Top 15 navne på NorthSide 2016 (15-11)

Ja, det er efterhånden lang tid siden. Der er mange årsager til, at bloggen har stået lidt stille på det sidste, men jeg vil hellere fokusere på, at der nu endelig atter er gang i butikken, forhåbentlig uden så lange pauser igen. Men lad os komme til sagen: NorthSide 2016. Det bliver mit tredje år på denne skønne festival, og endnu en gang leverer de et program spækket med god musik. Så lad mig levere 15 rigtig gode grunde til at købe en billet. Denne liste indeholder desuden kun navne, jeg selv skal se, så hvis to virkelig fede navne spiller samtidig, ender kun det ene på listen.

15: Refused
Jeg er virkelig en sucker for punkmusik, men med mindre det skal være genreredefinerende post-punk, er det i sin grundform ret ensformigt. Kan man så komme og ryste lidt i den, så musikken bliver mere varieret, uden det bliver enten noget artsy-fartsy anmelderleflen? Som stor fan af denne anmelderleflende musik, må jeg erkende, at det ikke sker så tit. The Clash gjorde det, Dead Kennedys gjorde det, og det er sikkert gjort mange gange siden hen, men da Refused udgav “The Shape of Punk to Come” i 1998, handlede det vitterligt om, at de gav punken en ny lyd, så den stadig kunne udtrykke stor aggression i en post-Blink-182-verden. Det er super-teknisk, det er dynamisk og varieret, det er vredt med største oprigtighed, og jeg har kun hørt godt om deres liveshows. De gik i opløsning kort efter gennembruddet, men de er tilbage, og de skulle vist være lige så vilde som i gamle dage.

14: Deftones
Der var engang en genre, der hed nu metal. Den var pissestor i 90’erne og de tidlige 00’ere, men det meste af det, der kom frem i den genre, var noget lort. Der var dog nogle få bands, der fik noget ret lækkert ud af denne angstfyldte stil, fx Soulfly og Korn. Disse gik dog i min optik ind i en lidt kreativ blokade, for så mange muligheder rummer genren altså ikke, hvis den stadig skal være til at holde ud at høre på. Deres kollegaer i Deftones forstod derimod at holde deres lyd frisk, mest ved at bevæge sig væk fra nu metal og over i andre spændende territorier. Det gør, at albums som White Pony stadig holder, og det gør, at jeg også virkelig nyder deres nye plade, Gore. De er måske lidt overmelankolske til tider, men de er meget kreative og eksperimentelle, har interessante tekster, og de mestrer et bredt musikalsk spektrum – selv deres stille sange er virkelig fede.

13: Unknown Mortal Orchestra
Deftones og Refused er jo veteraner og giganter inden for deres respektive genrer, men NorthSide præsenterer traditionen tro også en række yngre, blomstrende internationale bands, som gør festivalen aktuel. I år kan man blandt andet se Blossoms, Coasts, C Duncan og Twin Atlantic, og personligt glæder jeg mig især til Unknown Mortal Orchestra, der fanger med deres egen spøjse, sprøde blanding af funk, psykedelisk pop og garagerock. De har foruden deres dejlige lyd og gode omgang hipsterskæg også et godt øre for melodier, og deres nyeste plade, Multi-Love er nok deres hidtil bedste. Så de kommer med nogle stjernegode sange i bagagen, og sandsynligvis udvikler de sig i en endnu bedre retning i fremtiden. Uanset hvad bliver det helt sikkert en fed koncert.

12: Beach House
Når jeg har haft en hård dag og har brug for at komme ned på jorden igen, sætter jeg noget Beach House på. Det er gribende dream pop med noget klar inspiration taget fra slowcore-bevægelsen. Det er musik, man bare forsvinder hen i, hvis man lader den gøre det. Det er simple, elegante lydbilleder, som drager dig ind i et landskab af både melankoli og sorg, men samtidig forløsning og simplicitet. Victoria Legrands stemme er en stor del af det, da hun virkelig formår at udtrykke sig på en gang følelsesrigt og nihilistisk. Jeg glæder mig til at stå midt i Ådalen og blive opslugt af deres smukke lydunivers på en mere nærværende måde end nogensinde før.

11: Duran Duran
De helt gamle gutter er som altid også repræsenteret på NorthSide, og disse har været nogle af de bedste koncerter, jeg har været til. Grace Jones, Seasick Steve og The Jesus and Mary Chain gav i min optik nogle af de bedste koncerter sidste år, og mon ikke de gamle kendinge fra Duran Duran også stadig kan fyre den af. 80’er-hits som NotoriousRioGirls on FilmThe ReflexOrdinary World og Hungry Like the Wolf lyder stadig godt i dag, og jeg ville ikke have noget imod, hvis deres særegne poprock gjorde et comeback. Det er finurligt, fængende, energisk og festligt. De holder sig musikalsk også friske, og deres nye plade, Paper Gods, er et glimrende bevis på det.

Hvis man ser bort fra Refused spiller disse navne alle på den grønne scene, hvor der ikke er noget i gang samtidig, så der er næsten ingen undskyldning for ikke at tjekke det ud. Fortæl endelig, hvad du selv har af planer i festivalsommeren. Jeg selv skal både på NorthSide, Roskilde og Copenhell, så det bliver et hektisk program.