423 – The Mamas & the Papas – Greatest Hits (1998)

The Mamas & the Papas var en af 60’erne mest succesfulde folk rock-grupper, og det var jo ikke fordi der var få af den slags. De havde rigtig mange hits, heriblandt California Dreamin’Monday, MondayCreeque Alley, Dedicated to the One I Love og Dream a Little Dream of Me, og disse blev med mange andre i 1998 opsamlet på Greatest Hits. Og af en opsamling at være, er den ikke spor ringe. Man får alle de sange, man ville forvente, og man får også meget andet. De største numre, the Mamas & the Papas optog, var nogle rigtig gode sange, og dette er albummets helt store styrke. Numre som Monday, Monday og California Dreaming indeholder nok nogle af 60’ernes flotteste vokalharmonier, der ikke bliver sunget af the Beach Boys. Dedicated to the One I Love og Dream a Little Dream of Me er nogle virkelig smukke kærlighedssange, som man kommer til at tro fuldstændig helhjertet på. Og Creeque Alley og Go Where You Wanna Go er intet mindre en nogle rigtig sjove, skægge popsange, som kan vække store smil på læberne.

Albummets store svaghed er som med så mange opsamlinger, at de ikke altid var lige gode. Albummet er opstillet nogenlunde kronologisk, så man får nogle punkter, hvor materialet virkelig ikke er nær så godt, som det er andre steder på pladen – navnlig i begyndelsen, hvor al materialet fra deres fremragende debutalbum, If You Can Believe Your Eyes And Ears, befinder sig. De værste numre er nok deres covers af R&B-sange. My GirlTwist and Shout og Dancing in the Street egner sig ikke rigtig til deres stil. Heldigvis er disse godt adspredt, så det er ikke som på mange andre opsamlinger, hvor man får store klumper af ragelse. Det er dog stadig min klare mening, at ikke et nummer på første halvdel er dårligt, mens det samme ikke helt kan siges om anden halvdel. Anden halvdel har dog også nogle klassikere på sig. Her for eksempel Dedicated to the One I LoveCreeque Alley og det fantastiske afslutningsnummer Dream a Little Dream of Me.

The Mamas & the Papas var fire rigtig dygtige sangere. De havde alle virkelig skønne stemmer, som jeg kunne lytte til i rigtig lang tid, uanset om det skulle være i harmonier eller individuelt. Den bedste af disse dygtige vokalister var dog uden tvivl Cass Elliot, eller Mama Cass, som hun også blev kaldt. Hun er også den eneste af sangerne, der har en solosang med på opsamlingen. Hendes fortolkning af Dream a Little Dream of Me optrådte ganske vist først på en Mamas & the Papas-plade, men hun er den eneste, der synger på den, og hun gør det helt fantastisk. De er desuden også rigtig gode sangskrivere. De kunne virkelig komme igennem med mange forskellige slags følelser, og de gjorde det alt imens, melodierne blev meget fængende. Hvis du kan lide de sene 60’eres pop- eller folk-rock-musik, så er the Mamas & the Papas nok noget for dig, og Greatest Hits er nok ikke et skidt sted at starte. Det er dog ikke fordi deres diskografi er vanvittigt stor, så jeg ville nok bare sige, at deres debut ville være det optimale sted at begynde sit bekendskab til denne gruppe.

437 – George Harrison – All Things Must Pass (1970)

I the Beatles havde frontguitarist George Harrison ikke specielt stor rolle som sangskriver, og det er rigtig synd, for han er slet ikke dårlig i den rolle. Store klassikere som When My Guitar Gently Weeps, Something, Here Comes the Sun og Within You Without You, men desværre stjal Lennon og McCartney ofte lyset fra ham, og de lavede faktisk en regel, om at Harrison kun måtte lave en eneste sang per side på en plade. Han lavede så også nogle plader på egen hånd i bandets sene år, og efter de gik hvert til sit, kunne han endelig fokusere fuldstændig på en soloplade. Resultatet af alt dette arbejde kom så i form af All Things Must Pass, der i sin oprindelige form strakte sig over 3 vinylplader, hvilket var et ganske sjældent syn! De to første dannede selve All Things Must Pass, og den tredje fik navnet Apple Jam. Apple Jam består mest af alt af nogle improviserede stykker, der opstod mens Harrison og bandet jammede. De er rigtig gode, og de viser rigtig flot, hvor dygtige musikere vi har at gøre med, og især Harrison selv gør det virkelig godt på guitar.

De to første sider oser dog også ligeledes af kreativitet i en nærmest eksplosiv grad. Harrison roder sig ud i utrolig mange forskellige stilarter, men han sørger for at holde albummet dynamisk nok, til at man kan sluge det hele. Selvom der er langt mellem Dylan-coveret If Not For You, der egentlig ikke lyder forfærdelig anderledes fra Dylans udgave, og Art of Dying, der har en rimelig klar diskolyd, til trods for at disko slet ikke var opstået endnu, har det hele tiden George Harrisons præg. Det er lidt som hvordan the Beatles lavede musik i så mange genrer, mens de oven i købet revolutionerede en god portion af dem, samtidig med at de altid lød som the Beatles. George Harrison skrev ganske vidst nogle ganske gode melodier, men hans tekster er ikke altid specielt mindeværdige. Ikke at han ikke kan skrive gode tekster, Beware of Darkness og Isn’t It A Pity er alene to rimelig gode eksempler på, at han kan formidle lyrik godt. Andre gange er det ikke noget specielt, men det distraherer ikke fra lytteoplevelsen, at What Is Life og Wah-Wah har ordinære tekster. Det bliver dog aktivt irriterende at høre på hans meningsløse ombytning på ordene i I Dig Love eller hans kedelige tilbedelse af gud på My Sweet Lord.

Produktionen på pladen er generelt meget fyldig og stor. Og det kan meget have noget at gøre med, at Harrisons medproducer var ingen ringere end Phil Spector, kendt for sin Wall of Sound-teknik. Spectors bidrag er rigtig tydelige på What Is Life, Wah-WahApple ScruffsAwaiting You All og Hear Me Lord. Der er dog numre, hvor han heldigvis har holdt lidt igen. Man kan stadig godt høre hans stil, og det er jo godt, for han er en eminent producer, men han overdriver det ikke specielt meget på Isn’t It A PityLet It DownRun of the Mill og If Not for You, og det er rart også at høre en mere rå, nedtonet udgave af Harrison til tider, selvom Spector jo er helt genial. Jeg kunne let klage over albummets længde, men der er virkelig ikke mange sange, jeg ville have fjernet. I Dig Love er bare alt for dum og fjollet, mens den formår at være dette på en ret kedelig måde, og jo mere religiøst et nummer er, des mindre kan jeg virkelig heller relatere til det. Jeg må dog indrømme at Hear Me Lord har en helt fantastisk lyd. Men jo, All Things Must Pass kan klart anbefales. Harrison og Spector arbejder fantastisk sammen, og hvis du kan lide Harrison-skrevne Beatles-sange, så er det nok klart et album for dig.