Kategoriarkiv: 1969

370 – Jefferson Airplane – Volunteers (1969)

Udgivet den af
Svar

Hippie-rockbandet Jefferson Airplane gjorde sig for alvor bemærket i 1967 Surrealistic Pillow, hvor man finder mange af deres mest berømte sange, f.eks. White Rabbit, Somebody to Love og Today. De har udgivet mange andre albums, men ingen af dem kan måle sig med Surrealistic Pillow i hverken kvalitet eller popularitet. Volunteers fra 1969 er dog et af de mere bemærkelsesværdige, de har lavet. Den åbner med sangen We Can Be Together, der er en lystig bøn om fred. Det er musik af den slags, som kun hippier kan lave, og melodien er virkelig god, mens den samtidig er virkelig syret. Deres cover af den traditionelle sang Good Shepherd er virkelig godt. Det lyder overraskende godt til deres syrerock-behandling, og det er nok en af albummets bedste sange. Der er meget charme, og den føles også ganske drømmende. Farm er uden tvivl også et fedt nummer. Den er meget bekymringsfri, og det er ganske vist ikke det, man forventer sig af Jefferson Airplane, men de kan sgu deres kram.

Sangen Hey Frederick lyder meget inspireret af tidens yderst tidlige heavy metal. Man kan absolut høre en snært af Led Zeppelin her. Sangen er 8½ minut lang, men den bliver aldrig kedelig. Det meste af nummeret er en guitarsolo, og det er også en virkelig god en af slagsen. Turn My Life Down er ikke just pladens mest interessante sang. Den lyder meget som en mellemting mellem We Can Be Together og The Farm, men den er mere poppet end begge. Den er fin nok, men man kommer ikke til at huske den videre godt. Deres cover af Crosby, Stills & Nash-sangen Wooden Ships er også rigtig godt. De får på rigtig dramatisk vis temaet om dommedag igennem, og den er så sandelig på niveau med originalen. Jefferson Airplane er som bekendt rigtig syrede. Det mest syrede nummer på Volunteers er nok sangen Eskimo Blue Day, og selvom navnet i sig selv burde være nok, må jeg nok uddybe: gruppen bruger virkelig interessante lyriske vendinger, og dynamikken på dette nummer er virkelig noget for sig.

A Song for All Seasons er ikke rigtig psykedelisk rock – psykedelisk country ville være en bedre beskrivelse. Jeg har mine problemer med country, og dette er absolut ikke en undtagelse. Det er måske et af de værste numre på noget album, jeg har anmeldt. Teksten er ganske sjov, men derudover er det forfærdeligt. Den simple countrymelodi er i sig selv bare kedelig, men et syret klaver over dette er fuldstændig uudholdeligt. Det springer frem og tilbage, og det gider ikke rigtig at køre efter rytmen. Og vokalharmonien er så falsk, at harmoni ikke er et godt ord – og den er der i løbet af hele sangen. Et cover af den traditionelle sang Meadowlands bliver da spillet på orgel som et kort interludium, der leder op til titelnummeret, der afslutter pladen. Det er et dejlig sjovt nummer, og det runder helt perfekt albummet af. Volunteers er et album af generelt rigtig høj kvalitet. Et par få sange er ikke nær så fantastiske som andre, og en enkelt er decideret forfærdelig, men jeg kan stadig anbefale det til enhver, der kan lide psykedelisk rock.

392 – Creedence Clearwater Revival – Willy and the Poor Boys (1969)

Udgivet den af
Svar

John Fogerty er navnet på den virkelig charmerende frontfigur for det utrolig folkekære rockband Creedence Clearwater Revival. Det var en særdeles aktiv gruppe, og mellem 1968 og 1970 udgav de hele 6 plader, og halvdelen af disse kom i 1969. Et af disse tre albums er Willy and the Poor Boys, og på den finder man noget sandt guld. De åbner endda med en af verdens mest fængende, sjove, lystige sange, nemlig Down on the Corner. Det er en fuldkommen perfekt sang. Dens landlige stemning og historien om de fattige drenge, der beslutter sig for at gøre livet lidt sjovere med noget musik på gaden, er virkelig gribende. Det næste nummer, It Came Out of the Sky, er også virkelig sjovt og landligt, men melodisk er den stadig ganske forskellig fra åbningsnummeret. Der er mere vægt på guitaren, og blues virker som en rimelig vigtig inspiration. Efter denne kommer en country-rock-udgave af Leadbellys Cotton Fields. Nu er jeg ikke rigtig den store country-fan, og det er ikke et af mine yndlingsnumre, men jeg kan stadig værdsætte deres charme, og da de ikke vedbliver denne stilart, irriterer det mig ikke.

Så får vi sørme et instrumentalt nummer. Det hedder Poorboy Shuffle, og det vigtigste instrument her er mundharpen, som er virkelig sjov og lystig. Det er nogenlunde sådan noget, jeg ville forestille mig hovedpersonerne fra Down on the Corner spille. Mod slutningen er der en smuk overgang til det næste nummer Feelin’ Blue, der er en fængende lille blues-inspireret sag. Tekstens følelser kommer ikke rigtig igennem på musikken, og det er selvfølgelig en smule irriterende, og det gør det ærlig talt ret svært at sætte sig ind i nummeret. Hvis melodien og instrumentationen ikke var så fortræffelig, ville det nok have været et decideret problem. Til gengæld er den voldsomt spidse Fortunate Son et vidunderligt nummer. Det er spillet godt og har en virkelig stærk tekst om fred og frihed. Melodien er skarp og velskrevet, og der er i det hele taget ikke rigtig noget skidt at sige om den. Don’t Look Now er også en rigtig god sang. Den er virkelig simpel, og Fogertys stemme er meget roligere end man er vant til, men den virker. Og selvom det ikke ligefrem er typisk Creedence, afviger den ikke latterligt meget fra albummets andre sange.

Da kommer et cover af den traditionelle sang The Midnight Special. Det er en virkelig simpel melodi, og sådan noget behandler Creedence jo rigtig godt. Sangen stammer fra amerikanske fængsler, og den handler dermed om noget, der er et gennemgående tema på dette album: At få noget godt ud af en situation, der ikke på overfladen er specielt god. Creedence lavede musik til folket, og man kan jo næsten ikke blive mere folkelig end en fængselssang. Det næstsidste nummer er instrumentalt, og her er John Fogertys guitar det mest fremtrædende. Det hedder Side O’ the Road, og lyden derpå meget blueset. Det er ret fedt, og Fogerty er uden tvivl en virkelig dygtig guitarist. Afslutningsnummeret hedder Effigy, og det er som pladens eneste nummer ikke spor lykkeligt. Det lyder af dommedag, og den slags musik har de lavet før, f.eks. ofte på deres foregående album, Green River. De kan deres kram, og nummeret runder rigtig flot albummet af. Hvis du kan lide rockklassikerne, er Willy and the Poor Boys nok noget for dig.