358 – Buzzcocks – Singles Going Steady (1979)

Punk har altid været en genre, der har afveget meget fra poplandskabet. Især i 70’erne var det svært at forestille sig en blanding mellem de to genrer. Ikke desto mindre skete det rent faktisk med gruppen Buzzcocks, der lavede nogle sjove, generelt radiovenlige pop-punk-sange i 70’erne. Mange af deres bedste numre blev kun udgivet som singler, og i 1979 blev alle deres hidtidige singler og B-sider samlet på albummet Singles Going Steady. Første halvdel af pladen består af A-siderne, anden halvdel består af B-siderne, hver især opstillet kronologisk. Den kronologiske opstilling bidrager ikke rigtig noget til albummet, da man ikke bemærker en vanvittig udvikling gennem de sølle 2 år, opsamlingen dækker over. Denne korte tidslomme gør til gengæld albummet rigtig konsekvent. Man kan slet ikke høre, at alle disse numre ikke var lavet til samme album, og af derfor er denne opsamling faktisk generelt opfattet som gruppens hovedværk. En anden faktor for dette er nok, at singlerne er konsekvent fængende, sjove og følelsesrige.

Et gennemgående problem ved opsamlinger, der opstiller A- og B-sider fuldstændig separeret, er at B-siderne bare hober sig op som en stor bunke andenklassesmateriale. Det er dog slet ikke tilfældet her. Jovist, A-siderne er stadig generelt bedst, men B-siderne er også rigtig gode. Whatever Happened To?Oh Shit!Noise Annoys og Why Can’t I Touch It? er alle rigtig stærke sange. De er generelt ikke nær så poppede som A-siderne, men de har masser af attitude og energi. Men som sagt er A-siderne endnu bedre, og det kræver ellers en del. Jeg elsker virkelig numre som Orgasm Addict, Love You MoreEver Fallen In Love? og Everybody’s Happy Nowadays, da melodierne er tidløse, og spilleglæden er enorm. Sangene er alle rigtig simple, men til gengæld er de fleste er rigtig korte. Kun 3 af de 16 sange på pladen er over 3½ minut, og disse tre er alle b-sider. De korte længder gør, at albummet konstant føles friskt, men alle sange er dog lange nok til at efterlade et indtryk.

Hvis man har svært ved at komme ind i punkverdenen, så er Singles Going Steady uden tvivl sammen med debuten af Ramones og Dookie af Green Day en af de letteste plader at anbefale at starte med. Alle sangene er virkelig stærke, men de minder dog også alle om forholdsvis traditionelle popsange. Der er dog selvfølgelig variation i opbygningen, men intet her er progressiv rock, og intet her er skrålen om anarki. En hel del af sangene handler faktisk om kærlighed, et emne punkmusik hidtil havde undgået ret flot. Man kan med sange som Everybody’s Happy Nowadays, Whatever Happened To og Why Can’t I Touch It? høre en hel del af det, der ville blive til moderne indie-rock. Bands som The Strokes, Franz Ferdinand, The Libertines, Arctic Monkeys og Yeah Yeah Yeahs har nok uden tvivl lyttet til denne plade rigtig meget.Singles Going Steady er en af de helt store punkplader. Hvis du elsker genren, så er det virkelig et must-listen, og hvis du ikke kender så meget til den, er det et godt sted at starte.

404 – The Clash – Sandinista! (1980)

The Clash er et af historiens største og bedste punkbands, og efter deres tredje og måske bedste plade, London Calling, der i øvrigt var et dobbeltalbum, var det svært for dem at overgå sig selv. London Calling havde rigtig høj variation mellem musikalske stilarter. Det prøvede de så at overgå et år efter med Sandinista!, der har så mange forskellige genrer på sig, at jeg ikke engang vil nævne eksempler på stående fod. Sandinista! var et trippelalbum, og med over to timers musik, får man mere end nok at bide i. Det giver dog sig selv, at de med så meget musik, ikke mestrede alle stilarter lige godt. Punknumre som Police on My Back fungerer naturligvis rigtig godt, og reggae-inspirerede rocknumre som Washington Bullets er også ret fede, for den slags musik lavede de også meget på London Calling. De prøver også en enkelt gang på gospel med den ganske humoristiske The Sound of the Sinners. Det er en meget sjov historie om en fyr, der har taget så mange stoffer, at han tror, han er Jesus.

Selvom jeg elsker pladens variation, kunne jeg nok have undværet deres mange dub-udgaver af tidligere sange. Dub er ikke just min yndlingsgenre, så det har måske noget at gøre det, men jeg kan stadig ikke se meget i disse sange, uanset hvordan jeg perspektiverer det. De er alt for langsomme, og der sker ikke rigtig noget. Det irriterer mig især, at blandt de sidste 5 sange på pladen, er 4 af dem dub-udgaver af andre Clash-sange. Undtagelsen her er Career Opportunities, der ligeledes er en alternativ udgave af en tidligere Clash-sang, men denne er langt fra dub. Det er derimod to meget unge drenge – højst 12 år, der synger den, og selvom de ikke har en tone i livet, har det en vis effekt, at så unge børn synger sangen, lidt som på Pink Floyds Another Brick in the Wall, Part 2. Det er dog ikke det eneste nummer, der ikke lyder spor af The Clash. Hitsville UK åbner med noget, der minder besynderligt meget om You Can’t Hurry Love af the Supremes, og det føles i det hele taget som en hyldest til Motown, hvilket er sært, for vi snakker om et af historiens største punkbands her. Frontvokalen er endda en kvinde ved navn Ellen Foley.

Når Sandinista! er bedst, er det et virvar af alle mulige forskellige stilarter. Når det er værst, er det et værre roderi af usammenhængende middelmådigheder. Sange som Ivan Meets G.I. Joe er ganske vist lige i deres vante territorium, men melodien er decideret svag. Deres forsøg på at inkorporere jazzmusik, If Music Could Talk, er også rimelig svagt skrevet. Vokalmelodien er okay, og saxofonen er faktisk ganske flot, men der er bare intet samspil mellem de to. Jeg ville virkelig ønske, at Joe Strummer bare kunne have holdt sin kæft i løbet af det nummer. Vokalen tilføjer virkelig ikke noget, og det eneste, jeg kan huske den for, er hvor irriterende, den er. Men det hele kommer nok meget an på individuel smag. De sange jeg hader, elsker du måske, og det samme gælder omvendt, men de prøver så meget forskelligt på denne plade, at de virkelig ikke kan tilfredsstille alle hele vejen igennem. Heller ikke jeg, men jeg elsker stadig virkelig dette album. Det er virkelig langt fra perfekt, men der sker så meget, at jeg bare er fascineret af det. Det er så sjovt og legesygt, at jeg ikke kan andet end at anbefale det. Sandinista! er en plade, der vil blive i din hukommelse længe, uanset hvad du så synes om den.

410 – Wire – Pink Flag (1977)

I 70’erne var der rigtig mange punk- og post-punk-bands, og et af de mest indflydelsesrige er Wire, der i 1977 debuterede med den helt fantastiske plade Pink Flag. Pladen består af 21 forskellige sange af varierede længder – fra et halvt minut til fire minutter, og alt muligt derimellem. Og hver eneste sang på pladen er helt utrolig, og de arbejder alle rigtig godt sammen om at skabe et fantastisk album. Det er på overfladen ret grim musik, det kan man sige om så meget punk, men Pink Flag er virkelig et kunstværk. Bandmedlemmerne har tydeligvis lagt rigtig meget tanke i albummet, for man kan virkelig lytte til det igen og igen uden at blive den mindste smule træt af det. De fortsætter numrene i lige så lang tid, som er nødvendigt. Man bliver aldrig træt af for mange gentagelser, men man føler heller ikke – end ikke på de korteste numre – at man ikke får noget ud af musikken. Og så er de faktisk også forholdsvist let tilgængelige. Det kræver selvfølgelig lige at du er til punk, men du behøver slet ikke at slå hjernen til for at kunne lide deres musik.

Det forholder sig på ingen måde sådan, at noget nummer på Pink Flag slipper, hvor det foregående slap, men numrene arbejder stadig fantastisk sammen. Numrenes placering har rigtig meget at gøre med dette albums holdbarhed. Hver gang, man som lytter har brug for noget, så får man det – uanset om man egentlig ved, at det er tiltrængt. Men af denne årsag føles hele albummet rigtig rigt og mættet til trods for spinkel bemanding og direkte produktion. Jeg vil gerne indrømme, at hvis albummet skulle have en enkelt fejl, er det, at mange af sangene ikke er så bemærkelsesværdige på egen hånd. Men på den anden side ender de med et absolut mesterværk af et album. Pink Flag har dog også masser af numre, man kan nyde på egen hånd: Især bemærkelsesværdige er ReutersEx Lion Tamer, Lowdown, titelnummeret, StrangeMannequin og 12XU. Det er nok intet tilfælde at jeg samtidig lige har nævnt alle sange på over 2 minutter. Men at de sange er mine favoritter, betyder absolut ikke, at resten burde være længere. Nej, jeg ville aldrig turde at ændre på noget som helst ved dette album. Pink Flag er som et korthus, der kan vælte med et enkelt pust. Men det er verdens smukkeste korthus.

Noget interessant ved Wires musik er, at den i modsætning til så meget andet punkmusik ikke oser af vrede specielt ofte. Det afhænger selvfølgelig af din forståelse af vrede, men selv ser jeg kun Mr Suit og 12XU som traditionelle vredesudbrud. Ellers er følelserne mest paranoia, sarkasme, angst, nervøsitet og fortvivlelse. Uanset hvilken af de mange følelser, man finder hos Wire, leverer Pink Flag dem alle mesterligt. Det er heller ikke et specielt langt album. Det er ikke latterligt kort, det varer 35 minutter, men man kan altså rigtig ofte bare sætte pladen på og nyde det til vejs ende. Hvis du er glad for punkmusik og kunne tænke dig noget mere kompliceret, så er Pink Flag rigtig let at anbefale. Du behøver dog ikke at være verdens største punkfan, men hvis du har noget imod punk, så er det næppe noget for dig. Og husk at lade være med at dømme ud fra enkelte numre, for man kan få utrolig meget mere ud af den, hvis man lytter til den fra start til slut.

411 – Minutemen – Double Nickels on the Dime (1984)

Det amerikanske post-punk band Minutemen udgav i 1984 deres tredje studiealbum, Double Nickels on the Dime, og det består af 43-45 sange alt efter udgaven. Jeg selv har kun lyttet til udgaven fra 1989, hvorpå man finder 43 forskellige sange. De er alle ganske korte, hvilket har både fordele og ulemper. En klar fordel ved albummet er, at man altid får et eller andet nyt i ørerne. Det er hele tiden forfriskende at lytte til, og man føler, at det her tydeligvis ikke gik ud på at få radiohits. Derudover er alle sangene så forskellige. Nogle er meget rolige spoken word-fortællinger, såsom Do You Want New Wave or Do You Want the TruthTake 5, D. og History Lesson Part 2, hvor sange som West GermanyThis Ain’t No Picnic og The World According to Nouns som sådan er decideret hardcore punk. Der er også mange ting indimellem, heriblandt billyde, instrumentale numre og så fantastiske sangtitler som Political Song For Michael Jackson to SingThe Roar of the Masses Could Be Farts og Untitled Song for Latin America.

Problemet ved at have så korte sange er til gengæld, at det er svært at blive særligt tilknyttet til individuelle punkter på albummet. Som helhed er det rigtig godt, men der er bare så mange forskellige sange, hvor kun ganske få gentager sig på noget tidspunkt. Dog er der rigtig mange ting i musikken, der virkelig hiver fat i lytterens opmærksomhed. Dels fordi musikken er så varieret, men også fordi de varierede lyde alle er så ufatteligt interessante. For ikke at forglemme teksterne; teksterne på Double Nickels on the Dime er meget poetiske. De er ikke spor ulig andet moderne poesi, og mange gange kan det være rigtig filosofisk og samfundskritisk, og ordvalgene er helt fantastiske. Hvis du værdsætter tekstforfattere som Jim Morrison og Bob Dylan, så tager Minutemen meget fra begge deres stilarter, hvilket jo er særpræget, da den frankofile Morrison og den folkekære Dylan er så langt fra hinanden.

Der er også rigtig særpræget instrumentation på albummet. Bassen, spillet af Mike Watt, er virkelig er meget funky. Selvfølgelig, post-punk har næsten altid funk-inspiration i bassen, men Mike Watt gør det næsten præcis, som var det her en funkplade. Og det bedste af det hele er, at det stadig passer rigtig godt til musikken. Udover ham er der kun en trommeslager, George Hurley, og guitarsten D. Boon. Et enkelt nummer, Take 5, D. har også tre gæsteguitarister med, men ellers er det kun de tre, og det kan let mærkes. Produktionen prøver slet ikke på at skjule det, og det er også rart. Produktionen er så simpel, at man næsten føler, at man sidder i studiet sammen med dem, og de virker også som nogle rare gutter, så det har jeg intet imod. Hvis du har mod på en helt unik lytteoplevelse, er Double Nickels on the Dime virkelig let at anbefale. Der er hele tiden en eller anden spøjs ting i lyden, og albummet føles aldrig trivielt, mens man stadig kan følge let med i, hvad der sker. Det er noget af det bedste post-punk derude.