Brian Eno er en af rockhistoriens største producere. For blot at nævne nogle eksempler, har han produceret albums for Talking Heads, David Bowie, Devo, Roxy Music, U2 og Coldplay, og han har skam også udgivet nogle albums på egen hånd, hvoraf det første var Here Come the Warm Jets fra 1974. Albummet starter ud med en larmende, grov sang, hvor vokalen er rigtig lavt i mixet i forhold til et vanligt rocknummer. Sangen har det abstrakte navn Needles in the Camel’s Eye, og den er ganske syret. Det er albummet generelt, og det beviser The Paw Paw Negro Blowtorch også ganske godt. I denne er Enos vokal mixet meget højere, og den er rigtig forvrænget – og hvem kan også forglemme synthesizersoloen, der lyder som om, den var spillet på et pivedyr. Det bliver dog endnu skørere på Baby’s On Fire. Alene åbningslinjerne er skøre: “Baby’s on fire, throw her in the water“ – det er fuldkommen genialt. Instrumentationen er som så ofte med Eno ganske abstrakt, og et af albummets højdepunkter er så sandelig også denne sangs guitarsolo, der er spillet af ingen ringere end Robert Fripp fra King Crimson.
Cindy Tells Me er i grunden en af de mere traditionelle sange på pladen, men Enos guddommelige evner på synthesizeren bliver stadig brugt til fulde, og efter at høre hans stemme være så skæv i et stykke tid, er det dejligt at være i nogle mere sædvanlige rammer. Og det lyder heldigvis stadig ubetinget som Eno. Han rører ved den mere psykedeliske ende af musikken på Driving Me Backwards, hvor en ganske sindsforvirret vokal danser rundt på nogle ganske få klaverakkorder, og senere i sangen kommer Robert Fripp tilbage for at leverer endnu en fantastisk guitarsolo, som oven i købet fortsætter, når Eno vender tilbage til at synge. On some Faraway Beach fortsætter i et decideret smukt samarbejde mellem klaver og synthesizer i næsten tre minutter, før Eno endelig beslutter sig for at synge. Det er et rigtig følelsesrigt og drømmende nummer, og det er et af de bedste på pladen. Blank Frank er et meget barokt nummer, selv i sammenligning med resten af albummet. Mod midten kommer der helt fantastiske synthesizerstykker. Og igen er Enos stemme bindegal, mens Fripps solo er helt utrolig.
Så kommer Dead Finks Don’t Talk, der skifter mellem mange forskellige teksturer og rytmer. Sangen udvikler sig rigtig meget, og Enos kreativitet viser sig hele tiden frem i nye afskygninger. Det er et af pladens højdepunkter for mig, fordi den rammer så meget forskelligt i musikken på en gang. Eno bliver en smule sentimental på den langsomme Some Of Them Are Old, der både skinner rigtig godt i den nostalgiske vokalportion, men noget af det bedste på albummet er den instrumentale portion af denne sang. En filtreret saxofon spiller flot sammen med en meget spøjs slideguitar. Eno vælger da at afslutte med et titelnummer. Som ethvert andet nummer på Here Come the Warm Jets er det rigtig smukt, og der bliver leget rigtig meget med instrumenterne. Det kører faktisk fuldstændig instrumentalt i starten, men som denne fantastiske sang bevæger sig fremad, kommer vokaler på sammen med rytmeinstrumenterne, og det runder flot det velstrukturerede, dynamiske, kreative, smukke, næsten perfekte album af, som er Brian Enos Here Come the Warm Jets.
