Tag-arkiv: Barok-pop

393 – Randy Newman – Good Old Boys (1974)

Udgivet den af
Svar

Randy Newman er en af de få musikere, der virkelig er blevet rost til skyerne af mange, som jeg selv ikke rigtig kan se noget særligt i. Han har absolut skrevet nogle fede sange, men langt fra alt, han har lavet, tiltaler mig. Et af hans mest roste albums er Good Old Boys fra 1974. Dette starter med noget af det, jeg virkelig elsker, når Newman rører ved, nemlig samfundssatire. Nummeret hedder Rednecks, og det er lige netop det, det handler om. “We don’t know our ass from a hole in the ground, and we’re keeping the niggers down” synger han, og det er en virkelig morsom sang. Så går vi til gengæld lige over i Birmingham, der absolut ikke er Newmans værste værk, men det mest positive, jeg kan sige om det, er at det er mildt fængende. Efter dette kommer en ganske sød lille kærlighedssang ved navn Marie, og den virker som sådan ret oprigtig, men jeg kan bare ikke se, hvorfor jeg burde interessere mig for den. Newman gør ikke rigtig noget for at hive mig ind i musikken, selvom strygerne er ret flotte. Sangen er der bare.

Når han bliver politisk igen, kan han sagtens blive interessant. Mr. President (Have Pity on the Working Man) er et ret sjovt nummer. Det er stadig fortalt gennem synspunktet på en Redneck, og han bliver dejligt flabet her, og han er ikke nær så direkte, hvilket på sin vis også er rart. Guilty er en ret deprimeret sang, om en fyr der drikker whisky og sniffer kokain for at glemme nogle kærestesorger, for som han siger; “It takes a whole lot of medicine for me to pretend that I’m somebody else”. Louisiana 1927 bemærkede jeg faktisk virkelig melodien på. Hovedsageligt fordi den lyder rigtig meget som Sail Away, som newman udgav to år tidligere. Derudover er der ikke noget specielt ved den. Det er Newman, der lyder som Newman. Det er den et minut lange fællessang Every Man a King ikke, og det er ret forfriskende, for efter et par gennemlytninger af pladen, bliver jeg godt træt af lyden af Newman. På Kingfish bliver Newman atter diskriminerende, og jeg elsker det virkelig. Han synger om alle de fandens franskmænd, der render rundt i New Orleans, hva’ fanden gør de også godt for. Det er et skønt nummer.

Han kommer da med en af sine bedste melodier i form af Naked Man. Tekst såvel som melodi er virkelig sjov, og den lyder ikke spor af Newman. Det er nærmest befriende. A Wedding in Cherokee County er bare mere af det Newman, man kender, men på skalaen over Newman, der lyder som man forventer, så er det ikke ringe. Det er faktisk en ret charmerende sang. Back on My Feet Again er en sjov, fængende sang, og selvom der ikke er meget mere at sige om den, så er den ikke så skidt igen. Det føles selv efter adskillige gennemlytninger rigtig friskt. Afslutningsnummeret hedder Rollin’, og Newman lyder sjældent så meget af Newman, som han gør her. Jeg kan i løbet af hele Good Old Boys fornemme, at jeg, hvis jeg lytter godt efter samtlige tekster, sagtens kan høre rigtig meget godt. Det store problem er bare, at melodierne er tomme og kedelige, og de virker mest af alt som noget, der lige blev lavet i sidste øjeblik. Jeg ville sikkert ikke have noget imod at læse en Newman-skrevet digtsamling, men han er nu engang musiker, og alt for meget af musikken lyder ufatteligt ensartet.

427 – The Ronettes – Presenting the Fabulous Ronettes Featuring Veronica (1964)

Udgivet den af
Svar

The Ronettes nåede kun at udgive en enkelt plade, men den plade kom til at være en af de største, legendariske producer Phil Spector nogensinde fik hænderne i. Den hed Presenting the Fabulous Ronettes Featuring Veronica. Denne Veronica er i dag bedre kendt som Ronnie Spector, og at sætte hende foran de to andre medlemmer i albumtitlen er faktisk ganske retfærdigt. Hun er nemlig en helt fantastisk sanger, hvorfor hun da også synger for på samtlige numre. Det første nummer, Walking in the Rain, er et af gruppens største. Det handler om de træk, Ronnie leder efter i en mand, og selvom disse ønsker som med så mange andre pigegruppesange fra samtiden er ganske overfladiske, er de troværdigt overfladiske, og Phil Spectors produktion er fantastisk. Her kan især bemærkes torden- og regneffekterne, der giver sangen liv. Do I Love You er en mere reel kærlighedssang, og Ronnies stemme er helt perfekt her. So Young er et cover af en doo-wop sang fra 1958, og den omhandler et individ, der er for ungt til ægteskab, som dog ønsker det. Det er noget mere troværdigt i originalen, hvor det rent faktisk er en teenage-dreng, der synger, men sangen lyder stadig ret godt med the Ronettes.

(The Best Part Of) Breaking Up er en utrolig fængende popsang, der ikke har så megen lyrisk dybde, men det er nok et af pladens bedste eksempler på Phil Spectors produktion, og især mundharmonika-portionen gør lyden interessant. I den lidt mere forældede ende af pladen finder man I Wonder, der bare handler om at drømme om prinsen på den hvide hest. Den er ellers delvist skrevet af den ganske dygtige Ellie Greenwich, og jeg kan ikke benægte at melodien stadig er rigtig fed, men teksten er alt for distraherende, især efter gentagne gennemlytninger. Hvis vi dog virkelig skal snakke forældede sange, så er det især tydeligt på deres cover af What’d I Say, som jeg dog må indrømme, lyder ret fedt. Det lyder dog kun fedt, fordi det lyder fuldkommen som originalen, bare med kvindestemme og Phil Spectors produktion. Det er ikke dårligt, det føles bare unødvendigt. Efter den får vi dog den tidløse klassiker, Be My Baby. Denne sang har et helt legendarisk beat, utrolig produktion, og den sidder efterhånden så godt fast i mit hoved, at jeg ville kunne synge synkront med sangen, uden at jeg overhovedet hørte på andet end de to første sekunder.

Anden del af det, jeg kalder Baby-trilogien hedder You Baby, og den er ret banal. Der er meget bedre kærlighedssange der ude, og selvom jeg har hørt dette album ret ofte, kan jeg slet ikke huske noget af denne sang. Denne selvopfundne trilogi afsluttes med Baby I Love You, og hvor omkvædet er rigtig godt, er versene ret trivielle. How Does It Feel er rigtig godt komponeret og helt fantastisk produceret. Det er konsekvent ganske hurtigt, og der sker virkelig meget. Et langsommere nummer er When I Saw You, og det er endnu et af de numre, der bare forsvinder fuldkommen ud af min hukommelse, så snart, jeg er færdig med at høre det, selvom strygerne dog er ganske smukke. Gruppen giver os endnu et unødvendigt cover med Chapel of Love, der desværre afslutter nummeret. Jeg kan ikke benægte, at det lyder godt, men igen, det lyder næsten fuldstændig som Dixie Cups-versionen. Jeg vil dog sige, at jeg foretrækker denne udgave, men forskellene er så minimale, at jeg knap nok kan argumentere for, at den ene er bedre end den anden. Pretending the Fabulous Ronettes Featuring Veronica er absolut ikke et dårligt album, især ikke, hvis man er glad for genren, men man skal tage i betragtning, at albummet ikke rigtig endnu var blevet til en kunstform, da den blev udgivet.

456 – Big Star – Third/Sister Lovers (1978)

Udgivet den af
Svar

Alex Chilton, der tidligere havde sunget megahittet The Letter med The Box Tops, da han var en bette purk på 16 år, dannede i 1971 Big Star, en powerpop-gruppe, der desværre totalt undgik større popularitet indtil lang tid efter, de gik hvert til sit. Deres to første albums er fremragende, let tilgængelige powerpop-plader, som alle med smag for pop-rock bør kigge lidt til. Deres tredje album, blev i første omgang udgivet som 3rd, siden som Sister Lovers, og siden 1992, hvor udgaven, jeg selv har lyttet til, blev udgivet, har den heddet Third/Sister Lovers. De forskellige udgaver har forskellige rækkefølger, men dette er udgaven, der minder mest om det, Chilton selv ønskede. Third/Sister Lovers er en ret besværlig plade. Man skal nærmest kende konteksten om Chiltons depression, før den rammer helt plet, men den er uden tvivl stadig fuld af rigtig stærke melodier. Den starter rimelig stærkt med den hårdtslående Kizza Me, hvori Chilton decideret bønfalder sin kæreste efter et lille kys, som hun ikke vil give ham. Det lyder måske ikke som noget specielt, men meget af styrken ligger i, at Chiltons stemme egner sig perfekt til fortvivlelse og nervøsitet. Han spiller rollen helt perfekt – såfremt det i første omgang blot er en rolle.

Den fortsætter med Thank You Friends, der igen i første omgang virker som en simpel taksigelsessang, hvor han takker alle, der har gjort det her mulig. Dog har han nok engang denne nervøse klang i stemmen, nok fordi han slet ikke takker dem. For han var deprimeret, og hvis man ikke skulle vide det i forvejen, så bliver det gjort rigtig klart på det tredje nummer, Big Black Car. Det er en langsom, minimalistisk sang, og den er rørende på en helt unik, utrolig oprigtig måde. Knap så oprigtig er Jesus Christ, en sang om frelseren Jesu fødsel, sunget med en stemme, der slet ikke tror på det. Han har altså opgivet ideen om mirakler. Med 14 forskellige sange på sig, kan jeg ikke gennemgå alle, men klare highlights er også Holocaust og Kangaroo, der kommer lige efter hinanden. De er meget langsomme, meget som Big Black Car, og de er om muligt endnu mere rørende. Holocaust med en grum, grum tekst; Kangaroo med en ligeså grum lyd. Man kan nærmest høre Chiltons sind falde sammen.

Efter disse sange kommer Stroke It Noel, der handler om, hvordan Chilton bl.a. fik afløb fra sine sorger: han onanerede. Man kan faktisk næsten høre det på strygerne og Chiltons stemme, som sangen nærmest afslutter med en orgasme. Der er rigtig mange forrygende numre på Third/Sister Lovers, og 1992-udgaven kan uden tvivl anbefales over alle de andre. Det bedste ved pladen er dog nok, at den slet ikke prøvede på at afspejle Chiltons depression. Det var bare de musikalske ideer, han fik under den. Det viser virkelig noget om, hvordan hjernen påvirkes. Albummet afsluttes med Take Care, endnu et af de mange enestående numre, pladen har at byde på. Det prøver rent lyrisk ikke blot på at runde pladen af, men det kunne nærmest lyde som om, den skulle runde Chiltons liv af. Han levede heldigvis op til 2010, men hans stemme, melodien, og hans mange gentagelser af sangens titel, får det til at lyde som om, det her var slutningen på det hele. Men selv hvis det havde været, ville det være en slutning, der rundede det hele perfekt af. Ikke blot sangen, men hele Third/Sister Lovers.

491 – Mott the Hoople – All the Young Dudes (1972)

Udgivet den af
Svar

Siden deres debut i 1969 havde Mott the Hoople haft manglende kommerciel succes med den hårde rock, de lavede. I 1969 fik en anden musiker dog succes: David Bowie fik et enormt hit med Space Oddity, og over de næste par år blev Bowie kun mere succesfuld, imens Mott the Hoople overvejede at forlade branchen fuldstændigt. David Bowie var stor fan af dem, og derfor havde han selvfølgelig hørt rygterne. Da opsøgte Bowie i starten af 1972 dette ellers totalt ukendte band, og tilbød dem en sang han havde skrevet, der hed All the Young Dudes. Dette nummer var ikke rigtig noget, der mindede om resten af Mott the Hooples diskografi, da de jo før mest havde lavet hård rock, mens Bowie i løbet af 70’erne havde udviklet glam rock-genren, der var storladen, pompøs og selvironisk. Det var noget af et vendepunkt for Mott the Hoople, for selv de havde næppe en anelse om, hvor meget dette nummer ville påvirke resten af deres karriere. Sangen blev udgivet som single i Juli 1972, og i september udkom den på et album, som ligeså kom til at hedde All the Young Dudes.

All the Young Dudes er en sang om lige det, titlen antyder. Det refererer til meget af tidens kultur, men den er stadig en helt og aldeles tidløs sang. Man mærker rebelsk tankegang og manglende fokus. Man kulde kalde det for en ironisk kritik af ungdommen, men selvom den selvfølgelig ikke maler ungdommen op som absolutte engle, er det en ren hyldest af ungdommelig letsindighed, og dermed både dennes gode og dårlige sider. Så jo, deres største hit fortjener sin berømmelse, men hvad med resten af albummet? Det er også rigtig godt. Kun titelnummeret er skrevet af Bowie, men man mærker hans indflydelse hele vejen igennem. Det åbner med et cover af Sweet Jane af The Velvet Underground, som jo også havde inspireret Bowie meget, og coveret er meget lavet i Bowie-stil. Hvis jeg ikke var større Bowie-nørd end jeg nu engang var, ville jeg næppe kunne høre, at det ikke var Bowie. De andre 7 sange er alle skrevet af gruppens medlemmer, og de er også ganske habile sangskrivere.

Sucker er et af mine personlige yndlingsnumre. Det er en fængende, skæv sang, der har en meget finurlig lille overgang, der går plink-plank-plink-plank, på et strengeinstrument, som jeg ikke har kunnet finde ud af navnet på, men det lyder en kende asiatisk. Et andet nummer, der virkelig udmærker sig er Ready For Love/After Lights, et nummer der har melankolske vers, der i stemning minder mig meget om Aerosmiths klassiske Dream On, der blev udgivet året efter. Omkvædet er fængende og hårdtslående, og det sørger for at melankolien ikke gør sangen for kedelig, samtidig med at tonen ikke bliver totalt ruineret. Det største problem med dette album er, at de fleste af omkvædene kun er en enkelt linje, der bliver gentaget igen og igen eller varieret minimalt på. Sådan noget er normalt ikke noget, der irriterer mig, men det sker så ofte her, at det suger lidt af energien væk. Mott the Hooples målgruppe er ret simpel at definere: Lyt til All the Young Dudes, hvis du kan lide David Bowie, og hvis du ikke har lyttet til nok Bowie, til at den anbefaling betyder noget for dig, så lyt til noget Bowie først, for det burde være en langt vigtigere prioritet.