Tag-arkiv: Rock & roll

214 – Bo Diddley – Bo Diddley/Go Bo Diddley (1990)

Udgivet den af
Svar

I 1990 genudgav pladeselskabet MCA rockpioneren Bo Diddleys første to albums på én cd. Det første, der simpelt nok hedder Bo Diddley, var mest af alt en opsamling af udvalgte singler og B-sider, han udgav i løbet af 50’erne. Denne blev oprindeligt udgivet i 1958, og de fleste af hans store singler udkom før det, så man savner ikke meget. Det andet hedder Go Bo Diddley, og det er et mere regulært album. Det blev udgivet året efter, og derpå er et meget varieret udbud af sange, hvoraf mange nok aldrig ville kunne blive hits. Bo Diddley starter med mandens to mest ikoniske sange, og det er et rigtig godt valg. Den første, Bo Diddley er en af de bedste rock and roll-sange nogensinde med sit vilde og i dag ikoniske beat, mens I’m A Man er blues i verdensklasse. Det er et virkelig simpelt riff, som oven i købet er stjålet direkte fra Hoochie Coochie Man af Muddy Waters, men det her fungerer bare endnu bedre, nok fordi det er blevet gjort endnu mere simpelt. Man føler sig altid virkelig sej, når man lytter til den. Og teksten er bare så fræk, at det er svært at overgå den, men ligesom med beatet fra Bo Diddley, så er riffet fra I’m A Man blevet brugt af talrige musikere sidenhen, og man forstår godt hvorfor.

Det bliver efterfulgt af stort set alle Bo Diddleys andre klassikere – selv føler jeg at Mona og Road Runner mangler, men Road Runner var end ikke udgivet dengang, så det kan selvfølgelig undskyldes. Og Mona var trods alt kun en b-side til Hey! Bo Diddley, og hverken han eller pladeselskabet kunne forudsige, at sangen ville blive så populær. Hey! Bo Diddley er til gengæld at finde på pladen, og selvom den er dybt sexistisk, så er den også virkelig god. Den er bygget over Old MacDonald Had a Farm, og den bliver faktisk forvandet til en ret sej rock and roll-sang. På pladen er der en ganske fin blanding af traditionel bluesmusik og mere moderne rock and roll, og denne blanding får virkelig pladen til at holde. Med Bo Diddley-pladen vidste jeg, at jeg ville elske den, så snart jeg så tracklisten, men med Go Bo Diddley kendte jeg ikke et eneste nummer i forvejen, så det var en meget interessant oplevelse. Der er nogle ret spøjse numre her og der på pladen, f.eks. er Say Man en virkelig særpræget sang, hvor han har en ganske morsom samtale med sin maracas-spiller over en meget energisk instrumentation.

Der er også hele 2 instrumentale numre, der agerer meget forskelligt fra hinanden. Det er dog ikke alle numre på Go Bo Diddley, der er lige interessante. F.eks. er Dearest Darling herpå, og mens det er en virkelig god sang, så har vi allerede hørt den på Bo Diddley, og jeg anmelder trods alt den samlede pakke. Desuden er Oh Yeah stort set bare I’m a Man med anden tekst. Mange af sangene er bare heller ikke så mindeværdige, selvom visse, f.eks. Say Man, Crackin’ Up og især den dramatiske The Great Grandfather er særdeles positive bekendskaber. Størstedelen er heldigvis ret gode, men man kan mærke noget albumfyld. F.eks. er I’m Sorry en virkelig kedelig doo-wop-sang af den mest traditionelle slags. Jeg forstår godt, at de valgte at udgive denne som en single, for lyden var meget populær dengang, men jeg synes ikke rigtig, at sangen holder. At sætte Bo Diddley og Go Bo Diddley på samme cd var en rigtig god idé. De føles begge meget korte og ufuldendte uden hinanden. De er vist blevet udgivet sammen i et par forskellige sammenhænge, og de komplimenterer hinanden meget godt: en hitparade efterfulgt af noget mere ukendt. Hvis du kan lide klassisk rock and roll, er dette helt klart noget for dig.

231 – The Kinks – The Kink Kronikles (1972)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig The Kinks. Plader som The Kinks Are The Village Green Preservation Society og Something Else er spækkede med fede popsange, og deres materiale fra 1966 til 1970 er det mest interessante og ambitiøse. Det var også i denne periode, at de to førnævnte albums udkom, og selvom ikke alt deres materiale fra denne periode var lige godt, så var det altid interessant. Så en ægte Kinks-fan skulle selvfølgelig have opsamlingen The Kink Kronikles fra 1972, der dækker disse 5 år. Den blev kun udgivet i USA dengang, men i dag er den selvfølgelig lettere at lytte til. På den får man både singles, B-sider, obskure albumtracks og endnu mere ukendte sange, der aldrig før var udgivet i USA. Nu kan man finde de fleste af disse sange på genudgivelser af deres studiealbums, men dengang var det bare guf for en amerikansk Kinks-fan, der sandsynligvis aldrig havde hørt mange af disse sange, da The Kinks var bandlyst på mange amerikanske radiostationer.

Jeg er rigtig glad for, at jeg for en gangs skyld kan sige, at denne opsamling slet ikke er opstillet kronologisk. Det virker som om, at pladeselskabet rent faktisk tænkte over, hvordan opsamlingen hang sammen – om sangene komplimenterede hinanden. Og det gør de. Jeg kendte selv mange af sangene på denne plade i forvejen, men stadig formåede nye kendskaber som Holiday in Waikiki, Fancy og God’s Children at stikke ud. Forsanger og multiinstrumentalist Ray Davies lavede konstant interessant, sjov lyrik, som blev akkompagneret af virkelig fængende, barokke melodier. Det er svært at udpege sange, der ikke er rigtig, rigtig gode. Hvis det endelig skulle være, så er det den country-inspirerede Willesden Green. Den er lidt sumpet og flad, og den lyder ikke engang rigtig af The Kinks. Foruden den, så er udvalget helt exceptionelt. Der vil selvfølgelig altid være sange, jeg savner, men sådan er det altid, hvis man er stor fan af en gruppe. Man finder jo f.eks. ikke noget af det allertidligste herpå, men til det kan anbefales Greatest Hits! fra 1966.

Men hvis du ikke er stor Kinks-entusiast, giver The Kink Kronikles dig så lyst til at lytte til mere af gruppen? Absolut, hvis du spørger mig. Jeg kan selvfølgelig ikke tale for folk, der ikke har lyttet til Kinks før, men jeg har aldrig hørt albummet Face to Face, og sangene derfra på dette album har virkelig givet mig lyst til det. Det samme gælder albummet Lola Versus Powerman and the Moneygoround, Part One, selvom jeg dog kendte singlerne derfra noget bedre. Der er ikke så meget at rafle om med denne plade. Det er bare skidegod musik opført af latterligt dygtige musikere. Det er klassisk rockmusik af den slags, der aldrig går af mode. The Kinks er fuldkommen geniale, og uanset om du har været fan i årtier eller om du har lyst til at lytte til dem for første gang, så er The Kink Kronikles et album, som jeg kan anbefale virkelig let. Det er en af de bedst sammensatte og mest imponerende opsamlingsplader, jeg nogensinde har hørt, og så er den oven i købet lavet af et fantastisk band.

242 – Jerry Lee Lewis – All Killer No Filler: The Anthology (1993)

Udgivet den af
Svar

Jerry Lee Lewis er en af rock and rolls store pionere, og med hits som Great Balls of Fire, Whole Lotta Shakin’ Goin’ on, High School Confidential, Breathless og Crazy Arms holder han stadig i dag. Disse sange er alle fra starten af hans karriere, og denne er da også den, man kender bedst. Jeg var derfor meget spændt på at lære hans senere sange at kende, da jeg begyndte at lytte til hans nogenlunde kronologisk opstillede greatest hits-opsamling All Killer, No Filler: The Anthology fra 1993. Da den er kronologisk opstillet, får man selvfølgelig alle klassikerne først, men man får dem sammen med nogle lidt mere ukendte sange. It’ll be Me og All Night Long er lige så sjove og energiske bekendskaber som de store hits. Der er også noget meget rendyrket country, f.eks. You Win Again, men der er ikke specielt meget af det i starten af pladen. Først i slutningen af første disc går det i country-modus, og Jerry Lee Lewis leverer her hele syv country-sange i træk. De er meget langsomme og kedelige, og især når de netop kommer i halen på hinanden, så føles det bare som om, de fylder en uendelighed.

Anden disc starter, hvor den første slap. Der kommer bare mere country af den mest steorotypiske, langsomme, begivenhedsløse slags. Og jeg har jo i grunden lyst til at kunne lide det, jeg synes meget godt om Jerry Lee Lewis som både pianist og sanger, men hans country-sange er bare så ens. Crazy Arms er jo i grunden også en country-sang, men den har jeg ikke noget imod, for den har meget charme og den simple instrumentation, som gør Jerry Lee Lewis’ tidlige numre så gode. Og hans klaversolo er også bare skøn. Det er ikke min favorit i hans diskografi eller noget, men det er stadig en vældig solid sang. Det, han lavede i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne er bare alt for indsmurt i smør og klichéer, og man kan slet ikke høre nogen identitet eller karakter i musikken. Der kommer dog pludselig en rockabilly-sang igen, Please Don’t Talk About Me When I’m Gone, og mens den ikke kan måle sig med klassikerne, så er den virkelig forfriskende. I løbet af 70’erne blandede Jerry Lee Lewis sine country-sange med lidt rock and roll, og det er rart at høre, at han stadig kan gøre det, selvom de fleste rock and roll-sange på disc 2 så er covers.

I 70’erne begyndte gammeldags rock and roll at være populært igen gennem navne som David Bowie og Bruce Springsteen, og Jerry Lee Lewis føles faktisk meget moderne på numre som Meat Man og Rockin’ My Life Away. Man skulle tro at det skulle føles pinligt, når denne gamle mand prøver at mænge sig med de unge mennesker, men det fungerer ganske godt. Rockin’ My Life Away er  fra så sent som 1979. Men desværre, så er der nogle af Lewis’ meget trivielle country-sange indimellem, og selvom rock and roll er vendt tilbage, så er country stadig fokus. Og han fik store hits på country-stationer, men et hit betyder jo langt fra altid god musik, og All Killer No Filler er desværre efter min mening en meget upassende titel. For fyld er der utrolig meget af på denne plade. Der er nogle mesterværker på denne plade, og jeg er da glad for at høre, at Jerry Lee Lewis stadig kunne rocke så sent som i 1979, så helt spildt er denne opsamling da ikke, men jeg ville hellere anbefale f.eks. Original Sun Singles ’56-’60 eller en af de andre opsamlinger, der fokuserer på hans tidlige materiale. Hvis man vil have studiealbums i stedet, så er der også hans to første, som har nogle ret skarpe sange på, men fyld findes nu også på dem.

243 – The Mothers of Invention – Freak Out! (1966)

Udgivet den af
Svar

Jeg går ud fra, at det ikke er kontroversielt, hvis jeg påstår, at Frank Zappa musikalsk var bindegal såvel som fuldkommen genial. Dette var han lige fra starten, og som en af de ganske få, valgte han at debutere med et dobbeltalbum. Dette udgav han sammen med sin gruppe The Mothers of Invention, som også sidenhen var med på mange af Zappas bedste plader, f.eks. den fremragende We’re Only in It for the Money fra 1968. Debuten hed Freak Out! og blev udgivet i 1966, og det er virkelig svært at fatte, at den er så gammel. Det var før Grateful Dead, The Velvet Underground og Captain Beefheart, det var endda før Revolver af the Beatles. Det var en plade, der fuldkommen vendte rockmusikken på hovedet. Der bliver skabt sære harmonier, teksterne er stærkt overdrevne, og på en af sangene, Help I’m a Rock, bliver et par minutter brugt på virkelig fjollede vendinger, der bliver gentaget mange gange uden instrumentation til. Og det sætter virkelig pladen i tomgang, og det er ikke specielt engagerende i dag, men dengang var det ulig noget andet, der nogensinde var set.

Ikke alene er dobbeltalbum-debuter ikke særlige almindelige, men dobbeltalbums var i det hele taget en særhed i 1966. Den eneste anden kendte rockmusiker, der nogensinde havde prøvet det var Bob Dylan med Blonde on Blonde, og Freak Out! var endda optaget før dennes udgivelse. På Freak Out! viser Zappa ikke kun sin store musikalgske kunnen for fuld udblæsning, men han tager også godt og grundigt gas på de mange konformister, der var at finde på hitlisterne dengang. Doo-wop har aldrig lydt så latterligt som på Go Cry on Somebody Else’s Shoulder, og så meget som jeg nyder sangen, så fjerner det virkelig min lyst fra nogensinde at lytte til traditionel doo-wop igen. Især gør den dette, når den er mellem to så syrede og bizarre sange som Who Are the Brain Police? og Motherly Love. Disse to handler mere i tekst end i musik om konformitet. Førstnævnte giver lidt sig selv, den handler om censur. Motherly Love handler om groupier, hvilket ikke var særlig almindeligt dengang. Det var faktisk noget rigtig slemt noget at høre på, og stadig i dag virker det en kende forstyrrende, når han sammenligner sex med forældrekærlighed og synger om hvor unge, de er.

Freak Out! er som sagt et dobbeltalbum, og de to skiver er meget klart opdelt. Første skive er disse kortere sange, der gør grin med samtidens trends. Skive to består kun af tre forskellige tracks, og disse er alle længere end det længste nummer på skive et. Den første er en længere psykedelisk bluessang ved navn Trouble Everyday. Den minder lyrisk og kompositorisk langt hen af vejen om noget Bob Dylan kunne have lavet, og det virker som en ganske oprigtig hyldest, men i lyden bliver der gjort meget mere. Det helt skøre sker dog først på Help I’m a Rock, som jeg allerede har fået snakket en smule om. Det er ikke et nummer, jeg personligt er den helt store fan af, men jeg kan respektere det i stor stil, og der er også visse tidspunkter, der er meget interessante. Pladen afsluttes af den 12 minutter lange The Return of the Son of Monster Magnet. Denne er noget lettere at forholde sig til, men den er stadig meget lang, går lidt i tomgang, og for mig føles det som om, provokationen stod højere end musikken i dette tilfælde, hvorfor den ikke helt holder i dag. Freak Out! har en mesterlig, nærmest perfekt første skive, men størstedelen af anden skive er bare ret kedelig til trods for sin eksperimentation, men imponerende, det er hvert sekund af pladen, hvis man tager tiden i betragtning.

250 – Bruce Springsteen – The River (1980)

Udgivet den af
Svar

Jeg har det tit svært med dobbeltalbums, for at fylde én skive med stærke sange, der hænger godt sammen, er en svær nok opgave at opfylde. Dobbeltalbums, der nærmer sig perfektion, er en sjældenhed, det kan nærmest kun gøres, hvis kunstneren i første omgang mestrer at lave albums af mere traditionel karakter. Folk, der har lavet det ene mesterværk efter det andet. Navne som The Rolling Stones, Bob Dylan og naturligvis Bruce Springsteen springer frem med det samme som passende til sådan en beskrivelse, og de har da også lavet nogle af de bedste dobbeltalbums nogensinde. Springsteens femte studiealbum, The River fra 1980, er hans hidtil eneste dobbeltalbum, men det er også virkelig så fyldt med geniale kompositioner, at det næsten er ufatteligt. Når jeg normalt lytter til længere albums føles længden meget påtaget, som om pladen sagtens kunne have overlevet som en enkelt skive, men The River giver dig sang efter sang af så høj kvalitet, at man på intet tidspunkt har lyst til at pladen slutter – undtagen når slutningen rent faktisk kommer, hvor det bare er perfekt timet.

Meget af musikken på The River er faktisk virkelig simpel – det er normalt det, Springsteen er bedst til, men han tager det længere ned på jorden, end man er vant til. Der er tale om simple, sjove, fængende pop-rock-numre, der ikke er besynderligt lange. De er alle meget godt sammenskruet rent instrumentalt, og man føler virkelig at alle instrumenterne går op i en højere enhed. På Sherry Darling sørger saxofonist Clarence Clemons for en rigtig kærlig, hyggelig stemning, Springsteens mundharmonika kan skabe kuldegysninger på titelnummeret, og Garry Tallents langsomme, tøvende bas gør Drive All Night, pladens uden sammenligning længste sang, så meget mere rørende end ellers. Det instrument, der dog gør mest for mig i løbet af pladen er orgelet spillet af Danny Federici og på enkelte sange Roy Bittan, der normalt er pianist. Orgelet gør sange som Hungry Heart, Two Hearts og Ramrod meget sjovere med deres simple riffs. Dette hjælper klaveret også meget på. Det er ikke meget ulig hvordan mange glam-rock-musikere, heriblandt David Bowie og Mott the Hoople, genskabte 50’ernes rocklandskab.

På the River er der også en vis nostalgi for Chuck Berry, Elvis Presley og Little Richard hvad angår sangskrivningen, der er ganske simpel, men lyden er tit meget stor på disse rock and roll-numre, hvilket gør, at de stadig holder i dag. Man kan mærke klar inspiration fra folk som Phil Spector, men Springsteen gør den fyldige instrumentation til noget, der stadig på overfladen kunne være et gadeband. Dette har meget noget med Springsteens imponerende sangskrivning at gøre, men brugen af instrumenterne er også bare fremragende. Deres energi hjælper også meget, og de er hurtigt lette at synge med på. Og Springsteens stemme er også virkelig nær – man kan få rigtig meget kærlighed ud af den. Og så holder albummet virkelig hele vejen  igennem. Fra første til sidste sekund er det bare en fed plade. Virkelig få sange rammer ikke standarden, der er sat, faktisk kan jeg kun komme i tanker om Stolen Car, der er lidt for stille til, at jeg kan høre teksten eller for den sags skyld følelserne. Derudover hænger alle sangene virkelig godt dynamisk sammen, og de er alle usandsynligt mindeværdige. The River er en god kandidat til både Springsteens bedste album og til bedste dobbeltalbum nogensinde.

308 – Diverse Kunstnere – The Sun Records Collection (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1952 blev et pladeselskab ved navn Sun Records grundlagt i Memphis. De ville i løbet af 50’erne få nogle helt enorme navne på sig, der ville ændre musiklandskabet for evigt, heriblandt B.B. King, Howlin’ Wolf, Carl Perkins, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis, Johnny Cash og selvfølgelig Elvis Presley. I 1994 blev et ganske populært opsamlingsalbum ved navn The Sun Records Collection udgivet, og på det fandt man en ganske blandet samling af singler, der blev udgivet på Sun Records. Man får dem fordelt på 3 cd’er, og på disse finder vi selvfølgelig nogle store klassikere af rockpionererne, men vi finder også mange ukendte sange. Hvor mange af jer kender Bear Cat af Rufus Thomas, Red Caddilac and a Black Mustache af Warren Smith eller Red Hot af Billy Lee Riley? Men disse er rigtig fede omend simple sange, der virkelig trænger til mere kærlighed. Foruden den tidlige rockmusik Sun Records er kendt for, så kan man også finde meget rendyrket country og blues på The Sun Records Collection – der er ikke meget rock over Easy af Big Walter Horton eller Swamp Root af Harmonica Frank Floyd.

Men, lad mig nu komme til sagen, for selvom du kan høre nogle flotte sange på denne opsamling, så er det ikke fordi det er det, der får de fleste til at høre netop denne plade. Der er mange flotte opsamlinger med ukendte sange derude, men få har ligeledes et så flot udvalg af tidlige sange af Elvis Presley, Jerry Lee Lewis, Roy Orbison, Johnny Cash og Carl Perkins. De af deres sange, der findes på denne plade er generelt enormt fede. Nogle få sange af Jerry Lee Lewis og Carl Perkins er lidt for rutinerede country-sange til mig, men derudover er det hele fed rock and roll, som simpelthen ikke kunne findes bedre dengang. Man skal lige huske på, at det er begrænset til de sange, musikerne optog for Sun Records, så man får hverken Ring of Fire, Oh, Pretty Woman eller Jailhouse Rock. Til gengæld får man That’s All Right, Whole Lotta Shakin’ Goin’ On, Oobie Doobie, Folsom Prison Blues og Honey, Don’t samt mange andre både kendte og ukendte sange af disse mænd.

Størstedelen af The Sun Records Collection består dog af musikere, de fleste aldrig har hørt om. Det er ikke det hele, der holder lige godt i dag, men hvert nummer giver et rigtig godt indblik i 50’ernes musikkultur og rockens spæde begyndelse. Og det er reelt det største, man kan sælge The Sun Records Collection på, nemlig det historiske. I modsætning til andre yderst historisk interessante opsamlinger, f.eks. Anthology of American Folk Music, der opsamler en masse ukendte sange fra slut-20’erne og start-30’erne, så er The Sun Records Collection faktisk hovedsageligt en meget berigende musikalsk oplevelse. Den er med sine 3 timer lidt af en mundfuld, men det er jo derfor der er 3 cd’er. Ikke alle sangene er glemte mesterværker, men der er en del derimellem, f.eks. Rufus Thomas, Warren Smith og Billy Lee Rileys sange på pladen, for ikke at snakke om den ufatteligt overset B.B. King-sang B.B. Blues. Hvis du har en forkærlighed for tidlig rock and roll, så kan jeg virkelig ikke se en årsag til ikke at lytte til The Sun Records Collection. Det er virkelig godt stof det meste af tiden.

313 – Tom Petty and the Heartbreakers – Damn the Torpedoes (1979)

Udgivet den af
Svar

Mange musikere har en tendens til at forsøge at flytte så mange grænser, at de bare glemmer nogle af hovedingredienserne i musik – af og til behøver man ikke andet en velspillet, velskrevet rockmusik, og det er netop det, Tom Petty and the Heartbreakers altid har været eksperter i, og dette talent fremviser de tydeligt på deres tredje plade, Damn the Torpedoes fra 1979. Den åbner med den dramatiske Refugee, der med sin flotte orgeltunge intro virkelig sørger for at sparke albummet i gang. Der er meget bitterhed og vrede, men det, der gør Refugee til et af albummets højdepunkter er bare den fede melodi. Man får den let på hjernen, og dens energi er virkelig frembrydende. Petty fortsætter med Here Comes My Girl, der med sin ret bløde spoken word-start fungerer som flot kontrast til Refugee, og på omkvædet er den virkelig kærlig og fin. Dens overgang mellem spoken word og skønsang fungerer flot, og det føles meget naturligt. Den springer virkelig ud blandt resten af pladen, for ellers lavede Petty typisk meget mainstream rockmusik, men denne har mange små særheder på sig, og det er virkelig sødt.

Det tredje nummer hedder Even the Losers, og den er ligesom Refugee meget rocket. Der er et meget gammeldags rock and roll-flair over versene, og omkvædet er et dejligt fængende underdog-ærklæring, der sagtens kunne være opført af Bruce Springsteen, og den er så sandelig også på denne herres niveau med al sin heartland-attitude. Shadow of a Doubt (A Complex Kid) har ikke rigtig et omkvæd, men for enden af hvert vers er et virkelig fedt hook, som Petty synger så overdrevent, at man får lyst til selv at skråle med, hvilket sker ret tit. Century City minder ret meget om det, vi ellers har hørt, men det vi ellers har hørt er jo også virkelig godt. Det er ikke den mest fængende sang eller noget, men den har sin plads på albummet, den er til at synge med på, og den er ret sjov. En af Pettys stærkeste sange nogensinde kommer da i form af Don’t Do Me Like That. Det er en uhyre simpel melodi, men den virker virkelig godt, den er virkelig sjov, den er let at forstå, og den er også let at relatere til. Man kunne blive bange for, at den simple melodi ville gøre musikken for ensformig, men et kontrast-stykke i midten forhindrer det, og derudover er det pladens korteste sang, så det gør ikke så meget.

You Tell Me er ikke nummeret, man vil huske tydeligst, når man er færdig med Damn the Torpedoes, men den er en ret god melodi alligevel. Den spiller ikke videre utroligt mod de andre sange, den er ligeså højlydt og energisk som Don’t Do Me Like That, bare ikke nær så hurtig, og dens dynamik er også mindre ekstrem. What Are You Doin’ In My Life? starter til gengæld forholdsvis stille ud, mens den skruer tempoet godt op igen. Omkvædet er utrolig fængende, og dens guitarsolo er måske ikke den mest imponerende, du nogensinde kommer til at høre, men den lyder rigtig godt, og den passer godt til sangen. Afslutningsnummeret Lousiana Rain starter med et stille interludium, der var ret tiltrængt, for ellers havde pladen næsten været højlydt fra start til slut. Selve sangen er en sentimental lille sag, der faktisk fungerer rigtig godt til at runde Damn the Torpedoes af. Ambitionerne var her mest af alt sat til at skrive 9 rigtig gode sange, og størstedelen er også formidable, og alle er gode. Dog virker det ikke helt som om, albumoplevelsen var en stor fokus, da den høje energi bliver ved på rigtig mange numre, men alle numre er værd at lytte til.

388 – The Beatles – A Hard Day’s Night (1964)

Udgivet den af
Svar

Historiens mest populære band og mit personlige yndlingsband er nok uden tvivl the Beatles, og efter min mening var deres første skridt mod at blive de legender, de er i dag, filmen og albummet A Hard Day’s Night fra 1964. Albummets første halvdel er filmens soundtrack, mens anden halvdel ikke har noget med filmen at gøre. Pladen åbner med titelnummeret, der er en vaks, lystig klassiker, som absolut fortjener al sin anderkendelse. Bedre melodier falder man sjældent over, end ikke på en Beatles-plade. Det forhindrer dog ikke I Should’ve Known Better mindre fantastisk. Dens mundharmonika er dejlig frisk, og jeg kan altid synge lidt med på den. If I Fell er en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde. Den er langsommere end de to første sange, hvilket fungerer godt dynamisk, og den er så fyld af charme og fabelagtig lyrik, at jeg ikke kan andet end at elske den. I’m Happy Just to Dance With You er en meget charmerende sang, der med et ret eksotisk riff og en vidunderlig melodi kan tåle mange gennemlytninger.

Det samme kan man sige om And I Love Her, der er en fuldkommen vidunderlig kærlighedssang. Dens tekst er ganske vist virkelig banal, men man bemærker det først efter adskillige gennemlytninger, så god er melodien. Tell Me Why er en virkelig sjov, fængende rock and roll-sang, der slet ikke er til at stå for. Efter den får vi den vidunderlige klassiker Can’t Buy Me Love. Den er utrolig fængende, sjov, charmerende og alle de andre positive ord, der karakteriserer det bedste ved de tidlige Beatles-år. Den er umulig at få ud af hovedet. Herfra kommer sange, der ikke er med på filmen, først Any Time At All. Den er dog absolut lige så god som resten. Man kan slet ikke få nok af dens dynamiske melodi, som man let kan skråle med på for fuld skrue. I’ll Cry Instead er pladens korteste sang, og det er nok heller ikke den musikalske idé, der holder bedst. Heldigvis prøver de ikke desperat på at gøre alt for meget med den, for melodien er stadig virkelig fed, mens den er der. Things We Said Today er endnu en af de mere eksotisk lydende numre, og det er igen virkelig smukt udført – hvor flot de går fra vers til omkvæd, er nærmest utroligt.

When I Get Home er en af de ganske få sange på pladen, som ikke er så fængende igen. Det er dog sjovt at lytte til den, mens den er der, for der er rigtig mange kreative ting, der bliver gjort med dynamikken i melodien. You Can’t Do That er en helt vidunderlig sang, hvorpå Lennons stemme bliver dejligt rå. Han virker bitter og vred, og han leverer det hele ganske overbevisende. Den sidste sang, I’ll Be Back, er blandt de langsommere, mere sentimentale numre. Den er heller ikke så let igen at få på hjernen, men dens melodi er lige sådan en, der er perfekt til at afslutte sådan et album. Alle sangene på A Hard Day’s Night er vældig korte. Ikke én er over 3 minutter. Det gør heldigvis at man aldrig bliver træt af nogen af numrene, men alle er der i så lang tid, at de formår at være mindeværdige på egen hånd. De fleste af sangene går desværre i rigtig ensartede mønstre, og det er nok mit eneste væsentlige problem ved dette album. Rigtig mange sange er bare et vers og et omkvæd, der så bliver gentaget en gang eller to. Det er lidt irriterende i længden, men alle sangene er formidable, så det kan stadig anbefales til alle at lytte til pladen.

392 – Creedence Clearwater Revival – Willy and the Poor Boys (1969)

Udgivet den af
Svar

John Fogerty er navnet på den virkelig charmerende frontfigur for det utrolig folkekære rockband Creedence Clearwater Revival. Det var en særdeles aktiv gruppe, og mellem 1968 og 1970 udgav de hele 6 plader, og halvdelen af disse kom i 1969. Et af disse tre albums er Willy and the Poor Boys, og på den finder man noget sandt guld. De åbner endda med en af verdens mest fængende, sjove, lystige sange, nemlig Down on the Corner. Det er en fuldkommen perfekt sang. Dens landlige stemning og historien om de fattige drenge, der beslutter sig for at gøre livet lidt sjovere med noget musik på gaden, er virkelig gribende. Det næste nummer, It Came Out of the Sky, er også virkelig sjovt og landligt, men melodisk er den stadig ganske forskellig fra åbningsnummeret. Der er mere vægt på guitaren, og blues virker som en rimelig vigtig inspiration. Efter denne kommer en country-rock-udgave af Leadbellys Cotton Fields. Nu er jeg ikke rigtig den store country-fan, og det er ikke et af mine yndlingsnumre, men jeg kan stadig værdsætte deres charme, og da de ikke vedbliver denne stilart, irriterer det mig ikke.

Så får vi sørme et instrumentalt nummer. Det hedder Poorboy Shuffle, og det vigtigste instrument her er mundharpen, som er virkelig sjov og lystig. Det er nogenlunde sådan noget, jeg ville forestille mig hovedpersonerne fra Down on the Corner spille. Mod slutningen er der en smuk overgang til det næste nummer Feelin’ Blue, der er en fængende lille blues-inspireret sag. Tekstens følelser kommer ikke rigtig igennem på musikken, og det er selvfølgelig en smule irriterende, og det gør det ærlig talt ret svært at sætte sig ind i nummeret. Hvis melodien og instrumentationen ikke var så fortræffelig, ville det nok have været et decideret problem. Til gengæld er den voldsomt spidse Fortunate Son et vidunderligt nummer. Det er spillet godt og har en virkelig stærk tekst om fred og frihed. Melodien er skarp og velskrevet, og der er i det hele taget ikke rigtig noget skidt at sige om den. Don’t Look Now er også en rigtig god sang. Den er virkelig simpel, og Fogertys stemme er meget roligere end man er vant til, men den virker. Og selvom det ikke ligefrem er typisk Creedence, afviger den ikke latterligt meget fra albummets andre sange.

Da kommer et cover af den traditionelle sang The Midnight Special. Det er en virkelig simpel melodi, og sådan noget behandler Creedence jo rigtig godt. Sangen stammer fra amerikanske fængsler, og den handler dermed om noget, der er et gennemgående tema på dette album: At få noget godt ud af en situation, der ikke på overfladen er specielt god. Creedence lavede musik til folket, og man kan jo næsten ikke blive mere folkelig end en fængselssang. Det næstsidste nummer er instrumentalt, og her er John Fogertys guitar det mest fremtrædende. Det hedder Side O’ the Road, og lyden derpå meget blueset. Det er ret fedt, og Fogerty er uden tvivl en virkelig dygtig guitarist. Afslutningsnummeret hedder Effigy, og det er som pladens eneste nummer ikke spor lykkeligt. Det lyder af dommedag, og den slags musik har de lavet før, f.eks. ofte på deres foregående album, Green River. De kan deres kram, og nummeret runder rigtig flot albummet af. Hvis du kan lide rockklassikerne, er Willy and the Poor Boys nok noget for dig.

420 – The Beatles – With the Beatles (1963)

Udgivet den af
Svar

The Beatles er et af den slags bands, der virkelig ikke har brug for at blive introduceret. De debuterede i 1963 med albummet Please Please Me, og senere samme år udgav de opfølgeren, With the Beatles. Dette album starter rigtig stærkt ud med It Won’t Be Long der er en utrolig fængende, sjov, håbefuld sang, der klart viser Beatles gøre, det de er bedst til: at skrive fortræffelige melodier. De lyder meget inspireret af amerikansk rockmusik fra slutningen af 50’erne, navnlig Buddy Holly. Den efterfølgende All I’ve Got to Do er en ligeledes fantastisk sang. Den leger rigtig godt med tempoet, og dens charme er helt uimodståelig. Disse to første sange er sunget af John Lennon, men Beatles sørger jo altid for at gøre deres albums dejligt varierede med at skifte forsanger nu og da. Den Paul McCartney-sungne All My Loving er nok pladens bedste sang, og med sin dejlig simple melodi er den også noget af det mest fængende, Beatles har lavet. Den er dog så oprigtig og karismatisk, at den aldrig bliver så fængende, at det er irriterende. Den er næsten helt perfekt.

Den Harrison-skrevne og -sungne Don’t Bother Me er endnu et eksempel på gruppens utrolige evner som sangskrivere. Den er mere dyster end stort set alt det, gruppen ellers havde lavet dengang, men den fungerer virkelig godt, selv hvis man ikke tager i betragtning, at det er uvant territorium. Little Child, sunget af Lennon og McCartney i fællesskab, er en ret fræk lille sag om at byde op til dans. McCartney har selv beskrevet denne som albumfyld, men hvis det skulle være albumfyld, så er det noget af det bedste albumfyld derude. Til gengæld ville jeg kalde deres cover af Till There Was You albumfyld. Den er ret kedelig i deres udgave, selvom McCartney selvfølgelig er en fremragende sanger. Faktisk er Beatles generelt ikke så gode til covers, og de mange covers er absolut dette albums svageste side, og Please Mr. Postman og Roll Over Beethoven, sunget af henholdsvis Lennon og Harrison, er ikke undtagelser. Den McCarney-sungne Hold Me Tight er endnu et nummer, som visse af bandets medlemmer virkelig bare anså som fyld, og jeg forstår det lidt bedre her. Den er en smule banal, men selv når de ikke rigtig prøvede, lavede de rigtig gode melodier.

Da synger Lennon og Harrison et ret kedeligt cover af You’ve Really Got a Hold On Me. Denne bliver opfulgt af pladens uden tvivl bedste cover, nemlig en Ringo Starr-sunget udgave af the Rolling Stones-sangen I Wanna Be Your Man. Denne sang passer meget bedre til Beatles-stilen end de øvrige covers, og det kan nok have noget at gøre med at Lennon og McCartney skrev den i første omgang. Den er dejlig energisk og sjov, og den lyder af ren testosteron. Den bliver så opfulgt af pladens værste cover, der måske oven i købet er en af gruppens allerværste sange. Devil In Her Hart er virkelig kedelig, og det er bare en lang diskussion mellem kor og Harrison, der kan opsummeres med “jeg har ret” – “nej, jeg har ret”. Den næstsidste sang er Not a Second Time med Lennon, og blandt de originale melodier, er denne nok den, der gør mindst indtryk på mig. Den er ikke videre dårlig, men der sker utrolig lidt. Lennon afslutter slutter albummet af med et sidste cover, denne gang af Money (That’s What I Want). Det er ikke rigtig et dårligt cover, og det er rigtig energisk. With The Beatles er langt fra den bedste Beatles-plade. Hvis du ikke er stor Beatles-nørd, der har brug for at høre det hele, så kan du nok springe denne over. Men det er trods alt interessant at høre, hvad de startede med.