Tag-arkiv: Rock

164 – Linda Ronstadt – Heart Like a Wheel (1974)

Udgivet den af
Svar

Linda Ronstadt har arbejdet indenfor mange forskellige stilarter, men hun er nok især kendt for sin pop- og country-rock. Hun er knap så kendt for sin mere rendyrkede country, og det forstår jeg som sådan, for denne musik holder ikke nær så godt. Hendes stemme er ofte bare for pæn, til at jeg får noget ud af hendes musik. De mere rockede numre dominerer naturligt nok også hendes mest berømte plade, Heart Like a Wheel fra 1974. Denne rummer to af hendes bedste rocksange, nemlig hendes covers af You’re No Good og When Will I Be Loved. Disse er sjove og kraftige, og de gør virkelig op med forestillingen om, at countrymusikere skal være kedelige. Det er de nemlig kun, når de ren faktisk laver countrymusik. Jo mere country, Heart Like a Wheel går over i, des mindre kan jeg lide det. Dette gælder numre som hendes cover af I Can’t Help It (If I’m Still in Love with You) og Keep Me From Blowing Away. Keep Me From Blowing Away har i det mindste en ret god tekst med flot billesprog, men I Can’t Help It (If I’m Still in Love with You) lyder bare som det, den er: en Hank Williams-sang uden væsentlige ændringer.

Når et nummer på Heart Like a Wheel ikke tilfredsstiller mig, er det aldrig fordi det er aggressivt dårligt eller forfærdeligt, det er mest, hvis det ender med at være baggrundsmusik. Det kan man sige om det meste af anden halvdel af pladen. Willin’, I Can’t Help It (If I’m Still In Love With You), Keep Me From Blowing Away og You Can Close Your Eyes er ikke rigtig noget, man husker særlig tydeligt, selvom de gør visse interessante ting. Ronstadt er på Willin’ virkelig sød og karismatisk, og som tidligere nævnt er billedsproget på Keep Me from Blowing Away meget flot. Men der er ikke særlig meget at komme efter. Første halvdel har dog sine øjeblikke. Den dramatiske intro til You’re No Good er fed, og sangen har i det hele taget en spydig tone, jeg er rigtig glad for. Derudover er det en rendyrket rocksang, hvilket virkelig får den til at skille sig ud. Hendes cover af When Will I Be Loved blander country og rock på en meget pæn måde, og melodien er ændret drastisk fra originalen af The Everly Brothers. Jeg foretrækker faktisk nok Ronstadts udgave, der er sjovere, mere fængende og mere slagkraftig.

Hendes cover af The Dark End of the Street er et andet højdepunkt. Den er måske lidt kedelig i længden, men den er godt skrevet, og lyden derpå matcher den mørke og triste tekst rigtig godt. Hendes stemme er fuld af desperation, og hun sørger på den måde virkelig for, at gøre denne fortolkning mere gribende end de fleste andre udgaver. Den er faktisk næsten lige så god som James Carrs original, den måtte bare have været lidt kortere. Nummeret Heart Like A Wheel er så rent produceret, at bratschen, celloen og klaveret virkelig skærer igennem. Samtidig er der ingen trommer, og derfor virker Ronstadt nøgen og ærlig. It Doesn’t Matter Anymore og Faithless Love er nogle ret forudsigelige omkvæd, hvor Ronstadts stemme, er det eneste, der hiver dem ud fra mængden af romantiske countrysange om hjertesorger. Især på førstnævnte er hendes stemme dog flot. På Faithless Love bliver hun derimod lidt overskygget af en banjo, der giver sangen en lidt unik lyd, men stadig er ret distraherende fra resten af sangen, der dog alligevel ikke er noget specielt. Jeg har haft kendskab til Ronstadt i lang tid, men jeg har aldrig været helt vild med hende, men jeg elsker faktisk visse sange fra Heart Like A Wheel. Det bedste af denne plade viser virkelig Ronstadts evner, men kvaliteten varierer meget.

174 – Bob Dylan – Desire (1976)

Udgivet den af
Svar

Engang i midten af 70’erne mødte Bob Dylan en mand ved navn Jacques Levy. De blev ret gode venner, og Dylan besluttede sig da for at skrive størstedelen af sit næste album i fællesskab med sin nye ven. Albummet hed Desire, og det åbner med et af Dylans med god grund mest berømte numre – og det er muligvis min personlige favorit i hans diskografi. Jeg snakker her om Hurricane, historien om den sorte bokser Rubin “Hurricane” Carter, der uden beviser blev straffet for mord, han ikke havde begået. Det er en vidunderlig komposition med en skarp tekst. Den er så veludført, at man slet ikke kan mærke, at sangen er 8½ minut lang. Andet nummer hedder Isis, og den handler om en ung goms forhold til en kvinde af dette navn. Sangens tematik er troskab, og passende nok for titlen bruges metaforer over ægyptisk kultur. Der er intet omkvæd, så det er bare en flot fortalt fortælling, der bærer hele sangen i samarbejde med flot instrumentation. Der kommer lidt gang i den på den festlige Mozambique, der måske ikke er den største fortælling, poeten Dylan har lavet, men den er velskrevet, og den har mange overraskelser. Og de eksotiske trommer og den hjemlige violin arbejder godt sammen om en unik lyd.

Det bliver mere trist med One More Cup of Coffee (Valley Below). Denne har Dylan skrevet alene, men han er jo en fantastisk sangskriver uanset om han arbejder sammen med Levy eller ej. Han synger til en kvinde med en hård opvækst og besværlige vilkår. I omkvædet synger Emmylou Harris med, og hun gør sangen endnu mere ulidelig end den ellers var; men altså ulidelig på den gode måde. Oh Sister er heller ikke en lykkelig sang, men den er mere vemodig og nostalgisk. Også her dukker Emmylou Harris op, og hendes stemme formår virkelig at løfte denne sang til et nyt niveau sammen med violinen, der jo er så gennemgående på albummet. Som på mange andre af Dylans bedste plader, er visse af sangene meget lange. På Desire er den længste sang Joey, der varer hele 11 minutter. Dette er endnu en sang om en virkelig person, nemlig gangsteren “Crazy Joe” Gallo. Denne sang blev beskyldt for at glorificere ham, men efter min mening er det blot en rørende fortælling om hans liv og død, der får hans levevis til at lyde forståelig og sympatisk. Det er rart at få sådan et perspektiv i forhold til visse mediers dæmonisering af kriminelle. De er trods alt mennesker som os.

Romance in Durango handler om en lovløs og hans kæreste, der er på flugt i Mexico. De prøver at få et pusterum fra at være på flugt, lidt tid til romantik, og det er jo naturligvis besværligt. Lyden er da meget præget af traditionel mexicansk musik, hvorfor der da både er akkordion og mandolin, hvilket gør sangen ret unik. Den er dog nok lidt langtrukken, og jeg har svært ved at nævne en sang på pladen, jeg ikke hellere ville lytte til. Højt på listen over gode sange fra albummet er Black Diamond Bay. Denne har ikke blot en stærk melodi, der sagtens kan holde til de 7½ minutter, den varer. Den handler om en lille øs ødeleggelse, og den bliver fortalt både fra synspunktet af en hotelejer med hotel på øen og fra en man, der ser begivenhederne ske. Det er en kreativ fortællemåde, der gør sangen levende. Pladen afsluttes med Sara, en sang om Dylans første kone, Sara Dylan. Disse to blev skilt året efter pladens udgivelse, og problematikken i forholdet er da også skildret i sangen sammen med hans store kærlighed til hende, og melodien er på samme måde tosidet i stemning. Denne meget personlige sang føler jeg, er en god måde at afslutte Desire, især da det netop er det, sangen handler om. Selve pladen er som så meget fra Dylan: mesterlig.

177 – Funkadelic – One Nation Under a Groove (1978)

Udgivet den af
Svar

Nu er det tid til et band, jeg har haft æren at se live, og det var en af de mest utrolige koncerter, jeg nogensinde har været til. De hedder Parliament-Funkadelic, og det er en sammenslutning af to af 70’ernes bedste funkgrupper: Parliament og Funkadelic, begge ledt af funkgeniet George Clinton. Funkadelic var mere rockpræget end Parliament, og de udgav i 1978 en af de bedste fusioner mellem funk… og stort set alt andet: One Nation Under a Groove. Okay, det er en overdrivelse, men lige fra åbningsnummeret, der ligeledes hedder One Nation Under a Groove. Det er stille og tilbagelænet, men teksten nævner da også noget om at bryde fri fra sine hæmninger. Nogle hæmninger, man kan mærke, og man kan nærmest mærke lydmure blive brudt i takt med at nummeret går amok. Det ender med at være umuligt at sidde stille til, og det er smukt. Bagefter bliver vi budt velkommen til det magiske land Funkadelica på Groovalleggiance. Denne sang har elementer af doo-wop og gospel, og Clintons grupper har da også en tendens til at prise funk på et spirituelt plan. Funk er ikke nødvendigvis en genre, hvis genren var så hellig, blev den jo ikke fusioneret. Det er en livsstil. Og den går netop ud på at smide hæmningerne, både fra sig selv og fra sin musik.

Det læner sig meget godt op af spørgsmålet, der udgør titlen på pladens tredje sang, Who Says a Funk Band Can’t Play Rock?! Og det er i grunden et godt spørgsmål? Hvorfor ikke fusionere det? Hvis jeg kunne, ville jeg hoppe hen til min guitar og være med til det, men det kan jeg ikke, for guitarist Michael Hampton er latterligt dygtig. Han er faktisk næsten lige så god som deres tidligere guitarist, Eddie Hazel, og det siger en del. Han giver blandingen af funk og rock meget liv, og det på en helt anden måde end mere moderne funk-rock-grupper som Primus og Red Hot Chili Peppers – måske fordi de angriber musikken fra den modsatte vinkel, hvor funk kommer før rock. Efter dette guitarmesterværk kommer den bizarre Promentalshitbackwashpsychosis Enema Squad, der er svævende, psykedelisk, og i længere tid stort set bare er en vidunderlig guitarsolo med underlige vendinger råbt henover sig: “The fear of being eaten by the sandwich”, “Count the calories of your thoughts” og selvfølgelig den uforglemmelige “Fried ice cream is a reality”. Disse er altid skægge, og guitaren er altid gribende.

Som en klog mand engang sagde: “Fuck genren! Vi hylder lyden”. Og han har så evigt ret, men hvis vi lige skal blande genre og lyd sammen, så er det imponerende, at lyden stadig er så konsekvent og idiosynkratisk i løbet af alt dette. Især på den langsomme ballade Into You. Det er soul-funk a la det Sly & The Family Stone mestrede. Men dette er så meget grimmere og lagrigt i forhold til Sly Stone. Der er altid adskillige spændende ting i lyden, der overrasker hele tiden. Vi afslutter i det mere rendyrkede funkhjørne med Cholly (Funk Getting Ready to Roll), der er bombastisk og vild. Dermed står den i skarp kontrast til titelnummeret, der jo er mere afslappet. Det viser en udvikling fra track 1 til afslutningsnummeret. De øvrige numre har udviklet vores funk, givet den nye kendetegn, ja en helt anden identitet. Der er stadig mange fællestræk, men selvom lyden føles konsekvent, er det kun på grund af den gode albumstruktur. Enhver anden rækkefølge ville slet og ret resultere i, at det ville lyde som en opsamling. Men One Nation Under a Groove har det hele. Der er en meddelelse, variation, kreativitet, dygtig sangskrivning, og utallige mindeværdige øjeblikke.

178 – The Byrds – The Byrds’ Greatest Hits (1967)

Udgivet den af
Svar

Man skulle tro, at de bedste opsamlingsalbums altid ville være de nyeste, hvor man kunne kigge tilbage på årtier af indfydelse, som en gruppe eller en kunstner har haft. Og man ville slet ikke kunne have noget af det nyere med, hvis albummet blev lavet midt i gruppens karriere. Min erfaring er dog det modsatte, nemlig at opsamlinger typisk er bedst, hvis de er lavet kort efter den bestemte kunstners absolutte kunstneriske peak. Hvis man ikke er verdens største fan, af The Byrds i deres country-rock-periode, ville man nok typisk sige, at de toppede med pladen Younger Than Yesterday fra 1967. Og kun få måneder efter dette udkom The Byrds’ Greatest Hits, den første og efter manges mening den definitive Byrds-opsamling. Den er kort og kompakt med sine 11 numre fordelt over lidt over en halv time. Men man får til gengæld kun guldet. Opbygningen virker til at starte med kronologisk, men der er taget nogle kunstneriske friheder. Det eneste brud på kronologien er at placere Turn! Turn! Turn! fra pladen af samme navn midt mellem sange fra Mr. Tambourine Man-pladen. Men den plade er også rigt repræsenteret, så denne ændring i kronologien har jeg intet imod.

Nu er jeg generelt ikke fortaler for kronologisk opbygning, men da denne opsamling spænder over så få albums, som den gør, fungerer det faktisk. Man mærker, at pladen er delt op i tre små grupper, der har sine unikke egenskaber. Først den simple folk-rock fra Mr. Tambourine Man og Turn! Turn! Turn!, bagefter den skøre psykedeliske lyd fra Fifth Dimension og til sidst den ambitiøse og tænksomme fusionsmusik fra Younger Than Yesterday. Nu beskriver jeg det som om, der er enormt langt fra plade til plade, men de beholdt mange idiosynkrasier og karakteristika fra plade til plade, så de fire plader føles sammenhængende. Jeg har allerede anmeldt Mr. Tambourine Man-pladen, og jeg havde ikke udelukkende positive ord at sige om den, og den er med hele 5 numre uden tvivl den dominerende plade på denne opsamling. Jeg har dog slet ikke noget imod dette. Hvis man ikke har læst min anmeldelse af Mr. Tambourine Man, så kan jeg oplyse, at jeg virkelig godt kunne lide deres covers, mens deres originale numre haltede lidt bagefter, hvor den store undtagelse var den fænomenale I’ll Feel a Whole Lot Better. Og tilfældigvis er det da også det eneste originale nummer derfra, der er havnet på opsamlingen.

Nu har jeg anmeldt to andre opsamlinger her for nylig – henholdsvis med ABBA og med Curtis Mayfield og The Impressions – og jeg kan kun sige, at de ikke vækkede en særlig stor interesse hos mig i forhold til at dykke længere ned i deres karriere. Nok især fordi de er så omfattende. Der var 10 sange i slutningen af Impressions-opsamlingen, der var fra Mayfields solokarriere, og denne er jeg da også virkelig blevet interesseret i nu. Men i endnu højere grad har The Byrds’ Greatest Hits bare fået Younger Than Yesterday og Fifth Dimension til at fremstå som nogle virkelig gode plader. Jeg har ikke lyttet til nogen af dem før, men så snart jeg får muligheden, sætter jeg mig ned og gør det. Hvis jeg ikke havde lyttet til Mr. Tambourine Man adskillige gange allerede, var det samme nok også sket med den. Den eneste plade, der godt kunne trænge til lidt mere repræsentation er Turn! Turn! Turn!, der kun er repræsenteret af sit smukke titelnummer. Pladen er ikke så lang, så man skulle ikke nødvendigvis få erstattet noget for at få endnu et nummer derfra på pladen. Men foruden dette har jeg intet væsentligt at klage over. Hvis du gerne vil lære en klassisk rockgruppe at kende, er The Byrds’ Greatest Hits en vidunderlig grundpakke.

183 – Fleetwood Mac – Fleetwood Mac (1975)

Udgivet den af
1

Det er farligt at gå død i en stilart, og jo længere, man har lavet musik, desto vigtigere bliver det at ryste lidt i sin lyd. Britiske Fleetwood Mac havde lavet blues-rock-plader i 7 år, før de I 1975 tog to nye amerikanske medlemmer til sig, der ville vise sig at være skelsættende i bandets karriere: Stevie Nicks og Lindsey Buckingham. En ny tid var begyndt, og Fleetwood Mac ville nu hovedsageligt arbejde med soft- og pop-rock. Og det er der som sådan ikke noget i vejen med. Det var dog ikke fordi 70’erne var fattige på de genrer, men i mange af tilfældene var de nok kraftigt inspireret af Fleetwood Mac, der nu var mere populære end nogensinde takket være pladen med det simple navn Fleetwood Mac. Og jeg må sige, at jeg er vældig begejstret for Buckingham og Nicks. Buckingham er en dygtig guitarist, og begge medlemmer har virkelig charmerende stemmer. Christine McVie synger også for på et par numre, men hun er dog lidt mindre interessant. Hun er nok i grunden en teknisk dygtigere sanger end begge to, men hun lægger slet ikke nær så meget liv i, og stemmen har slet ikke nær så meget kant. Hun minder mig lidt om Barbra Streisand, men hende er jeg ikke verdens største fan af.

Spørgsmålet er lidt, om dette albums mest væsentlige problemer overhoved kan bebrejdes bandet, eller om de virkelige syndere er Starland Vocal Band, Chicago og Captain & Tennille, der sørgede for at køre denne stilart til døde de følgende par år. Men i grunden tror jeg, at det ligger lidt begge steder. Især er Christine McVie at beskylde for nogle af problemerne, for hun kan bare slet ikke skrive noget, der er værd at lytte til, når det er denne stilart. Hvert eneste af de fire numre, hun har skrevet alene, lyder for mig som albumfyld. Så er jeg ligeglad med at tre af dem var singler, og to af dem var pæne hits, for de byder næsten ikke på noget som helst mindeværdigt. Say You Love Me er nok undtagelsen med sin skæve lille banjo, men ellers er der ikke noget at skrive hjem om. Heldigvis er Buckingham og Nicks generelt dygtige sangskrivere, og de har skrevet de sange, der i min optik er mest vellykkede: Monday Morning, Landslide, I’m So Afraid og selvfølgelig den mesterlige Rhiannon. Disse sange har følelser, stærke følelser, og de virker enormt gennemtænkte. Det er kvalitetspop af højeste kaliber.

Strukturen på albummet har også både gode og dårlige sider. Der er en god vekslen imellem de tre forskellige sangskriveres meget markante stilarter, men disse stilarter er næsten for markant forskellige til hinanden, til at albummet føles konsekvent i lyden. Buckingham og Nicks passer som sådan fint til hinandens lyd, men McVies stil, som jeg jo ikke engang kan lide, stikker virkelig ud, så det føles som om, man lytter til et helt andet album. Der er en enkelt sang, Blue Letter, der ikke er skrevet af nogen af disse tre, men af sangskriverparret Michael og Richard Curtis. Det stikker om muligt endnu mere ud end McVies sange, for det lyder mest af alt som en Jackson Browne-sang. Browne burde virkelig lave et cover af den sang, for den er skræddersyet til ham. Og den lyder også virkelig godt med Fleetwood Mac, selv med McVies stemme, men den skulle måske blot have været en b-side. Da jeg lyttede til denne plade de første par gange, så lod jeg mig lidt overvinde af det negative. Men jeg har heldigvis fundet en masse godt at holde af. Fleetwood Mac er ikke den perfekte plade, men den er stadig ret god, især i forhold til, at det er soft-rock fra 70’erne.

202 – Michael Jackson – Bad (1987)

Udgivet den af
Svar

I 1983 udgav Michael Jackson et album, der hurtigt ville ende med at være det bedst sælgende album i musikhistorien, Thriller. Når man først har opnået sådan en præstation, så er det svært at overgå sig selv. Jeg siger dog gerne det kontroversielle i mine anmeldelser, og jeg holder fast i at Jackson lavede en endnu bedre plade med Bad i 1987. Med klassiske singler som Bad, Man in the Mirror, Smooth Criminal, Dirty Diana og stort set også hele resten af pladen, så er kvalitetsniveauet på de individuelle numre virkelig højt, men albummet fungerer også meget godt i sin helhed. Meget af albummet har det lidt hårdere, mere rockede image, han tidligere havde flirtet med på numre som Beat It. Bare kig på titlen på pladen, den hedder Bad fordi Michael pludselig er en slem fyr. Det gælder ikke alle sange, men numre som Smooth Criminal, Speed Demon, Dirty Diana og selvfølgelig især Bad lyder så cool, at det ikke er til at stå for. Selv den langsomme Liberian Girl har mere sensualitet end man tidligere var vant til fra popkongen.

Han er dog samtidig menneskelig, og det fremviser han smukt på den følsomme Man in the Mirror og den vrede Leave Me Alone. Der er nogen bag facaden, og det viser han med nogle virkelig smukke sange, der med stærke, simple tekster er lette at relatere til, og melodierne er også bare virkelig gribende. Han bliver også lidt følsom på I Just Can’t Stop Lovin’ You, der efter min mening er den mindst interessante sang på Bad, men den markerer da et latterligt højt bundniveau. Den er en duet med Sideah Garrett, og det er en lidt tidstypisk Whitney Houston-agtig duet, men den har nok charme, store nok følelser og en stærk nok melodi, til at klichéer kan mere end bare undskyldes. Noget af det, der gør Bad til sådan en god plade er, at ingen sang formår at gentage særlig mange idéer fra tidligere på albummet, men samtidig formår de at arbejde sammen om at give et godt billede af Michael Jackson som person og som kunstner i denne periode. Han er en tortureret sjæl, men han er også samtidig en slem fyr, og disse to ting ender med at hænge så naturligt sammen til sidst, at man får opfattelsen af, at han påtager sig en facade for at skjule sit følsomme indre. Dette er en styrke i mine øjne, ikke en svaghed.

Der er to sange, der føjer endnu flere facetter til Jacksons personlighed på Bad, dog denne gang i en lidt gladere retning. Her tænker jeg på The Way You Make Me Feel og Stevie Wonder-duetten Just Good Friends. Her er instrumentationen mere lystig end ellers, men de hjælper med at vise os en side af Jackson – eller måske rettere en side af livet – der er enormt vigtig, for opfattelsen af pladen. Man kan selvfølgelig fortolke musik præcis som man vil, men jeg føler, at i en pop-situation, hvor vi ikke kan gå over i det helt ekstreme, så er det vigtigt at se begge ender af et følelsesspektrum. Derfor gør den glade The Way You Make Me Feel, bare at numre som Dirty Diana og Man in the Mirror lyder større og vigtigere. Desuden er The Way You Make Me Feel bare en fantastisk, glad, helt vildt sjov popsang, som på egne ben også holder enormt godt. Så for at konkludere, så er alle sange på Bad bundsolide, mange er blandt 80’ernes allerbedste popsange, og sangene arbejder virkelig godt sammen om at skabe en fantastisk plade.

211 – The Rolling Stones – Tattoo You (1981)

Udgivet den af
Svar

Efter den fantastiske Some Girls begyndte The Rolling Stones at udgive plader med musik, der oprindeligt var tiltænkt andre albums. Den første af disse var Emotional Rescue, og på mange af numrene på den, forstår man godt, hvorfor de ikke kom med i første omgang. Det er ikke sådan, man har det, når man lytter til albummet, de udgav derefter, Tattoo You fra 1981. Det første nummer er et af de bedste og mest populære, de har lavet, det er intet ringere end Start Me Up. Den sang er så hårdtslående, så fængende, så sjov, at man har svært ved ikke at elske den. Denne var åbenbart oprindeligt et reggae-inspireret track, der ikke var godt nok til Black and Blue-albummet. Med andre ord måtte det have været fuldstændig forfærdelig, for Black and Blue er ikke kendt for sin kvalitetskontrol. Og jeg har hørt demoen, den er ikke særlig god, men de fik virkelig forvandlet den sang til et mesterværk gennem hårdt arbejde og stor kærlighed til musikken. De prøvede også at lave den til Some Girls og Emotional Rescue, men jeg er glad for, at de ventede, for udgaven på Tattoo You er bare perfekt.

Vi får ikke en stor, følelsesrig plade i stil med Beggar’s Banquet eller Let It Bleed, men vi får til gengæld noget virkelig fed rockmusik af den slags, The Rolling Stones i første omgang blev populære for at fremføre. Det minder mig meget om Between the Buttons og Out of Our Heads. Dette er tydeligt på mange af de bedste sange på pladen, f.eks. fan-favoritten Little T&A og den ustyrlige Neighbours. Neighbours er en af de to sange på hele pladen, der faktisk var skrevet til denne plade. Den anden er den meget interessante Heaven, der lidt lyder af noget dreampop. Det er en meget speciel blanding af Mick Jaggers falset, efterklang og vokaleffekter, der giver nummeret denne særprægede lyd. Tattoo You er meget kraftigt delt op i to sider. Den første side er en række ret rå rock and roll- og blues-inspirerede sange, mens den anden halvdel er mere fokuseret på ballader. Størstedelen af disse er også gode, men jeg synes, at det er lidt mere ensformigt her end før, og ingen af disse er ligefrem en ny Angie eller noget. Heaven hører til på denne side, og det gør den fantastiske Waitin’ on a Friend ligeledes.

Den første sang på side to er Worried About You, der er lidt lang tid om at komme i gang, men når det først sker, så er det en rigtig god sang. Jeg kan ikke sige, at jeg havde særlig stærke følelser for Tops eller No Use in Crying, men ligesom Worried About You, så har de uden tvivl deres øjeblikke, og de ødelægger absolut ikke albummet for mig. Den første side gør dog virkelig, at jeg er glad for denne plade. Sange som Little T&A, Hang Fire og Start Me Up er bare fuldkommen vidunderlige, men også de mindre populære sange er skønne. Jeg har allerede afsløret min kærlighed for Neighbours, og den virkelig blues-inspirerede Black Limousine er et eksempel på, hvordan selv de ældste ideer kan blive ved med at fungere, hvis man bare kan gøre det godt. Tattoo You er ikke en kandidat til den bedste Rolling Stones-plade, men det fortæller rettere noget om deres generelle kvalitet end om Tattoo You. Tattoo You er nemlig stadig en virkelig god plade, og den er dejligt simpel i sin fremgangsmåde. Og de bedste sange på pladen kan virkelig mænge sig med mange af 60’ernes og 70’ernes store Stones-klassikere.

250 – Bruce Springsteen – The River (1980)

Udgivet den af
Svar

Jeg har det tit svært med dobbeltalbums, for at fylde én skive med stærke sange, der hænger godt sammen, er en svær nok opgave at opfylde. Dobbeltalbums, der nærmer sig perfektion, er en sjældenhed, det kan nærmest kun gøres, hvis kunstneren i første omgang mestrer at lave albums af mere traditionel karakter. Folk, der har lavet det ene mesterværk efter det andet. Navne som The Rolling Stones, Bob Dylan og naturligvis Bruce Springsteen springer frem med det samme som passende til sådan en beskrivelse, og de har da også lavet nogle af de bedste dobbeltalbums nogensinde. Springsteens femte studiealbum, The River fra 1980, er hans hidtil eneste dobbeltalbum, men det er også virkelig så fyldt med geniale kompositioner, at det næsten er ufatteligt. Når jeg normalt lytter til længere albums føles længden meget påtaget, som om pladen sagtens kunne have overlevet som en enkelt skive, men The River giver dig sang efter sang af så høj kvalitet, at man på intet tidspunkt har lyst til at pladen slutter – undtagen når slutningen rent faktisk kommer, hvor det bare er perfekt timet.

Meget af musikken på The River er faktisk virkelig simpel – det er normalt det, Springsteen er bedst til, men han tager det længere ned på jorden, end man er vant til. Der er tale om simple, sjove, fængende pop-rock-numre, der ikke er besynderligt lange. De er alle meget godt sammenskruet rent instrumentalt, og man føler virkelig at alle instrumenterne går op i en højere enhed. På Sherry Darling sørger saxofonist Clarence Clemons for en rigtig kærlig, hyggelig stemning, Springsteens mundharmonika kan skabe kuldegysninger på titelnummeret, og Garry Tallents langsomme, tøvende bas gør Drive All Night, pladens uden sammenligning længste sang, så meget mere rørende end ellers. Det instrument, der dog gør mest for mig i løbet af pladen er orgelet spillet af Danny Federici og på enkelte sange Roy Bittan, der normalt er pianist. Orgelet gør sange som Hungry Heart, Two Hearts og Ramrod meget sjovere med deres simple riffs. Dette hjælper klaveret også meget på. Det er ikke meget ulig hvordan mange glam-rock-musikere, heriblandt David Bowie og Mott the Hoople, genskabte 50’ernes rocklandskab.

På the River er der også en vis nostalgi for Chuck Berry, Elvis Presley og Little Richard hvad angår sangskrivningen, der er ganske simpel, men lyden er tit meget stor på disse rock and roll-numre, hvilket gør, at de stadig holder i dag. Man kan mærke klar inspiration fra folk som Phil Spector, men Springsteen gør den fyldige instrumentation til noget, der stadig på overfladen kunne være et gadeband. Dette har meget noget med Springsteens imponerende sangskrivning at gøre, men brugen af instrumenterne er også bare fremragende. Deres energi hjælper også meget, og de er hurtigt lette at synge med på. Og Springsteens stemme er også virkelig nær – man kan få rigtig meget kærlighed ud af den. Og så holder albummet virkelig hele vejen  igennem. Fra første til sidste sekund er det bare en fed plade. Virkelig få sange rammer ikke standarden, der er sat, faktisk kan jeg kun komme i tanker om Stolen Car, der er lidt for stille til, at jeg kan høre teksten eller for den sags skyld følelserne. Derudover hænger alle sangene virkelig godt dynamisk sammen, og de er alle usandsynligt mindeværdige. The River er en god kandidat til både Springsteens bedste album og til bedste dobbeltalbum nogensinde.

269 – The Rolling Stones – Some Girls (1978)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker The Rolling Stones. Der var et tidspunkt, før jeg rigtig begyndte at lytte til albums, hvor The Rolling Stones var mit yndlingsband i hele verden, for de har simpelthen så mange stærke sange i deres repertoire, og alle de mest populære af dem er absolutte mesterværker. Nogle af de sange, jeg elskede allerhøjest kom fra deres plade Some Girls, der blev udgivet så sent som i 1978, 16 år inde i deres karriere. Det er ret sent at komme med et album, der bare blæser lytteren omkuld, men The Rolling Stones formår det. Dette skyldes mest af alt den bundsolide sangskrivning, Mick Jagger og Keith Richards er blevet så kendte for. De imponerede mig i sin tid med de tre singler Miss You, Beast of Burden og Shattered. Disse tre sange er virkelig sjove, og de er meget ulig noget, gruppen tidligere har lavet. De ligger hver især meget tæt op af hver sin afart af R&B: Miss You er disko, Beast of Burden er soul, og Shattered er doo-wop. Det er dog ikke kun en hyldest til disse genrer, der er meget af rullestenenes sædvanlige beskidte image og grove lyd. Den er ikke grov i forhold til så meget andet af samtidens rockmusik, men i forhold til R&B’lyden, de efterligner, så er de rå.

Gruppens største force er måske deres manglende perfektion. Hvor folk som Paul McCartney, Brian Wilson og Jimi Hendrix var store perfektionister og gik meget op i, at hver tone var præcis, som de ville have den, ville grupper som Creedence Clearwater Revival, The Band og selvfølgelig the Rolling Stones ikke være det samme uden deres spontanitet. Det er sådan noget, der resulterer i øjeblikke så smukke som afslutningen på nummeret Lies, hvor alle instrumenter bare går amok. Det er det, der gør Before They Make Me Run, der egentlig har en ret ordinær melodi, til et skideskægt nummer. Det er det, der gør, at de kan lave et cover af Temptations-sangen Just My Imagination (Running Away with Me), der stadig er værd at lytte til, netop fordi de ikke bare efterligner originalen, men overdriver den på latterligste vis. Deres humor er også en stor del af Some Girls, og denne humor kan blive ret grovkornet. Det bedste eksempel på dette er Far Away Eyes, der er en god gammeldags parodi på countrymusik og rednecks. Det er en morsom fortælling om en mand, der kører i sin bil og hører kirkeradio, mens han  er angst for, at en pige, han havde aftalt at mødes med, bare er taget afsted med en eller anden tilfældig trucker. Det er et hylemorsomt nummer.

På overfladen virker Some Girls som et værre roderi. Der er ikke meget, den ustyrlige Lies har at gøre med Far Away Eyes, men de er ikke rigtig lavet til at hænge sammen i lyden. De er mere lavet til at afspejle hinanden, for halvdelen af pladen er meget blød og følsom, mens den anden halvdel bare angriber for fuld udrykning. Sange som Miss You, Just My Imagination (Running Away with Me) og Beast of Burden ville ikke være nær så morsomme, hvis hele pladen var fyldt med sådan noget, men de vilde sange føles ikke som nødvendigheder. When the Whip Comes Down, Respectable og Shattered føles ligeså meget som noget, man ikke ville feste nær så meget løs til, hvis det var alt, pladen havde at byde på. Hvis Some Girls var en kalender ville den ikke være en med juleaften hver dag, for så ville man blive træt af al den juleri. Det ville være en, hvor juleaften bliver afløst af fastelavn, som går over i påske, hvorefter Sankt Hans og Halloween kommer straks, med nogle få almindelige dage imellem. Jeg tror, det efterhånden står klart: jeg anser Some Girls for at være et mesteværk, som kun få Stones-plader overgår. Musikken er noget af det bedste, de har at byde på, og albummet er som helhed bare enormt godt planlagt.

325 – Eric Clapton – Slowhand (1977)

Udgivet den af
Svar

Eric Clapton havde i løbet af slutningen af 60’erne og starten af 70’erne gjort sig bemærket som guitarist for et utal af bands,og i løbet af 70’erne gjorde han sig for alvor også berømt som solokunstner. Albummet, der oftest forbindes med hans solokarriere, er uden tvivl Slowhand fra 1977. Dette album åbner med et cover af Cocaine af J.J. Cale. Denne sang er mest kendt i Claptons udgave, og denne er da også formidabel. Han får lige fra dette åbningsnummer fortalt dig alt, du behøver at vide om ham: Han er en fantastisk guitarist, nok en af rockhistoriens allerbedste, han er kraftigt inspireret af bluesmusik, og han kan lide kokain. Efter denne får vi en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde, nemlig Wonderful Tonight. Clapton er ikke den største sanger i verden, men med denne sang udnytter han faktisk sin stemme rigtig godt, mest fordi han virker så elskværdigt oprigtig i sin levering. Han bliver lidt inspireret af roots og country på Lay Down Sally, der er en dejligt sjov sang, som man sagtens kan danse lidt til. Og selvfølgelig er Claptons guitarsolo utrolig.

Next Time You See Her er en meget sød sang, og selvom den måske fortsætter lidt lang tid i den samme smøre, så har den en helt særlig charme i sin melodi. Jeg kan sjældent lytte til den flere gange i træk, men når jeg når til den på albummet, så bliver jeg altid glad. Noget af det bedste ved den er desuden dens meget voldelige teksts samspil med den bløde melodi. Det er genialt sammensat. We’re All the Way er den svageste sang på pladen. Det er heldigvis en meget kort sang, men den er virkelig kedelig. Melodien bliver ikke hos dig, den fremkalder ingen følelser, ofte glemmer jeg i det hele taget, at jeg har lyttet til den. Heldigvis er resten af albummet mere end godt nok til at undskylde det, og det kan især siges om guitarmonsteret The Core. På intet andet nummer fyrer Clapton den så meget af på spaden. Riffet er fantastisk, groovet er fedt, de kvindelige backingvokalister giver masser af saft og kraft til Claptons ellers ret stille stemme. Der er en vidunderlig saxofonsolo, og man bemærker slet ikke, at sangen er næsten 9 minutter lang.

May You Never er endnu en sang, hvor Clapton virkelig leverer sin charme i stor stil. Det er en virkelig sød melodi, og orgelet fortjener lige så meget ros som Claptons guitar, for den er en rigtig stor del af det. Det er ikke den stærkeste sang på pladen eller noget, det er endnu en ret simpel popsang, men den har sin charme, og den er rimelig groovy. Mean Old Frisco har en ret fed lyd, der kommer fordi Clapton synger præcis over guitarens riff i løbet af størstedelen af sangen. Den slags kan være irriterende i andre tilfælde, og i længden virker det måske også lidt fjollet her, men guitaren er helt perfekt indstillet, så det lyder fedt sammen med Claptons stemme. Ellers er det bare en bluessang med rockguitar på og et fedt klaver. Afslutningsnummeret er en instrumental sang ved navn Peaches and Diesel. Den minder ret meget om Wonderful Tonight, men det er som sådan ikke så skidt, for der er nok afvigelser til, at det giver mening også at have denne sang, og den lyder jo også rigtig godt. Og som afslutningsnummer runder den behageligt Slowhand, måske Eric Claptons bedste soloplade, af.