271 – Smokey Robinson & the Miracles – Going to a Go-Go (1965)

Efter Sam Cookes død i 1964 var tronen som kongen af R&B forholdsvis tom. I 1965 var der to mænd, der for alvor kunne konkurrere om tronen, den ene var den meget afholdte Otis Redding, den anden var frontmanden for the Miracles, Smokey Robinson. Og selvom Otis Redding uden tvivl er det mest populære af de to navne, så har Smokey Robinson  også haft en meget stor indflydelse som sangskriver for navne som The Temptations, The Supremes, Marvin Gaye, The Four Tops og stort set hvert eneste andet større navn, Motown havde at byde på. Og i 1965 var Robinson med sin gruppe, The Miracles, på deres højeste med deres album Going to a Go-Go, der bare indeholder hits på stribe. Lige fra åbningsnummeret, The Tracks of my Tears, ved man, at man har at gøre med popmusik af allerhøjeste kaliber. Der er et fængende omkvæd, en sød tekst, virkelig dygtige sangere, der harmonierer meget smukt, og en sang, der i sin helhed bare hænger utrolig godt sammen. Og det er stort set det, man får i løbet af hele Going to a Go-Go; 12 søde, velskrevne sange om kærlighedens gode og dårlige sider, angrebet fra et par forskellige kreative vinkler. Eller, titelnummeret handler ikke om kærlighed, det handler bare om fest, men kærlighed er stadig en stor del af pladen.

Teksterne er meget kreative, og de er noget af det bedste ved pladen. Der er klichéer hist og her, f.eks. på den ellers fantastiske Ooh Baby Baby og den noget mindre imponerende Since You Won My Heart, men ellers er der ret originale koncepter bag de fleste af sangene. From Head to Toe handler om hvordan de forskellige kropsdele er tiltrukket af Robinsons udkårne, The Tracks of My Tears handler om hvordan han skjuler sine sorger med et smil – eller make-up, som han kalder det – og My Baby Changes Like the Weather sammenligner en kvindes uforudsigeligheder med vejret. Det hele er meget sødt. Det hele er faktisk forbandet sødt. De tristere sange har ikke rigtig nogen frustrationer, lige med undtagelse af Ooh Baby Baby og A Fork in the Road, men på disse er det også begrænset. Heldigvis er det en kort plade, så man får ikke sukkerchok, men hvis den blev ved i længere tid, så ville det være uudholdeligt. Nu har jeg nævnt Ooh Baby Baby et par gange, så jeg må nok gå lidt mere i dybden med den. Da jeg første gang lyttede til den, så jeg det som en ret kedelig doo-wop-sang, men den er fyldt med smukke vokalharmonier og virkelig stærk dynamik. Den er fortalt ret vagt, men melodien er virkelig stærk, og til trods for det lave tempo, kommer den hurtigt fremad.

Vokalerne på albummet er også værd at snakke om. Hvis du ikke kan lide falsetter, så har du ikke meget at gøre her, for Robinsons stemme er usandsynligt lys. Han var angiveligt 25, da denne plade blev optaget, men det er svært at tro på, at han i det hele taget var kommet ind i puberteten, endsige kommet ud af den. Men hans stemme er dog også gudeskøn. Han kan noget helt særligt, og selvom følelsesregisteret ikke er særlig stort på denne plade, så forhindrer det ikke Robinson i at udtrykke sig rigtig meget. Stemmen kommer vidt omkring, og han er næsten umulig ikke at holde af. Albummets helhed virker ikke helt, som om, den er gennemtænkt. Jeg kan dog ikke rigtig bebrejde dem. Albumkunsten var først virkelig begyndt at dukke op, og frontløberne var enten i Storbritannien eller på vestkysten. Dem, og så var der jazzmusikere. Intet af dette beskriver rigtig Smokey Robinson & the Miracles, og det forklarer også, at pladen virker ret ufokuseret. Den er dog spækket med gode sange, og det kan man slet ikke komme udenom. Hvis du vil have motown-lyden som den er bedst, så er Smokey Robinson & the Miracles et godt bud, og Going to a Go-Go er muligvis deres største album-værk, men lyt også gerne til mange af de singler, de har udgivet ved siden af.

422 – Diverse kunstnere – The Best of the Girl Groups Vol. 1 og 2 (1990)

I starten af 60’erne var det amerikanske poplandskab ufatteligt kedeligt. Hele landskabet var fyldt med enten kønsløs eller fjollet pop-rock og doo-wop. Jeg ville ikke rigtig kunne holde ud at lytte til tidlig 60’er-radio, for langt de færreste store musikere tog musikken spor seriøst. Sig hvad du vil om Big Girls Don’t CryThe Monster Mash eller Sugar Shack, og jeg synes da også at de kan være sjove til tider, men de var uden tvivl skrevet og opført af folk, der var fuldkommen ligeglade med, om musikken, de lavede, rent faktisk var god. Der er INTET man intellektuelt kan hive ud af dem. Det, der virkelig redder denne æra fra at være fuldstændig forfærdelig, ville nok være pigegruppe-genren. I 1990 blev de bedste pigegruppe-numre samlet på to albums, der til sammen udgjorde The Best of the Girl Groups. Første album har de fleste af de allerstørste hits i genren: Leader of the PackHe’s So Fine og Chapel of Love åbner pladen, og man ved fra da af, at man er på vej til at opleve en ren hitparade.

Det er et rigtig godt udvalg, der er til stede her. Der er mange virkelig fængende numre herpå, og de bliver sunget rigtig flot. Og man kan rent faktisk dykke ned i de forskellige instrumenter og høre hvordan, de arbejder sammen om at skabe sangens groove. Mellem alle de berømte sange, har der også sneget sig nogle mindre kendte sange ind, og de er slet ikke dårlige. He’s Got the Power af the Exciters, Dream Baby af Cher og I Can’t Let Go af Evie Sands er ikke specielt kendte numre, men de er slet ikke dårlige. Det andet album indeholder endnu flere obskure numre. To af de bedste på pladen er The Kind of Boy You Can’t Forget af the Raindrops og You Don’t Know af deres forsanger, Ellie Greenwich. Greenwich har skrevet en del af de mest populære numre i genren sammen med den anden halvdel af the Raindrops, Jeff Barry, og de er ganske dygtige. Melodierne er fængende, oprigtige og sjove. Et andet dygtigt sangskriverpar, Gerry Goffin og Carole King, har også skrevet mange af numrene på de to plader, og de forstod også virkelig at skrue popsange sammen.

Hvert The Best of the Girl Groups-album varer 45 minutter, og jeg kan ikke anbefale at gå igennem begge lige efter hinanden. Det er trods alt ikke andet end en masse kærlighedssange, dog for det meste af god kvalitet. Men det hele er rigtig pænt. Der mangler lidt af den kant, der kom i midt-60’erne med the Beatles, the Byrds, The Animals og the Beach Boys. Det kan sagtens holdes ud i 45 minutter, men halvanden time med den slags musik kan godt blive lidt kedsommeligt. Man får lidt lyst til bare at sætte Rage Against the Machine, My Bloody Valentine eller Hüsker Dü på for fuld drøn. Men pladerne giver dig dog rigtig stor indsigt i genren, og man får lært næsten alt, der er at vide om den. Hvis man ikke er meget til genren i forvejen, så kan denne plade nok ikke ændre noget, men hvis man er forelsket i den slags musik, er det et rent paradis. Og hvis man vil lytte til pigegruppemusik, er det jo heller ikke fordi der er mange gode alternativer, da der ikke findes specielt mange gode studiealbums fra den tid. The Best of the Girl Groups-pladerne er næsten så gode som de kunne blive, og det er en af de bedste opsamlinger derude.

427 – The Ronettes – Presenting the Fabulous Ronettes Featuring Veronica (1964)

The Ronettes nåede kun at udgive en enkelt plade, men den plade kom til at være en af de største, legendariske producer Phil Spector nogensinde fik hænderne i. Den hed Presenting the Fabulous Ronettes Featuring Veronica. Denne Veronica er i dag bedre kendt som Ronnie Spector, og at sætte hende foran de to andre medlemmer i albumtitlen er faktisk ganske retfærdigt. Hun er nemlig en helt fantastisk sanger, hvorfor hun da også synger for på samtlige numre. Det første nummer, Walking in the Rain, er et af gruppens største. Det handler om de træk, Ronnie leder efter i en mand, og selvom disse ønsker som med så mange andre pigegruppesange fra samtiden er ganske overfladiske, er de troværdigt overfladiske, og Phil Spectors produktion er fantastisk. Her kan især bemærkes torden- og regneffekterne, der giver sangen liv. Do I Love You er en mere reel kærlighedssang, og Ronnies stemme er helt perfekt her. So Young er et cover af en doo-wop sang fra 1958, og den omhandler et individ, der er for ungt til ægteskab, som dog ønsker det. Det er noget mere troværdigt i originalen, hvor det rent faktisk er en teenage-dreng, der synger, men sangen lyder stadig ret godt med the Ronettes.

(The Best Part Of) Breaking Up er en utrolig fængende popsang, der ikke har så megen lyrisk dybde, men det er nok et af pladens bedste eksempler på Phil Spectors produktion, og især mundharmonika-portionen gør lyden interessant. I den lidt mere forældede ende af pladen finder man I Wonder, der bare handler om at drømme om prinsen på den hvide hest. Den er ellers delvist skrevet af den ganske dygtige Ellie Greenwich, og jeg kan ikke benægte at melodien stadig er rigtig fed, men teksten er alt for distraherende, især efter gentagne gennemlytninger. Hvis vi dog virkelig skal snakke forældede sange, så er det især tydeligt på deres cover af What’d I Say, som jeg dog må indrømme, lyder ret fedt. Det lyder dog kun fedt, fordi det lyder fuldkommen som originalen, bare med kvindestemme og Phil Spectors produktion. Det er ikke dårligt, det føles bare unødvendigt. Efter den får vi dog den tidløse klassiker, Be My Baby. Denne sang har et helt legendarisk beat, utrolig produktion, og den sidder efterhånden så godt fast i mit hoved, at jeg ville kunne synge synkront med sangen, uden at jeg overhovedet hørte på andet end de to første sekunder.

Anden del af det, jeg kalder Baby-trilogien hedder You Baby, og den er ret banal. Der er meget bedre kærlighedssange der ude, og selvom jeg har hørt dette album ret ofte, kan jeg slet ikke huske noget af denne sang. Denne selvopfundne trilogi afsluttes med Baby I Love You, og hvor omkvædet er rigtig godt, er versene ret trivielle. How Does It Feel er rigtig godt komponeret og helt fantastisk produceret. Det er konsekvent ganske hurtigt, og der sker virkelig meget. Et langsommere nummer er When I Saw You, og det er endnu et af de numre, der bare forsvinder fuldkommen ud af min hukommelse, så snart, jeg er færdig med at høre det, selvom strygerne dog er ganske smukke. Gruppen giver os endnu et unødvendigt cover med Chapel of Love, der desværre afslutter nummeret. Jeg kan ikke benægte, at det lyder godt, men igen, det lyder næsten fuldstændig som Dixie Cups-versionen. Jeg vil dog sige, at jeg foretrækker denne udgave, men forskellene er så minimale, at jeg knap nok kan argumentere for, at den ene er bedre end den anden. Pretending the Fabulous Ronettes Featuring Veronica er absolut ikke et dårligt album, især ikke, hvis man er glad for genren, men man skal tage i betragtning, at albummet ikke rigtig endnu var blevet til en kunstform, da den blev udgivet.

431 – Diana Ross & the Supremes – Anthology (2001)

Diana Ross, Florence Ballard, Mary Wilson og mange andre har gennem tiden været medlemmer af R&B–pigegruppen, the Supremes. De var et af de største navne i løbet af 60’erne og 70’erne med sange som You Can’t Hurry LoveBaby LoveWhere Did Our Love Go, You Keep Me Hangin’ OnStop! In the Name of Love og Come See About Me – alle utrolig fængende kærlighedssange. Og disse blev med mange andre sange, også oftest om kærlighed, samlet på Anthology i 1974. Denne plade er så udkommet i forskellige udgaver i 1986, 1995 og senest i 2001. Og i dag anmelder jeg så 2001, der er rigtig lang. Hele 50 forskellige sange er at finde på den. Det enorme antal sørger selvfølgelig for, at man opdager masser af sange, man ellers ikke ville kende til. Og jeg er absolut glad for nu at kende til When The Lovelight Starts Shining Through His EyesI Want a GuyIn and Out of LoveI Hear a Symphony, Desværre er der også mange sange på pladen, som bare ikke er så fantastiske igen: Buttered PopcornThe Tears deres covers af Bewitched, Bothered and Bewildered, A Hard Day’s Night og Whistle While You Work, bare for at nævne nogle eksempler.

Opsamlingen er desværre også kronologisk opbygget. Det er virkelig skidt for albummet, for man får det allerbedste lige efter hinanden, og de fleste skal nok et godt stykke ind i pladen, før de kan genkende et nummer. Midten af Disc 1 er derfor en ren hitparade. Starten og slutningen af denne er knap så kendte sange, men man opdager ofte nogle sande guldkorn. Disc 2 er derimod en lidt lunken affære meget af tiden. Det er ret cool, når de spiller sammen med The Temptations, og der er uden tvivl også mange gode sange, som de lavede på egen hånd. Der er dog desværre også en del sange, der ikke lyder af andet end dollartegn. Der er en god portion af deres senere karriere, som bare er det rene samlebåndsarbejde. Medlemmer kom og gik også meget i løbet af især gruppens senere år, så det er nærmest en smule trist at lytte på side to. Det er ikke decideret forfærdeligt, men det er rigtig ordinært. Supremes var i de første to tredjedele af 60’erne nogle rigtig friske unge kvinder, der arbejdede sammen med nogle helt fantastiske sangskrivere om at lave sublime popsange. I slutningen af 60’erne var de bare pinlige forsøg på at gøre deres storhed igen.

I 1967 forlod Florence Ballard dem, og hendes stemme var måske gruppens smukkeste. Og selvom Diana Ross og Mary Wilson stadig var der, føltes det ikke rigtig som the Supremes længere – det føltes dog som en ganske god efterligning. Sangskriverne lod også til at sænke ambitionerne, når Ballards smukke stemme ikke længere var en del af gruppen, men de var uden tvivl stadig dygtife. I 1970 forlod Diana Ross dem så også, og nu var det bare pinligt. Efter, du på Disc 2 har hørt Someday We’ll Be Together, så skal du bare sige tak for nu. Resten  af cd’en er ikke noget at skrive hjem om. Det er ganske vist optaget efter Diana Ross-æraen, men det føles som om, pigegruppegenren bliver skruet 10 år længere tilbage. Det er nok heller ikke helt tilfældigt, for det er mest af alt covers af sange fra starten af 60’erne. Og det er ikke engang specielt gode covers. Jeg kan især som stor Beatlesnørd sige, at jeg er ekstremt skuffet over deres behandling af A Hard Day’s Night. Den mangler alt sin styrke, og især guitarsoloen er her helt til grin. Hvis du er stor Supremes-fan, så er Anthology nok noget for dig, men den er så langt fra perfekt. Der er nørde-guf til nørderne, men en god lytteoplevelse får man kun rigtigt på første cd.

465 – The Drifters – The Drifters’ Golden Hits (1968)

I 1953 blev en mandlig R&B-vokalgruppe ved navn the Drifters samlet. De lavede nogle af de største hits indenfor genren i løbet af 50’erne og 60’erne, i starten med Clyde McPhatter som det væsentligste navn på sange som Money Honey, Honey Love og Such A Night. McPhatter forlod gruppen i 1954, og ovenpå lidt svingende held med Johnny Moore som frontfigur, fyrede pladeselskabet i 1958 hele gruppen, og erstattede dem af en anden gruppe, der dengang hed The Five Crowns, men som da fik navnet The Drifters. Mange kom og gik også fra den gruppe, inkl. den formidable Ben E. King, og Johnny Moore vendte skam også tilbage. Denne nye gruppe fik i 1968 opsamlet deres største hits på albummet The Drifters’ Golden Hits. Det er, hvis du spørger mig, lidt synd, at der ikke er et eneste nummer fra før 1958 på pladen, da det ikke blot er en  vigtig del af gruppens historie, men også da der ellers er så mange forskellige gruppesammensætninger på pladen, at de tidlige sangere ikke ville stikke ud i forhold til resten, især ikke da Moore netop ville vende tilbage.

Noget andet, der er lidt trist ved opsamlingen, er at den er opstillet helt kronologisk. Det kan virke nogen gange, f.eks. viser det tydeligt Madonnas udvikling som en kunstner på The Immaculate Collection, men da ikke en person har medvirket i hverken optræden eller skabelse af samtlige numre på opsamlingen, kan det slet ikke udtrykke sådan noget. Til gengæld ødelægger det kraftigt dynamikken på albummet. Mange sange i præcist samme tempo kommer efter hinanden, og det værste eksempel er, at Under the Boardwalk er placeret direkte før Sand In My Shoes, hvori der som reference bliver sunget linjen Out By The Sea” med præcis samme toner. Hvis jeg lige tillader mig selv at fokusere væk fra, hvordan albummet er konstrueret, så er det fyldt med formidable popmelodier, der stadig holder. De er fængende, de er sunget af dygtige sangere, der lyder oprigtige, og så er hver sang i sig selv ret godt opbygget. Der er en meget klar vægt på kærlighedssange, og mens det selvfølgelig ikke er noget nyt, hvad det heller ikke var i 60’erne, så har de udført det ret godt, med masser af charme.

Og selvom jeg nok ville have rykket rundt på rækkefølgen, vil jeg sige, at udvalget er ret godt, som det er. Klassikere som There Goes My Baby, Save the Last Dance for Me, Up on the Roof, On Broadway og Under the Boardwalk udgør meget af albummet, så man kan smile lidt, som man genkender dem, samtidig med, at man får nogen sange, som man ikke nødvendigvis kendte. Selv er jeg langt fra en Drifters-ekspert, så mit nye kendskab til I Count the Tears og Dance With Me og andre sange er absolut positivt. Det eneste nummer, der ikke rigtig fik overvundet mig er Sand In My Shoes, der bare lyder som en doven blanding af Some Kind of Wonderful og Up On The Roof, der oven i det også er mere sammenhængende, har bedre tekster, og er mere følelsesrige. Sand in My Shoes skal forestille en trist sang, og så hjælper det ikke rigtigt at tage fra to så lykkelige sange. Alt i alt er The Drifters’ Golden Hits en samling af nogle rigtig gode popsange, men albummet måtte godt have været struktureret lidt bedre.

480 – George Michael – Faith (1987)

Wham! var et af de mest uskyldige bands nogensinde. Der var absolut intet provokerende ved dem. Indtil man da når til Careless Whisper, en sang, som forsanger George Michael faktisk lavede på egen hånd, selvom den findes på Wham!-albummet Make It Big. Den er fræk og vovet, og den har absolut intet med det andet Wham!-medlem, Andrew Ridgeley at gøre, og uskylden i Wham! er selvfølgelig charmerende nok, men George Michaels evner som musiker blev kraftigt begrænset af dette image, så i 1986 gik Ridgeley og Michael fra hinanden, og Michael fokuserede på mere moden musik. Det resulterede så i albummet Faith fra 1987, som indeholder så mange megahits, at man ikke kan tælle dem på en enkelt hånd. Bid mærke i, at der altså kun er 9 sange på Faith, så det er næsten som at høre et opsamlings-album, men næ nej – alle disse sange var lavet til et og samme album. De er alle enormt fængende, og hvis ikke én eneste sang sidder fast i dit hoved, når du er færdig med at lytte til albummet, så har man vist bare generelt svært ved at få sange på hjernen.

George Michael var uden tvivl meget påvirket af funk og soul, da han skrev Faith, og han formår på fremragende vis at gøre det, disse genrer er berømte for. Hans stemme er sjælfuld og længende på bl.a. Father Figure og One More Try, og han bliver funky og fuld af energi på f.eks. I Want Your Sex (Parts I & II) og Monkey. Der bliver på albummet vekslet meget imellem de funk- og soul-inspirerede sange, så de energiske dansesange kommer med gode mellemrum, så de ikke virker for overgearede, mens de langsomme sange heller ikke trækker ned på albummets overordnede tempo. Samtidig er de to genrer jo tæt beslægtede, så det føles ikke på nogen måde underligt at høre Father Figure efterfulgt af I Want Your Sex (Parts I & II). Nu er det jo heller ikke ren og skær R&B vi har at gøre med. Hans fortid i synthpop bliver ikke ignoreret, så det var let at forholde sig til for Wham!-fans. Personligt tror jeg ikke, at det ville have ændret meget på musikken, hvis han havde brugt traditionelle instrumenter i stedet for synthesizeren, men det irriterer mig ikke, at den er der.

Faith vil ikke ændre på, hvordan du lytter til musik. Den tilføjer ikke meget til poplandskabet, som man ikke allerede har set tusindvis af gange før, men Michael forstod tydeligvis, hvorfor de gamle metoder virkede så godt. Han udnyttede alle de gamle tricks i bogen rigtig godt, men næsten intet føles til gengæld som et helt unikt Michael-varemærke. På den måde mærker man ikke at Michael har haft noget specielt personligt at fortælle, selvom han selv har skrevet, komponeret og produceret hele albummet. Hvis man dog vil have et album, der ikke er en opsamling, der har traditionel 80’er-pop af konstant høj kvalitet, så er Faith et af de bedste albums, man kan finde sig, især hvis man vil have noget, der afviger fra al den new wave, årtiet ellers havde at byde på, men hvis man vil have noget mere unikt, skal man lede en kende længere.

493 – Earth, Wind & Fire – That’s the Way of the World (1975)

Earth, Wind & Fire var en af de mange grupper, der i 70’erne tog R&B i helt nye retninger – Sly & the Family Stone startede trenden i slutningen af 60’erne, og i 70’erne begyndte Stevie Wonder, Parliament, Funkadelic, Marvin Gaye, James Brown, The O’Jays, War, Curtis Mayfield og selvfølgelig Earth, Wind & Fire at tage R&B i nye, mere interessante afskygninger. Disse musikeres bedrifter i 70’erne dannede grundlag genrer som disko, post-disko, hip hop, funk-rock og neo-soul. Dagens 9 mænd i skysovs er som sagt Earth, Wind & Fire, og albummet, vi skal snakke om er That’s the Way of the World, et album der især udmærker sig med en enorm diversitet i lyden. Bandet giver dig en positiv meddelelse med den festlige Shining Star i starten, derefter et langsommere, reflekterende titelnummer, så Happy Feelin’, et hysterisk lykkeligt nummer, der er svært at undgå at smile til, og derefter slutter pladens A-side All About Love, et nummer delvist kører som spoken word, delvist kører som en almindelig sang.

Hele A-siden har et gennemgående tema om kærlighed overfor verden, og der er generelt ikke mange sure miner på denne plade, men de føles aldrig lalleglade. De føles bare ufatteligt taknemmelige over, at de har det, som de har det. Åbningsnummeret, Shining Star siger, at du er en skindende stjerne uanset hvem du er – alle har potentiale – alle kan gøre noget stort og godt her i verden. Det lyder måske latterligt når jeg siger det, men det bliver livsbekræftende med Earth, Wind & Fires melodi, tekst og udførsel. De er 9 medlemmer, og det kunne være kaotisk, men de gør blot deres lyd meget bredere af den årsag. B-siden er stadig meget lykkelig og kærlig – Yearnin’ Learnin’ handler f.eks. om at erfare sig i verden. Den minder lyrisk meget om Shinin’ Star, men den mere funkorienterede lyd gør sangen unik, og dens temposkift hjælper også meget til. Reasons er navnet på sangen der kommer derefter, og med en langsom, nærmest jazzet falset synger Phillip Bailey oprigtigt løs om sød, dejlig kærlighed mellem to personer.

Albummet fortsætter med Africano, der lyder meget som titlen antyder. Afrikansk folkemusik bliver blandet sammen med funk, og Andrew Woolfolk får fyret både en fantastisk fløjte- og saxofonsolo af på dette instrumentale nummer. De afrikanske indflydelser føjer igen til diversiteten, og diversitet er rigtig vigtigt på et album. Det gør, at man har lyst til at fortsætte med at lytte til albummet, for uanset hvor god en sang er, har de færreste lyst til at høre et albums fyldt med sange, der lyder for sent. That’s the Way of the World er et album, der konstant giver dig noget anderledes at tygge på. Samtidig er der nok rød tråd rent genremæssigt, til at du nok ville kunne lide hele albummet, hvis du kan lide så meget som et eneste nummer. Albummet slutter med See the Light – dette numer runder flot albummet af. Temposkift, imponerende saxofon, flot falset, ekstatisk kor, en måske lige lovlig kort guitarsolo, men alt i alt et funky nummer fyldt med sjæl, der runder et album af, som kan anbefales til alle fans af 70’ernes mere eksperimenterende R&B.