436 – Brian Eno – Here Come the Warm Jets (1974)

Brian Eno er en af rockhistoriens største producere. For blot at nævne nogle eksempler, har han produceret albums for Talking Heads, David Bowie, Devo, Roxy Music, U2 og Coldplay, og han har skam også udgivet nogle albums på egen hånd, hvoraf det første var Here Come the Warm Jets fra 1974. Albummet starter ud med en larmende, grov sang, hvor vokalen er rigtig lavt i mixet i forhold til et vanligt rocknummer. Sangen har det abstrakte navn Needles in the Camel’s Eye, og den er ganske syret. Det er albummet generelt, og det beviser The Paw Paw Negro Blowtorch også ganske godt. I denne er Enos vokal mixet meget højere, og den er rigtig forvrænget – og hvem kan også forglemme synthesizersoloen, der lyder som om, den var spillet på et pivedyr. Det bliver dog endnu skørere på Baby’s On Fire. Alene åbningslinjerne er skøre: “Baby’s on fire, throw her in the water – det er fuldkommen genialt. Instrumentationen er som så ofte med Eno ganske abstrakt, og et af albummets højdepunkter er så sandelig også denne sangs guitarsolo, der er spillet af ingen ringere end Robert Fripp fra King Crimson.

Cindy Tells Me er i grunden en af de mere traditionelle sange på pladen, men Enos guddommelige evner på synthesizeren bliver stadig brugt til fulde, og efter at høre hans stemme være så skæv i et stykke tid, er det dejligt at være i nogle mere sædvanlige rammer. Og det lyder heldigvis stadig ubetinget som Eno. Han rører ved den mere psykedeliske ende af musikken på Driving Me Backwards, hvor en ganske sindsforvirret vokal danser rundt på nogle ganske få klaverakkorder, og senere i sangen kommer Robert Fripp tilbage for at leverer endnu en fantastisk guitarsolo, som oven i købet fortsætter, når Eno vender tilbage til at synge. On some Faraway Beach fortsætter i et decideret smukt samarbejde mellem klaver og synthesizer i næsten tre minutter, før Eno endelig beslutter sig for at synge. Det er et rigtig følelsesrigt og drømmende nummer, og det er et af de bedste på pladen. Blank Frank er et meget barokt nummer, selv i sammenligning med resten af albummet. Mod midten kommer der helt fantastiske synthesizerstykker. Og igen er Enos stemme bindegal, mens Fripps solo er helt utrolig.

Så kommer Dead Finks Don’t Talk, der skifter mellem mange forskellige teksturer og rytmer. Sangen udvikler sig rigtig meget, og Enos kreativitet viser sig hele tiden frem i nye afskygninger. Det er et af pladens højdepunkter for mig, fordi den rammer så meget forskelligt i musikken på en gang. Eno bliver en smule sentimental på den langsomme Some Of Them Are Old, der både skinner rigtig godt i den nostalgiske vokalportion, men noget af det bedste på albummet er den instrumentale portion af denne sang. En filtreret saxofon spiller flot sammen med en meget spøjs slideguitar. Eno vælger da at afslutte med et titelnummer. Som ethvert andet nummer på Here Come the Warm Jets er det rigtig smukt, og der bliver leget rigtig meget med instrumenterne. Det kører faktisk fuldstændig instrumentalt i starten, men som denne fantastiske sang bevæger sig fremad, kommer vokaler på sammen med rytmeinstrumenterne, og det runder flot det velstrukturerede, dynamiske, kreative, smukke, næsten perfekte album af, som er Brian Enos Here Come the Warm Jets.

479 – Richard & Linda Thompson – I Want to See the Bright Lights Tonight (1974)

Richard Thompson havde i mange år spillet guitar for diverse andre musikere, og han var en af de absolut bedste i feltet. Han udgav i 1972 et ikke specielt succesfuldt soloalbum ved navn Henry the Human Fly, og oven på af de mildest talt  skuffende salgstal, slog han sig sammen med sin kone Linda, og deres debut som gruppe udkom i 1974 og hed I Want to See the Bright Lights Tonight. Richard Thompson havde tidligere spillet med navne som Fairport Convention og Nick Drake, så han var velbevandret i folk-rock-scenen. I Want to See the Bright Lights Tonight har derfor en meget folk-inspireret lyd. Richard og Linda var meget fattige, da de optog albummet, så ikke alene var budgettet meget smalt, men fattigdom er også et gennemgående tema på albummet. Glade sange som I Want To See the Bright Lights Tonight, The Litte Beggar Girl og When I Get to the Border handler om at få det bedste ud af næsten ingenting, og mere triste sange såsom The Cavalry Cross, Down Where the Drunkards Roll og The Great Valerio handler meget om de selvfølgelige lavpunkter ved fattigdom.

Både Richard, der jo ellers først og fremmest er en af verdens bedste folk-guitarister, og Linda synger for på dette album, og især Linda kan mærkes kraftigt. Hun har en smuk, smuk stemme, der især har effekt på de mere triste numre, og hendes sorg kan mærkes dybt nede. Hun er dog også fuld af entusiasme på numre som I Want to See the Bright Lights Tonight og We Sing Hallelujah, og især på The Little Beggar Girl er hun fuld af lystigt had, som hun synger linjer som “I travel far and wide to do the work that I do; ‘Cause I love taking money off a snob like you”, og det er absolut ikke til at stå for. Richard har slet ikke de samme vokale evner, men hans manglende perfektion i stemmen støtter på en eller anden måde billedet af det fattige ægtepar. Selvom Linda så ganske vist er en fantastisk sangerinde, har hendes stemme meget skævhed i sig. Hun lyder ikke som en Celine Dion eller en Whitney Houston, hun lyder bare som en meget ægte personlighed, der er helt nede på jorden.

Richard Thompson er som sagt en af de bedste guitarister nogensinde. Men hvor de fleste af de bedste rockguitarister tager udgangspunk i blues – Jimi Hendrix, Jimmy Page, Jeff Beck, Eric Clapton; ja selv nogle ikke nær så åbenlyse nogen som Eddie Van Halen, David Gilmour og Slash – tager Richard Thompson det meste fra folk, og stort set ingenting fra blues. Selvfølgelig, han er ikke den eneste fantastiske guitarist, der fuldstændig forkaster blues, men at han er i den minoritet, der gør det, gør hans lyd rigtig forfriskende. På I Want to See the Bright Lights Tonight lader parret sig også meget inspirere af britisk folkemusik. Krumhorn, Dulcimer, Mandolin og Concertina gør at instrumentationen virker overraskende og som sådan også som lidt af en rodebutik. Som om, det bare lige var det, der lå og flød. Men forstå mig ret, det er en god ting. Det lyder som om, hele albummet var bygget på, at få så meget ud af så lidt som muligt, så hvis den smule, de har, skulle være lige netop disse instrumenter, så må det jo være det, man må arbejde med. Hvis man er til folk-rock, så er Richard og Linda Thompson et par rigtig dygtige musikere, som med I Want to See the Bright Lights Tonight har skabt en 70’ernes mest livsbekræftende plader.