Tag-arkiv: Blues

339 – Tom Waits – The Heart of Saturday Night (1974)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Tom Waits rigtig, rigtig højt. Han er fuldkommen genial, og han er aldrig bange for at tage chancer, og albums som Swordfishtrombones, Rain Dogs, Bone Machine og Mule Variations er rigtig lette at anbefale, hvis du vil prøve noget nyt og noget sært. Noget af det, man lettest kan kende Waits på, er hans hæse stemme, men den har jo naturligvis ikke altid lydt af så mange smøger. På hans tidligste albums såsom Closing Time og The Heart of Saturday Night er han meget pænere i vokalen, men begge har titler, der dog virkelig leder tankerne mod røgfyldte barer med øl og whisky i flæng, og et par slagsmål om dagen finder sikkert også sted. Det er meget sådanne temaer, The Heart of Saturday Night, beskæftiger sig med, og når jeg hører den plade, så kan jeg kun forestille mig, at Waits optræder sent om aftenen i hjørnet af en bar i den grimme ende af byen. Der sidder han bag sit klaver med en cigaret roligt i hånden. Pladen har enormt meget stemning, og det er uden tvivl dens største styrke.

Tom Waits lavede altså med The Heart of Saturday Night et album, der som sådan er 41 minutters barmusik. Og tro mig, jeg elsker virkelig barmusik, men måske gik Waits lidt for langt med konceptet. Se, man går til baren for at få afløb for sine sorger, for at drikke, for at hygge sig, og der er mange andre potentielle årsager, men musikken er sjældent årsagen. Barmusik er som sådan bare baggrundsmusik. Waits har skrevet nogle ret flotte melodier til albummet, f.eks. New Coat of Paint, San Diego Serenade, Diamonds on My Windshield og (Looking For) The Heart of Saturday Night, og jeg nyder disse rigtig meget. Faktisk er hele den første halvdel af pladen rigtig, rigtig god, jeg har næsten ingen problemer med den, med undtagelse af at melodierne ikke altid har helt fantastisk samspil, så man til tider kan blive lidt træt af al den folk-jazz. Det er dog lidt synd, at alle de svagere numre findes på sidste del af pladen, men jeg tror som sådan ikke, at de er så svage igen. De giver bare lytteren mere af det samme, og det har man ikke brug for, og det gør at albummet ikke tåler så mange gennemlytninger igen.

De første få gange, man hygger sig med The Heart of Saturday Night kommer man dog i selskab med en masse stemning og skævhed, og de bedste melodier kan let huskes. Hvis dette er din første Tom Waits-plade vil du nok nyde den endnu mere, fordi du da endnu ikke ved, hvad han egentlig er i stand til. Man får lidt af den særere Waits med sange som Diamonds on My Windshield, der er en semi-spoken word sang, der kører over en jazzet walking bass, og Semi Suite er også en virkelig barok melodi, der lyder mere fordrukken end nogen anden sang på hele pladen. Jeg elsker som sagt Waits rigtig højt, men jeg elsker ikke The Heart of Saturday Night lige så højt. Jeg må dog sige, at det er et fint stykke håndværk, og som alt andet, Waits har lavet, så minder den ikke om så meget andet i branchen. På en skala over Waits-albums er den måske et af de mere ordinære, og specielt helstøbt kan man ikke kalde den, men charme kan føre dig langt i livet, og charme, det har denne plade sandelig.

354 – Randy Newman – 12 Songs (1970)

Udgivet den af
Svar

I 1970 udgav sanger og sangskriver Randy Newman sit andet album, og da der var 12 sange på albummet, valgte han kreativt nok at kalde den for 12 Songs. Nu har jeg personligt mine problemer med Randy Newman. Jeg synes, meget af hans musik lyder ensartet, da rigtig meget af det er middeltempo-klaverpop, og hans melodier har ofte mange gennemgående idiosynkrasier, så han kan være trættende at lytte til i længden. Og mens jeg nok aldrig ville kalde et Newman-album perfekt, så er 12 Songs uden tvivl et af hans bedre udspil. Instrumentationen er ikke det helt vilde, men den bliver udnyttet på mange forskellige måder. Selvfølgelig er fokus oftest på Newmans klaver, men på andre numre kan såvel guitar som bas være mest fremtrædende. Trommerne er aldrig noget særligt, de sørger i bedste Ringo Starr-stil for at holde rytmen, men det er så også det. Sådan en variation er dog ikke kun en kompliment, han fortjener, fordi han ellers ikke er så god til det. Det fortjener han, fordi det faktisk er gjort rigtig godt.

Melodierne er ligeledes ganske varierede. Både hvad angår komposition, men desværre også hvad angår kvalitet. De bedste er nogle ganske fede popsange. Jeg bliver let i godt humør af at høre Have You Seen My Baby, Mama Told Me Not to Come, Lucinda, Yellow Man eller Rosemary, der pudsigt nok er pladens mest energiske sange, og de har meget gammeldags rock and roll-elementer, lidt som noget Fats Domino eller Ray Charles kunne finde på, bare lidt mere sterilt. De simpleste sange, hvor den stort set eneste instrumentation er ham, der spiller en oftest langsom sang på klaveret, har faktisk også meget charme. De er ikke de største ørehængere, men de er af og til dejlige at lytte til. Underneath the Harlem Moon er nok den bedste heriblandt, men f.eks. If You Need Oil, Uncle Bob’s Midnight Blues og Lover’s Prayer er ikke sange, der holder efter gentagne gennemlytninger. Der er også nogle country-inspirerede sange på pladen, alt for mange efter min mening. Hverken Suzanne eller Old Kentucky Moon er noget for mig, og der er også countryelementer spredt omkring i de andre numre, og nogle af de bedste numre, heriblandt Yellow Man, ville have været langt bedre uden slideguitar.

Albummet er dejlig kort. 12 sange lyder måske af en rimelig gennemsnitlig albumlængde, men alt i alt giver det knap 30 minutter. Selvom dette er en af Newmans mere varierede plader, gør det mig i grunden glad, at den kun er så kort. De tidligste Newman-plader er alle ret korte, så dennes længde er intet under, men længden komplimenterer newman ganske fint. Tekstmæssigt formår han at sige ret meget på ret kort tid, og da er de fleste sange på pladen mellem 2 og 3 minutter, og det klæder igen Newmans simplicitet fint. Han får sagt hvad han vil både lyrisk og musikalsk, og så går han straks videre til den næste idé. Jeg er ikke altid lige glad for disse idéer, men hans fremgangsmåde er jeg stor fan af. Albumlængden er da meget passende, for hvis vi fik for mange af Newmans sange i træk, uanset længde og uanset om du kan lide dem på egen hånd, ville det blive trættende i længden. Der er noget virkelig elegant og stilfuldt over 12 Songs, og mens langt fra alle sange er lige gode, er der faktisk meget at dykke ned i. Det er ikke nødvendigvis et album, jeg kan lide, men det er et album, jeg rigtig let kan respektere.

408 – Bob Dylan – Time Out of Mind (1997)

Udgivet den af
Svar

Bob Dylan udgav nogle af de uomtvisteligt bedste albums nogensinde i 60’erne og 70’erne, og selvom han også lavede det rene ragelse til tider, var standarden rigtig rigtig høj. Og så kom 80’erne. Man kan sige meget om Bob Dylan, men han hænger ikke specielt meget sammen med 80’erne, selvom han ikke skruede ned for frekvensen for pladeudgivelser. Og hans nye album fortsatte med at være ukendte – indtil hans store comeback i 1997 med albummet Time Out Of Mind. Dette album starter med en fuldstændig hæsblæsende sang ved navn Love Sick. Det er et langsomt, dystert nummer, og Dylan lægger rigtig meget følelse i. Især starten sørger kraftigt for at få lytterens interesse drejet godt mod albummet, og det er jo en svær kunst, hvis der ikke er nogle hårdere numre på pladen. Han fortsætter med et lystigere bluesnummer ved navn Dirt Road Blues. Kompositionen er lig meget andet bluesmusik, men Dylans udførsel har så meget personlighed, at man slet ikke bemærker det.

Bagefter kommer Standing in the Doorway, der med næsten 8 minutter er pladens næstlængste nummer. Det er et virkelig rørende nummer, og her finder vi også en af pladens bedste tekster. Der er konstant et eller andet, der virkelig får dig til at tænke, og situationens håbløshed er både troværdig og kraftig. Han vender tilbage til bluesstilen med Million Miles, og det fungerer rimelig godt. Desværre er orgelet derpå ganske monotomt meget af tiden, men den Robert Johnson-inspirerede guitar er til gengæld ikke til at stå for. Det efterfølgende nummer, Till I Fell In Love With You harr ligeledes kraftige blueselementer i sig, og den aparte instrumentation har uden tvivl sin charme, men i sidste ende kommer det nok til at blive lidt for meget af det samme. Det er dog ikke tilfældet med Not Dark Yet. Det er endnu et virkelig rørende nummer, som virkelig formår at vække mange følelser. Der er ikke et enkelt snært af blues her, men det er til gengæld et folknummer af så høj kvalitet, at man skulle tro, at det var lavet i Dylans glansperiode i 60’erne. Det er langsomt, men det er blot fordi det tager sig god tid med at blæse lytteren omkuld.

Time Out of Mind er et af de få albums, hvor jeg ville sige, at den bedste halvdel uden tvivl er den sidste. Der er nogle få sløsede elementer i starten, men mod slutningen får man så fantastiske numre som den helt utrolige Cold Irons Bound. Det har som så meget af albummet en stærk blueslyd, og det fortæller en helt fantastisk historie om kærlighed, paranoia, druk og stort set alt det guf, man kan få samlet på 7 minutter. Da kommer min absolutte favorit blandt Dylans numre, og nok i det hele taget et af de ti bedste numre, Dylan nogensinde har skrevet, hvis du skulle spørge mig. Det hedder Make You Feel My Love, og smukkere kærlighedssange skal man lede længe efter. Hvis han havde udgivet det i 60’erne, ville det nok være blandt hans mest kendte numre, så godt er det. Can’t Wait er et meget fedt, råt bluesnummer, der virkelig foruden en ret fed tekst og en fantastisk vokaloptræden også udmærker sig gennem en vældig interessant instrumentation. Afslutningsnummeret, Highlands, er 16½ minut langt, og det tog mig noget tid at lære at elske. Det er nemlig rigtig langt, og musikalsk udvikler det sig ikke rigtigt, men historien, han fortæller, er rigtig morsom, og den bliver fortalt som kun Dylan kan fortælle den. Time Out of Mind kan anbefales til alle fans af Dylans ældre materiale. Den når næsten de højder, og det er virkelig noget at prale af.

435 – PJ Harvey – To Bring You My Love (1995)

Udgivet den af
Svar

PJ Harvey var et af 90’ernes største kvindelige rocknavne. Hun gjorde sig godt bemærket med pladerne Dry og Rid of Me og en af hendes bedste plader udkom derefter; To Bring You My Love fra 1995 er helt kanon, og den starter med et helt formidabelt titelnummer. Harvey synger på truende vis over en meget dyb guitar, der to gange bygger op til klimakser efterfulgt af dystre orgeler. Orgelet er en af de væsentligste instrumenter på hele pladen, for da kun et eneste nummer bruger bas, er orgelet ofte erstatning for dette. Man tænker næppe lige over det, men det gør lyden meget finurlig. Pladens andet nummer, Meet Ze Monsta, er en mere destruktiv sag, og Harvey er en smule skræmmende på den, når hun råber om store sorte monsuner. Oven på sådan en bombastisk sang er en stille sang, hvor man knap nok kan høre, hvad Harvey synger, så meget desto mere uhyggelig. Man tror hele tiden, at hun er på vej til at gå fuldkommen amok på Working For the Man. Den sang ville nok være ganske svag på egen hånd, men efter Meet Ze Monsta er den helt perfekt, og det er sådan noget, albumstruktur handler om.

Da når vi til C’mon Billy, der er en meget længende, oprørt sang, men det er langt fra en traditionel ballade. Jeg ved ikke hvem Billy er, eller hvad Harvey har at gøre med ham, men hver gang, jeg lytter til sangen, føler jeg, at jeg lærer mere og mere om ham. Hvis nogen sang på pladen er værd at lytte til igen og igen, så er det denne. Teclo, som kommer derefter, er en af de mindre interessante sange, hvis du spørger mig. Den er konsekvent ganske stille og langsom, og den måtte godt være lidt kortere end fem minutter, når man tager i betragtning, hvor lidt den udvikler sig. Den har dog en helt utrolig dyster stemning, hvis du spørger mig, og den stille lyd, giver meget effekt til det efterfølgende nummer, Long Snake Moan. Denne sang angriber lytteren yderst voldsomt med masser af guitar, og da der rent faktisk er en bas på her, lyder det mere som et traditionelt rocknummer, hvilket dog bliver atypisk i kontekst. Så kommer Down By the Water, der på rigtig flot vis bruger en strygerkvartet, som man også kan møde på to andre numre, men her skinner de virkelig. Og når Harvey begynder at hviske… uh, jeg får gåsehud.

I Think I’m a Mother er endnu et nummer, der på egen hånd ikke kan opnå ret meget. Men på albummet fungerer det ret godt som en overgang mellem Down By the Water og Send His Love to Me. Den er dog ikke så meget mere end en overgang, hvorfor 4 minutter da er lidt i overkanten, men den er et ganske frisk pust i i hvert fald de første to af dem. Send His Love to Me er en af de mange sange på pladen, der refererer til kristendom, og den gør det ikke på en vis, så Harvey virker særligt religiøs. Det virker mere som metaforer og billedsprog – for hvad ved jeg ikke, men det lyder ganske godt, og de gør følelserne lettere at forstå. Albummet afslutter med The Dancer, der fungerer rigtig godt som et absolut klimaks til albummet. Harvey er en rigtig dygtig musiker, og To Bring You My Love er blot et af hendes mange fantastiske albums. Hendes albums er også ganske konsekvente, hvad angår kvalitet, så vær ikke bange for at lytte til resten af hendes diskografi, efter du har hørt denne.