Tag-arkiv: Blues-rock

73 – AC/DC – Back in Black (1980)

Udgivet den af
Svar

Jeg har aldrig været den mest entusiastiske AC/DC-lytter i verden, men jeg vil da kalde mig selv fan af deres højlydte, vilde rocklyd. De har fat i nogle meget simple virkemidler, og de formår at skabe noget meget effektivt, der let får adrenalinen i gang. Alligevel var jeg langt fra grebet, da jeg skulle anmelde deres populære album ‘Highway to Hell’ fra 1979. Deres brand af energisk macho-rock endte nok med at blive lidt for overstimulerende til mig i løbet af en 41 minutter lang plade, og min oplevelse var lettere ensartet. Et par måneder efter udgivelsen af ‘Highway to Hell’ døde bandets forsanger Bon Scott, men heldigvis fandt de et nyt vokalt powerhouse med Brian Johnson, og allerede i 1980 ville de med den nye sanger udgive deres mest populære plade nogensinde, ‘Back in Black’. På mange punkter minder ‘Back in Black’ meget om ‘Highway to Hell’. Der bliver ikke skruet ned for energien, og Brian Johnson udmærker sig allerede her som en sanger, der absolut er af samme kaliber som Scott. Helt ned til albummets længde, er det som før; ‘Back in Black’ har lige så mange tracks som ‘Highway to Hell’, og albummet er sølle 45 sekunder længere end forgængeren. Hvis vi ser bort fra udskiftningen af forsanger, er det altså ikke just et risikabelt album.

Selvom rigtig meget er som på forgængeren, føler jeg alligevel, at ‘Back in Black’ er en betydeligt bedre plade. Her er det især sangskrivningen, der har fået et nøk op. ‘Back in Black’, ‘You Shook Me All Night Long’ og ‘Rock and Roll Ain’t Noise Pollution’ er klasseeksempler på AC/DC, der gør det, de er bedst til, og de udgør absolut ikke en minoritet på pladen. Nogle af AC/DC’s sjoveste, bedst konstruerede sange er at finde på ‘Back in Black’, og mens jeg da har mine favoritter, har jeg svært ved at udpege et egentligt lavpunkt. Alle tracks fungerer rigtig godt, hvilket alligevel er lidt af et mirakel, når AC/DC ikke ligefrem er kendt for den virtuose diversitet i deres lyd. Det er dog her, vi alligevel finder et af de større problemer ved pladen, nemlig det konstant høje lydniveau. AC/DC kan ikke finde ud af at skrue ned, og det gør pladen rigtig udmattende. De kører et fedt track med at mange af numrene starter ret stille, men når forstærkeren først slår sig løs, er der ingen vej tilbage. Placeringen af titelnummeret mod midten er dog et godt valg, da den for en kort stund skaber noget variation med en lidt stivere rytme end den vildskab, AC/DC ellers typisk byder på.

AC/DC bringer faktisk også lidt øget finesse til andre numre. Den langsomme, lidt metal-prægede intro på åbningsnummeret ‘Hells Bells’ er mærkbart stilfuld, og den får lov til at køre relativt længe, før nummeret går over i en mere typisk AC/DC-lyd. Det samme gælder den ensomme, ømme guitar i starten af ‘Rock and Roll Ain’t Noise Pollution’. Nummeret sørger på den måde for at være en vældig respektabel måde at afslutte pladen på, og det sørger for, at man sidder tilfreds tilbage som lytter. Nu har jeg ind til videre allerede kaldt AC/DC’s lyd for ‘vild’ to gange i løbet af denne anmeldelse. Det føler jeg er et passende ord, men man skal absolut ikke tro, at de på nogen måde er løsslupne som musikere. ‘Back in Black’ føles som en meget kalkuleret, komponeret og kontrolleret plade. AC/DC arbejder ud fra nogle meget faste formler, og det kan altså sørge for, at det kan blive lettere uinspirerende at høre på til tider. Med mit kendskab til gruppens diskografi, tror jeg dog, det er et problem, jeg vil have med de fleste AC/DC-plader. Når man overvejer den faktor, så tror jeg, ‘Back in Black’ er noget nær den optimale AC/DC-oplevelse.

75 – Led Zeppelin – Led Zeppelin II (1969)

Udgivet den af
Svar

Led Zeppelin er et af den slags bands, jeg nærmest tror, alle har hørt. Selv hvis man ikke mindes at have hørt dem, har sange som ‘Stairway to Heaven’, ‘Kashmir’ og ‘Immigrant Song’ fået en så fasttømret plads i vores kultur, at gruppen praktisk taget er umulig at undgå. Når det gælder hård rock var de tidlige bannerførere, og selvom de udvidede deres lyd med tiden, er der stadig noget forfriskende over deres første par rå, meget blues-prægede albums. Og allerede dengang kunne man se, at de osede af ambition, bl.a. på ‘Led Zeppelin II’ fra 1969. Det her, det var langt mere end blues-musik med distortion fra en højlydt forstærker. Nænej, det var starten på en ny musikalsk æra. Det simple, fængende guitarriff på åbningsnummeret ‘Whole Lotta Love’ sætter for en stund stemningen og antyder en letfordøjelig omend attituderig oplevelse, noget der især bliver understøttet af Robert Plants kraftige leadvokal og det nærmest punkede omkvæd, der er uhyre let at synge med på. I disse trygge rammer får vi dog kun lov til at blive i lidt over 1 minut, før vi skal gennem en syret instrumental del, hvilket faktisk ender med at blive nummerets egentlige fokus.

‘Whole Lotta Love’ er et oplagt valg til at indlede pladen, dels grundet dens mindeværdige omkvæd og stærke skelet, men også da den flot udtrykker, at der generelt gemmer sig rigtig meget dybde under pladens testosteronfyldte overflade. Led Zeppelin tager chancer. Om det er den følsomme, akustiske ballade ‘Thank You’ eller guitarsoloen på ‘Heartbreaker’, der i løbet af et længere stykke kører helt uden anden instrumentation. Den slags dynamiske valg gør pladen mere varieret og frisk hver eneste gang, og til min store overraskelse endte ‘Led Zeppelin II’ for mig mere med at være en musikalsk rejse end en samling sange. Visse numre kan sagtens fungere storartet individuelt, bl.a. ‘Ramble On’ og ‘Whole Lotta Love’, men i hovedreglen formår pladen at være meget mere end blot summen af dens dele. Sange som ‘The Lemon Song’ og ‘Bring It On Home’ formår at udvide pladens lyd, mens man samtidig beholder et relativt samlet billede af pladen som en enhed. Begge kører i store dele over en meget simpel, fortærsket bluesmelodi, men i pladens kontekst ender de med at bidrage med både kulør og variation. Man kan let sidde med et stort smil på læben, når man hører hvordan de bygger videre på elementer, der ellers kan opfattes som klichéer.

Pladen har dog naturligvis år på bagen, og det er ikke det hele, der har ældet lige yndefuldt. Robert Plants vokalstil i versene til ‘What Is and What Should Not Be’ og ‘Bring It on Home’ lyder ret fjollet i dag, og de vækker for mig slet ikke den sensuelle stemning, som jeg antage var intentionen. Ligeledes er trommesoloen på ‘Moby Dick’ alt, alt for lang, og jeg synes egentlig at den er temmelig intetsigende. Trommesoloen udgør størstedelen af sangen, og derfor er den langt fra min yndlingssang på pladen, men jeg må indrømme at den lille resterende del er noget nær fantastisk. Stereomixingen kan muligvis også tage noget tid at vænne sig til, da den på visse numre er meget opdelt, men selv fandt jeg den ikke for distraherende, og effekten virker da glimrende det meste af tiden. Jeg havde tidligere en eller anden idé om, at Led Zeppelin først begyndte for alvor at blive ambitiøse på deres fjerde plade, men jeg er nu overbevist om, at det altid har været i dem. ‘Led Zeppelin II’ er i både skala og kvalitet stadig imponerende i dag, og det er med god grund, at vi stadig regner dem for et af de største rockbands nogensinde.

82 – The Jimi Hendrix Experience – Axis: Bold as Love (1967)

Udgivet den af
Svar

Her kommer en pinlig tilståelse: min erfaring med guitarguden Jimi Hendrix er dybt begrænset. Jeg har naturligvis hørt alle de mest populære sange – ‘Foxy Lady’, ‘Purple Haze’, ‘Hey Joe’, ‘All Along the Watchtower, osv., men jeg har aldrig dykket ned i hans diskografi i større omfang end at have hørt ‘Are You Experienced?’ en eller to gange i baggrunden. På det sidste har jeg dog efterhånden hørt hans andet album, ‘Axis: Bold as Love’ en hel del gange, og jeg kan let konkludere, at Hendrix fortjener alle de roser, han så vanligt får. En ting er nemlig, at han er en virkelig teknisk dygtig guitarist, det er der nok ingen der vil tage fra ham; andet er, at hans stil er dybt innovativ og holder virkelig godt i dag. Noget, jeg tit synes, bliver forbigået i diskussioner om Hendrix’ musikalske bedrifter, er hans humor. ‘Axis: Bold as Love’ starter med ‘Exp’, en ganske morsom sketch om rumvæsener, og derefter får man ‘Up from the Skies’, en lystig lille R&B-sang om hippiernes glæde for fred og kærlighed. Det er en dybt befriende start på et album, der ellers sagtens kunne have været en prætentiøs stribe guitar-eskapader. Personligt sætter jeg pris på, at Hendrix ikke er så selvhøjtidelig, som han ellers kunne risikere.

Dermed ikke sagt, at det hele er fis og ballade, langt fra. Med tiden kommer man ind i lidt mere seriøse sange. De er lyrisk ofte spækket med farverige metaforer, og af og til kan Jimi måske lege lige lovlig meget med feedback-lyde. Hvis det ikke var for den fjollede introduktion til pladen, kunne man let føle, at der var noget man ikke forstod, men grundet introduktionen føler man sig på bølgelængde på pladen. På den måde er man parat til at blive taget på store, spændende eventyr, som på den drømmende ‘Castles Made of Sand’, den vemodige ‘Little Wing’ eller den sensuelle ‘Little Miss Lover’ – hvor den sidste dog nok heller ikke kunne skabe meget forvirring i første omgang. Her ser man et andet ofte overset træk ved Hendrix’ musik, nemlig hvor funky den kan være. Der er funky grooves rigtig mange steder på ‘Axis: Bold as Love’, nok især de mere sensuelle numre. ‘You Got Me Floatin” og ‘Wait Until Tomorrow’ er andre eksempler på en fed, funky lyd, der viger væk fra det noget ensidige billede af Hendrix’ talent, der tit bliver tegnet. Pladen kommer dog vidt omkring, og på numre som ‘If 6 was 9’, ‘Bold as Love’ og ‘Little Wing’ får man den følsomme omend hårdtslående Hendrix-lyd, man kender så godt.

Variationen på pladen er på den ene side en af pladens største forcer, da det gør det til en meget levende, sprælsk plade, der ofte kan overraske lytteren, selv efter gentagne gennemlytninger. På den anden side gør det også pladen lidt uoverskuelig, og det er til tider svært at føle sammenhæng i numrene. Især nummeret ‘She’s So Fine’ stikker ud. Det er ellers et glimrende nummer, men da det som det eneste nummer på pladen ikke har Hendrix på vokal, lyder det mest af alt som et af The Whos mere psykedeliske numre. Denne afvigelse i vokalen havde måske ikke været nær så malplaceret, hvis lyden ellers var mere konsekvent på pladen. Med det sagt, er det samtidig svært at udpege et dårligt nummer, og hvert nummer har sine egne spændende egenskaber at byde på. Uanset om man føler sig inciteret af pladens psykedeliske aura, funky forførelse, hensagte melankoli eller hårdtslående guitarriffs, så bliver det mesterligt leveret. Det er derfor stadig meget let at anbefale ‘Axis: Bold as Love’, for det er fortrinligt håndværk, og jeg glæder mig derfor nu rigtig meget til at dykke længere ned i Jimi Hendrix’ diskografi.

86 – The Beatles – Let It Be (1970)

Udgivet den af
Svar

Da The Beatles i 1970 annoncerede over for verden, at de ville gå hvert til sit, folod de publikum med en plade, der absolut var en afstikker fra den musik, der havde kendetegnet den sidste halvdel af deres karriere. Mens de på albums som ‘The White Album’ og ‘Abbey Road’ havde udfordret og udvidet grænserne for hvad popmusik kunne præstere, var ‘Let It Be’ fra 1970 stort set en tilbagevenden til deres mere simple blues-prægede rocknumre. Det er selvfølgelig lidt af en overforsimpling, men det er den generelle stilart, man finder på pladen. Undtagelserne til denne regel er nok mine favoritter. Den artistiske ambition er især tydelig på denne plades enlige forsøg på psykedelia, den smukke ‘Across the Universe’. Den barokke instrumentation på ‘The Long and Winding Road’ understøtter også den melankolske sentimentalitet på nummeret virkelig godt, og det ender med at være det muligvis bedst lydende nummer på pladen. Man kan selvfølgelig ej heller undgå at nævne pladens mest populære sang, den titulære ‘Let It Be’. Efter så mange gange, hvor denne simple sang har stået model for lejrbåls-fællessang, skulle man tro at nummerets magi var svunden, og det ville den muligvis også være, hvis lyden ikke var så utrolig lækker, især når George Harrisons guitar og Paul McCartneys vokal mødes mod slutningen.

Lyden på pladen faktisk virkelig værd at bide mærke i, for i modsætning til samtlige andre Beatles-albums, er ‘Let It Be’ ikke produceret af George Martin. De har fået en anden af verdens bedste producere til at tage sig af pladen, nemlig ingen ringere end Phil Spector. Spector gjorde sig i 60’erne bemærket for hans fyldige poplyd, den såkaldte ‘Wall of Sound’, han skabte med navne som Ike & Tina Turner, The Ronettes og The Righteous Brothers. Hvis man ser bort fra de førnævnte numre, ville The Beatles med ‘Let It Be’ dog mest af alt skabe en rå, blueset rock and roll-plade, så det er langt fra altid, Spectors produktionsstil passer særlig godt til sangene. Tit lyder mixet bare tomt og tyndt. Når pladen lyder bedst, har Beatles nærmest aldrig lydt bedre, men det er stort set kun på numrene ‘The Long and Winding Road’ og ‘Let It Be’, at jeg er helt tilfreds med lyden, selvom den lidt skæve lyd på ‘Get Back’ også absolut har sin charme. ‘Across the Universe’ lyder dog alt for mudret, den passer lydmæssigt slet ikke sammen med resten af tracklisten.

Store dele af pladen ville dog næppe blive forbedret af bedre produktion, for meget af sangskrivningen og instrumentationen er underligt uambitiøs. Jeg tror, de hovedsageligt prøver at levere på charme, men den rammer mig ikke så ofte. Den virker godt på det country-inspirerede åbningsnummer, ‘Two of Us’, der har en romantisk, sentimental lyd. Numre som ‘Dig A Pony’, ‘One After 909’ og ‘For You Blue’ føles dog mest af alt som fyld-numre. Det er ikke engang særlig god blues eller rock and roll, det er en meget nedvandet udgave af genren. På ‘For You Blue’ siger Lennon “Elmore James got nothin’ on this”, og det lyder nærmest sarkastisk. Markant på pladen er også de to sange på under et minut, ‘Dig It’ og ‘Maggie Mae’. De er begge exceptionelt ringe, og jeg tror, at dette er et forsøg på en dosis humor, selvom jeg selv finder det ret plat. De er nok de mest rodede numre på den rodebutik, der i sin helhed er ‘Let It Be’-pladen. ‘The White Album’ fra 1968 var også rodet, men den var samtidig nytænkende og eksperimenterende. Jeg må desværre sige, at jeg kun får noget mærkbart ud af omkring halvdelen af pladen, så jeg har svært ved at anbefale den, hvis man ikke allerede er stor Beatles-fan.

95 – Creedence Clearwater Revival – Green River (1969)

Udgivet den af
Svar

Jeg har efterhånden lyttet til rigtig meget Creedence Clearwater Revival – jeg har endda anmeldt både Cosmo’s Factory fra 1970 og Willy and the Poor Boys fra 1969, muligvis deres to mest populære albums. Et tredje, der er værd at nævne, er Green River, der udkom et par måneder før Willy and the Poor Boys. Lyden herpå er noget mere upoleret end senere, og sangene bygger i højere grad på grooves her. Ligeledes er der større blues-indflydelse, end man ellers er vant til fra sumprockerne, og selvom man absolut godt kan høre, at det er det samme band, som senere udgav Willy and the Poor Boys, så er forskellene markante nok, til at man kan få noget ganske forskelligt ud af de to lytteoplevelser. For at sige det lettere poetisk leder Willy and the Poor Boys tankerne hen mod et gadehjørne, mens Green River leder tankerne hen mod en sump – noget både albumtitlerne og deres tilhørende illustrationer i deres simpelhed har fanget ganske godt. Tekstuniverset på Green River er også mere præget af natur end senere Creedence-plader, hvorpå de blev mere optaget af mennesker og endda politik, end de var af nattehimlen.

Lyden er mere rå og nærmest spinkel på størstedelen af pladen, end jeg er vant til fra deres senere plader. Der er ganske vist to guitarister i gruppen, men deres lyd er så klar, at lydbilledet stadig føles meget bart. Der er absolut en vis appeal ved dette, især da naturen er så meget i fokus på pladen. Det skal dog ikke forstås sådan at guitarerne er i baggrunden på denne plade. De er meget tydelige, og der er mere variation og overraskelse at finde på dem end på noget andet instrument, især i form af fills på de mere energiske eller bluesede numre, såsom Commotion og Tombstone Shadow. Der er dog også plads til nogle fine, mere singer/songwriter-agtige numre, hvor melodien og teksten kan komme lidt mere i fokus. Disse befinder sig især mod midten af pladen i form af numrene Bad Moon Rising, Lodi og Wrote a Song for Everyone. Det kan virke som et sært valg at placere dem alle op ad hinanden, men det virker faktisk ganske fint, hvis du spørger mig. Det er ikke en særlig lang plade, så den grove opdeling i 3 bluesede groove-bårne numre, da 3 mere melodiske singer/songwriter-numre, sidst atter 3 af første slags, den fungerer ganske fint. Det gør at numrene støtter op om hinanden i stil og giver albummet mere kohærens.

De mere melodiske numre er absolut de mest mindeværdige individuelle numre på pladen – melodien er jo sjovt nok mere fængende på dem. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de giver det største aftryk på pladen. Stadig, måske fordi den mere bluesede stil omfavner hver ende af pladen, står den som det klart definerende for mig. I bedste fald, såsom på titelnummeret og Tombstone Shadow, er der tale om detaljerede, velspillede og ganske underholdende sumprock, der virkelig ydnytter genrens repetition til sin fordel. Andre, fx det deres cover af Nappy Browns, The Night Time is the Right Time, har en lettere flad lyd, og det ender med at visse elementer, fx koret, gentager sig så meget, at det ender med at klinge hult. Selv de svagere numre indeholder dog ganske gode elementer – selvom Sinister Purpose har en ret tam vokalmelodi, så er trommerne mod slutningen helt og aldeles geniale. Desværre er de svagere numre generelt mod slutningen, og det gør, at pladen altid efterlader mig en smulle skuffet, da jeg godt kunne have tænkt mig en mere mindeværdig afslutning. Men man kan ikke komme uden om, at der er godt med kvalitet på pladen, og især de tre midterste singer/songwriter-numre viser gruppen fra deres bedste side.

101 – Cream – Fresh Cream (1966)

Udgivet den af
Svar

I 1966 gik tre af tidens dygtigste rockmusikere sammen for at danne et fælles band. Det drejede sig om trommeslager Ginger Baker fra the Graham Bond Organisation, der gennem dette band kendte bassist Jack Bruce, der endvidere havde spillet i Manfred Mann og John Mayall & the Bluesbreakers. I Bluesbreakers havde Bruce fået æren af at spille sammen med guitarist Eric Clapton, der derudover havde spillet i The Yardbirds. Mens de i alle disse konstellationer havde vist sig talentfulde, var det først med Cream, at de fik deres helt store gennembrud. Med debutpladen Fresh Cream fik de for alvor vist, hvor dygtige, kreative sjæle, de var. Alle deres tidligere bands havde en typisk skramlet britisk blues-lyd, og mens Fresh Cream egentlig stadig tager udgangspunkt i bluesmusikken og ikke har en særlig poleret produktion, så har den en helt særlig kant i forhold til deres tidligere musik. Guitaren er blevet mere forvrænget, og de har inkorporeret mange vokalharmonier. Selv når de laver covers af klassiske blues-standarder, har deres musik virkelig meget personlighed, og de tillægger en helt anden stil en originalen. Spoonful og Four Until Late giver et helt andet, mere syret og æterisk billede end de gør på originalerne, og de lyder skidegodt.

Halvdelen af hele pladen er covers, og de er hovedsageligt sat sammen omkring den anden halvdel. Her er blues-inspirationen absolut tydeligst, men der er stadig masser af overraskelser. Sammenspillet mellem mundharmonikaen og guitaren på den rodede Cat’s Squirrel er dybt underholdende, og mundharmonikaen går for alvor amok på nummeret Rollin’ and Tumblin’, hvor trommerne også bliver meget intense. Jack Bruce snøvler sig igennem vokalen på dette nummer, og man kan bare ikke gøre andet end at smile. Vi må heller ikke glemme, at albummet slutter af med en af de bedste trommesoloer nogensinde. Ikke alene er det en ret sjov, original idé at slutte af med en lang trommesolo, men Ginger Baker spiller virkelig også bare som en drøm. Trommerne spiller helt isoleret i over 3 minutter, og overraskende nok er det engagerende hele vejen igennem. Nummeret, der i øvrigt hedder Toad, starter heldigvis også eksplosivt ud med både guitar og bas, og det slutter også sådan af, så det føles som et meget fuldendt nummer, der er meget velegnet til at afrunde pladen. Man har kæben på vidt gab, når albummet er slut, og alle tre musikere er så dygtige, at de utvivlsomt fortjener den reaktion.

Jeg kan dog også virkelig godt lide første halvdel, hvor sangene typisk er en kende kortere. Lyden, Cream rammer på numre som N.S.U. og Dreaming, det er en fed kombo af humor og drama, der kører i et ret svævende lydbillede. Især kan jeg godt lide kanon-vokalerne på Dreaming, og Sweet Wine har en skidegod, syret guitarsolo. Med titler som Sleepy Time Time og Dreaming er det vist desuden tydeligt, at de kraftigt prøver at ramme en drømmende æstetik i starten af albummet. Det er en sjov idé, som de udfører vældig godt, men jeg er nok alligevel glad for, at de ikke lader konceptet vare længere end de få sange i starten. Man kan muligvis savne en smule kohærens mellem de tidlige og de senere sange, men der er en ret glidende overgang gennem numre som Spoonful og Cat’s Squirrel, hvor både det psykedeliske og det bluesede virkelig er i højsædet. Hele albummet er nærmest en lang crescendo fra den stille start på N.S.U. til den bombastiske lyd på afslutningen af Toad. Selv på nyere udgivelser, hvor de har tilføjet sangen I Feel Free inden N.S.U. lyder albummets udvikling rigtig godt. Så jo, Cream kan virkelig finde ud af deres pis, og lige fra debuten markerede de, at de var nogle af feltets mestre.

108 – The Rolling Stones – Aftermath (1966)

Udgivet den af
Svar

Jeg har haft mine problemer med The Rolling Stones på det sidste. Jeg lyttede til den amerikanske udgivelse The Rolling Stones, Now! fra 1965, og jeg var slemt skuffet, men jeg tænkte, at det nok handlede om, at de amerikanske Rolling Stones-albums dengang end ikke var sammensat af bandet selv. Derfor valgte jeg at lytte til den britiske udgave, da jeg skulle anmelde Out of Our Heads fra samme år, og den led desværre af mange af de samme problemer som The Rolling Stones, Now!. Min konklusion var da, at The Rolling Stones’ tidlige plader ikke lever op til de standarder, der senere blev sat af plader som Beggars Banquet og Between the Buttons. Spørgsmålet må jo da være, hvornår pladerne begyndte at være gode, og for mit vedkommende er det nok ved Aftermath fra 1966. Dette har delvist noget at gøre med, at de er blevet mere eventyrlystne i forhold til det instrumentale. Lyden bliver endelig mere end blot noget skramlet blues-rock, der er nu numre med cembalo, marimba og endda et japansk instrument kaldet en koto. De udnytter også deres instrumenter til at skabe mere spændende lydbilleder nu, hvor det især kan fremhæves, hvordan guitaren på Mother’s Little Helper næsten lyder som en sitar.

De turde også på Aftermath at skubbe gruppen i nye retninger på andre måder. Dels er den med sine 53 minutter den længste plade, gruppen dengang havde udgivet, og i det hele taget en af de længste plader, der nogensinde var blevet presset ned på en enkelt LP. Det var også den første plade fra The Rolling Stones, der ikke indeholdt nogen covers, og den lyder absolut mere moderne af, at den ikke trækker så meget på gamle Muddy Waters- og Chuck Berry-numre. De viser også flot deres evner som sangskrivere, bl.a. på Mother’s Little Helper, Out of Time og Lady Jane for at nævne et par personlige favoritter. De tog også chancer ved at lade et 11 minutter langt nummer ved navn Going Home være på pladen. Det er en lidt langtrukken affære, men man lægger faktisk nærmest ikke mærke til længden. Den måtte godt være kortere, men det er nu ganske underholdende at høre gruppen jamme i så lang tid. Og det er jo heller ikke fordi hvert eneste nummer på pladen er et mesterværk, men bundniveauet er på alle måder acceptabelt, og man når ikke at komme til at kede sig.

Teksterne kommer også mere i fokus, nu hvor Mick Jagger og Keith Richards selv har stået for dem, og det sker på godt og ondt. Mother’s Little Helper har en helt genial tekst, de fleste andre er også ganske glimrende. Der er nogle få, der skærer i ørerne. Stupid Girl, en af pladens svageste sange musikalsk såvel som lyrisk, har en ret barnlig tone til sig, og de prøver i lidt for høj grad at fortsætte deres bad boy-stil her. Det nummer, der splitter mig mest er dog nok Under My Thumb. Musikken her er fænomenal, ingen tvivl om det, men teksten får mig virkelig til at krumme tæer. Den er faktisk formuleret ret godt, men den er så dybt sexistisk, at den kan være svær at sluge, i hvert fald med moderne øjne, og jeg kan ellers sagtens klare at høre dem synge om voldtægt på Brown Sugar. Jeg er ligeglad med, om det er satire, for teksten er stadig en kende ubehagelig. Aftermath er i gruppens diskografi placeret lige mellem Out of Our Heads og Between the Buttons. Den er mellem noget meget middelmådigt og et vaskeægte mesterværk. Kvalitetsmæssigt befinder Aftermath sig også nogenlunde lige mellem disse. De viser potentiale og kreativitet, og det skal de sgu have en tommel op for.

112 – Cream – Disraeli Gears (1967)

Udgivet den af
Svar

Jeg har efterhånden udforsket ret meget af Eric Claptons karriere gennem mine anmeldelser. To soloalbums, samt albums med både Derek & the Dominos, The Yardbirds, Blues Breakers og naturligvis Cream, den gruppekonstellation, flest folk forbinder med Clapton. Her var han sammen med to andre af tidens allerbedste guitarister, bassist Jack Bruce og trommeslager Ginger Baker. De er måske mest kendt for deres hårdtslående, bluesede garagerock, man finder på numre som Crossroads, Sunshine of Your Love og White Room, og det er da absolut også en væsentlig side af dem. Deres hårde lyd var en væsentlig forløber for heavy metal, men de havde også en mere poppet, psykedelisk side, mere end nogen anden Clapton-gruppe. Man behøver ikke at kigge længe på coveret til deres anden plade Disraeli Gears, før man ved, at man har at gøre med et seriøst syretrip. Man skal derimod kigge længe, hvis man vil finde albumtitlen, der bliver overdøvet af den skrigende farvepalet. Man finder dog også meget af den kendte, bluesede Cream-lyd herpå. Outside Woman Blues og Take It Back er klassiske eksempler på Claptons blues-rock, meget begivenhedsrig og fyldt med interessante fills. Mens andre numre absolut også er tunge, er den psykedeliske aura dog meget mere væsentlig på resten af albummet.

Jeg blev meget overrasket over de mere bløde numre på pladen, såsom World of Pain, Blue Condition, We’re Going Wrong og især det morbide afslutningsnummer, Mother’s Lament. At Cream ville afslutte en plade med sort humor om et spædbarns sultedød var så chokerende og overraskende, at jeg stort set sad måbende tilbage. Men derudover er jeg også imponeret over den diversitet, de viser på denne plade. Ikke alene holder de sig fra blues og hård rock meget af tiden, men mere imponerende er det stadig rigtig godt. Den generelle lyd er meget svævende og æterisk, hvor numre som World of Pain og We’re Going Wrong er eksempler på når det bliver allermest langsomt og syret. Numre som disse sender dog bølger gennem hele albummet. Den psykedeliske lyd er faktisk til stede helt fra åbningsnummeret, den klassiske Strange Brew, og mens man ikke nødvendigvis tænker meget over det, når man hører nummeret alene, så bygger numrene rigtig godt den psykedeliske stemning op i fællesskab. Det er en sand kunst i mine øjne at give et album en klar, gennemgående stemning gennem elementer, der på mange af numrene mest lurer i baggrunden.

Sangene er også bare eminent komponeret individuelt. Guitarriffet på Sunshine of Your Love er selvfølgelig klassisk, og dynamikken på SWLABR er både morsom og engagerende. Den episke Tale of Brave Ulysses er stor i proportioner og i lyrik, og via måden, den eskalerer, bliver den mere spændende minut for minut. Sangene skaber ikke blot nogle samlede ideer i fællesskab, de stikker også klart ud i forhold til hinanden. De kommunikerer også klare koncepter, og selv de to blues-numre mod slutningen føles forskellige. Det er ikke dem alle, der er lige gode, og jeg foretrækker nok stadig hårdere numre som Strange Brew, Sunshine of Your Love og SWLABR. Blue Condition er et eksempel på en af de mere kedelige sange, hvor Ginger Bakers vokal er meget monoton og melodien er ret ensartet. Stadig minder den slet ikke om nogen bestemt anden sang, og dynamisk er den ret frisk i albummets kontekst. Vigtigst af alt for denne plade er dog nok, at den behandler den generelle psykedeliske lyd på pladen på en unik måde. Den er lige så drømmende og abstrakt som resten af pladen. I det hele taget synes jeg, at det er imponerende, at en plade med så meget hård rock kan beskrives som drømmende og abstrakt. Og det er nok det, der gør Disraeli Gears så speciel.

114 – The Rolling Stones – Out of Our Heads (1965)

Udgivet den af
Svar

De transatlantiske udgivelser af tidlige Rolling Stones-plader er noget værre roderi. Jeg har allerede anmeldt den rodebutik, der var den amerikanske plade The Rolling Stones, Now, hvor man fik 12 sange, der oprindeligt var tiltænkt hele 4 forskellige albums. To af disse sange, der desuden absolut var blandt mine favoritter på den ellers noget middelmådige skive, var Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) og Heart of Stone. Disse var i Europa tiltænkt den dengang endnu ikke udgivne plade Out of Our Heads, der derfor også måtte udgives i en seperat amerikansk og europæisk udgave. Det er noget værre roderi, men jeg stoler på, at Rolling Stones selv ved, hvordan de laver deres plader bedst, så derfor har jeg valgt at lytte til den oprindelige europæiske udgave af Out of Our Heads, selvom jeg så måtte døje med to numre, jeg allerede havde hørt på en anden Stones-plade. På Out of Our Heads finder man den spæde, animalske rock and roll- rhythm and blues-prægede lyd, der præger så mange tidlige Rolling Stones-plader. Den er meget løssluppen, og den resulterer i meget korte sange. Den indbyder ikke til det størst tænkelige niveau af dybde, men den er skam stadig underholdende.

Rullestenene har ikke selv skrevet særlig mange af sangene på Out of Our Heads. 8 af de 12 sange er covers af amerikanske R&B- og Rock & Roll-numre, især fra starten af 60’erne. Det er altså ikke særlig gamle numre, der er tale om, men kunstnerne, de fortolker, er klart stadig væsentlige inspirationskilder for gruppen. Det er bl.a. Marvin Gaye, Sam Cooke og Chuck Berry, og de fleste af deres kompositioner passer glimrende sammen med gruppens egne numre. The Rolling Stones giver tit sangene meget personlighed, dels gennem Mick Jaggers ikoniske bad boy-vokal, men også gennem instrumentationen, der er mere rå og seksuel end på de amerikanske originaler. Med det sagt er numrene ganske sjældent særlig engagerende. Det kan handle om, at Mick Jagger slet ikke har registeret til at give Good Times nær så meget sjæl som Sam Cooke kan, eller måske fordi den mere løsslupne instrumentation ender med at distrahere fra den gode sangskrivning. Instrumentationen er nok i det hele taget så ukontrolleret, at den ender med at give et lettere mudret indtryk. Den polerede lyd på Chuck Berrys oprindelige udgave af Talkin’ About You er bare meget lækrere end det roderi, Rolling Stones præsenterer.

Dette problem med den grove, upolerede lyd hænger meget sammen med pladens problemer med dynamik. Out of Our Heads er måske en kort plade, men 30 minutter af stort set samme energi- og lydniveau kan være belastende. De går væk fra det på de glimrende Heart of Stone og Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) samt de noget svagere Good Times og Cry To Me og overraskende nok det afdæmpede afslutningsnummer I’m Free.  I forhold til de to første numre er deres dynamiske sans virkelig nogle klare styrker. Internt veksler de også smukt mellem det stille og det højlydte, og det gør numrene meget mere engagerende. Hvis man skal tage ja-hatten på, må jeg også få sagt at pladens høje energiniveau og rodede instrumentation faktisk er ganske sjov. Det er god, billig underholdning, der tilfredsstiller mig på samme måde som en lavbudgets-gyserfilm. Og i modsætning til The Rolling Stones, Now er der faktisk adskillige sange, der er mindeværdige. Deres covers af She Said Yeah og That’s How Strong My Love Is er også gode. Hvis du har en halv time, hvor du ikke ved, hvad du skal sætte på, så er Out of Our Heads en fin plade. Der er rigtig mange væsentlige problemer ved den, men der er også nogle ganske glimrende momenter i løbet af oplevelsen.

115 – Derek and the Dominos – Layla and Other Assorted Love Songs (1970)

Udgivet den af
Svar

Da Eric Clapton var medlem af Cream, markerede det perioden, hvor han ville udgive sit mest rå, simple materiale. Bandet bestod da også kun af én guitarist, én bassist og én trommeslager. I den anden grøft af Claptons karriere finder vi gruppen Derek and the Dominos, et fem mand stort band med to guitarister, en keyboardist, en trommeslager og en bassist, hvor hele to af disse er sangere – ofte samtidig. Så selvom Claptons variant af rockmusik som altid er inspireret af blues, er det en mere fyldig, progressiv, varieret lyd man får på det eneste studiealbum, Derek and the Dominos nogensinde udgav, Layla and Other Assorted Love Songs. Som titlen antyder, omhandler alle sange på dette dobbeltalbum kærlighed. Da der tages udgangspunkt i bluesmusikken, bør det næsten give sig selv, at det heller ikke er verdens lykkeligste kærlighedsscenarier, der udspiller sig. Der er meget tematik om knuste hjerter, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er 77 minutters klynken. Disse sorger bliver gjort meget energiske og vilde på numre som Why Does Love Got to Be So Sad? og naturligvis den mesterlige Layla. Endvidere er der også nogle mere muntre numre, såsom Keep on Growing og Anyday.

De mere energiske numre er nok netop mine favoritter på pladen, og det er den lyd, jeg tænker på, når vi snakker om Derek and the Dominos. Det er den, der mest umiskendeligt lyder som dem frem for nogen anden blues-rock-gruppe, og man kan endda mærke elementer af progressiv rock på disse numre. Lyden er knap så karakteristisk på de mere klassisk strukturerede blues-numre, hvoraf der også er en del covers, men de bliver stadig smukt opført. Deres udgave af blues-standarden Nobody Knows You When You’re Down and Out er meget mindeværdig, og teksten går rent ind gennem Claptons vokal. Der er i løbet af hele pladen en klar dynamik mellem det langsomme og det hurtige, det stille og det højlydte, det simple og det komplicerede. Det næstsidste nummer, Layla er et klasseeksempel på dette. Sangen går i et minut gennem et crescendo bygget op om sangens riff, hvorefter et klaver pludselig hopper ind, hvorefter alle instrumenter brat stopper. Så begynder en ny opbygning, her en mere inderlig, følsom optræden, der dog stadig ender med at blive ret højlydt og kompakt i sin lyd. Pladen vælger at afslutte på en endnu mere afdæmpet måde, nemlig med en stille akustisk folk-sang ved navn Thorn Tree in the Garden. Det sætter et elegant punktum på hele pladen.

Der er ikke noget dårligt nummer på hele pladen – Key to the Higway ville nok være bedre hvis det kunne have været en smule kortere end 9 minutter, og It’s Too Late er en lidt for simpel popsang, til at den passer så godt ind på pladen, men gruppens opførsel af den er stadig rigtig solid. Problemet ved pladen er mest af alt længden. Det er selvfølgelig ikke nogen synd i sig selv, at pladen er 77 minutter lang, men plader af den længde skal altså have meget variation, for at de ikke bliver spor trættende i længden. Som sagt er de fleste af sangene blues-prægede rocksange om ulykkelig kærlighed, så selvom der er fin variation indenfor dette tema, er det nok for afgrænset til, at 77 minutter ikke bliver en for stor mundfuld for mig. Hvis de havde formået at skære en 15-25 minutter af, ville jeg absolut synes mere om pladen. Som den er, er det dog stadig et album, der absolut er værd at lytte til. Man skal bare være i det helt rette humør, for 77 minutters bluesrock om hjertesorger passer ikke til alle stunder. Når disse stunder dog kommer, er Claptons og Allmans guitareskapader dog ideelle.