadig den dag i dag er blandt de mest kendte. Deres andet album, For Your Pleasure, åbner med et fuldkommen dynamisk, festligt nummer ved navn Do The Strand. Det er virkelig fængende, og især gennem en kraftig saxofon bliver der skudt godt gang i festen. Mod midten opstår et musikalsk kaos, men det er virkelig velkontrolleret. Dette kan især Brian Eno takkes for, for hans evner på en synthesizer er virkelig vidunderlige, og de bliver spillet med rigtig meget mod midten af det nummer. Beauty Queen er et lidt langsommere sang, men der er stadig meget legen med dynamikken, og gennem tempoet fungerer den virkelig flot som kontrast til åbningsnummeret. Der går måske lidt tid, hvor der ikke rigtig sker noget, men nummeret har absolut stærke øjeblikke på sig.

Næste nummer hedder Strictly Confidential, og det er virkelig dramatisk. Lyden er i starten ret lav, hvilket igen er rigtig godt spil med kontraster, for forsanger Bryan Ferry sluttede foregående nummer på ret bombastisk vis. Mod slutningen fortsætter dramaet dog virkelig godt, og Ferry ender med at lyde bindegal, og musikken følger absolut trit. Her havde vi så to ret langsomme sange, så noget hurtigt er på sin plads, og her har vi heldigvis Editions of You. Det er et virkelig sjovt nummer, det har en groovy saxofonsolo, Eno fyrer den virkelig af på Synthesizeren, og det ender med at vække rigtig mange smil på læben. Det er på overfladen lidt poppet, men der er så mange detaljer i lyden, og som Ferry synger; “Their crazy music drives you insane”. Denne korte energibombe afviger de så fra med In Every Dream Home a Heartache, der virkelig bruger sin tid på at opbygge en stemning. Efter tre minutters melankoli kommer sangens klimaks, og det er ærlig talt en smule skuffende. Det er ikke dårligt, men opbygningen ledte bare op mod, at det skulle blive noget enormt.

En af mine favoritter på pladen er The Bogus Man, der er over ni minutter lang. Hele det første minut er instrumentalt, og når Ferry Kommer lyder han mere nervøs og ængstelig end man ville kunne forestille sig. Han er faktisk en smule uhyggelig, når hans stemme stammer, hvisker og ryster på en gang. I løbet af de 9 minutter bruges et par af dem også på en guitarsolo, og den fortjener Phil Manzanera sørme også at få point for. Grey Lagoons starter meget roligt med blot vokal og klaver, hvorefter nogle trommer lige giver sangen lidt mere rytme. Det lyder ret godt, men meget hurtigt bliver den lidt ensformig. Meget hurtigt sker det til gengæld også, at musikken går fuldkommen amok med et virvar af instrumenter og farver i alle retninger, og så bliver det for alvor sjovt og dynamisk. Afslutningsnummeret, der desuden er titelnummeret, starter rimelig skævt for mig, kører i noget tid i denne knap så interessante lyd. Efter et par minutter begynder der heldigvis at ske mange spøjse ting i lyden, selvom jeg dog ikke selv kan føle specielt meget, hvad de prøver på at opnå her. Det ville ikke være et specielt godt afslutningsnummer, hvis det ikke havde været for det sidste minut, der musikalsk runder For Your Pleasure rigtig godt af. Det er en af de største glam-rock-plader, og hvis du er til David Bowie, Mott the Hoople, T. Rex, Slade, Sweet, Gary Glitter eller Brian Eno solo så er det lige et album for dig.

401 – Lynyrd Skynyrd – (Pronounced ‘lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérd) (1973)

Udgivet den af
Svar

Southern rock-bandet over dem alle, Lynyrd Skynyrd, debuterede i 1973 med pladen (Pronounced ‘lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérd), et ganske praktisk navn, for hvis de ikke var sådan nogle legender, ville jeg nok også have svært ved at udtale det. På dette album finder vi nogle af Lynyrd Skynyrds allerstørste numre. Åbningsnummeret, I Ain’t the One, er måske ikke blandt deres mest kendte numre, men det fortjener det sørme at være. Melodien er ufatteligt fængende, og den er bare sjov at lytte til. Der er dejligt med variation i musikken, her f.eks. med en rigtig vild lead-guitar spillet af Allen Collins, og en fortræffelig portion, hvor et klaver er i fokus. Herefter får vi en 7½ minut lang klassiker, nemlig Tuesday’s Gone. Sangen er virkelig følelsesrig og melodisk interessant, og som følge af længden, sker der naturligvis meget. Så meget, at man faktisk slet ikke bemærker længden, og dette er en kunst, Lynyrd Skynyrd er mestre i. Her er leadguitaren, denne gang spillet Gary Rossington, igen formidabel, og der er også en Mellotron, der med sin stryger-lignende lyd, øger stemningen kraftigt.

Den Creedence Clearwater Revival-inspirerede Gimme Three Steps er endnu en virkelig fængende, sjov sang, der på den måde sørger for at afvige meget fra det foregående nummer, hvilket hjælper på albumdynamikken. Alle sange på albummet er skrevet helt eller delvist af forsanger Ronnie Van Zant, og den mand har bare et øre for melodier. De sidder alle lige i skabet, og hans tekster er også dejligt lette at relatere til. Simple Man er absolut ikke ikke en undtagelse til dette. Man forstår hvert et ord, og alle instrumenter lyder fuldstændig perfekt. Dette er ikke kun på grund af dygtige musikere, men også fordi alle dele er skrevet sådan, at de er værd at analysere i dybden. Det er så en ret langsom sang, så der bliver vendt tilbage til Creedence-inspirationen på Things Goin’ On. Det er et rigtig fedt nummer, og det føles også ganske unikt. Desuden er det politisk, og ikke ligefrem i den fløj, som de fleste sydstatsborgere ville erklære sig enig i, så det var ret risikabelt. Og klaverstykkerne derpå er også bare underholdende.

Missisippi Kid er som sådan bare en gammeldags bluessang. Den er rimelig imponerende på guitaren, og det er virkelig også et godt nummer, men som en del af albummet blegner det en kende. Alle de andre numre er så enorme og fyldige, så dette simple nummer virker en smule tamt. Derudover måtte det også være en kende kortere, for det ender med at blive ret monotomt mod enden. Der kommer meget mere fut i fejemøget med Poison Whiskey. Det er pladens korteste nummer, men det er som sådan ikke problematisk, for det spilder ikke tiden, og det kører med idéen i lige så lang tid, som er nødvendigt. Afslutningsnummeret, Free Bird, er nok pladens mest kendte sang, og det er fuldt fortjent. Det er et 9 minutter langt mesterværk, der går alle mulige musikalske veje, især drevet af Allen Collins’ lead-guitar. Det er en rørende fortælling om besværlige valg, og det er smukt. Det starter langsomt, men med tiden udvikler det sig til et vildt, dynamisk guitar-orgie. (Pronounced’lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérd) er et fabelagtigtalbum, der virkelig forstår at udnytte dynamik på fantastisk vis, og numrene er virkelig velgennemtænkte. Det har absolut fortjent at være nr. 100 album, jeg anmelder.

418 – Wings – Band on the Run (1973)

Udgivet den af
Svar

Da the Beatles i 1970 gik hvert til sit, begyndte de alle sammen at lave soloprojekter. Disse var af varierende kvalitet, og i 1973 udkom så min favorit blandt alle disse mange plader. Det var ikke teknisk set en soloplade, da Paul McCartney lavede den sammen med sit nye band, Wings, men det er stadig et næsten perfekt album. Den starter med titelnummeret, der udvikler sig så meget, at man knap nok kan høre at starten og slutningen er samme sang, men det kører stadig ufatteligt flydende. Det er et formidabelt nummer, der på grund af sin variation underholder virkelig meget. Det andet nummer, Jet, bevæger sig inden for nogle lidt smallere rammer, men energien bevæger sig stadig rigtig meget, så de mest energiske punkter føles så meget desto mere friske. Og så er den også virkelig fængende, og det gør den kun sjovere at synge med på. Bluebird er en mere stille sang, der virkelig udmærker sig med sine flotte vokalharmonier og den jazzede saxofonsolo. Faktisk har hele sangens komposition elementer af jazz, hvilket er dejligt forfriskende.

Mrs. Vanderbilt er en af albummets mere poppede sange, men dens dystre toneleje, gør den stadig meget fascinerende. Linjen “What’s the use of worrying” bliver gentaget en del gange i løbet af sangen, og den føles virkelig opgivende og trist. Det er ikke en spor lykkelig sang, og det festlige udråb “Ho! Hey Ho!” får en mere ironisk klang. Let Me Roll It går tilbage mod de mere psykedeliske år i Beatles-historien, mens den på den meget fremtrædende guitar virker meget inspireret af Eric Claptons tid i Cream. Den stille Mamunia er en virkelig glad sang. Dens livsglæde er så oprigtig, at det smitter en del af på lytteren. Den har i øvrigt også rigtig livlig percussion, hvilket er meget dejligt, for ellers er det bare en meget simpel basgang og en enkel akkustisk guitar. No Words er en af de mindst kendte sange fra Band on the Run, og det kan man egentlig godt forstå. Det er den eneste, som ikke har boret sig godt ind i min hukommelse, men det er ikke fordi den er dårlig. Den er faktisk rigtig god, den har bare ikke rigtig noget, der minder om en hook. Det er dog dejlig psykedelisk, og det er jo en genre, hvor Sir Paul McCartney altid har klaret sig godt.

På den amerikanske udgave, samt mange nyere europæiske udgaver, sniger et nyt nummer sig ind efter No Words. Det hedder Helen Wheels, og det virker i versene kraftigt inspireret af Chuck Berry, mens de skrigende omkvæd er et ganske unikt McCartney-varemærke. Det er ikke pladens største kunstværk, men det er ganske sjovt. Man kan ikke lade være med at smile en smule af det. Picasso’s Last Words (Drink to Me) handler sjovt nok om Pablo Picassos sidste ord, der her blev oversat til “Drink to me, drink to my health, you know I can’t drink anymore”. Og det er kraftige ord, vi her snakker om, og det er også en ganske kraftig sang. Midt i sangen går den over i en blødere udgave af Jet, hvorefter den vender tilbage til form, dog stadig i en stille version. Til sidst bliver udråbene fra Mrs. Vanderbilt også inkorporeret, og det føles virkelig komplet og fyldigt. Afslutningsnummeret, Nineteen Hundred and Eighty-Five, er rigtig godt. Det lyder mest af alt af progressiv rock, hvilket der faktisk er en del elementer af i løbet af albummet, bl.a. også på titelnummeret og Picasso’s Last Words (Drink to Me). Jeg kan anbefale Band on the Run til alle og enhver. Selv hvis du ikke kan udstå beatles, så kan dette rigtig let anbefales.

457 – Jackson Browne – For Everyman (1973)

Udgivet den af
Svar

Jackson Browne debuterede i 1972 med et eponymt album, og det blev rost til skyerne af anmeldere verden over, og salget gik heller ikke halvskidt. At følge op på sådan et album er svært, men Browne gjorde det nok engang. Hans opfølger, For Everyman, som den kom til at hedde, havde meget af den samme soft-rock-suppedas, han også fokuserede på i løbet af meget af debuten, men han sørgede for at oppe sig hvad angik skrivning af melodi såvel som tekst. Albummet åbner med et cover af Eagles-sangen Take It Easy. Den afviger ikke forfærdelig meget fra originalen, men det skyldes nok i stor grad, at Browne var med til at skrive den i første omgang. Derudover passer den også godt ind i albummet, da den rigtig flydende går over i Our Lady of the Well, der er et rigtig godt eksempel på den lidt sørgeligere Jackson Browne, både hvad angår melodi og tekst. Især teksten er rigtig stærk. Browne har et helt utroligt billedsprog, som kun få kan matche. Melodien har dog altid været Brownes svagere side. Jovist, den har altid stor effekt, så længe man hører på den, men kun enkelte numre bliver i hovedet, når man er færdig med at lytte til dem.

Colors of the Sun er dog netop en af undtagelserne. Den er rigtig rolig og drømmende, der er endda et rigtig svagt psykedelisk element i melodien. Sådanne minimale ting er Browne ekspert i – han er i sandhed en detaljernes mand. Mens det dog kræver opmærksomhed at finde ud af, lige præcis hvorfor hans sange virker, er det nok åbenlyst for enhver, at de nu engang gør det. På I Thought I Was A Child synger han om overgangen mellem barn og voksen, og mens historien er fuldstændig perfekt fortalt, bliver det efterhånden tydeligt at Browne ikke har en specielt stor stemme. Han formår da at komme med albummets måske bedste nummer. På These Days fortryder han store dele af sit liv, og hvis Brownes sørgelige lyd ikke virkede for dig på de andre numre, så burde dette nummer nok kunne overvinde dig med sin helt enorme styrke. Det er ret trist, så efter det, har man nok brug for noget lidt mere opmuntrende. Derfor er det så dejligt, at den energiske Redneck Friend, som selveste Elton John spiller klaver til, kommer. Det er et pragtfuldt nummer, som også hjælper albummet rent dynamisk

Selvom den lystigere Jackson Browne er dejlig at møde, så bliver det desværre til et kort bekendtskab. Browne fortsætter i den sørgelige grøft, som måske er ved at blive en smule tør. På egen hånd er The Times You’ve Come en rigtig rørende, velspillet sang, men den ender med at være i en kedelig suppedas, hvor den bliver kraftigt overskygget af lignende numre som These Days eller det efterfølgende nummer, Ready or Not, der handler om, at fortælleren skal tage stilling til, hvorvidt han er klar til at blive far efter et one night stand. Det er en tekst, der virkelig er værd at tænke over. Da kommer Sing My Songs To Me, og den er desværre en kende banal, men den er i det mindste lystig, hvilket er på sin plads efter et så alvorligt nummer. Men han har bevist før, at han sagtens kan lave bedre sange, når han skal være i godt humør. Præcis som med de to åbningsnumre, bliver der her spillet direkte over i afslutningsnummeret, der ligeledes er et titelnummer. Det er meget mere ambitiøst i såvel melodi og tekst, og mens det ikke er noget fantastisk, fungerer det godt til at runde albummet af. Det er et album med fejl og mangler, men der er ligeledes rigtig meget godt på det, så hvis du er til soft-rock, bør du nok kigge lidt til For Everyman af Jackson Browne.

498 – ZZ Top – Tres Hombres (1973)

Udgivet den af
Svar

I 1973 fik tre Texanere, der enten havde enormt lange skæg eller decideret hed Beard til efternavn, en uforventet megasucces med La Grange, en sang, der inviterer dig på besøg på et bordel uden for en ranch nede i det sydlige USA. Inspireret af klassiske bluesmusikere som John Lee Hooker, Muddy Waters og Albert King, har forsanger Billy Gibbons et meget seksuelt antydende toneleje, og guitar-riffet kører da meget på samme måde som Boogie Chillen af John Lee Hooker. Hvor Gibbons dog langt fra er nær så habil en sanger som Hooker, kan han godt nå op i nogenlunde samme niveau som legenden på guitar. Sangen kører derfor kun i ca. 1 minut med stemme på, og derfra går den over i næsten 2 minutters guitarsolo. At sådan en sang i første omgang blev et stort hit er utroligt, men det kan meget vel skyldes at det er et rigtig fængende riff, der er blevet produceret, så det lugter langt væk af syden. La Grange er altså en klassiker, men hvordan klarer resten af albummet sig?

Jeg vil ikke påstå at noget nummer formår at overgå La Grange, men åbningsnummeret Waitin’ for the Bus er et godt eksempel på en sang, der kommer tæt på. Sangen er skrevet efter samme mønster som mange gamle Robert Johnson-sange (f.eks. I Believe I’ll Dust My Broom og Kind Hearted Woman Blues), men her er den i en mere hastig, riff-baseret, elektrisk lyd. Den bliver efterfulgt af Jesus Just Left Chicago, der følger præcis samme mønster, her med en mere løs, avanceret, blues-inspireret guitar i stedet for et stramt riff. Efter den får vi to riff-baserede numre, den energiske Beer Drinkers & Hell Raisers, som pumper løs med intensitet, og den mere forpinte fortælling, der foregår i Master of Sparks. Der bliver sunget de samme triste toner på hver eneste linje på Master of Sparks, men på en eller anden måde hjælper ensformigheden på historiefortællingen. Gibbons’ ellers ikke så stærke stemme får de præcis samme toner til at lyde mere og mere forpinte, som sangen skrider fremad.

Gibbons’ middelmådige vokal prøve måske lidt for meget, som vi når til Hot, Blue & Righteous, der går ned i et latterligt lavt tempo, og Gibbons’ forsøg på at komme med mere højlydte følelser end ellers kan lyde en kende latterligt. Hans guitarspil fejler dog ikke noget, nej vi har stadig at gøre med førsteklasses bluesguitar. Move Me on Down the Line har et dejligt energisk, fængende omkvæd, men den bliver ikke for poppet, til at man kan nyde alt af sydens stemning. Den lyder meget inspireret af Creedence Clearwater Revival, som fik popularitet, netop fordi de havde radiovenlige sange, som stadig havde meget af landlig flavour. De sidste numre er ikke nær så mindeværdige – med undtagelse af La Grange selvfølgelig – men de er fyldt med gode bluesrock- og southern rock-sange, hvor Gibbons selvfølgelig får fyret et par imponerende soloer af. Hvis du er til southern rock skulle der ikke være nogen tvivl om, at du burde lytte til noget ZZ Top før eller siden. Blueselementerne kan de næppe sælge sig på i samme grad, da de ofte bliver overskygget af andre ting, men de giver dem noget friskhed, som gør dem bemærkelsesværdige blandt mange andre rockbands.