121 – Moby Grape – Moby Grape (1967)

Det er lang tid siden, jeg har anmeldt en plade, jeg vidste stort set ingenting om, før jeg gav mig i kast med den. Men sådan en plade er Moby Grapes eponyme debutplade fra 1967 altså. Jeg ved i det hele taget meget lidt om gruppen ud over, at deres ene rytmeguitarist, Skip Spence, var trommeslager på Jefferson Airplanes første plade. Med denne ene oplysning samt dateringen til 1967, ville det være et kvalificeret gæt, at gå ud fra, at de spillede psykedelisk rock, og denne antagelse er da også rigtig. Men pladen er lidt en pærevælling af alt muligt tidstypisk 60’er-lyd. Der er absolut også elementer af folk, country, blues, pop og garagerock inde over, men det føles ikke særlig rodet. Hvis jeg skulle sammenligne dem med et andet band, skulle det nok være enten Grateful Dead anno start-70’erne eller The Byrds, men Moby Grape er væsentligt mere beskidte i deres lyd. Kompositorisk kan man dog stadig se mange ligheder, og de mange vokalharmonier bidrager absolut hertil. Noget andet der adskiller Moby Grape fra tidens scene, er hvor korte deres sange er. Over halvdelen af pladens sange er nemlig under 2½ minut lange, og det gør at albummet konstant giver dig noget nyt.

De forskellige sange har også nogle vældig flotte motiver, og man forstår de unikke idéer, der lægger til grund for hver sang. Til gengæld er hver eneste sang også ret simpel i sin sammensætning – ikke, at der ikke er teknisk dygtighed til syne, men rettere, at stort set hver sang bygger på én specifik idé. Alt, der bygges ovenpå er lavet for at støtte denne idé. Disse idéer kan fx være call-response-sekvenserne på Omaha, variationen mellem det søvnige hook og den sjælfulde vokal på Lazy Me eller vendingen “Come What May” på Come in the Morning. Til trods for, at sangene er korte, bliver disse motiver gentaget så ofte, at de er svære at få ud af hovedet. Moby Grape mestrer virkelig kunsten i at gøre deres sange fængende, for de kan bruge så lidt som 1 minut på at opføre sangen, og alligevel er den lige til at nynne med på. Deres tekster er også ganske finurlige. Jeg kan rigtig godt lide personificeringen af sorg på Mr. Blues, og Fall on You er meget interessant på grund af andenpersons-vinklen. Der er også masser af individuelle linjer, der stikker flot ud, hvor min personlige favorit er “I’ll just lay here and decay here” fra Lazy Day.

Selvom der er mange dybt originale øjeblikke i løbet af albummet, er der også mange tidspunkter, hvor den føles lige lovlig tidstypisk. Attituden på albummet lugter lidt af pussenusset uskyldighed til tider, og der er ikke skyggen af nogen form for ironi eller sarkasme på noget nummer. Pladen overrasker dig ofte, men den udfordrer dig kun ganske sjældent. Disse overraskelser kan endda godt begynde at klinge en kende hult, hvis man hører den for mange gange. Noget mere følelsesmæssig kompleksitet ville derudover hjælpe meget på holdbarheden. De fleste numre er glade uden at være euforiske, de få vredere numre føles oftest blot frustrerede, og når en sang er trist, er den mest af alt kun lettere sentimentale. Et stærkt følelsesudtryk er selvfølgelig ikke altid vigtigt, men med så simple konstruktioner, som mange sange har, ville det være rart. Jeg kan dog ikke komme uden om, at der ikke rigtig er noget svagt nummer på hele pladen. Dine første par gennemlytninger vil også med garanti være meget begivenhedsrige og underholdende, det er der ingen tvivl om. Der er nogle problemer, men de er ikke særlig fremtrædende, og selvom pladen på visse punkter er meget tidstypisk, er den på andre punkter et virkelig friskt take på tidens musik.

143 – Dr. John – Gris-Gris (1968)

Dr. John er en fascinerende personlighed. Ikke alene kan han sin musikhistorie godt og er ikke bange for at blande fra mange af de stilarter, han kender og elsker, han har også virkelig sans for at skabe stemning. Disse evner blander han flot på en plade som den lette, sjove Dr. John’s Gumbo, hvor han hylder New Orleans-lyden i dens pureste, gladeste form, som en slags moderne Professor Longhair. På sin debutplade, Gris-Gris, viser han dog New Orleans fra en mørkere side, med et twist af psykedelia. Der er en slags voodoo-stemning, og Dr. John er i hvert fald ikke en almindelig doktor herpå. Det første nummer, Gris-Gris Gumbo Ya Ya handler også om hvilke voodoo-kunstner han kan. Et kor i baggrunden øger mystikken, og en bluesguitar, der næsten tangerer til noget delta-lyd, gør det yderligere sensuelt og spændende. På Danse Kalinda Ba Doom hører man slet ikke doktorens stemme, men til gengæld hører man et virkelig uhyggeligt pigekor, en ond banjo, en endnu ondere tværfløjte og e livlig, dramatisk percussion-sektion. Der kommer mange trommelyde over det ret simple groove, som sangen bygger på, og af og til signalerer nogle hårde trommeslag, at sangen skal brydes helt ned. De uforståelige ord, de synger, gør det blot mere skræmmende.

Mama Roux er en noget mere positivt lydende sang, hvor vores kære heksedoktor synger om en kunde, der betalte Dr. John for at straffe nogle ofre. Det bliver sunget og spillet mere afslappet end noget tidligere på pladen, og det gør det bare mere ondt og forskruet. Mama Rouxs ofres historie er ikke morsom. Men den glade levering af den er. At høre “Prepare yourself to die boy” blive sunget med ypperste glæde, finurlige små klaverfraser og et nærmest Ronettes-agtigt pigekor er så meget bedre end det burde være. Danse Fambeaux tager noget tid for at varme op for mig. Intensiteten i nummeret bliver stilfuldt gradvist højere, og de kønne kvindestemmer har her fået selskab af nogle højtråbende herrer. På Croker Cortbullion viser Dr. John sin mere jazzede side. Meget af dette nummer er soloer på mange forskellige instrumenter. Her er der mange instrumenter, der kommer og går, men bassen og klaveret  sørger for at gøre det til en sammenhængende oplevelse. Det er et af de mest påtrængende, omringende numre, Dr. John har lavet, og man kan faktisk godt føle sig lidt utilpas, for på ethvert tidspunkt kan ondskaben angribe. Det er et af pladens højdepunkter, og jeg kan ærlig talt lytte til det her igen og igen.

Jump Sturdy er pladens korteste og simpleste sang. Melodien og især omkvædet er let at synge med på, og der er en vis gospel-lyd, der giver nummeret kant. En anden væsentlig del af nummerets charme er banjoen og den morsomme tekst. Det er måske ikke et nummer, der blæser lytteren omkuld, men det er godt, og det er gennemført. Så kommer pladens efter min mening bedste nummer, I Walk on Guilded Splinters, hvor al mystikken og hele dette voodoo-univers kulminerer i en vidunderlig gryderet, hvor alle pladens gode punkter er bedre end nogensinde før. Nummeret bygges langsomt op, og det formår at være både meget spændende i lyden og også ufatteligt fængende. Selvom alle disse sange er rigtig gode, så har pladen et gennemgående problem. Den er klippet forfærdeligt. Selve mixingen er god, de forskellige lag lyder flot i forhold til hinanden, og de arbejder nydeligt sammen musikalsk. Forskellige lydklip stopper dog brat, kommer brat ind, og det føles bare så sløset. Selvfølgelig skal det lyde råt, men det gør det ikke engang. Det gør faktisk bare, at jeg tænker yderligere på produktionsprocessen. Hvis man ser bort fra dette, er Dr. Johns Gris-Gris en fremragende plade med et levende univers og bundsolide sange.

146 – Jefferson Airplane – Surrealistic Pillow (1967)

Hvis der er et band, der udstråler 60’ernes hippiekultur mere end nogen andre, så er det Jefferson Airplane. Deres blanding af syre, folk og af og til hårdtslående guitarer er så hippie-agtig, at det i dag i lige så høj grad er en tidskapsel, som det er god musik. Måske er det endda i lidt højere grad en tidskapsel. De fleste har et ret begrænset kendskab til gruppen og kender nok kun deres to store hits, Somebody to Love og White Rabbit. Hvor de selvfølgelig er klassikere, så vil det nok overraske mange at få at vide, at de slet ikke er tæt på at være særlig repræsentative for pladen Surrealistic Pillow, hvorpå de oprindelig blev udgivet. Først og fremmest er bandets dengang nye pianist og blokfløjtenist, Grace Slick forsanger på disse numre. Hun er ikke forsanger på ét eneste andet nummer på pladen end disse to. Forsangeren er en mand ved navn Marty Balin, og han har en ganske spinkel stemme, der står i skarp kontrast til den høje intensitet, man plejer at forbinde med Jefferson Airplane. Dog har Slicks smukke stemme tit en mindre rolle på sange, hvor hun ikke er i spidsen. Hun øger mystikken på et nummer som fx She Has Funny Cars.

Men denne intense lyd, som Jefferson Airplane er blevet kendt for, er det alt, de dur til? Selvfølgelig ikke, og hvis det var alt, der var at finde på Surrealistic Pillow, kunne den godt blive ret ensformig. Det er dog uden tvivl den lyd, de gør sig bedst i. Det er en slags komfortzone, som det kan være risikabelt at vige fra. De gør det dog eminent på et af deres mest diskrete numre, Today. Dette nummer skaber i hvert fald opfattelsen, at det er diskret. Det afsluttes med et klimaks af Phil Spector-inspirerede proportioner, men alligevel er der så meget nuance og oprigtighed at finde. Det er nok også en faktor, at det er en af pladens langsomste sange. Ikke særlig smart er det da, at den uden tvivl langsomste sang kommer derefter, en endnu mere underspillet sang, der hedder Comin’ Back to Me. På både denne og Today spiller Jerry Garcia fra Grateful Dead guitar, og det kan godt mærkes. Det er især her, nuancen på Comin’ Back to Me udspiller sig, i en meget spøjs kombination med en blød blokfløjte, der lyder overraskende godt. Det er bare synd, at to så ens numre kommer lige efter hinanden.

Når Jefferson Airplane er hårde i betrækket, kan de virkelig udtrykke sig. Det er storheden i lyden, der gør, at Somebody to Love, She Has Funny Cars og Plastic Fantastic Lover til så gode sange. Det er også en kørende faktor bag nummeret 3/5 of a Mile in 10 Seconds, der dog ikke kan bryste sig af at gøre meget, der ikke allerede bliver gjort godt på She Has Funny Cars. Den har dog stadig en fed lyd, og den giver pladen en velfortjent energi efter den lettere langsomme periode med Today og Comin’ Back to Me. Pladen er i sin lyd og tone varieret, men der er stadig en vis sammenhæng mellem numrene. De har en smukt uperfekt aura af alt, man forbinder med 60’ernes hippiekultur, det er dog uden at være for vattet. Her er My Best Friend dog lidt af en undtagelse. Den er rettere tam, og udtrykker ikke større følelser end “I love you, you love me”. Men pladen er i det hele taget ret god. Jeg havde ganske vist håbet på mere Grace Slick, og mere syre, men det, jeg fik er en gennemarbejdet, veludført rockplade med masser af gode sange.

150 – Santana – Santana (1969)

I latin-rocks store vide verden er der vist kun virkelig ét navn, der kendes af gud og hvermand. Det er selvfølgelig bandet Santana med den latterligt dygtige guitarist Carlos Santana i front. De spillede på den legendariske Woodstock festival i august 1969, og senere samme måned udkom deres debutalbum ved navn Santana. Den åbner med Waiting, en intens instrumental sang med en sprød, eksotisk rytme og et hektisk orgel som lead-instrument. Først til sidst begynder der virkelig at ske noget med guitaren, og det er virkelig tilfredsstillende efter denne lange opbygning. Det er en god indledning til pladen, der naturligt nok er meget guitarpræget. Den vældig dygtige organist hedder Gregg Rolie, og han agerer også bandets forsanger. Han har ikke verdens mest spændende stemme, men han lader på den måde også instrumentationen være i front. Det er det kraftige, dynamiske arrangement, der sørger for, at deres cover af Willie Bobos Evil Ways stadig i dag er blandt Santanas mest berømte sange til trods for den anonyme vokal. Shades of Time har nogle ret svage vers, der hele tiden leder op til et omkvæd, der ikke er til stede. Derimod opfører Santana en af pladens mest følelsesrige guitarsoloer, hvilket mere end retfærdiggør sangens eksistens.

Shades of Time  går direkte over i Savor, et kortere instrumentalt nummer. Her bliver det meget hurtigt, meget fyldigt i lydbilledet, og det er faktisk ikke rigtig til at kapere. Det er enormt stort, og vældig imponerende fra et teknisk standpunkt, men man bliver simpelthen så overvældet af lyd, at man har brug for at tage en pause. Og Santana holder nærmest aldrig pause på denne plade. Det bliver aldrig stille i længere tid af gangen. Man kan blive tvunget til at holde nogle pauser for at kunne sluge det hele. Med det sagt finder man midt på pladen et af Santanas bedste numre nogensinde – den simple, urkraftdrevne Jingo. Sangen består af tre ord, og jeg ved ikke om nogen af dem betyder noget som helst. Det er et cover af en sang af en nigeriansk trommeslager ved navn Babatunde Olatunji, men Santanas udgave har meget mere at byde på i min optik. Persuasion er et vildt, legesygt og sensuelt nummer, som Gregg Rolie sælger overraskende godt. Det er dog Carlos’ guitar, den drilske rytme og den spændende komposition, der gør, at sangen fungerer så godt, som den gør.

Treat er blandt gruppens mere jazzede værker. Det er et instrumentalt nummer, hvorpå Carlos’ guitar er i fokus, og Rolies orgel er skiftet ud med et traditionelt klaver, hvilket tilføjer til stemningen. I slutningen af dette nummer vælger gruppen for en gangs skyld at gå ned i gear, og det er meget forfriskende. Det virker måske ekstra godt, fordi der her er klaver i stedet for orgel. De måtte godt have vekslet lidt mere mellem de to instrumenter. Jazz har som bekendt rødder i bluesmusikken, og derfor virker det som en ret naturlig udvikling at gå i en mere blues-orienteret retning med You Just Don’t Care. Det er en rigtig god sang, der viser Santanas diversitet som gruppe. Den angriber heller ikke dine ører nær så meget som så meget i starten af pladen, så den er meget velkommen på pladen i mine øjne. Pladen slutter dog af med det, jeg selv ser som Santanas uden tvivl bedste nummer, nemlig den instrumentale Soul Sacrifice. Det er en sang, der lyder af storhed, af mystik og af voodoo. Den lægger meget op til, hvordan gruppens lyd ville ændre sig på opfølgeren, AbraxasSantana er en plade, der kommer mod dig med fuld fart, og det kan være svært at optage det hele på en gang. Men det er smukt, imponerende og stilfuldt.

171 – The Byrds – The Notorious Byrd Brothers (1968)

The Byrds havde deres kommercielle storhedstid i begyndelsen af deres karriere, og som årene skred frem fik de færre og færre hits og værre og værre albumsalg. Samtidig fik de også gradvist bedre anmeldelser op gennem 60’erne, og det sidste album med David Crosby på guitar, The Notorious Byrd Brothers, var da også det mest positivt modtagne album, gruppen hidtil havde udgivet. Og du har sikkert aldrig hørt så meget som en tone af det, for det er faktisk stadig ikke særlig populært. Men de, der har hørt det, ved, at der er tale om en musikalsk skatkiste. Den er med sine 11 numre ikke længere end 28 minutter, hvilket betyder at det gennemsnitlige nummer ikke er meget længere end 2½ minut langt. Det resulterer i, at de ikke dvæler ved et nummer i længere tid end nødvendigt. De individuelle numre har ikke rigtig klimakser eller store variationer i sangskrivningen, det hele er faktisk i grunden tit ret simpelt komponeret. Der bliver brugt framing af og til, og nogle få soloer er der også, men et par af sangene er faktisk ikke mere end vers og evt. omkvæd. Som pladen skrider fremad, bliver de individuelle sange dog mere komplicerede.

Selvom det ofte, især i starten, er simpelt, er det dog stadig eventyrlystent. Jeg er meget betaget af hvordan Natural Harmony har broer, der ikke leder hen mod noget omkvæd. Jeg kan også rigtig godt lide hvordan de forskellige sange har flotte overgange til hinanden, så det næsten føles som ét langt nummer. Selv der, hvor der ikke er nogen overgang, starter det ene nummer brat efter det andet. Man kan på min cd-udgave stort set ikke høre, at det oprindeligt var en tosidet vinyl. Det er bare én lang lydoplevelse på en halv time, og derfor vil jeg faktisk også anbefale folk at lytte til cd’en frem for vinylen. På The Notorious Byrd Brothers blev gruppen meget betaget af de dengang spritnye Moog-synthesizere, der derfor naturligt nok er brugt meget på pladen. Det giver visse af numrene en psykedelisk lyd ulig noget de tidligere havde kunnet lave. Dette gør sig især til udtryk på det klimaktiske afslutningsnummer Space Odyssey. Dette er virkelig syret, og oven på de tidligere sange, der mest har været små vignetter i en større helhed, kommer her noget fuldendt, og det runder albummet flot af.

Jeg indrømmer blankt, at jeg nok har lidt af en forkærlighed overfor sådanne vignet-albums, der består af virkelig korte numre. Jeg har allerede erklæret min kærlighed for masser af lignende albums, f.eks. Pink Flag af Wire og Double Nickels on the Dime af Minutemen. Og det er en stil, der fungerer godt, for selv hvis man ikke kan lide ét nummer, så kan man måske lide det næste. Der er aldrig fare for at et nummer bliver ved i for lang tid. Man skal dog tage det sure med det søde og komponere efter denne stil. En 2 minutter lang udgave af Stairway to Heaven ville f.eks. ikke være særlig tilfredsstillende. The Byrds gør alle sangene virkelig finurlige, og giver dem deres egne små ting, der skiller dem ud, f.eks. messingblæserne på Artificial Energy eller den et minut lange syrede guitarsolo på Change Is Now. Det er fascinerende at høre på, og jeg har vitterligt endnu ikke formået at blive træt af nogen del af The Notorious Byrd Brothers. Kan du lide det, du ellers kender med The Byrds, er det et album, du bør kigge til øjeblikkeligt, og hvis du ikke har noget forhold til The Byrds, så er det ved at være på tide!

178 – The Byrds – The Byrds’ Greatest Hits (1967)

Man skulle tro, at de bedste opsamlingsalbums altid ville være de nyeste, hvor man kunne kigge tilbage på årtier af indfydelse, som en gruppe eller en kunstner har haft. Og man ville slet ikke kunne have noget af det nyere med, hvis albummet blev lavet midt i gruppens karriere. Min erfaring er dog det modsatte, nemlig at opsamlinger typisk er bedst, hvis de er lavet kort efter den bestemte kunstners absolutte kunstneriske peak. Hvis man ikke er verdens største fan, af The Byrds i deres country-rock-periode, ville man nok typisk sige, at de toppede med pladen Younger Than Yesterday fra 1967. Og kun få måneder efter dette udkom The Byrds’ Greatest Hits, den første og efter manges mening den definitive Byrds-opsamling. Den er kort og kompakt med sine 11 numre fordelt over lidt over en halv time. Men man får til gengæld kun guldet. Opbygningen virker til at starte med kronologisk, men der er taget nogle kunstneriske friheder. Det eneste brud på kronologien er at placere Turn! Turn! Turn! fra pladen af samme navn midt mellem sange fra Mr. Tambourine Man-pladen. Men den plade er også rigt repræsenteret, så denne ændring i kronologien har jeg intet imod.

Nu er jeg generelt ikke fortaler for kronologisk opbygning, men da denne opsamling spænder over så få albums, som den gør, fungerer det faktisk. Man mærker, at pladen er delt op i tre små grupper, der har sine unikke egenskaber. Først den simple folk-rock fra Mr. Tambourine Man og Turn! Turn! Turn!, bagefter den skøre psykedeliske lyd fra Fifth Dimension og til sidst den ambitiøse og tænksomme fusionsmusik fra Younger Than Yesterday. Nu beskriver jeg det som om, der er enormt langt fra plade til plade, men de beholdt mange idiosynkrasier og karakteristika fra plade til plade, så de fire plader føles sammenhængende. Jeg har allerede anmeldt Mr. Tambourine Man-pladen, og jeg havde ikke udelukkende positive ord at sige om den, og den er med hele 5 numre uden tvivl den dominerende plade på denne opsamling. Jeg har dog slet ikke noget imod dette. Hvis man ikke har læst min anmeldelse af Mr. Tambourine Man, så kan jeg oplyse, at jeg virkelig godt kunne lide deres covers, mens deres originale numre haltede lidt bagefter, hvor den store undtagelse var den fænomenale I’ll Feel a Whole Lot Better. Og tilfældigvis er det da også det eneste originale nummer derfra, der er havnet på opsamlingen.

Nu har jeg anmeldt to andre opsamlinger her for nylig – henholdsvis med ABBA og med Curtis Mayfield og The Impressions – og jeg kan kun sige, at de ikke vækkede en særlig stor interesse hos mig i forhold til at dykke længere ned i deres karriere. Nok især fordi de er så omfattende. Der var 10 sange i slutningen af Impressions-opsamlingen, der var fra Mayfields solokarriere, og denne er jeg da også virkelig blevet interesseret i nu. Men i endnu højere grad har The Byrds’ Greatest Hits bare fået Younger Than Yesterday og Fifth Dimension til at fremstå som nogle virkelig gode plader. Jeg har ikke lyttet til nogen af dem før, men så snart jeg får muligheden, sætter jeg mig ned og gør det. Hvis jeg ikke havde lyttet til Mr. Tambourine Man adskillige gange allerede, var det samme nok også sket med den. Den eneste plade, der godt kunne trænge til lidt mere repræsentation er Turn! Turn! Turn!, der kun er repræsenteret af sit smukke titelnummer. Pladen er ikke så lang, så man skulle ikke nødvendigvis få erstattet noget for at få endnu et nummer derfra på pladen. Men foruden dette har jeg intet væsentligt at klage over. Hvis du gerne vil lære en klassisk rockgruppe at kende, er The Byrds’ Greatest Hits en vidunderlig grundpakke.

188 – Buffalo Springfield – Buffalo Springfield Again (1967)

Mange tænker nok på Buffalo Springfield som det der band, Neil Young var medlem af før han fik en succesfuld solokarriere, og mange har nok også hørt deres store hit For What It’s Worth, men der stopper de flestes kendskab til gruppen så desværre. Og et er synd, for de har lavet masser af hæderlig musik, hvor især deres andet album, Buffalo Springfield Again, ofte fremhæves af fans. Og det er forståeligt, for på netop den plade viser de så enormt mange facetter af deres kompetencer, at det er umuligt at sætte dem i nogen form for bås. Det har nok til dels noget at gøre med, at bandet har ladet rollen som sangskriver gå meget på omgang. Selvfølgelig gik den tit til Neil Young, der har kvitteret med hele tre meget forskellige sange til pladen, og de er også nogle af de bedste derpå. Man kan allerede så tidligt i hans karriere mærke hans dybsindighed og hans ambition, som ingen i gruppen virkelig kan hamle op med, men det kræves jo heller ikke. Stephen Stills, der jo også senere ville få masser af succes uden for gruppen, har skrevet fire numre, der er i en på overfladen mere simpel stil, der blander rå rock and roll med folk. Og så er der Richie Furay, hvis stil ikke er let at kende fra gang til gang, udover at hans sange sjældent er så avancerede.

Derudover er lyden også virkelig varierende fordi bandets besætning er særdeles inkonsekvent. Der var vist masser af tumult omkring pladens optagelse. Ja, blandt gruppens fem medlemmer, har ingen af dem medvirket på mere end halvdelen af pladens numre. Ja, bassist Bruce Palmer er faktisk slet ikke at høre på hele pladen, fordi han havde for travlt med narkoproblemer, så de måtte hive studiemusikere til at erstatte ham, hvor det er nødvendigt. Og han var ikke den eneste, der forholdsvis spontant skulle erstattes. Men det er lidt noget af magien ved pladen, det at den er så rodet. For man kan stadig høre en kollektiv vision et sted i musikken. Ja, det er noget underligt noget at sige om en folk-rock-plade, der indeholder Good Time Boy, der er noget nær et rendyrket funknummer. Men det ligger meget i følelserne. De er store. Nogle gange euforiske af glæde, nogle gange triste, nogle gange filosofiske. Men aldrig halvhjertede, altid organiske og man kan altid høre, at de kommer fra det samme sted – et band, der er ved at falde fra hinanden. At de i det hele taget fik udgivet endnu en plade efter denne er mig et mysterium.

Albummet starter og slutter med manden, der efter min mening er gruppens store stjerne, Neil Young, og det er en enorm god ide. Han indrammer pladen flot med den sært optimistiske Mr. Soul og afslutter med Broken Arrow, der i bedste rabalderstræde-stil flere gange narrer dig til at tro, at det hele er slut, for så at give dig et ekstra vers. Begge kan med rette opfattes som værende metaforiske formidlinger af Youngs syn på livet som rockstjerne. Hvor Mr. Soul er en glad sang om naivitet, så er Broken Arrow dog trist og mørk, og den er fuldstændig drabelig i sine metaforer. Den er også virkelig legesyg rent instrumentalt, noget man især kan takke producer Jack Nitzsche for. Han var venner med Phil Spector, og det kan høres. Uden ham ville denne plade nok være ligeså uudholdelig at høre, som det var at være i bandet på det tidspunkt. Men hele dette roderi, der skete internt, det er nok det, der gjorde, at Buffalo Springfield Again er blevet så meget stærkere end de to andre plader. Der var virkelig noget at kæmpe for her, og det lykkedes for dem. Det fortjener stor applaus, for Buffalo Springfield Again er et mesterværk.

189 – Quicksilver Messenger Service – Happy Trails (1969)

I slutningen af 60’erne blev rockmusikkens muligheder udforsket i grader, der er svære at sammenligne med nogen anden periode. Rockmusik markerede sig nu som noget, man i lige så høj grad som jazz og klassisk kunne tage seriøst. The Beatles var selvfølgelig en stor del af dette, men ligeledes gjorde navne som The Velvet Underground, Frank Zappas, The Beach Boys og Captain Beefheart. Et af de mere ukendte bands, der udfordrede rockmusikkens konformiteter, var Quicksilver Messenger Service, der lavede en meget finurlig afart af psykedelisk bluesrock. Deres hovedværk var en liveplade ved navn Happy Trails. Hvad er så specielt ved denne plade? Jo, hele a-siden er et cover af en sang, der oprindeligt var 2½ minut langt, nemlig Who Do You Love af Bo Diddley. Dette cover er delt op i forskellige undersektioner med titler som When You Love, Where You LoveHow You Love og Which Do You Love. Hver gang sangen skifter navn, betyder det stort set, at en ny solo begynder, og når den i starten og slutningen blot hedder Who Do You Love, så får vi vokal med på noget, der ligner vers og omkvæd.

Hele denne Who Do You Love-suite er en spirituel og følelsesmæssig rejse fra én udgave af en sang til en anden. Det sker enormt smukt og virkelig gnidningsfrit, ja, man lægger knap nok mærke til, hvor anderledes sangen i grunden er til sidst. Den er rodet og grim, og verset er opført, så stemmerne lyder kraftigt berusede. Min yndlingsdel af suiten er nok Where You Love, en i starten ret stille sektion, der åbenbart skulle være fuldkommen improviseret. Især med dette taget i betragtning, så er den utrolig spændende. Det er som en tikkende bombe, parat til at eksplodere, og når den så gør det, så går den amok med klappelyde, intens walking bass og syret latter og råben. Hele suiten er fænomenal, og det er dejligt upoleret. B-siden består af fire sange, Mona, der også er et Bo Diddley-cover, Maiden of the Cancer MoonCalvary og Happy Trails. Mona fungerer vældig godt til at fortsætte, hvor Who Do You Love slap, da vi jo har at gøre med samme sangskriver i endnu en besynderlig syre-fortolkning. Det er en rigtig god udgave, og den baner ret så flot vejen for resten af B-siden, der ligesom A-siden kører med overgange mellem hvert nummer.

Det andet nummer på B-siden er et kortere, instrumentalt nummer, der hedder Maiden of the Cancer Moon. Det er en eventyrlig sang, der kommer føleslesmæssigt og musikalsk vidt omkring, og det er dynamisk som bare pokker. Selv med alle disse pæne ord, jeg siger, føles det mest af alt som en intro til nummeret, der kommer bagefter, Calvary, og det er måske synd, for Maiden of the Cancer Moon er også en pragtfuld sang, men det har nok mest af alt noget at gøre med, at pladens generelle niveau er så højt, og at Maiden of the Cancer Moon er lidt kort i forhold til resten af pladen. Den 13 minutter lange Calvary vil dog stå klart frem hos alle lyttere. Hvis noget på pladen er en rejse, er det dette nummer. At toppe suiten fra side 1 er svært, men Quicksilver Messenger Service gør det sgu. Det er svært at hive fat i alt det, der sker, for der sker så frygtelig meget, og man bør bare opleve det selv. Pladen skifter til sidst fuldkommen stil med et kort cover af Happy Trails, en country-sang, der stammer fra The Roy Rogers Show. Det er antiklimaktisk, ja, men som sådan vældig morsomt, for det står i virkelig i kontrast til alt andet i pladen, og så tager den også navn efter dette nummer. Og sådanne finurligheder er med til at gøre albummet til et overset mesterværk.

196 – Diverse Kunstnere – Nuggets: Original Artyfacts from the First Psychedelic Era, 1965–1968 (1972)

Jeg elsker punk i alle mulige afskygninger, og jeg elsker ligeledes musikhistorie. Helt naturligt nyder jeg da også at kigge lidt i punkens rødder, nemlig garagerocken, der var virkelig populær i 60’ernes USA. 27 forskellige af disse sange blev i 1972 samlet på opsamlingen Nuggets: Original Artyfacts from the First Psychedelic Era, 1965–1968, en opsamling, der ville være til stor inspiration for senere punkgrupper. Dette dobbeltalbum indeholdt både relativt store hits og mindre kendte numre, men de fleste af dem er meget ukendte i dag. I 1998 udkom tre ekstra cd’er, der har lidt flere kendte navne på sig, heriblandt The Kingsmen, The Sonics, Love, Paul Revere & the Raiders og endda The Turtles. Disse bonus-cd’er er vældig sjove bekendskaber, men de er ikke nær så fokuserede som originalen, og jeg vil ikke dvæle meget længere ved de nyere tilføjelser. Noget rigtig rart ved sangene på Nuggets er, at de lyder meget ens. Det kunne lyde som noget negativt, men i forhold til, at de er lavet af så mange bands, så er lyden meget konsekvent. De fleste af disse sange kunne sagtens alle være lavet til én og samme plade af et og samme band.

Lyden er meget rå det meste af tiden, og selvom der står Psychedelic på coveret skal man ikke forvente Jimi Hendrix eller The Doors. Det er mere noget energisk poprock tilsat noget støj og tit også et markant orgel. Der er af og til noget østlig musikinspiration, f.eks. på åbningsnummeret I Had Too Much to Dream (Last Night), men selvom tekst og instrumentation er særpræget, så er sangene sjældent skrevet efter særlig komplicerede formularer. Der er sikkert en del af disse grupper, der ikke gør særlig meget andet end den formular, de bruger på deres specifikke nummer på denne opsamling, men så er det jo heldigt, at vi kun får én sang per gruppe. Selvom lyden er meget konsekvent, så er der stadig en hel del variation. Det er også enormt vigtigt, for pladen er jo et dobbeltalbum, og dermed varer den hele 76 minutter, hvilket er en hel del, men den holder skam det meste af vejen. Der er en tendens til, at de kortere numre (dem på ca. 2 minutter) er meget simple rocksange med lidt garageflair over sig, så er de længste sange meget mere eksperimenterende og dynamiske.

Der er ikke mange længere sange, og så lange er de ikke igen, men når de kommer, er de forfriskende. Desværre er de to længste sange placeret klods op ad hinanden. Det er i sidste halvdel af pladen, og derfor føles denne del meget mere overkommelig og fyldig end den første. Udvalget af sange er heller ikke helt perfekt, hvis du spørger mig. De fleste efterlader et ret stort indtryk, men det gælder ikke dem alle. Oh Yeah af The Shadows of Knight er f.eks. bare en ret uoriginal udgave af en af Bo Diddleys efter min mening mindre interessante sange, og Lies af The Knickerbockers føles bare som en lidt tam Beatles-efterligning. Men de fleste numre er virkelig solide, og det er overraskende, når de jo blev både indspillet og udvalgt for så mange år siden. For en musiknørd som mig er der selvfølgelig meget at grave ned i, men jeg føler, at man ikke har brug for et særlig stort kendskab til rytmisk musikhistorie for at kunne nyde Nuggets. Det kræver bare lidt smag for god garagerock, og mere skal der egentlig ikke til. Så Nuggets kan anbefales til langt de fleste, og hvis du kan lide denne anbefales det også at lytte til volume 2-4.

201 – Simon & Garfunkel – Parsley, Sage, Rosemary & Thyme (1966)

I 1966 fik en folk-duo bestående af Art Garfunkel og Paul Simon, der i fællesskab blot hed Simon & Garfunkel, deres gennembrud med pladen Sounds of Silence, og allerede senere samme år udgav de opfølgeren Parsley, Sage Rosemary & Thyme. Denne plade gjorde sig meget bemærket ved dels at have en mere psykedelisk lyd til at binde musikken sammen, men også dels ved at sangene stod i stærk kontrast til hinanden. Åbningsnummeret Scarborough Fair/Canticle er meget svævende og langsomt, og der er noget virkelig hypnotiserende over måden, hvorpå sangen bevæger sig rundt. Som total modsætning er det andet nummer Patterns et meget dramatisk nummer med eksotisk percussion og en meget konfronterende attitude. Og således er mange sange på pladen bare virkelig forskellige fra hinanden, og det ender med at have en enorm indflydelse på pladens kvalitet og dynamik. Sagen er nemlig, at pladen end ikke er en halv time lang, men ligeledes er de individuelle numre sjældent mere end 3 minutter lange og ofte meget kortere, så man får bare som lytter konstant noget nyt at tygge på.

Med undtagelse af de to covers, Scarborough Fair og Silent Night, er samtlige sange skrevet af Paul Simon, og selv disse to er blevet ændret så meget på, at titlerne måtte blive udvidet. Paul Simon har et helt fantastisk øre for melodier, og sammen med Art Garfunkel skaber han nogle virkelig smukke vokalharmonier på visse numre. På nogle numre er Garfunkel i fokus, og da bliver det meget følsomt, meget smukt, nærmest operatisk, og når Simon er i fokus, så bliver det lidt mere kækt, men det bliver også lidt indadvendt på en virkelig tiltalende måde. Igen, dette sørger for, at pladen føles levende, men det gør også, at ingen af disse metoder bliver for brugt. Det gør, at man kan mærke det hver gang, og da pladen er kort, så føles det aldrig som om, det er bare på kanten til at blive forudsigeligt. Det gør også, at man kan lytte til pladen mange gange, og så bliver man i stadighed glad over det. F.eks. synes jeg altid at A Simple Desultory Phillippic (How I Was Robert McNamara’d into Submission) er et hylemorsomt nummer. Det er en parodi på Bob Dylans nye, mere elektriske lyd og vokalstil, og det er helt fantastisk. Og det lyder faktisk godt.

Der er to numre, der virkelig gør Parsley, Sage, Rosemary & Thyme til et mesterværk, og de er at finde i hver ende. Jeg har allerede snakket lidt om åbningsnummeret Scarborough Fair/Canticle, der jo er en gammel folkesang blandet med nyt Simon-skrevet materiale. På samme måde er afslutningsnummeret 7 O’Clock News/Silent Night den klassiske julesang sunget virkelig smukt af Simon & Garfunkel, og det ville i sig selv være et godt nummer, der bare ville virke underligt i sammenhængen. Julesangen handler jo som bekendt om fred, glæde og den magiske følelse, julen bringer med sig. Paul Simon indfører dog sit eget lille twist – han lægger en falsk radioavis indover, der dog fortæller fuldkommen sandfærdige nyheder. Vi hører om racisme, mord, afhængighed, krig og USA’s trang derefter. Jeg fik en klump i halsen, da jeg for første gang hørte linjen “Nixon also said opposition to the war in this country is the greatest single weapon working against the U.S.”. Det er en stor måde at afslutte sådan et kort album. Og selvom sangen kun gør pladen to minutter længere, så føles albummet pludselig meget større. Parsley, Sage Rosemary & Thyme er et mesterværk.