Nu er det den tid igen – tiden, hvor jeg tager tyren ved hornene og anmelder noget country. I dette tilfælde omhandler det en opsamling med Patsy Cline ved navn The Ultimate Collection. Den blev udgivet i år 2000, og den samler 32 sange fra Clines desværre alt for korte karriere. Heldigvis er der kun et enkelt nummer fra efter hendes død, nemlig Sweet Dreams, og den var trods alt tiltænkt udgivelse. Det er kronologisk opstillet, og det betyder selfølgelig, at rækkefølgen ikke er helt perfekt, men det er faktisk ikke så skidt. Da pladen består af 2 cd’er, gør den kronologiske opstilling, at der er en meget klar omend måske en smule utilsigtet opdeling mellem cd’erne. Den første er der meget klassisk country over, mens den anden viser hende gå over i noget mere pop-præget, selvom hendes country-rødder stadig er meget tydelige. Der er dog undtagelser på begge skiver, f.eks. er hendes to meget poppede klassikere Crazy og I Fall to Pieces begge på disk 1, men der er slet intet på disk 2, der ikke lugter langt væk af pop.

Desværre hænger det også sådan sammen, at disk 2 som en følge af dette er ret kedelig. For hvis der er noget, jeg har sværere ved at sluge end klassisk country, så er det klassisk pop-country. Sange som So Wrong, Leavin’ on my Mind og He Called Me Baby er svære at kende fra hinanden, og de ender også med at være en del af den samme triste suppedas, der i mine øjne bare virker som mislykkede forsøg på at genskabe I Fall to Pieces. Hvis jeg lige må være positiv for en stund, så er første disk faktisk slet ikke dårlig. Ikke alene er Crazy og I Fall To Pieces virkelig følelsesrige, stærke sange, og den første lytter jeg faktisk regelmæssigt til, og den er en af de få country-sange, man godt kan finde på mine playlister. Det overraskede mig da ikke at finde ud af, at den er skrevet af Willie Nelson, en af de få country-musikere, jeg virkelig holder meget af. Men selvom Nelson også har optaget sin egen version, så er Clines stemme bare for stærk til at kunne udkonkurreres. Det er også derfor jeg faktisk foretrækker hendes udgaver af Your Cheatin’ Heart og Lovesick Blues mere end Hank Williams’ mere populære udgaver.

Opsamlingen er 82 minutter lang. Det er faktisk i grunden ikke så meget, især ikke sammenlignet med andre opsamlinger, jeg har lyttet til på det sidste. Det bliver en smule trættende for mig personligt, jeg er jo ikke stor fan af genren, men hvis man  bare kører det som baggrundsmusik til noget mere interessant, så er det ikke så skidt. Det er dog nok det, der er problemet. Mange sange, især dem på disk 2, føles som baggrundsmusik. Der er overraskende mange sange, jeg faktisk kan lide på pladen, men for hver sang, jeg rent faktisk nyder, så er der 2, jeg bare vil have overstået. Og jeg er fuldkommen sikker på, at det mest er fordi, jeg ikke er stor fan af genren, at det forholder sig sådan. Patsy Cline har ikke skrevet en eneste sang på pladen, hun bidrager kun med sin fantastiske stemme. Der er da mange forskellige sangskrivere, og det sørger for meget variation i sangskrivningen – med mindre sangskriverne da prøver på at lave I Fall To Pieces version 2. Selv sangskriveren bag I Fall To Pieces forsøger dette. I sidste ende kan jeg anbefale The Ultimate Collection til fans af country, for mange af sangene herpå er rigtig gode. Selv nyder jeg Cline i mindre doser, f.eks. på Sweet Dreams-soundtracket, men dette er klart noget for større fans end mig.