Tag-arkiv: Country-rock

121 – Moby Grape – Moby Grape (1967)

Udgivet den af
Svar

Det er lang tid siden, jeg har anmeldt en plade, jeg vidste stort set ingenting om, før jeg gav mig i kast med den. Men sådan en plade er Moby Grapes eponyme debutplade fra 1967 altså. Jeg ved i det hele taget meget lidt om gruppen ud over, at deres ene rytmeguitarist, Skip Spence, var trommeslager på Jefferson Airplanes første plade. Med denne ene oplysning samt dateringen til 1967, ville det være et kvalificeret gæt, at gå ud fra, at de spillede psykedelisk rock, og denne antagelse er da også rigtig. Men pladen er lidt en pærevælling af alt muligt tidstypisk 60’er-lyd. Der er absolut også elementer af folk, country, blues, pop og garagerock inde over, men det føles ikke særlig rodet. Hvis jeg skulle sammenligne dem med et andet band, skulle det nok være enten Grateful Dead anno start-70’erne eller The Byrds, men Moby Grape er væsentligt mere beskidte i deres lyd. Kompositorisk kan man dog stadig se mange ligheder, og de mange vokalharmonier bidrager absolut hertil. Noget andet der adskiller Moby Grape fra tidens scene, er hvor korte deres sange er. Over halvdelen af pladens sange er nemlig under 2½ minut lange, og det gør at albummet konstant giver dig noget nyt.

De forskellige sange har også nogle vældig flotte motiver, og man forstår de unikke idéer, der lægger til grund for hver sang. Til gengæld er hver eneste sang også ret simpel i sin sammensætning – ikke, at der ikke er teknisk dygtighed til syne, men rettere, at stort set hver sang bygger på én specifik idé. Alt, der bygges ovenpå er lavet for at støtte denne idé. Disse idéer kan fx være call-response-sekvenserne på Omaha, variationen mellem det søvnige hook og den sjælfulde vokal på Lazy Me eller vendingen “Come What May” på Come in the Morning. Til trods for, at sangene er korte, bliver disse motiver gentaget så ofte, at de er svære at få ud af hovedet. Moby Grape mestrer virkelig kunsten i at gøre deres sange fængende, for de kan bruge så lidt som 1 minut på at opføre sangen, og alligevel er den lige til at nynne med på. Deres tekster er også ganske finurlige. Jeg kan rigtig godt lide personificeringen af sorg på Mr. Blues, og Fall on You er meget interessant på grund af andenpersons-vinklen. Der er også masser af individuelle linjer, der stikker flot ud, hvor min personlige favorit er “I’ll just lay here and decay here” fra Lazy Day.

Selvom der er mange dybt originale øjeblikke i løbet af albummet, er der også mange tidspunkter, hvor den føles lige lovlig tidstypisk. Attituden på albummet lugter lidt af pussenusset uskyldighed til tider, og der er ikke skyggen af nogen form for ironi eller sarkasme på noget nummer. Pladen overrasker dig ofte, men den udfordrer dig kun ganske sjældent. Disse overraskelser kan endda godt begynde at klinge en kende hult, hvis man hører den for mange gange. Noget mere følelsesmæssig kompleksitet ville derudover hjælpe meget på holdbarheden. De fleste numre er glade uden at være euforiske, de få vredere numre føles oftest blot frustrerede, og når en sang er trist, er den mest af alt kun lettere sentimentale. Et stærkt følelsesudtryk er selvfølgelig ikke altid vigtigt, men med så simple konstruktioner, som mange sange har, ville det være rart. Jeg kan dog ikke komme uden om, at der ikke rigtig er noget svagt nummer på hele pladen. Dine første par gennemlytninger vil også med garanti være meget begivenhedsrige og underholdende, det er der ingen tvivl om. Der er nogle problemer, men de er ikke særlig fremtrædende, og selvom pladen på visse punkter er meget tidstypisk, er den på andre punkter et virkelig friskt take på tidens musik.

124 – The Byrds – Younger Than Yesterday (1967)

Udgivet den af
Svar

De fire første plader fra The Byrds er rene hitkavalkader, men derefter gik de i en langt mindre kommerciel retning, selvom de stadig udgav nogle klassiske albums. Det sidste af de store hit-albums var den dejligt psykedeliske Younger Than Yesterday. Titlen hertil er inspireret af sangen My Back Pages af Bob Dylan, hvor man finder linjen “I was so much older then, I’m younger than that now”. The Byrds spiller også et vidunderligt cover af denne sang på Younger Than Yesterday, men teksten får en helt anden betydning hos The Byrds. Hvor den hos Dylan betyder, at han er blevet mere ung i sindet, lader det hos The Byrds til at repræsentere det tidløse, svævende univers, de præsenterer på pladen. Der er haver i folks sind, jf. Mind Gardens, og folk er ikke langt fra hinanden i den traditionelle tredimensionelle forstand. Der er tid mellem dem, som de synger på den ellers ganske søde kærlighedssang Time Between. C.T.A. – 102 er en science fiction-tematiseret sang, navngivet efter en ganske ægte galakse. På sangen kommunikerer de dog med galaksens beboere. Stilmæssigt balancerer de på hele pladen mellem det virkelige og det fantastiske ved at blande traditionel folk-rock med massevis af sære effekter.

Der er selvfølgelig nogle numre, der er mere typiske folk-sange end andre. Time Between, The Girl With No Name og Have You Seen Her Face er nok de sange, hvis lyd ville passe bedst ind på gruppens endnu mere folk-prægede debut. De to førstnævnte har endda tydelig country-indflydelse, der peger hen mod hvor gruppen ellers ville bevæge sig. Der dog også de helt syrede numre, fx Mind Gardens for at pege på den yderste ekstrem. Dog er sange som C.T.A. – 102 og Thoughts and Words også ret aparte numre, der næppe kunne være blevet hits i nogen dimension. Dog er albummet struktureret, så det ikke føles underligt, at stilarterne varierer så meget. C.T.A. – 102 bygger nøjsomt hen mod den syrede afslutning, men i starten er det blot en simpel poppet rock-sang. Den syrede afslutning går da over i den psykedeliske Renaissance Fair, der også kompositorisk tager elementer fra klassisk renæssancemusik. Strukturen er hele vejen igennem meget gennemtænkt, og albummet er både varieret og glidende gennem sine kun 29 minutter. Typisk er så korte plader enten lidt af en rodebutik eller stilistisk ensartede, men atter en gang har Byrds vist, at de mestrer balancens kunst.

Hvis jeg dog skal kritisere strukturen, har jeg ingen anelse om hvorfor de valgte Why som afslutningsnummer. Det er et af pladens svagere numre, selvom den generelle kvalitet dog er høj. Uanset kvalitet, er den dog på ingen måde konkluderende. Man synes nærmest ikke, at albummet er slut, når det er forbi. Et nummer som den bizzare Mind Gardens eller måske blot deres cover af My Back Pages ville være mere oplagt. Så kan man nok heller ikke komme uden om, at mens ingen numre er dårlige, er der nogle, der ikke holder nær så godt som de andre. Den langsomme, stemningsrige Everybody’s Been Burned kunne godt have været lidt kortere for min skyld, jeg har ret svært ved følelsesmæssigt at tilslutte mig Renaissance Fair, og der måtte gerne være større variation i instrumentationen på Thougts and Words, hvis melodi ellers er fængende som bare pokker, og den er også ganske medrivende. Med sange som So You Want to Be a Rock ‘N’ Roll Star, Time Between, Mind Gardens og My Back Pages, så har vi dog at gøre med et af højdepunkterne i The Byrds’ diskografi, og hvis man har det mindste til overs for deres folkede stil, bør man tjekke den ud.

148 – Crosby, Stills, Nash & Young – Déjà Vu (1970)

Udgivet den af
Svar

Okay, jeg er måske lidt en sucker for noget letsindig, folk-præget musik med flotte vokalharmonier. Det er derfor jeg holder så meget af plader som Workingman’s Dead, Parsley, Sage, Rosemary and Thyme og Pet Sounds. Det er en effektiv måde at få noget ret avanceret og på alle måder imponerende til samtidig at føles nede på jorden og tilgængeligt. Det er denne fine balance mellem det komplicerede og det simple, der gør Crosby, Stills & Nash fra gruppen af samme navn til så fantastisk en plade. Opfølgeren, Déjà Vu er om muligt endnu bedre, og det er der mange årsager til, men den mest fremtrædende ses direkte i gruppens navn. De skiftede nemlig på denne plade navn til Crosby, Stills, Nash & Young, hvor gruppens nye mand er ingen ringere end den dengang ukendte Neil Young. Jeg har anmeldt diverse Neil Young-plader meget rosende gennem tiden, så det er vist ingen hemmelighed, at jeg ser ham som et af de sidste 100 års største musikgenier. Hvis jeg skulle kritisere gruppens debut for noget, ville det nok være strukturen, og Young er heldigvis mester af struktur. Déjà Vu bevæger sig rigtig elegant mellem forskellige lyde og udtryk, så hele oplevelsen kan bare suges ind.

Ligesom debuten starter Déjà Vu med et af de mest kompliceret opbyggede numre på pladen. På debuten var det Suite: Judy Blue Eyes, og på Déjà Vu er det Carry On. Når man snakker om en så tilsyneladende simpel genre som folk-rock, er det faktisk en ret god idé at starte med noget mere kompliceret. På den måde får de fire mænd i bandet virkelig mulighed for at vise muskler, og når de først har gjort det, ser man på musikken med helt andre øjne. Déjà Vu tog nemlig over 800 timer at indspille i alt, og det kan faktisk godt høres. Det er næsten latterligt, så godt skruet sammen, numre som Teach Your Children og Our House er. Og de er nok blandt de simpleste sange. Derpå kan man dog grundet simpliciteten virkelig godt se de detaljer, som herrerne i bandet har kælet for. De har arbejdet meget sammen om hele pladen, men sangskrivningen er alligevel meget opdelt. Kun én sang er krediteret til mere end én af disse mænd. Det er med til at give albummet meget variation. Ikke 2 sange føles spor ens. Sangskriverne deler dog alle en hippiementalitet og en sans for finesse, der gør stemningen konsekvent.

Denne variation er desuden for alvor med til at gøre kvaliteten så imponerende. Hvis du kigger på et band som f.eks. Royal Blood, så har de fundet en stil, de er gode til, de har bearbejdet den, så den fungerer rigtig godt, og så kører de med den i løbet af et helt album. Det føles gennemført, men desværre forudsigeligt. Så er der den anden grøft, en plade som Sandinista! af The Clash, hvor de hele tiden prøver noget nyt. Det er konstant underholdende, men det er rodet. Når man lytter til Déjà Vu er der ikke engang tale om en balance mellem de to – men rettere en fusion mellem de gode kvaliteter derfra. Det er derfor Déjà Vu er lidt af et musikalsk vidunder. Den giver dig hele tiden noget helt nyt, og samtidig er det altid sangskrivning og håndværk af eminent kvalitet, og alligevel hænger det musikalsk flot sammen med det foregående såvel som det næste nummer. Vokalharmonierne skal især fremhæves. De er den måske mest imponerende del af hele pladen. De er så store og smukke, at det har svært ved at synke ind ved første gennemlytning. Jeg har hørt Déjà Vu omtalt som en slags folk-udgave af Dark Side of the Moon. Det er en beskrivelse, jeg med lethed kan forstå, for den er fandeme god.

164 – Linda Ronstadt – Heart Like a Wheel (1974)

Udgivet den af
Svar

Linda Ronstadt har arbejdet indenfor mange forskellige stilarter, men hun er nok især kendt for sin pop- og country-rock. Hun er knap så kendt for sin mere rendyrkede country, og det forstår jeg som sådan, for denne musik holder ikke nær så godt. Hendes stemme er ofte bare for pæn, til at jeg får noget ud af hendes musik. De mere rockede numre dominerer naturligt nok også hendes mest berømte plade, Heart Like a Wheel fra 1974. Denne rummer to af hendes bedste rocksange, nemlig hendes covers af You’re No Good og When Will I Be Loved. Disse er sjove og kraftige, og de gør virkelig op med forestillingen om, at countrymusikere skal være kedelige. Det er de nemlig kun, når de ren faktisk laver countrymusik. Jo mere country, Heart Like a Wheel går over i, des mindre kan jeg lide det. Dette gælder numre som hendes cover af I Can’t Help It (If I’m Still in Love with You) og Keep Me From Blowing Away. Keep Me From Blowing Away har i det mindste en ret god tekst med flot billesprog, men I Can’t Help It (If I’m Still in Love with You) lyder bare som det, den er: en Hank Williams-sang uden væsentlige ændringer.

Når et nummer på Heart Like a Wheel ikke tilfredsstiller mig, er det aldrig fordi det er aggressivt dårligt eller forfærdeligt, det er mest, hvis det ender med at være baggrundsmusik. Det kan man sige om det meste af anden halvdel af pladen. Willin’, I Can’t Help It (If I’m Still In Love With You), Keep Me From Blowing Away og You Can Close Your Eyes er ikke rigtig noget, man husker særlig tydeligt, selvom de gør visse interessante ting. Ronstadt er på Willin’ virkelig sød og karismatisk, og som tidligere nævnt er billedsproget på Keep Me from Blowing Away meget flot. Men der er ikke særlig meget at komme efter. Første halvdel har dog sine øjeblikke. Den dramatiske intro til You’re No Good er fed, og sangen har i det hele taget en spydig tone, jeg er rigtig glad for. Derudover er det en rendyrket rocksang, hvilket virkelig får den til at skille sig ud. Hendes cover af When Will I Be Loved blander country og rock på en meget pæn måde, og melodien er ændret drastisk fra originalen af The Everly Brothers. Jeg foretrækker faktisk nok Ronstadts udgave, der er sjovere, mere fængende og mere slagkraftig.

Hendes cover af The Dark End of the Street er et andet højdepunkt. Den er måske lidt kedelig i længden, men den er godt skrevet, og lyden derpå matcher den mørke og triste tekst rigtig godt. Hendes stemme er fuld af desperation, og hun sørger på den måde virkelig for, at gøre denne fortolkning mere gribende end de fleste andre udgaver. Den er faktisk næsten lige så god som James Carrs original, den måtte bare have været lidt kortere. Nummeret Heart Like A Wheel er så rent produceret, at bratschen, celloen og klaveret virkelig skærer igennem. Samtidig er der ingen trommer, og derfor virker Ronstadt nøgen og ærlig. It Doesn’t Matter Anymore og Faithless Love er nogle ret forudsigelige omkvæd, hvor Ronstadts stemme, er det eneste, der hiver dem ud fra mængden af romantiske countrysange om hjertesorger. Især på førstnævnte er hendes stemme dog flot. På Faithless Love bliver hun derimod lidt overskygget af en banjo, der giver sangen en lidt unik lyd, men stadig er ret distraherende fra resten af sangen, der dog alligevel ikke er noget specielt. Jeg har haft kendskab til Ronstadt i lang tid, men jeg har aldrig været helt vild med hende, men jeg elsker faktisk visse sange fra Heart Like A Wheel. Det bedste af denne plade viser virkelig Ronstadts evner, men kvaliteten varierer meget.

171 – The Byrds – The Notorious Byrd Brothers (1968)

Udgivet den af
Svar

The Byrds havde deres kommercielle storhedstid i begyndelsen af deres karriere, og som årene skred frem fik de færre og færre hits og værre og værre albumsalg. Samtidig fik de også gradvist bedre anmeldelser op gennem 60’erne, og det sidste album med David Crosby på guitar, The Notorious Byrd Brothers, var da også det mest positivt modtagne album, gruppen hidtil havde udgivet. Og du har sikkert aldrig hørt så meget som en tone af det, for det er faktisk stadig ikke særlig populært. Men de, der har hørt det, ved, at der er tale om en musikalsk skatkiste. Den er med sine 11 numre ikke længere end 28 minutter, hvilket betyder at det gennemsnitlige nummer ikke er meget længere end 2½ minut langt. Det resulterer i, at de ikke dvæler ved et nummer i længere tid end nødvendigt. De individuelle numre har ikke rigtig klimakser eller store variationer i sangskrivningen, det hele er faktisk i grunden tit ret simpelt komponeret. Der bliver brugt framing af og til, og nogle få soloer er der også, men et par af sangene er faktisk ikke mere end vers og evt. omkvæd. Som pladen skrider fremad, bliver de individuelle sange dog mere komplicerede.

Selvom det ofte, især i starten, er simpelt, er det dog stadig eventyrlystent. Jeg er meget betaget af hvordan Natural Harmony har broer, der ikke leder hen mod noget omkvæd. Jeg kan også rigtig godt lide hvordan de forskellige sange har flotte overgange til hinanden, så det næsten føles som ét langt nummer. Selv der, hvor der ikke er nogen overgang, starter det ene nummer brat efter det andet. Man kan på min cd-udgave stort set ikke høre, at det oprindeligt var en tosidet vinyl. Det er bare én lang lydoplevelse på en halv time, og derfor vil jeg faktisk også anbefale folk at lytte til cd’en frem for vinylen. På The Notorious Byrd Brothers blev gruppen meget betaget af de dengang spritnye Moog-synthesizere, der derfor naturligt nok er brugt meget på pladen. Det giver visse af numrene en psykedelisk lyd ulig noget de tidligere havde kunnet lave. Dette gør sig især til udtryk på det klimaktiske afslutningsnummer Space Odyssey. Dette er virkelig syret, og oven på de tidligere sange, der mest har været små vignetter i en større helhed, kommer her noget fuldendt, og det runder albummet flot af.

Jeg indrømmer blankt, at jeg nok har lidt af en forkærlighed overfor sådanne vignet-albums, der består af virkelig korte numre. Jeg har allerede erklæret min kærlighed for masser af lignende albums, f.eks. Pink Flag af Wire og Double Nickels on the Dime af Minutemen. Og det er en stil, der fungerer godt, for selv hvis man ikke kan lide ét nummer, så kan man måske lide det næste. Der er aldrig fare for at et nummer bliver ved i for lang tid. Man skal dog tage det sure med det søde og komponere efter denne stil. En 2 minutter lang udgave af Stairway to Heaven ville f.eks. ikke være særlig tilfredsstillende. The Byrds gør alle sangene virkelig finurlige, og giver dem deres egne små ting, der skiller dem ud, f.eks. messingblæserne på Artificial Energy eller den et minut lange syrede guitarsolo på Change Is Now. Det er fascinerende at høre på, og jeg har vitterligt endnu ikke formået at blive træt af nogen del af The Notorious Byrd Brothers. Kan du lide det, du ellers kender med The Byrds, er det et album, du bør kigge til øjeblikkeligt, og hvis du ikke har noget forhold til The Byrds, så er det ved at være på tide!

192 – The Flying Burrito Brothers – The Gilded Palace of Sin (1969)

Udgivet den af
Svar

Vi har alle en stilart, vi bare har det ret svært med. For mig er der et par stykker, men den mest populære og den mest vidtfavnende er country. Ikke al country har jeg noget i mod, men det er en genre, hvor selv klassikerne efter min mening ofte ikke holder sig særlig godt. Der er dog nye og spændende musikere nu til dags, der leger meget med, hvad man kan opnå i genren, og samme forhold som jeg har til Neko Case, Ryan Adams og Angel Olsen havde mange sikkert dengang til Gram Parsons. Uanset om det var i The Byrds, The Flying Burrito Brothers eller hans solokarriere, så gav han genren noget kant, og fusionerede den så meget med rock, at mange kalder ham skaberen af country-rock. Hvis man skal kigge på The Flying Burrito Brothers, så blev de især defineret af én plade, nemlig debuten, The Gilded Palace of Sin. Man kan stadig i dag mærke, at der er mørke emner på denne plade, eller i hvert fald nogle alvorlige nogen. Og billedsproget er stærkt, især på numre som Sin City og Dark End of the Street. Sidstnævnte er ganske vist et cover, men teksten er stadig formidabel.

I det hele taget emmer lyrikken af konceptualitet. Emner som synd og djævelen går hånd i hånd om tragiske historier om familie, landevejen og hjertesorger. Pladen udkom da også i 1969, hvor satan var det nye sort. Vi var i løbet af 60’erne gået fra Devil in Her Heart til decideret Sympathy for the Devil. Led Zeppelin og Deep Purple var de selv samme måneder ved at danne grundlaget for Heavy Metal. The Flying Burrito Brothers lavede country mere vovet end nogensinde før. Men ét er at være innovativ, andet er om musikken er værd at lytte til i 2015. Og det kommer meget an på nummeret. Sange som Sin City og Wheels har ikke rigtig melodier, der afviger fra det, man typisk forventer af country-musik, og det er de langt fra ene om. Der er dog heldigvis altid et eller andet, der hiver nummeret op. Og Gram Parsons selv er ofte en stor del af det. Allerede dengang var mange countrymusikere begyndt at ofre noget af den råhed, genren ellers er bygget op om, for at få et bredere publikum. Gram Parsons derimod, han er ikke verdens bedste sanger. Han kan til gengæld virkelig udtrykke sig vokalt. En sang som Hot Burrito #1 er egentlig på papiret ganske ubemærkelsesværdig, men Parsons’ stemme formår om noget at løfte den til et niveau, hvor den kan kaldes en af pladens bedste sange.

Hot Burrito #1 er desuden i fællesskab med Hot Burrito #2 en af de sange, hvor country-elementerne er fuldkommen fraværende. På den måde hænger de meget godt sammen, og foruden dette, fortæller de også sammen en lille, fin historie. Hvorfor sangene har sådan nogle latterlige navne, kan jeg dog slet ikke svare på. Men det klæder virkelig Parsons med en knap så country-påvirket tilgang til sine sange, og så meget som jeg holder af sange som Christine’s Tune og My Uncle, så foretrækker jeg virkelig, når burritobrødrene begrænser country-indflydelsen på deres sange. Mest fordi deres melodier bliver så meget mindre eventyrlystne deraf. Alle sangene er fulde af detalje og finesse, men langt fra dem alle har fuldkommen solid grund at bygge al dette på. Melodien til Sin City er nok det groveste eksempel på en middelmådig melodi, der er omgivet af så mange gode idéer, at melodiens ringe kvalitet virkelig bliver tydeliggjort. Og det samme kan desværre også siges om numre som Wheels og Dark End of the Street. De to sidste numre på pladen, Do You Know How It Feels og Hippie Boy er desværre også lette at glemme, måske fordi de kommer direkte efter de to Hot Burrito-numre. Men der er meget godt på The Gilded Palace of Sin, selvom problemerne af og til bliver tydelige.

258 – Grateful Dead – American Beauty (1970)

Udgivet den af
Svar

Nogle gange, har man en upopulær mening. Det er helt fint, men man føler af og til, at man bare mangler at opdage noget, alle andre har set. F.eks. synes de fleste, at American Beauty er en bedre Grateful Dead-plade end Workingman’s Dead, de udsendte tidligere samme år, men jeg synes stadig, at Workingman’s Dead er en stærkere og mere helstøbt oplevelse. Man kan vælge at ryste lidt på hovedet af det, men det er næsten umuligt at undgå at sammenligne disse to plader. Ikke alene blev de udgivet samme år, de repræsenterede sammen et radikalt skift for Grateful Dead. Gruppen havde i løbet af slut-60’erne arbejdet med eksperimentel, psykedelisk blues-rock, men i 1970 skiftede de for en stund karakter. Pludselig handlede det mere om korte, sjove folk-rock-sange, der kunne fortælle interessante historier og fremvise gruppens musikalske kundskaber på mere tilgængelig vis. Disse to albums er i meget samme stil, og hvis du beder en tilfældig person om at nævne en Grateful Dead-sang, nævner de som regel enten Touch of Grey eller en sang fra en af disse to plader. Men jeg taler udenom. Lad mig dykke ned i musikken.

På American Beauty får vi en masse folk-rock. Helt præcis får vi 10 sange, der på meget forskellige måder fremviser gruppens evner som sangskrivere. Ligesom på Workingman’s Dead starter American Beauty med et nummer, der er den rene lykkerus, og afsluttes af et tragikomisk nummer, der er umuligt at få ud af hovedet. Mellem de to åbningsnumre, foretrækker jeg nok Uncle John’s Band fra Workingman’s Dead over Box of Rain, men i selve sangskrivningen er disse to sange også meget forskellige. Box of Rain bygger langsomt op mod at blive lykkeligere og lykkeligere, hvor Uncle John’s Band bare er hyggelig fra starten. Box of Rain er et meget imponerende nummer på sine egne præmisser, men ligesom med Uncle John’s Band, bliver jeg usandsynligt glad, når jeg hører de smukke vokalharmonier. Truckin’, der afslutter American Beauty minder dog noget mere om Casey Jones. Begge er gode til at gentage det sygeligt fængende omkvæd tit, begge handler om at køre, og begge har referencer til kokain. Truckin’ er dog noget lettere at synge med på med god samvittighed, for selvom slemme ting sker for vores hovedpersoner, er de trods alt sympatiske.

Denne model fungerer virkelig godt på Workingman’s Dead, og derfor hjælper den også på American Beauty. Det gør albummet til en flot helhed, og det gør også alle numrene imellem rigtig lette at fokusere på. På Sugar Magnolia og Friend of the Devil bliver den lystige stemning fra albummet fortsat, og det imponerende samspil mellem instrumenterne bliver kun bedre. Sugar Magnolia har virkelig kreativt trommespil fra Bill Kreutzmann, og dette sammen med noget af den mest fuldendte instrumentation, gruppen nogensinde har lavet. Der er også en helt fantastisk vekslen mellem forskellige stemninger. Det er altid meget hyggeligt i hippiernes selskab, men undertoner er der masser af. Brokedown Palace er ganske vist meget entydigt trist, men de fleste andre sange sørger for at lege lidt med hvad, du kan dykke ned i. Der er også meget variation. Mange forskellige medlemmer agerer forsanger, og deres stemmer er meget forskellige. Nogle numre har meget input fra hvert medlem, f.eks. Ripple, mens Operator kun har et meget lille ensemble til at spille sangen. American Beauty er måske ikke min favorit i deres diskografi, men den er tæt derpå, og hvis du kan lide denne, så bør du virkelig også få lyttet til Workingman’s Dead.

262 – Grateful Dead – Workingman’s Dead (1970)

Udgivet den af
Svar

Der er to kendte sider af den amerikanske rockgruppe Grateful Dead: Den vilde, eksperimentelle side, hvor man får massevis af sange på omkring 10 minutter og den mere poppede folk-rock-side, der nok ærlig talt er mere min stil. Pladen Workingman’s Dead fra 1970 var den første, de lavede i sidstnævnte stil, og det er en af mine favoritter i deres diskografi. Den starter virkelig godt ud med den let tilgængelige og lystige Uncle John’s Band. Denne sang er virkelig godt sammensat. Alle instrumenter passer fuldkommen perfekt sammen, og vokalharmonierne er ikke blot smukke, men de er også nærmest livsbekræftende. Jeg bliver latterligt glad, når jeg lytter til dette nummer. Det går fuldstændig naturligt over i den langsomme, psykedeliske High Time, hvor vokalharmonierne ikke engang er at høre det meste af tiden, hvor fokus bare er på forsanger Jerry Garcia og hans meget imponerende guitarspil. Men harmonierne er der skam, og på grund af, at de ikke altid er der, bliver de til højdepunktet og det, man bedst kan huske. De skaber dynamik til dette ellers konstant langsomme nummer, der derfor føles meget kortere end det er.

Den dynamiske albumopbygning fortsætter elegant med Dire Wolf, hvor kontrasten mellem den lystige melodi og den ret så grumme tekst skaber en gribende oplevelse. Det er en af de mest country-prægede sange på pladen, og det er faktisk ikke særlig langt fra Gram Parsons udfoldelser i the Byrds og the Flying Burrito Brothers, men man føler sig stadig i selskab med hippie-slænget fra Grateful Dead, og den passer da ret naturligt ind. New Speedway Boogie er meget inspireret af blues, og der er et ret fedt groove. Der er en flot kontrol over tempo, som de færreste ville kunne gøre så godt, og sangen er bare virkelig afslappet og fængende, og vigtist af alt mindeværdig. Det ville den ikke nødvendigvis være, hvis ikke albummet var så godt sammensat, så hvert nummer leder opmærksomhed hen på det næste. Cumberland Blues er da også ironisk nok meget langt fra en bluessang, selvom guitaren klart skylder blueslegenderne meget i første halvdel. Halvvejs gennem nummeret bliver guitarens rolle tilsyneladende ubesværet overtaget af en banjo. Man lægger ikke engang mærke til det, det sker så naturligt. Det er en rigtig sjov sang, og det er endnu en af pladens mange mesterværker.

Det bliver lidt langsomt igen med Black Peter, der starter ret simplelt med blot guitar,vokal trommer og bas, men efter halvandet minut kommer et orgel og sparker lidt liv ind i det hele. Den simple melodi er lidt i fare for at gå i tomgang, men tre minutter inde i sangen kommer albummets muligvis bedste vokalharmoni på en virkelig smuk bro. Nummeret er måske lidt længere end hvad godt er, men det afsluttes formidabelt. Der vendes tilbage til gruppens eksperimentelle rødder med den sumpede Easy Wind, der har en meget blues-inspireret lyd og stor fokus på soloer fra instrumenterne. Det er dog meget lettere at tilgå end det meste fra Live/Dead og Anthem of the Sun, og dette sætter jeg pris på. Det har fundet en flot middelvej, som jeg ville ønske, at de havde udforsket lidt mere. Albummets sidste nummer, Casey Jones, åbner med lyden af et lille snif, hvorefter det virkelig fængende omkvæd begynder at synge “Driving that train, high on cocaine“. Dikotomien mellem det mørke emne og den sjove melodi er helt perfekt, og det føles på et eller andet niveau forkert at synge med med et smil på læben, men jeg kan ikke rigtig lade være. Workingman’s Dead er et fantastisk album, og jeg kan nu for alvor sige, at jeg har lært at elske Grateful Dead meget højt.

265 – Creedence Clearwater Revival – Cosmo’s Factory (1970)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig en god gammeldags landlig stemning, og sådan noget kan man tit få fra country-musik. Ofte finder jeg dog denne genre virkelig kedelig, men så er det jo dejligt, at visse bands kan formå at få sådan en stemning ind i noget mere rå musik. Intet band har nær så succesfuldt formået dette som Creedence Clearwater Revival, der i perioden 1969 til 1970 fik udgivet hele fem albums, der udgør næsten hele deres diskografi. Den længste af disse har den syrede titel Cosmo’s Factory, men den er ligeså nede på jorden som deres andre plader. åbningsnummeret, Ramble Tamble, kan dog godt narre dig, for introen virker som noget funk, og ca. 2 minutter inde får vi en lang instrumental passage, hvor den melankolske guitar er i fokus. Det varer nok lige lovlig lang tid, og nummeret ender med at vare hele 7 minutter. Det er et ret sært nummer at starte med, men på en eller anden måde virker det, selv med alle sangens mangler. Det bliver meget dragende, og man kan stadig mærke den landlige stemning ret tydeligt. Der er ingen prætention på dette nummer, de arbejder bare på en ny måde, hvilket er interessant, og det gør lytteren interesseret i at høre mere.

Resten af pladen er slet ikke nær så syret som Ramble Tamble, men der er stadig masser af guf. Det består mere af det, man kender Creedence Clearwater Revival for, f.eks. covers af bluessange. De laver virkelig flotte udgaver af Bo Diddleys Before You Accuse Me og Arthur Crudups My Baby Left Me, begge sange, jeg lært at kende igennem denne plade. De laver også et hæderligt cover af Smokey Robinsons I Heard It Through the Grapevine, bedst kendt med Marvin Gaye, og dette er endnu længere end Ramble Tamble. I modsætning til Ramble Tamble lægger man dog slet ikke mærke til længden, for de mange guitarsoloer er engagerende og dynamiske. Roy Orbisons Ooby Dooby bliver også fortolket, og den er kun et af mange vilde, sjove rocknumre, der definerer Cosmo’s Factory mere end noget andet. I samme kategori finder man numre som Travelin’ Band, Up Around the Bend og Run Through the Jungle, alle fede, gennemtænkte rocksange, som er lette at synge med på. Man får virkelig lyst til at gå amok på luftguitaren eller i det mindste bare nynne med, for disse guitarriffs er vildt skægge.

Der skal dog albumdynamik til, før pladen fungerer som helhed, ellers bliver man træt af alle de hurtige sange, og på Cosmo’s Factory er de mere stille sange nok stærkere end på nogen anden Creedence-plade. Det er virkelig let at blive fuldstændig forelsket i den behagelige stemning og de fængende melodier på Lookin’ Out My Back Door,  Who’ll Stop the Rain og det smukke, sentimentale afslutningsnummer Long as I Can See the Light. Foruden den noget sære åbning med Ramble Tamble, så er der kun to problemer på Cosmo’s Factory, der er så væsentlige, at jeg føler, jeg har brug for at gå i dybden med dem. Det første er, at alle disse covers distraherer meget fra deres identitet. Det gør ikke noget fordi det er covers, men det er sange, der tydeligvis ikke er skrevet til dette album. Det er svært at have så mange covers, og så stadig få resten til at hænge perfekt sammen omkring det. Derudover føles albummet kort. Det er ret sært, for det er deres længste plade, og jeg har det ikke sådan med mange af deres langt kortere plader, men det har nok noget at gøre med, at Ramble Tamble lægger op til meget mere. Ramble Tamble er virkelig sangen, der ender med at bide dette album i halen, men det er stadig et rigtig godt album, der bare er fyldt med godt sammensatte mesterværker. Det er en let plade at anbefale.

269 – The Rolling Stones – Some Girls (1978)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker The Rolling Stones. Der var et tidspunkt, før jeg rigtig begyndte at lytte til albums, hvor The Rolling Stones var mit yndlingsband i hele verden, for de har simpelthen så mange stærke sange i deres repertoire, og alle de mest populære af dem er absolutte mesterværker. Nogle af de sange, jeg elskede allerhøjest kom fra deres plade Some Girls, der blev udgivet så sent som i 1978, 16 år inde i deres karriere. Det er ret sent at komme med et album, der bare blæser lytteren omkuld, men The Rolling Stones formår det. Dette skyldes mest af alt den bundsolide sangskrivning, Mick Jagger og Keith Richards er blevet så kendte for. De imponerede mig i sin tid med de tre singler Miss You, Beast of Burden og Shattered. Disse tre sange er virkelig sjove, og de er meget ulig noget, gruppen tidligere har lavet. De ligger hver især meget tæt op af hver sin afart af R&B: Miss You er disko, Beast of Burden er soul, og Shattered er doo-wop. Det er dog ikke kun en hyldest til disse genrer, der er meget af rullestenenes sædvanlige beskidte image og grove lyd. Den er ikke grov i forhold til så meget andet af samtidens rockmusik, men i forhold til R&B’lyden, de efterligner, så er de rå.

Gruppens største force er måske deres manglende perfektion. Hvor folk som Paul McCartney, Brian Wilson og Jimi Hendrix var store perfektionister og gik meget op i, at hver tone var præcis, som de ville have den, ville grupper som Creedence Clearwater Revival, The Band og selvfølgelig the Rolling Stones ikke være det samme uden deres spontanitet. Det er sådan noget, der resulterer i øjeblikke så smukke som afslutningen på nummeret Lies, hvor alle instrumenter bare går amok. Det er det, der gør Before They Make Me Run, der egentlig har en ret ordinær melodi, til et skideskægt nummer. Det er det, der gør, at de kan lave et cover af Temptations-sangen Just My Imagination (Running Away with Me), der stadig er værd at lytte til, netop fordi de ikke bare efterligner originalen, men overdriver den på latterligste vis. Deres humor er også en stor del af Some Girls, og denne humor kan blive ret grovkornet. Det bedste eksempel på dette er Far Away Eyes, der er en god gammeldags parodi på countrymusik og rednecks. Det er en morsom fortælling om en mand, der kører i sin bil og hører kirkeradio, mens han  er angst for, at en pige, han havde aftalt at mødes med, bare er taget afsted med en eller anden tilfældig trucker. Det er et hylemorsomt nummer.

På overfladen virker Some Girls som et værre roderi. Der er ikke meget, den ustyrlige Lies har at gøre med Far Away Eyes, men de er ikke rigtig lavet til at hænge sammen i lyden. De er mere lavet til at afspejle hinanden, for halvdelen af pladen er meget blød og følsom, mens den anden halvdel bare angriber for fuld udrykning. Sange som Miss You, Just My Imagination (Running Away with Me) og Beast of Burden ville ikke være nær så morsomme, hvis hele pladen var fyldt med sådan noget, men de vilde sange føles ikke som nødvendigheder. When the Whip Comes Down, Respectable og Shattered føles ligeså meget som noget, man ikke ville feste nær så meget løs til, hvis det var alt, pladen havde at byde på. Hvis Some Girls var en kalender ville den ikke være en med juleaften hver dag, for så ville man blive træt af al den juleri. Det ville være en, hvor juleaften bliver afløst af fastelavn, som går over i påske, hvorefter Sankt Hans og Halloween kommer straks, med nogle få almindelige dage imellem. Jeg tror, det efterhånden står klart: jeg anser Some Girls for at være et mesteværk, som kun få Stones-plader overgår. Musikken er noget af det bedste, de har at byde på, og albummet er som helhed bare enormt godt planlagt.