498 – ZZ Top – Tres Hombres (1973)

I 1973 fik tre Texanere, der enten havde enormt lange skæg eller decideret hed Beard til efternavn, en uforventet megasucces med La Grange, en sang, der inviterer dig på besøg på et bordel uden for en ranch nede i det sydlige USA. Inspireret af klassiske bluesmusikere som John Lee Hooker, Muddy Waters og Albert King, har forsanger Billy Gibbons et meget seksuelt antydende toneleje, og guitar-riffet kører da meget på samme måde som Boogie Chillen af John Lee Hooker. Hvor Gibbons dog langt fra er nær så habil en sanger som Hooker, kan han godt nå op i nogenlunde samme niveau som legenden på guitar. Sangen kører derfor kun i ca. 1 minut med stemme på, og derfra går den over i næsten 2 minutters guitarsolo. At sådan en sang i første omgang blev et stort hit er utroligt, men det kan meget vel skyldes at det er et rigtig fængende riff, der er blevet produceret, så det lugter langt væk af syden. La Grange er altså en klassiker, men hvordan klarer resten af albummet sig?

Jeg vil ikke påstå at noget nummer formår at overgå La Grange, men åbningsnummeret Waitin’ for the Bus er et godt eksempel på en sang, der kommer tæt på. Sangen er skrevet efter samme mønster som mange gamle Robert Johnson-sange (f.eks. I Believe I’ll Dust My Broom og Kind Hearted Woman Blues), men her er den i en mere hastig, riff-baseret, elektrisk lyd. Den bliver efterfulgt af Jesus Just Left Chicago, der følger præcis samme mønster, her med en mere løs, avanceret, blues-inspireret guitar i stedet for et stramt riff. Efter den får vi to riff-baserede numre, den energiske Beer Drinkers & Hell Raisers, som pumper løs med intensitet, og den mere forpinte fortælling, der foregår i Master of Sparks. Der bliver sunget de samme triste toner på hver eneste linje på Master of Sparks, men på en eller anden måde hjælper ensformigheden på historiefortællingen. Gibbons’ ellers ikke så stærke stemme får de præcis samme toner til at lyde mere og mere forpinte, som sangen skrider fremad.

Gibbons’ middelmådige vokal prøve måske lidt for meget, som vi når til Hot, Blue & Righteous, der går ned i et latterligt lavt tempo, og Gibbons’ forsøg på at komme med mere højlydte følelser end ellers kan lyde en kende latterligt. Hans guitarspil fejler dog ikke noget, nej vi har stadig at gøre med førsteklasses bluesguitar. Move Me on Down the Line har et dejligt energisk, fængende omkvæd, men den bliver ikke for poppet, til at man kan nyde alt af sydens stemning. Den lyder meget inspireret af Creedence Clearwater Revival, som fik popularitet, netop fordi de havde radiovenlige sange, som stadig havde meget af landlig flavour. De sidste numre er ikke nær så mindeværdige – med undtagelse af La Grange selvfølgelig – men de er fyldt med gode bluesrock- og southern rock-sange, hvor Gibbons selvfølgelig får fyret et par imponerende soloer af. Hvis du er til southern rock skulle der ikke være nogen tvivl om, at du burde lytte til noget ZZ Top før eller siden. Blueselementerne kan de næppe sælge sig på i samme grad, da de ofte bliver overskygget af andre ting, men de giver dem noget friskhed, som gør dem bemærkelsesværdige blandt mange andre rockbands.

499 – Albert King – Born Under a Bad Sign (1967)

Albert King var en af blueshistoriens største guitarister, og i 1967 satte han sig selv på verdenskortet med Born Under a Bad Sign, et album, hvorpå han virkelig fremviser sine evner som guitarist i stor stil. Åbningsnummeret, Born Under a Bad Sign, åbner først med nogle horn, som så bliver støttet af en fantastisk guitar, der går sig en lille trillende rundgang. Han synger da i løbet af albummet en tragikomisk livshistorie om en mand, der har været ufatteligt uheldig hele sit liv, eller som han selv synger det: “If it wasn’t for bad luck, I wouldn’t have no luck at all”. Sangen er delvist skrevet af Booker T. Jones fra Booker T. & the M.G.’s, og hans band spiller til gennem hele albummet. Dette forårsager mange gode musikalske oplevelser, og deres bidrag hjælper meget til med at få albummet til at virke unikt i den store bluesverden. Det gør lyden meget storladen og rummelig, præcis som Booker T. & the M.G.’s normalt lyder, men oven i dette har vi lyden af blues spillet af en mesterlig guitarist med en rå stemme.

Albert Kings stemme er nok også en af de bedste i blueshistorien. Han er rå, sexet og hans mojo virker uden tvivl. Han drager meget inspiration fra Muddy Waters og John Lee Hooker i sin vokal, og som han synger linjer som “Cause I’ve got you in the sights of my love gun”The Hunter, er man stensikker på, at han er en ren sexbombe. Som guitarist gør han vanvittigt avancerede ting til tider f.eks. på Born Under a Bad Sign og As the Years go Passing By, og hans stil minder meget om den, Jimi Hendrix ville gøre populær kort tid senere. Hendrix var stor fan af Albert King, og King har noget selvhøjtideligt udtalt, at han selv var en af de få Guitarister, der kunne sætte Hendrix på plads, for angiveligt kunne end ikke Hendrix spille Kings sværeste sange, da de mødtes. Dette burde mere end noget andet sige noget om Kings evner som guitarist, men man skal tage det med et gran salt, for han er ikke kendt for at være beskeden. Det at Hendrix idoliserede ham er til gengæld fuldkommen skudsikkert.

Albert King og Booker T. & the M.G.’s fik dannet adskillige bluesklassikere med dette album. Sange som Born Under a Bad Sign, The Hunter, Oh, Pretty Woman – ikke at forveksle med Roy Orbison-sangen – og deres cover af Crosscut Saw er efterhånden standarder i enhver bluesmusikers repertoire. Albummet står også nærmest som en milepæl i blueshistorien, da de klassiske bluesår var ved at være slut. En ny, frisk lyd kom med Born Under a Bad Sign, og dette kan nok skyldes den noget mere rummende lyd, som Booker T. & the M.G.’s leverer. I modsætning til samtidens andre friske blues-pust – f.eks. Yardbirds, Cream, John Mayall og selvfølgelig føromtalte Jimi Hendrix – var der ikke tale om blues-rock; bare ren og skær blues med godt med fornyelser. Du kan roligt give dig til at lytte til Born Under a Bad Sign, om du kan lide moderne eller gammeldags blues, og hvis du vil lytte til en af verdens bedste guitarister, er der mere end nok at kunne kaste sig over. Hvis hverken blues eller blues-rock er din kop te, kan du nok godt undvære denne plade i dit liv.

500 – Eurythmics – Touch (1983)

Oven på megahittet Sweet Dreams (Are Made of This) fra albummet af samme navn havde den britiske new wave-gruppe Eurythmics fået kommerciel succes, og med den ville de udfolde sig endnu mere. På blot tre uger fik de lavet deres næste album, som nok kan kaldes deres bedste. Albummet hed Touch og udkom i 1983. Alle 9 sange på albummet bruger synthesizer på diverse kreative måder. Mange af dem kan virke meget aparte, og især de senere numre på pladen kan virke underlige for almindelige pop-lyttere. Beatsene på albummet er ofte hårdtslående, f.eks. på sange som Regrets, The First Cut og Paint a Rumor, men på et par få sange er der skruet ned for denne hårdtslående lyd. Who’s That Girl veksler f.eks. meget imellem aggression og bekymring, og da følger beatet også med. Den veksler samtidig smukt imellem høflighed og vrede, og som vreden bliver mere fremtrædende, eksperimenterer gruppen mere og mere, hvilket sætter mere personlige præg på sangene.

Når de ikke eksperimenterer, er sangene utrolig fængende popmelodier, som hele familien kan synge med på – hvis de da kan ramme tonerne. Forsanger Annie Lennox har en fantastisk stemme, som næsten ingen kan matche. Hun udtrykker følelserne på albummet på eminent vis. Som hun synger linjer som “I’m so full of desire; When you set my head on fire” fra den Jamaicansk inspirerede Right By Your Side eller “Here it comes again, Here it comes again, Here it comes again, Here it comes again” fra det elektroniske eksperiment Cool Blue mærker man følelserne strømme ud med en fabelagtig klang. Der indføres noget, der mest af alt minder om et afrikansk folkemantra på Aqua, og der kommer nogle spektakulære vokalintervaller på Paint a Rumor og næsten konstant nye overraskende idéer på No fear, No Hate, No Pain (No Broken Hearts). Sådanne elementer gør Touch til en mindeværdig oplevelse, der tør at gøre mange forskellige ting.

Eurythmics gør syntetisk lyd til en utrolig følelsesrig oplevelse. Blandt alle de britiske Synthpop-grupper stikker de ud på grund af deres mange idéer, der gør musikken konstant interessant at lytte til, hvor de fleste andre kunne gøre dig godt træt af at lytte til 10 sange, der bare er West End Girls med anden melodi og tekst. Fans af eksperimenterel musik vil nikke tilfredsstillende, som de lytter til dette album som det nærmer sig enden, for vi snakker om et meget progressivt opbygget eksperiment. En fan af almindelig synthpop vil langsomt blive trukket hen mod disse særere lyde, som de nok vil lære at værdsætte, som albummet langsomt introducerer flere og flere til dem. Det er lyden af 80’erne blandet med lyden af fremtiden. Og lige præcis dette gør, at Eurythmics er bedre end langt de fleste af tidens mange new wave-grupper.