Tag-arkiv: Hardcore hip hop

400 – Nas – Illmatic (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1994 kom en ung, spirende rapper på banen med albummet Illmatic. Hans navn var Nasir Jones, og han udgav dette album under navnet Nas. Illmatic er siden blevet kendt for to ting: først og fremmest at være et af de bedste rap-albums nogensinde, men det er også uden tvivl det eneste album, Nas har udgivet, der på nogen måde er på det niveau. I rapverdenen er debuten rigtig ofte det bedste album, især hvis deres tekster handler meget om livet på gaden og problemer med politiet, for efter gennembruddet er sådanne ting sjældent problematiske. Til gengæld er de et rigtig vigtigt element på Illmatic, hvorpå Nas i løbet af alle numre maler et meget interessant billede af miljøet for fattige sorte i New York. Hans tekster er hæsblæsende, og de er nok noget af det bedste ved albummet. Man får linje efter linje, om hvordan det stod til for Nas før albummets udgivelse. Linjer som “Life’s a bitch and then you die; that’s why we get high, cause you never know when you’re gonna go” fra Life’s a Bitch og “I never sleep, cause sleep is the cousin of death” fra N.Y. State of Mind er gode eksempler på dette.

Nas har dog en langt større force end bare at have oplevet meget i løbet af sit liv, hvilket dog i sig selv er bemærkelsesværdigt, da han kun var 19 år gammel dengang. Nas’ helt store våben er hans evner som lyriker. Hans vendinger er helt fantastiske. Hvert eneste ord kommer perfekt og helt naturligt efter det hele, og lydene, der kommer ud af hans mund, nærmer sig perfektion. Han virker meget selvsikker i sin levering, selvom han alt efter emnerne selvfølgelig kan virke meget påvirket af det, han synger – men hans mund kører stadig fuldstændig mirakuløst afsted, og den passer som fod i hose til beatet. Og pladens beats er også virkelig gode. Med så gode tekster som Nas’, ville de fleste beats nok falme virkelig meget, men Illmatic har noget af 90’ernes bedste hip hop-produktion på sig. Den er ikke nær så stor og teknisk imponerende som Puff Daddys, og den er ikke nær så vild som Rick Rubins, men den lyder kraftigt af storbyen. Den er ret upoleret, og der bliver samplet ikke blot meget funk og soul som så ofte med tidens hip hop, men jazz har faktisk også en stor rolle, og det føles ganske unikt.

I hip hop er der vane for, at man har nogle gæsterappere med på et par numre. Men virkelig, hvem i alverden kunne på nogen måde være på et niveau, hvor det overhovedet er retfærdigt at sammenligne dem med Nas? Nok ikke ret mange, men han har ikke desto mindre en gæst med, og det er ikke et stort navn, men AZ kommer med et ret fedt vers på Life’s a Bitch. Jeg har aldrig lyttet til andet AZ end det ene vers, men hans er faktisk næsten lige så godt som Nas’ – og Nas har konstant et virkelig, virkelig højt niveau på pladen. Jeg elsker 90’er-rap, men jeg anerkender, at alt for mange af den periodes albums spilder tiden med ikke specielt morsomme skits eller sange, der ikke siger noget som helst, mens albummet oven i købet er så langt, at der slet ingen konsekvens ville være på at skære middelmådighederne. Middelmådigheder er der dog ingen af på Illmatic. Hvert sekund er værd at lytte til. Selv det meget korte intronummer, The Genesis, giver et rigtig godt billede af begyndelsen på Nas’ rapkarriere, selvom det består af hovedsageligt skuespil. Illmatic er opfattet af mange som det bedste rap-album nogensinde, og man forstår det let. Jeg har nok nogle få favoritter over denne, men det er stadig næsten umuligt at lave en hip hop-plade bedre end Illmatic.

459 – EPMD – Strictly Business (1988)

Udgivet den af
Svar

EPMD består af to rappere, der i løbet af pladen omtaler sig selv og hinanden under mange navne, men for at gøre denne anmeldelse så forståelig som muligt, vil jeg bruge de simpleste af dem, E og PMD. Deres debutalbum, Strictly Business fra 1988 åbner med et Jungle Boogie- og I Shot the Sheriff-samplende titelnummer, hvor man får introduceret dagens to mænd i skysovs. Med rigtig fed humor viser de frem, hvor barske de er, og beatet er dejligt funky. Man bemærker hurtigt forskellen mellem E og PMD. E har det f.eks. med at lyde en smule utydelig. Det er meget syndt, for E er nok den morsommste af de to, men heldigvis sker det ikke alt for ofte. Hans stemme er meget atypisk rap, da man nærmest kan høre hans spyt i munden. Det er ikke decideret en skidt ting, men det kræver lige noget tilvending. PMD er noget lettere at gribe fat om, hvis man har lyttet til noget af samtidens hip hop. Han har et rigtig godt flow, der sagtens kan konkurrere med genrens helt store flow-mestre som Rakim og KRS-One.

Albummet er rigtig letsindigt, der ligger meget fis og ballade i teksten, og meget få sange har deciderede temaer. Man behøver derfor ikke at følge specielt meget med, før man kan nyde alt, dette album har at byde på, og hvis produktionen såvel som de individuelle linjer ikke var så stærke, ville dette nok være et problem. Personligt kunne jeg bare sidde og høre E sige “To make you wiggle and jiggle like gelatin” over beatet fra Jungle Boogie hele dagen, selvom teksten ikke er specielt dyb. Det handler lige så meget om ordenes lyd som betydning. I løbet af hele albummet er produktionen festlig og sjov, og den passer som regel rigtig godt til det, E og PMD rapper om. Jeg aner ikke, hvem der fik denne idé, men mit eneste store problem med produktionen, er når de af en eller anden mystisk grund vælger at gentage en linje, før den i første omgang er afsluttet. Det kan i andre tilfælde lyde psykedelisk, men der er intet andet, der bygger op mod sådan en effekt, så det ender mest af alt med at distrahere lytteren fra, hvor god resten af musikken er. Det sker desværre en kende for ofte.

Der er nogle få sange, der har klare temaer. Heriblandt er min absolutte favorit The Steve Martin, der er en klar parodi på sære dansediller som The Loco-Motion og Mashed Potato Time. Dansen går åbenbart ud på at bevæge sig som Steve Martin gør i filmen The Jerk. Og så gør beatet det også rigtig let at bevæge sig til, så det passer perfekt sammen. De er dog altid rigtig morsomme, nok en af 80’ernes generelt mest komisk begavede rapgrupper, og da deres humor er så stærk, gør nok det dengang nærmest obligatoriske DJ-nummer, DJ K La Boss af DJ’en af samme navn, til en noget kedeligere affære, som bare skaber et underligt tomrum, hvor intet sker. Strictly Business er et rigtig godt album. Det har sine skønhedsfejl, og tidens tand har ikke været for venlig mod den, men det, den gjorde bedst i 1988, er stadig virkelig bemærkelsesværdigt godt.

464 – Jay-Z – The Blueprint (2001)

Udgivet den af
Svar

Jay-Z har efterhånden rappet evigheder, og at han stadig er så stor er virkelig noget usædvanligt. Han har været der siden 1996, og hans absolutte mesterværk kom, hvis du spørger mig, med The Blueprint i 2001, som ikke blot var fyldt med nogle af Jay-Z’s absolut bedste værker som rapper, men det er også i hænderne på nogle fabelagtige producere. Først og fremmest fik det verden til at genkende den absolut geniale producer Kanye West, der siden selv ville blive rapper, men også navne som Timbaland, Bink og Just Blaze udmærker sig med nogle af de bedste beats, de nogensinde har lavet. Albummet varierer meget i toneleje, men uanset hvad, er beatet altid lige i øjet. Albummet åbner med den Bink-producerede The Ruler’s Back, der som titlen antyder, annoncerer Jay-Z’s tilbagevenden. Ikke at der var gået lang tid siden sidste album, men det går mere ud på at fastslå hans overlegenhed.

Overlegenhed er ligeledes et stort emne på den næste sang, Takeover, produceret af Kanye West, der kreativt sampler Five to One af the Doors og Fame af David Bowie. Sangen er et rigtig grovmundet “diss”, som man kalder det, rettet både mod Prodigy fra Mobb Deep og mod Nas. De er begge rigtig dygtige, elskede rappere, så at gøre dette er ikke blot modigt, men Jay-Z og Kanye gør det rigtig underholdende og humoristisk, og det er muligvis Jay-Z’s absolut største bedrift som lyriker. Jeg keder mig dog heller ikke et sekund, som den næste sang, der også er produceret af Kanye, kører gennem mine øren. Izzo (H.O.V.A.) er ganske vist ikke andet end pral med pral på, men Jay-Z gør det overbevisende, og det Jackson 5-samplende beat hjælper så sandelig. Jay-Z er som pladens røde tråd altid interessant og morsom. Numre som Girls, Girls, Girls og Jigga that Nigga er som sådan ikke andet end nogle sjove pop-rap-numre, men takket være sjove linjer og festlig funk/soul-inspireret produktion går det op i en højere enhed. Efter dem, får vi U Don’t Know, der er en lidt alvorligere sag om Jay-Z’s personlige problemer, og når han bliver seriøs, kan han sagtens også klare sig. Jeg forstår bare ikke hvorfor Bobby Byrd-samplet havde brug for smølfestemme, men det er en uvæsentlig detalje.

Albummet opmuntrer da sig selv, for Jay-Z ved jo netop, hvad han laver, uanset hvad Soulsmølf siger, så derfor kommer det lystige Timbaland-producerede festnummer Hola’ Hovito, som oser af typisk Timbaland-produktion fra da han var bedst, men det er, hvis du spørger mig, ret godt. Det er funky, festligt, og bare generelt rigtig sjovt at lytte til, og Jay-Z er som i løbet af det meste af albummet rigtig vittig, men for igen lige at skabe lidt variation, kommer to Kanye-producerede numre, der ikke just er lykkelige, og Heart of the City (Ain’t No Love) og Never Change er også eminente numre, der viser, at Jay-Z er mere end blot en alfons, og at Kanye er mere end en popstjerne. De er begge rigtig rørende, og de er noget af det bedste på pladen. Efter dem får vi de hårdtslående All I Need og Renegade, sidstnævnte sammen med Eminem, og Eminem stjæler virkelig showet. Hans optræden på det nummer er noget for sig, og selvom det er lidt sært med et enkelt gæstevers omgivet af udelukkende Jay-Z, så er det i det mindste rigtig godt. Albummet slutter med Blueprint (Momma Loves Me), hvor han bliver sentimental og takker sin mor for alt det, hun har hjulpet ham gennem. Hvert eneste nummer på dette album er formidabelt, og The Blueprint er uden tvivl et af 00’ernes bedste hip hop-albums.

478 – LL Cool J – Radio (1985)

Udgivet den af
Svar

LL Cool J udgav som blot 17-årig Radio, og det endte med at blive en af de mest indflydelsesrige hip hop-plader nogensinde. I højere grad end nogen anden før ham kunne han fornærme og prale. Han fik sig selv til at lyde viljestærk og rå, mens han på det groveste nedgjorde alle, der havde noget negativt at sige til ham. Ikke alene var det en helt ny måde at rappe på, som i dag har overlevet i næsten 20 år, men det var også det første hip hop-album som den i dag legendariske Rick Rubin producerede. Hans produktion har varieret meget gennem tiden, men den har næsten altid været meget hårdtslående, og Radio er ingen undtagelse. Han er samtidig meget minimalistisk. Der bliver ikke brugt meget andet end nogle simple, tunge rytmer og af og til nogle samplede guitarer eller andet i den dur. Den simple produktion fremhæver dermed LL Cool J selv. Han er da også en formidabel rapper, når han er bedst. Desværre er han ikke altid på sit højeste niveau, og pladens alder viser sig tydeligere år for år.

På åbningsnummeret, I Can’t Live Without My Radio, maler han sig op som en person, der har styr på det hele og fortjener respekt, hvilket folk da også giver ham, for han har nemlig en JVC-radio, hvilket åbenbart var et statussymbol i LL Cool J’s kvarter i midt-80’erne. Selvom en JVC-radio ikke er det, man oftest er stolt af at eje i 2012, bliver man let overbevist af sangen, om at LL Cool J ikke er en hr. hvem som helst. Hans stærke attitude fortsætter på resten af albummet med numre som You Can’t Dance, That’s A Lie og Rock the Bells hvor han spytter løs med fornærmelser af hårdeste skuffe, og han er rigtig god til det. Man har virkelig ikke lyst til at komme op og toppes med ham. Desværre er han ikke altid så god. LL Cool J var en af de første til at rappe kærlighedssange. På I Can Give You More går teksten heldigvis mere med at fornærme pigens nuværende kæreste, og på You’ll Rock går den mest med hvorfor han er så sej, at hun burde være sammen med ham, men når han gør sig mere blødsøden, lyder det bare kluntet – heldigvis sker det kun på I Want You, men den sang er så svær at tage seriøs, at det nok bare er bedst at springe den over

I modsætning til de kommende par års hip hop, bliver der næsten ikke samplet på dette album. I løbet af hele albummet, bliver der kun samplet på 5 sange, hvoraf de fleste er svære overhovedet at lægge mærke til. Mange af sangene, de sampler, kender jeg rimelig godt, men jeg lagde slet ikke mærke til det. Da jeg endelig slog op, hvor de var, kunne jeg godt høre det, og i mange af tilfældene giver det musikken mere punch – f.eks. hvor han sampler Flick of the Switch af AC/DC på Rock the Bells eller Owner of a Lonely Heart på That’s A Lie. Alt i alt er Radio en plade for alle dem, der gerne vil grave ned i hip hoppens historie. Dens simplicitet kan måske få den til at lyde tam nu til dags, og af og til er teksterne også lidt for tidstypiske til at man virkelig kan nyde albummet uden at tænke over dets historiske vigtighed. Men den historiske vigtighed er svær at ignorere, for hip hop var aldrig det samme, efter LL Cool J fik chancen til at prale om sin JVC-radio.

483 – The Notorious B.I.G. – Life After Death (1997)

Udgivet den af
Svar

I 1994 udgav the Notorious B.I.G. Ready To Die i samarbejde med producer Sean Combs, som senere selv blev rapper under navnet Puff Daddy, og siden har han skiftet navn til P. Diddy. The Notorious B.I.G., eller Biggie, som han ofte kaldes, da det andet simpelthen bare tager for lang tid at sige, havde arbejdet på efterfølgeren til det i dag klassiske album i over et år, og 2 uger før albummets udgivelse gik han på nærmest tragikomisk vis hen og blev skudt. Men selvom manden døde, levede musikken videre, og i 1997 blev dobbeltalbummet Life After Death udgivet. Biggie var til sin død en sublim lyriker, men dobbeltalbummet er en farlig kunst, og der er flere uheldige hændelser, der finder sted på dette album. Noget, der dog altid sidder i skabet er Combs’ produktion. Musikken bliver ironisk nok meget levende af det, og man får let en overbevisning om, at Biggie er en cool fyr, selv hvis man ikke lytter til teksten. Et gammelt ordsprog går, “sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er”, og hans tekst omgås en rigtig afslappet produktion.

Han er netop også selv meget afslappet. Han kan svine folk som Tupac og Nas til i sine tekster, men der er sgu ingen der kan rokke på hans temperament. Han bliver meget opført som en mafioso på netop dette album, så det kan have noget med det at gøre. Ja, han har endda et par få sexsange på albummet, og selv her virker han afslappet og tilpas. Og hvis du nogensinde har set et billede af ham, ved du at det, at han på nogen måde kunne være et sexikon lyder latterligt, men han leverer det mesterligt. Men selvom leveringen er god, så har sange som Fuck You Tonight og Nasty Boy ikke meget at byde på rent lyrisk, så de sætter lidt pladen i tomgang. Der er til gengæld sørget for, at få masser af gæstemusikere til at gøre oplevelsen farverig. Jay-Z, Bone Tugs-n-Harmony, R. Kelly, Lil’ Kim og D.M.C. fra Run-D.M.C. er kun få af de navne,  man foruden Biggie kan høre på Life After Death. De fleste af dem kommer med nogle rigtig gode vers, og det gør det let at klare de næsten 2 timer, albummet varer.

Albummets store svaghed ligger i, at Biggie ikke har så meget at snakke om, især sammenlignet med debuten, der handlede om noget nyt på hvert nummer. Han bruger meget af albummet på at svine andre rappere til, prale, snakke om sex og ofte flere af disse på en gang. Han er dog rimelig god til alt dette, og han får fyret mange morsomme linjer af, men at han har dobbelt så meget at snakke om på albummet, der er halvt så langt er svært at ignorere. En anden irriterende ting ved albummet er de mange skits, der er på. De fleste foregår over en utydelig telefonsamtale, og jeg har let kunne nyde musikken uden. Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til, at de er der. Og så må Sean Combs også gerne lære, at der ikke er nogen grund til at komme med indskud indimellem linjerne. For en højlydt gruppe som Public Enemy fungerer det at Flavor Flav råber i tide og utide, men det fungerer ikke, når vores rapper er en så afslappet person som Biggie. Alt i alt har Life After Death rigtig meget guf på sig, men de svage sider er efter min mening for store, til at jeg ville kalde den for en af de bedste hip hop-plader nogensinde. Men den er værd at lytte til, hvis man kan lide Ready to Die.

497 – Public Enemy – Yo! Bum Rush the Show (1987)

Udgivet den af
Svar

Public Enemy er ikke blot en af 80’ernes bedste rapgrupper, de kunne meget vel være den bedste hip hop-gruppe nogensinde. Deres debutalbum, Yo! Bum Rush the Show fra 1987 viser klart deres talenter. De er ikke bange for noget som helst, og deres mod er nok en af de helt definerende karakteristika. Følelsesladet hip hop var ikke rigtig noget man havde i 80’erne, men selvom ingen andre grupper heller ville indrømme deres eventuelle fejltrin, virker Public Enemy stadig som de mest hårdføre af dem alle. De havde selvtillid som ingen andre, og de vovede at berøre nogle ret så kontroversielle emner. For det meste er der faktisk kun en enkelt, der rapper, i gruppen, nemlig Chuck D. Den anden vokal, Flavor Flav, fungerer oftest som det man kalder hype man. Det vil sige at han egentlig kun kommer med indskudte udråb, der skal øge effekten af de i forvejen hårdtslående sange. Sådan noget var set tidligere i hip hop – Grandmaster Flash havde f.eks. en hypeman – men ingen havde gjort det i samme grad som Public Enemy. Flavor Flav sørger for variation og enormt øget styrke til Chuck D’s vers.

Yo! Bum Rush the Show starter ud med You’re Gonna Get Yours, et nummer, der kører over et dejligt guitar-sample af en totalt ukendt funksang ved navn Getting it On. Public Enemy har altid udmærket sig ved at inkorporere samples af sange, som langt de færreste lyttere vil kende, hvilket gør lyden dejlig frisk. Samtidig er det produceret så godt, at selv når de bruger lettere genkendelige sange, føles det stadig som skræddersyet til deres musik. You’re Gonna Get Yours handler om en biljagt, hvor vores hovedpersoner bliver jagtet af politiet. De første tre vers handler mest om at gøre grin med politiet og at snakke om gruppens bil – hvilket let kunne blive trivielt, hvis det ikke var for Flavor Flavs energi, og Chuck D’s utrolig underholdende beskrivelser. Jeg har aldrig været så underholdt af at få en velfungerende bil beskrevet. Det bliver dog virkelig interessant, når man når til det fjerde og sidste vers. Det viser sig, at politiet jagtede dem helt uden grund.

Public Enemy har tit solgt sig selv med det politiske indhold i deres sange, og det er da også en af deres meget interessante sider. Men alle kan være politiske, det kræver virkelig ingenting at skrive en historie om politisk uretfærdighed. Det, der til gengæld kræver talent er at gøre sangen underholdende. Teksterne på Yo Bum! Rush the Show har mange små interne rim, altså rim, der foregår i løbet af en enkelt linje, og allitterationen er helt på plads. Sådanne ting kan virke trivielle, men de føjer meget energi til en sang, og disse småting forhindrer hip hop fra at lyde for meget som børnerim. At have alle disse ting på plads i sin lyd er så imponerende nok, men at man samtidig kan lave strukturerede sætninger med god legen med ordene inden for disse rammer er virkelig værd at beundre. Der er næsten altid meddelelser om racisme, politieffektivitet e.l. i deres sange, men det er langt fra altid fokus – den bliver lagt mere i energien og humoren, og den har de også masser af. Yo! Bum Rush the Show er en af de bedste hip hop-plader nogensinde, og jeg ville endda kun kalde den Public Enemys tredjebedste plade, så det siger noget om gruppens generelle kvalitet!