Tag-arkiv: Country

308 – Diverse Kunstnere – The Sun Records Collection (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1952 blev et pladeselskab ved navn Sun Records grundlagt i Memphis. De ville i løbet af 50’erne få nogle helt enorme navne på sig, der ville ændre musiklandskabet for evigt, heriblandt B.B. King, Howlin’ Wolf, Carl Perkins, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis, Johnny Cash og selvfølgelig Elvis Presley. I 1994 blev et ganske populært opsamlingsalbum ved navn The Sun Records Collection udgivet, og på det fandt man en ganske blandet samling af singler, der blev udgivet på Sun Records. Man får dem fordelt på 3 cd’er, og på disse finder vi selvfølgelig nogle store klassikere af rockpionererne, men vi finder også mange ukendte sange. Hvor mange af jer kender Bear Cat af Rufus Thomas, Red Caddilac and a Black Mustache af Warren Smith eller Red Hot af Billy Lee Riley? Men disse er rigtig fede omend simple sange, der virkelig trænger til mere kærlighed. Foruden den tidlige rockmusik Sun Records er kendt for, så kan man også finde meget rendyrket country og blues på The Sun Records Collection – der er ikke meget rock over Easy af Big Walter Horton eller Swamp Root af Harmonica Frank Floyd.

Men, lad mig nu komme til sagen, for selvom du kan høre nogle flotte sange på denne opsamling, så er det ikke fordi det er det, der får de fleste til at høre netop denne plade. Der er mange flotte opsamlinger med ukendte sange derude, men få har ligeledes et så flot udvalg af tidlige sange af Elvis Presley, Jerry Lee Lewis, Roy Orbison, Johnny Cash og Carl Perkins. De af deres sange, der findes på denne plade er generelt enormt fede. Nogle få sange af Jerry Lee Lewis og Carl Perkins er lidt for rutinerede country-sange til mig, men derudover er det hele fed rock and roll, som simpelthen ikke kunne findes bedre dengang. Man skal lige huske på, at det er begrænset til de sange, musikerne optog for Sun Records, så man får hverken Ring of Fire, Oh, Pretty Woman eller Jailhouse Rock. Til gengæld får man That’s All Right, Whole Lotta Shakin’ Goin’ On, Oobie Doobie, Folsom Prison Blues og Honey, Don’t samt mange andre både kendte og ukendte sange af disse mænd.

Størstedelen af The Sun Records Collection består dog af musikere, de fleste aldrig har hørt om. Det er ikke det hele, der holder lige godt i dag, men hvert nummer giver et rigtig godt indblik i 50’ernes musikkultur og rockens spæde begyndelse. Og det er reelt det største, man kan sælge The Sun Records Collection på, nemlig det historiske. I modsætning til andre yderst historisk interessante opsamlinger, f.eks. Anthology of American Folk Music, der opsamler en masse ukendte sange fra slut-20’erne og start-30’erne, så er The Sun Records Collection faktisk hovedsageligt en meget berigende musikalsk oplevelse. Den er med sine 3 timer lidt af en mundfuld, men det er jo derfor der er 3 cd’er. Ikke alle sangene er glemte mesterværker, men der er en del derimellem, f.eks. Rufus Thomas, Warren Smith og Billy Lee Rileys sange på pladen, for ikke at snakke om den ufatteligt overset B.B. King-sang B.B. Blues. Hvis du har en forkærlighed for tidlig rock and roll, så kan jeg virkelig ikke se en årsag til ikke at lytte til The Sun Records Collection. Det er virkelig godt stof det meste af tiden.

324 – Linda Ronstadt – The Very Best of Linda Ronstadt (2002)

Udgivet den af
Svar

Linda Ronstadt er en virkelig dygtig sangerinde, og hun har i løbet af sin lange karierre fortolket rigtig mange sange. Ofte lavede hun covers, og kun i yderst sjældne tilfælde havde hun selv skrevet sine originale numre heller. Hun sang indenfor mange stilarter, hovedsageligt pop, rock, country og diverse kombinationer af disse tre genrer. Mange af hendes mest kendte numre blev i 2002 opsamlet på The Very Best of Linda Ronstadt. Denne findes i både en amerikansk og en international udgave, hvor rækkefølgen er ændret en smule, og et par få numre er blevet erstattet af andre. Jeg har lyttet til den internationale. Ronstadt har jeg ikke lyttet meget til udover dette ene album, men jeg må sige, at hun er en fin fortolker af rockgenren. Klassikere som It’s So Easy af Buddy Holly og Back In the U.S.A. af Chuck Berry bliver behandlet meget respektfuldt. De minder måske lidt meget om originaludgaverne, men alene at høre disse fede numre leveret af en så dygtig sangerinde er ret sejt. Hun fik også gjort obskure numre som Warren Zevons Poor Poor Pityful Me mere populære, og det i en fremragende udgave.

Det er ikke hver eneste fortolkning, hvor jeg føler, at hun giver nummeret, det det fortjener. Buddy Hollys That’ll Be the Day er virkelig svær at få genskabt magien fra, og man skal have charme på niveau med Buddy Holly selv for at bære den, og det har Ronstadt ikke, selvom hun er en meget karismatisk musiker. Smokey Robinsons Tracks of My Tears og Ooh Baby Baby får også suget ret meget af deres sjæl ud. Neil Youngs After the Gold Rush og Eagles’ Desperado bliver også gjort kedeligere og mere country-prægede end oprindeligt. Og jeg ved godt at Blue Bayou er en af hendes mest elskede numre, men jeg har det meget på samme måde med den, lige med forskel at jeg end ikke er så stor fan af Roy Orbisons originaludgave. Hvis Ronstadt dog virkelig vil kede mig, så fremfører hun en duet. Der er tre duetter på denne plade, to med Aaron Neville og én med James Ingram, og de er alle tre forfærdelig klichéfyldte, kedelige og på alle måder ordinære. Disse duetter var alle tre enorme hits i slut-80’erne, men til det har jeg bare at sige, at slut-80’erne generelt var forfærdelige år for amerikansk popmusik.

Ronstadt debuterede som sanger i bandet Stone Poneys, og med dem har hun én sang på denne opsamling, og det er en af de allerbedste. Det hedder Different Drum, og jeg elsker virkelig den barokke instrumentation. Popmusik har brug for mere cembalo og cello! Jeg har endnu slet ikke rørt ved hendes originale solomateriale, men det er af meget svingende kvalitet. Eller rettere, der er præcis fem af dem, og fire af dem er rigtig kedelige, langsommelige countrypop-sange, som jeg ikke aner, hvorfor jeg skulle interessere mig det mindste for. Den ene af dem har hun selv skrevet, den hedder Winter Light, og jeg ville gerne diskutere den yderligere, hvis den havde noget, der egentlig kunne diskuteres. Den interessante blandt de fem hedder How Do I Make You, og den er en rigtig sjov rocksang. Jeg synes, der begynder at tegne sig et mønster, og det siger noget i retning af, at hvis Ronstadt laver en sjov sang, så kan hun sagtens finde ud af det, og jeg har det bare skægt med nummeret, og hvis hun prøver at være langsom og romantisk, så er jeg ved at brække mig. The Very Best of Linda Ronstadt giver mig et meget nuanceret billede, men det er bare svært at tilhøre målgruppen for samtlige numre.

364 – Johnny Cash – American Recordings (1994)

Udgivet den af
Svar

Johnny Cash er en legende indenfor rock and roll, rockabilly og country, især på grund af hans sange fra 50’erne og 60’erne. Han begyndte dog at blive populær igen i 90’erne, og pladen, der fik Cashs karriere til at blomstre igen, hed American Recordings, blev udgivet i 1994, og den bestod hovedsageligt af covers og nyindspilninger af gamle Cash-sange, alle opført af Cash alene med sin akustiske guitar. Pladen åbner med sangen Delia’s Gone, der oprindeligt blev indspillet af Cash i 1962. Den oprindelige udgave havde uden tvivl også sin sære charme med den enorme kontrast mellem den lystige melodi og teksten om at dræbe en kvinde, men den nye udgave er mere trist, tænksom og fortrydende, hvilket giver den noget ekstra dybde. Let the Train Blow the Whistle var lavet specifikt til denne plade. Den handler om at acceptere visse ting her i livet, og det får man også lyst til, som Cash på charmerende vis synger den. The Beast in Me er ligeledes en original sang, selvom den er skrevet af Nick Lowe, der senere indspillede et cover af den. Den er meget tænksom og dybsindig. Drive On, endnu en original sang, er ret så lystig, og man lærer hurtigt at synge med. Den føles taknemmelig, og man opdager hurtigt, hvor meget teksten har at byde på.

Why Me Lord?, et cover af en Kris Kristofferson-sang, fortsætter den taknemmelige tone, dog denne gang med en religiøs indgangsvinkel. Jeg har generelt rigtig svært ved at værsætte religiøs musik, og dette er ikke en undtagelse. Jeg vil dog sige, at sangen lyder bedre i Cashs simplistiske udgave. Thirteen er et originalt nummer, denne gang skrevet af Glenn Danzig fra metalgruppen Danzig. Sangen er virkelig dyster og grov, og selvom Danzig også senere lavede et cover, der naturligvis havde den djævelske flavour, man forventer fra genren, føles Cashs version mere reel, mere grusom og mere dyster. Oh Bury Me Not er endnu en nyindspilning af en ældre Cash-sang, denne gang fra 1965. Det er ikke rigtig min yndlingssang på pladen, og jeg foretrækker nok originalen. Den åbner med en bøn, og som jeg sagde tidligere, interesserer den slags mig virkelig sjældent. Derudover er melodien ret monotom. Til gengæld er hans cover af Leonard Cohens Bird on a Wire virkelig flot. Det er en trist sang om uopnåelig frihed, og den er meget rørende. Hans cover af Eddy Arnolds Tennessee Stud, der i øvrigt er opført live, er til gengæld en ret gammeldags countrysang. Det er den selvfølgelig også i originaludgaven, men denne heste-ballade føles bare så triviel ved siden af alle disse sange om fangeskab og død.

Down There by the Train er skrevet til dette album, og det er skrevet af ingen ringere end Tom Waits, som også senere selv har fortolket den. Waits har som altid skrevet en fantastisk melodi, som er meget rørende. Mens man kan høre vanlige Waits-elementer, lyder den dog som skabt for Cashs stemme, hvilket den jo også er. Redemption er ligeledes original, og det er en meget dyster sang. Stemningen rammes helt perfekt, og den simple instrumentation har ikke været udnyttet bedre på albummet end her. Like A Soldier er pladens sidste originale nummer, og selvom den føles meget som et gammelt Cash-nummer, kan man mærke, at dette er fortalt af en ældre herre. Dette er dog kun en god ting, da man let kan høre hans erfaring. Albummet afsluttes med endnu et live-nummer, denne gang af Loudon Wainwrights The Man Who Couldn’t Cry. Det er en meget morsom historie, selvom der sker nogle ikke så lystige ting i sangen. Det er godt skrevet af Wainwright og især godt fortalt af Cash. Det er en rigtig god afslutning til et rigtig godt album.

429 – Gram Parsons – Grievous Angel (1974)

Udgivet den af
Svar

Gram Parsons var medlem af først the International Submarine band, da the Byrds og derefter the Flying Burrito Brothers, hvorefter han udgav to soloplader. Den sidste af disse, Grievous Angel, blev desværre også det sidste han nogensinde optog, da han uheldigvis døde i 1973, få måneder før albummet blev udgivet. Gram Parsons var en af pionererne indenfor country-rock, og jeg vil som så ofte sige, at før anmeldesen kan skride frem, er det vigtigt at vide, at country slet ikke er min genre. Derfor hjælper det slet ikke, at åbningsnummeret er et næsten rendyrket countrynummer ved navn Return of the Grievous Angel. Af en countrysang at være, er den dog ikke så ringe endda. Parsons længsel er rigtig tydelig, og Emmylou Harris er rigtig dygtig på backingvokal. Jeg ved egentlig ikke helt, om jeg ville kalde det en backingvokal, når det kommer til stykket, for hun er ualmindeligt langt fremme i mixet. Og det er kun godt, for Parsons er ikke en specielt dygtig sanger. Harris medvirker derfor også heldigvis på langt de fleste af pladens numre.

Derefter kommer Hearts On Fire, der indeholder lidt flere rockelementer. Den er bare lidt kedelig. Den er rimelig følelsesrig for en stund, men efter noget tid, ender den med at vade lidt rundt i den samme kedelige suppedas. Der bliver heldigvis fulgt op på dette med I Can’t Dance, der er en næsten perfekt blanding mellem country og rock. Den er vældig sjov, og countryelementerne gør den kun mere stemningsrig. Denne bliver fulgt op med den stille Brass Buttons, hvorpå man for en gangs skyld ikke støder på fru Harris. Den føles udmattet og langt nede på jorden, og selvom den for mig bliver ret kedelig, ville jeg let kunne forstå, hvis man bliver fuldstændig forelsket i den. Denne bliver efterfulgt en i starten lige så stille sang ved navn gang $1000 Wedding, der dog bliver mere højlydt med tiden, hvilket skaber god dynamik. Det er faktisk ikke et dårligt nummer overhovedet, det har interessante ordvalg og rigtig god instrumentation. Bagefter kommer en live-medley af den energiske country-klassiker Cash on the Barrelhead og den stille Byrds-sang Hickory Wind. Og med publikum på, bliver Cash on the Barrelhead faktisk ganske underholdende, men Hickory Wind gør lige så lidt for mig her, som den gjorde med the Byrds. Den er bare kedelig og sætter albummet i tomgang.

Love Hurts er derimod en ganske rørende lille sang, oprindeligt af the Everly Brothers. Den er blevet fortolket af rigtig mange, men min yndlingsudgave er overraskende nok denne. Parsons og Harris synger smukt sammen i en helt utrolig harmoni. Det er lidt ufatteligt, at den lyder så godt, for Parsons er virkelig ikke en dygtig sanger, men han lyder formidabel her. Las Vegas er en ganske sjov sang om at spille alle sine penge væk. Okay, emnet er måske ikke så morsomt, men den er absolut i den gode ende af albummet. Afslutningsnummeret, In My Hour of Darkness har en meget kraftig vokalharmoni, der dog denne gang fuldkommen ødelægges af Parsons stemme. Harmonien er nok sangens svageste punkt, for man bliver hurtigt godt træt af den, selvom den er ret sød i starten. Derudover er der ikke helt nok musikalske ideer på den, til at jeg helt kan sige, at den er noget for mig. Grievous Angel er et overraskende godt album. Som en, der ikke normalt kan lide noget, der har noget med country at gøre, så kunne jeg nok ikke blive gladere for det. Der er stadig meget, jeg ikke kan lide, men det gode er langt bedre, end jeg turde håbe på.

458 – John Prine – John Prine (1971)

Udgivet den af
Svar

John Prine dukkede ud af det blå op i 1971 med sit debutalbum, der simpelt nok blot hed John Prine. John Prines musik bestod i rigtig høj del af country og folk, og kun på få sange lyder han mere af det ene end det andet, oftest fordi hans accent narrer lytteren til at tro, at der egentlig er mere country i musikken, end der egentlig er. Og som en person, der ikke er specielt glad for country, hjalp det virkelig ikke på min umiddelbare opfattelse af albummet, at han sang sådan. Men John Prine synger næsten ikke i første omgang. Han bevæger sig tit i et eller andet sært mellemrum mellem sang og spoken word, ofte med de omkvædene som tydelige undtagelser, selvom det dog heller ikke er garanteret. Når man har med et så stille album at gøre, er det sværere at finde et godt åbningsnummer, men Illegal Smile gør det nu rimelig godt i den rolle. Kort tid efter Prine har åbnet munden, kommer han med linjen “Bowl of oatmeal tried to stare me down… and won” – og så er det svært, ikke at få rettet sin opmærksomhed mod albummet.

Desværre er det nummer nok pladens utvivlsomt absolutte højdepunkt. Meget andet går fra at være en kende fladt over at være mildt fængende til efterlade intet indtryk på mig som lytter i mindste grad. De bedre numre er f.eks. den ufatteligt country-lydende Paradise, som bare borer sig ind i hovedet med en utrolig fængende melodi – Pretty Good, der til en afveksling bruger elektrisk guitar. Det lyder mest af alt som et tredjerangs Bob Dylan-nummer, men det er stadig ret godt for enhver, der ikke er Dylan. Og den kraftigt orgel-drevne Sam Stone er også ganske sød. Til gengæld ville jeg slet ikke kunne fortælle dig, hvordan sange som Donald and Lydia, Spanish Pipedream eller Far From Me lyder, hvis du spurgte mig her og nu. Et gennemgående plus er dog, at Prine er en rigtig dygtig lyriker. Hans lyriske emner – Jesus, narkotika, blandede bolsjer – siger mig ikke en pind, men han gør dem altid lette at forstå, så det er ganske rart. Desværre formidler han kun ca. halvdelen af tiden selve musikken i en grad, hvor jeg nyder det.

John Prines blanding af folk og country virker for så vidt ganske unikt. Jovist, det er set andre steder, men i forhold til, at albummet er fra 1971, så holder det sig ganske godt. Det fungerer også ganske godt, hvis du ikke kan falde i søvn, især den sidste halvdel, hvor sangene bliver meget svagere. Ikke at jeg nogensinde er alt for begejstret for ret meget på første halvdel, men anden halvdel går nærmest ligeså hurtigt ud af hukommelsen, som den træder ind. Melodierne er bare ikke specielt stærke. Afslutningen, Flashback Blues, der holder sig i den mest folk-orienterede ende af pladen, er dog ret god. Den er lystig og dynamisk, og den runder rimelig godt det hele af. Men når alt kommer til alt, er John Prine ikke et utrolig specielt album. Det har absolut numre på sig, som jeg er glad for at kende til, men på den anden side, er der bare rigtig meget ved pladen, der ikke er værd at huske på. Det prøver ikke på at være mere, end det er, men det er bare i bund og grund ikke så meget. Det kan nok anbefales til fans af countrymusik eller rigtig store fans af traditionel folk-musik, men publikummet er så sandelig noget af en niche.

484 – Merle Haggard – Branded Man (1967)

Udgivet den af
Svar

Det er ikke en hemmelighed, at jeg har et lidt problematisk forhold til countrymusik. Som jeg tidligere har sagt er det meste af det bare for tamt for mig, og Branded Man af Merle Haggard er ikke en undtagelse. Der er dog rimelig store følelser i gang på dette album, og Merle Haggard er en rigtig dygtig sanger. Han formår virkelig at formidle, hvis der er noget, han har at fortælle, og det lyder aldrig halvhjertet. Han lyder meget tit bekymret eller sorgmodig, og det er aldrig sådan, at jeg ikke tror på, at det han synger om som sådan kunne være fuldkommen rigtigt. Branded Man er ikke et specielt lykkeligt album, og jeg værdsætter oftest country, hvis det handler om kriminalitet, druk og ulykke. Positiv country er bare ikke noget for mig – ikke at negativ country ellers ofte er heller – men det her album har nogle guldkorn på sig. Åbningsnummeret, Branded Man, er nok min absolutte yndlingssang i hele Haggards diskografi. Den handler om at han just er blevet løsladt fra fængslet, og han frygter at folk vil undgå ham på grund af hans fortid, som alle i hans lille by efterhånden kender til. Rigtig god problemstilling, og den bliver også behandlet godt i teksten.

Haggard har selv skrevet de fleste af numrene på Branded Man helt eller delvist, og han er en rigtig dygtig sangskriver. Branded Man, I Threw Away the Rose og Some of Us Never Learn er blot et par få eksempler på hans evner som lyriker, men alle de 7 sange, han har skrevet har formidable tekster. Melodierne er oftest ret vamle, og hvis de ikke var, ville jeg nok være rigtig overrasket. Det ændrer sig ikke meget på numrene, andre har skrevet heller, men tekstkvaliteten forbliver heldigvis nogenlunde den samme. Det er meget triste og rørende sange, som nok kan fælde et par tårer, hvis man er til de efter min mening vamle melodier. Og selvom Haggard, når han er bedst, er en rigtig dygtig sanger, laver han de små knæk, som Hank Williams gjorde sig berømt for alt for ofte.  Jeg synes ikke engang at det altid virker for Williams, men når andre gør det, virker det bare alt for meget, som at de forsøger på at kopiere ham.

Albummet er fyldt med historier om uheldige episoder i livet. Det starter som sagt med, at Haggard er blevet løsladt fra fængslet, og den slutter med at han havner der igen. Hvor Branded Man dog er noget af det bedste, han har at byde på, møder man den absolutte modsætning på afslutningsnummeret, I Made the Prison Band. Den er som sådan en ok sang i de første 30 sekunder, men så kommer ud af det blå Bonnie Owens, der skriger og skråler med på omkvædet. Det lyder slet ikke godt. Oven i det har den også den tammeste undskyldning for en guitarsolo, jeg længe har hørt. Haggard har ikke selv skrevet den, og selvom jeg ikke har meget imod Tommy Collins’ øvrige bidrag til pladen, kunne vi let have undværet et nummer som I Made the Prison Band. Hvad angår temaet fungerer den dog godt til at runde pladen af, men den føles lidt for kunstig, og så skærer Bonnie Owens virkelig i ørerne på det nummer. Alt i alt er Branded Man en plade, som fans af traditionel country nok vil kunne nyde. For alle os andre er den nok i bund og grund for kedelig, så det er næppe noget, der vil kunne gøre dig mere begejstret for genren, end du i forvejen er.

485 – Loretta Lynn – All Time Greatest Hits (2002)

Udgivet den af
Svar

Loretta Lynn er en af de mest roste countrysangerinder nogensinde, og hvis man vil høre hende, skal man nok helst finde sig et opsamlingsalbum. Hendes største hits fra 1964-78 blev i 2002 samlet på All Time Greatest Hits. Nu har jeg jo mine små problemer med countrymusik, så næsten uanset hvor god hun nu engang er, eller hvor stor betydning hun har haft for genren, så har jeg stadig svært ved at værdsætte hende. Så jeg vil starte med at snakke lidt om noget af det, jeg rent faktisk godt kan lide ved albummet: For det første er det, hvis vi kun ser på det som en opsamling, rigtig godt udvalgt. Jeg føler ikke, at nogle af Lynns mest kendte numre mangler, og det er generelt godt sammensat, så selv jeg, der jo ellers har mine problemer med country sagtens kan lytte alle 22 numre igennem. Jeg synes ikke selv, at Lynn varierer meget fra nummer til nummer, men der er sørget godt for, at to numre, der lyder alt for ens, aldrig kommer efter hinanden på All Time Greatest Hits.

Loretta Lynn er også en ganske god sangskriver. Desværre har hun ikke skrevet så mange af sangene på opsamlingen igen, men når hun gør, mærker man, at hun virkelig har noget at sige. Fist City handler f.eks. om Lynns tidligere mand, der er hende utro og oven i købet mishandler både hende og de andre kvinder, når nu han er i gang. Sangen er udformet som en advarsel, og den blev i sin tid bandlyst fra mange radiostationer, da dens tekst blev ret kontroversiel. Det behøver ikke at blive så slemt igen, før hendes tekst dog bliver interessant, men hendes bedste numre har alle til fælles, at hun selv helt eller delvist har skrevet dem. Selv før jeg vidste dette, syntes jeg at numre som Rated X og Coal Miner’s Daughter føltes mere reelle og nærværende end resten, så når hun er involveret, er det rigtig tydelig. Desværre er der dog kun 5 af dem i alt blandt de 22 numre på pladen. 5 andre numre er duetter med Conway Twitty, og dem har jeg noget sværere ved at holde ud. De er rigtig corny, og selvom begge er karismatiske personligheder, føles deres samspil bare så utrolig falsk og overfladisk.

Det største problem ved Loretta Lynn er det samme som for de fleste andre countrymusikere, nemlig lyden. Det lyder bare så ensartet, hvis du spørger mig. Jeg har svært ved at huske det meste af musikken, den føles kønsløs, og end ikke på sange med så tunge, hårdtslående tekster som Fist City eller Rated X kan jeg mærke en på nogen måde tilsvarende styrke i melodien. Når Lynn ikke selv har skrevet teksten, kunne man let risikere at teksten blev corny som bare pokker, men det sker heldigvis kun på duetterne. Nogle få af dem har rigtig gode tekster, der sagtens kan måle sig med Lynns, men de fleste er bare lige så lette at glemme som melodierne er. Hvis du er til gammeldags country, så er Loretta Lynn jo en klassisk sangerinde, som du nok bør lytte til, men for mig personligt, gjorde hun ikke meget specielt i løbet af de sangene på All Time Greatest Hits. Albummet indeholder til gengæld meget af det, hun er blevet berømt for – både på godt og ondt – så det er en god introduktion til Lynn, og hvis du ikke kan lide noget på det album, finder du næppe meget interessant i resten af hendes diskografi.