Tag-arkiv: Alternativ rock

221 – U2 – War (1983)

Udgivet den af
1

U2 er et sjovt band. De er det første alternative rockband, der virkelig brød igennem til mainstream-publikummet, og de er et af de få navne, der debuterede i starten af 80’erne, der stadig er populære i dag. I løbet af alle disse år har deres udvikling langt fra været enorm, men folk har stadig reageret meget polariseret af alt lige siden, de blev en tand mere poppede i 1987 med pladen The Joshua Tree. Nogle kalder det for deres bedste, andre kalder det deres værste. Der er dog ret bred enighed om, at deres tredje album, War fra 1983 er et album af kvalitet. Sådan er det med de fleste plader før The Joshua Tree, men det gælder især War. Ikke alene finder man det nok største af deres tidligste hits, Sunday Bloody Sunday, på denne plade, man finder også noget af det mest følelsesrige og fortvivlede musik, gruppen nogensinde har lavet. Albummet hedder ikke War for sjov. Det lyder af krig, tit handler det også om krig, og forsanger Bono lyder mere fortvivlet, end jeg kan huske ellers nogensinde at have hørt ham. Lige fra det første nummer hulker og græder han, og det bliver kun værre derfra.

War tog mig noget tid at blive helt fanget af, for U2 hænger sig ikke nær så meget på at have fængende melodier, som de gør på mange andre plader. Det handler meget mere om følelser og en udforskning deraf. Helt præcis er det meget følelserne under krig, og da er især ét instrument virkelig vigtigt på denne plade, nemlig trommerne. Larry Mullen Jr. er en virkelig overset trommeslager, og hvis du vil se hans talent udfolde sig, kig ikke længere væk end til War. Det er ikke uden grund, at trommer på over halvdelen af sangene optræder så snart, nummeret går i gang. Det er march-lignende på Sunday Bloody Sunday, men Mullen udforsker et hav af måder, hvorpå trommer kan give en stram, militaristisk lyd. Han er så at sige generalen i bandet, der sørger for, at alle medlemmer makker ret. Bono er da den frustrerede rekrut, der er ensom, traumatiseret og opsat på at kæmpe for fædrelandet. Hvis vi lige dropper metaforen for troppen, så er bassist Adam Clayton meget god til at opretholde, den stramme lyd, de sigter efter, og guitarist The Edge er overraskende god til ikke at gå amok på guitaren. Bono står alene i sin gåen amok. Der er noget blueset over The Edges indspark. De er imponerende, men ikke distraherende. Tit bemærker man faktisk knap nok, hvor meget han gør på sit instrument.

Hvis jeg skal sige noget negativt, så tog det mig ret mange gennemlytninger at få dannet en solid mening om dette album, og kun et fåtal af sangene havde jeg egentlige forhold til i starten. Med tiden har jeg dog lært at holde af alle sangene, men det kan selvfølgelig ikke garanteres, at man nødvendigvis har lyst til så mange gennemlytninger, hvis man ikke var glad for det i første omgang. Jeg startede heller ikke med at være ellevild, men jeg kunne da altid lide det. Jeg synes efterhånden, at det er helt genialt, og det er nok den bedste U2-plade, jeg har hørt. Sangene hænger dynamisk meget godt sammen, og der er meget variation. Jeg tænkte på intet tidspunkt til mig selv, at pladen var ved at gå i tomgang, og med mine gentagne gennemlytninger, kan jeg ikke nævne et eneste punkt, der føltes svagere, jo mere jeg lyttede til pladen. Det føles komplet, det føles stort, og det føles gennemtænkt. Det er nok den bedste U2-plade, jeg har lyttet til, og det siger jeg måske ikke som verdens største fan, men deres katalog er nu imponerende, og dette er højdepunktet.

226 – Pixies – Doolittle (1989)

Udgivet den af
Svar

Jeg tror efterhånden, at jeg har gjort det ret klart, at jeg elsker Pixies. Jeg roste deres album Surfer Rosa til skyerne, da jeg anmeldte det i sin tid, og de var et af de bands, der lå højest, da jeg rangerede, hvem jeg glædede mig mest til at se på NorthSide 2014. Desuden har jeg sammenlignet talrige bands med dem, både i og udenfor anmeldelserne. Selvom min første oplevelse med dem var Surfer Rosa, så mener jeg dog, at deres bedste værk uden tvivl må være deres andet album, Doolittle fra 1988. Dette er pladen, hvor de har den højeste generelle kvalitet, og sangene hænger utrolig godt sammen. Jeg skreg på et tidspunkt så højt med på åbningsnummeret Debaser, at min søster kom ind til mig for at bede mig om at lade være – og jeg kunne bare ikke stoppe. Der var pladen knap nok gået i gang, og jeg kan ikke engang rigtig ordene til den sang. Alligevel er den så gribende, at jeg følte en enorm trang til at råbe med og nynne det fantastiske guitarriff. Min søster delte dog ikke entusiasmen, og i sidste ende måtte jeg tage hovedtelefoner på og lukke munden.

Der er hele 15 af sådan nogle gode sange, og hvor der selvfølgelig er variation, deler albummet som helhed mange kvaliteter med åbningsnummeret. Det er højlydt, det er skrigende, man bliver suget ind i lyduniverset, og spilleglæden er helt enorm. Meget af deres lyd ligger i bassen, der måske ikke er så fremtrædende, men når man siger, at bassen lægger fundamentet, så er Pixies et af de bedste bands at kigge på. Bassisten hedder Kim Deal, og hun er blevet en virkelig afholdt del af bandet af god grund. Hun synger også med på mange sange, heriblandt Hey, Silver og There Goes My Gun. Hendes stemme giver noget ekstra kant og karakter til disse sange, og hun lyder jo slet ikke som forsanger Black Francis’ skingre skrig, så det tilføjer ret meget, man ellers ikke ville få. Det gør også, at det føles meget mere hjemmelavet og dermed til at føle lidt på. Noget andet, der gør dette er, at sangene er virkelig forskellige fra hinanden, hvilket også gør det til en mere mættet plade end f.eks. Surfer Rosa.

Der er mange af de vilde rocknumre, Pixies blev kendte for gennem Surfer Rosa, men mellem Monkey Gone To Heaven, Gouge Away og Debaser, så finder man en hel del musik, som nok end ikke ville have været så god på egen hånd, men det vækker opsigt på en plade som Doolittle. Nu siger jeg noget kontroversielt, men La La Love You er ikke en specielt god sang. Den er så fjollet og klichéfuld, at det er til at le af, og det er virkelig corny. Jeg mener helt ærligt, den rimer maybe og baby. Og den gør det endda meget kluntet. Det er uden tvivl den værste sang på pladen, og det er derfor den er så fantastisk. Den er så underlig at høre blandt alle disse vilde numre om gud og djævelen og død og alt sådan noget. Og det hjælper virkelig med at holde pladen frisk. Det samme gør den western-inspirerede Silver, og den underligt lystige og for en stund reggae-prægede Mr. Grieves. Doolittle er en skøn plade, og jeg har virkelig svært ved at udpege noget som helst negativt ved pladen som en helhed. Hvis du kan lide rockmusik, der er bare en smule hårdt, så bør du give det en chance.

239 – The Replacements – Let It Be (1984)

Udgivet den af
Svar

Let It Be er titlen på to store albumklassikere. Den mest kendte er selvfølgelig den sidste plade, The Beatles udgav, og den anden er af et lidt mindre kendt band, der dog stadig har opnået enormt imponerende status hos indie-publikummet, nemlig The Replacements. The Replacements lavede i 80’erne en virkelig flot blanding af punk og powerpop. Let It Be var gruppens helt store gennembrud, og det var da også den sidste plade de udgav på et uafhængigt selskab. I løbet af albummet benytter de mange forskellige teknikker til deres sangskrivning. På åbningsnummeret, I Will Dare, arbejder en virkelig lystig guitar og en ganske sjov bas sammen med en sprød, hæs og som sådan ikke særlig køn sangstemme fra forsanger Paul Westerberg om at lave en særdeles oprigtig kærlighedsærklæring. Andre gange går de helt simpelt til værks, f.eks. på den stille Androgynous. Her er instrumentationen blot et klaver og meget svag percussion. Af og til er der en backingvokalist, men det er stadig uden tvivl pladens simpleste sang. Det er også en meget livsbekræftende sang, som man kan føle på et meget nært niveau grundet den simple instrumentation men også bare den gode, varme melodi.

De laver endda et cover, og det er igen et eksempel på, hvorfor de er så fantastiske. Lignende bands ville sikkert fortolke Wire, The Stooges eller The Velvet Underground, for de er jo cool og havde stor indflydelse på undergrunden. Nej, The Replacements fortolker en sang af en af de største, mest latterlige mainstream rockgrupper nogensinde, nemlig Kiss. Men man kan jo ikke bebredje dem, for Black Diamond er en fantastisk sang, og den lyder endnu bedre med The Replacements bag roret, selvom Kiss-essensen stadig er tydelig. Der er dog også mange almindelige, rå, beskidte punkede sange – med titler som Gary’s Got a Boner og Tommy Gets His Tonsils Out ved man godt, hvad man skal forvente, og den væsentligste appel ved disse numre er da også deres grimhed. Hele pladen er meget grim, og det er nok det mest konsekvente. Selv de stille sange er som sådan grimme. Unsatisfied handler jo netop om depression, og Androgynous handler om socialt udstødte individer, der finder tryghed hos hinanden. Og Sixteen Blue handler om at føle sig udenfor.

Man behøver ikke at vide specielt meget om The Replacements for at kunne værdsætte Let It Be. Man skal faktisk blot kigge på det fantastiske cover. Der ser man nogle punkere, der sidder udenfor et hus, og de sidder bare der. De kigger lidt på hinanden, og den ene tørrer en tåre væk. Og samtidig siger en lille tekst under dem “Let It Be”. Og man kan stort set høre Paul Westerberg bede dig om at lade det være, når man læser det. The Replacements gav punkmusikken følelser. Dybe, store og oprigtige følelser. Og det er nok derfor, at beskrivelser som punk, post-punk, new wave, indie og alternativ aldrig helt har virket for mig. Let It Be har mange forskellige former for sange på sig, og de er spredt, så det føles som om, man hele tiden får noget nyt at tygge i. Det er god albumopbygning, og det sørger ikke blot for, at albummet føles meget varieret, men man lægger også i sidste ende mere mærke til de individuelle sange, for de stikker meget ud blandt det, der er omkring dem. Let It Be er et mesterværk, og jeg vil oven i det vove at påstå, at den er bedre end Beatles-pladen af samme navn.

247 – R.E.M. – Automatic for the People (1992)

Udgivet den af
1

Der skete noget ganske uforudset i 1991 – de største indie-rockere fra det forgangne årti begyndte at blive mainstream. Det var navne som Violent Femmes, The Cure, Red Hot Chili Peppers, Soundgarden og selvfølgelig R.E.M., der pludselig fik en fuldstændig uventet popularitet. I R.E.M.’s tilfælde skyldtes det især én sang: den dybsindige Losing My Religion fra pladen Out of Time. Det er en af R.E.M.’s uden tvivl bedste sange, men de færreste siger normalt det samme om pladen, den kom fra. Heldigvis blev gruppens anden plade i deres mainstream-tid en af deres bedste nogensinde, hvis det da ikke var deres absolutte toppunkt kvalitetsmæssigt. Den hed Automatic for the People, og på den finder man så fantastiske klassikere som Drive, Everybody Hurts, Man on the Moon og The Sidewinder Sleeps Tonite. Det er underligt at kalde et R.E.M.-album for en ren hit-parade, og det er da også meget upassende i dette tilfælde. Selvom halvdelen af albummet endte med at være singler, så er det tydeligvis en albumoplevelse først, hitmaskine derefter, og det sætter jeg personligt meget pris på.

R.E.M. er sindssygt dygtige sangskrivere. De kan gøre melodier virkelig fængende, men samtidig kommer de dybt ind under huden, og teksterne er meget poetiske og finurlige. Everybody Hurts er en af de mest triste sange nogensinde, men det er samtidig én, folk hurtigt husker så godt, at de let kan synge med; og så bliver det endnu mere trist. Og sådan kan man faktisk beskrive en del af sangene på albummet, men de er stadig skrevet på ret forskellige måder. Drive, Try Not to Breathe og Star Me Kitten er alle gode eksempler på dette. De er ikke nær så triste på overfladen, men de to første kan virkelig hjemsøge dig, og Star Me Kitten får dig i en stor filosofisk trance. Det er meget stærkt følelsesmæssigt, men det har stadig et mere eller mindre svagt pop-flair, der gør selve kompositionen mindeværdig. Andre sange, heriblandt Man on the Moon og The Sidewinter Sleeps Tonite er mere energiske og lystige. Og mellem disse triste sange, så er de en smule livsbekræftende. Livet får endelig noget mening mellem alle disse triste sange. De er placeret helt perfekt.

Den sentimentale Nightswimming er dog for alvor det, der får tårerne frem i mine øjne af ren glæde. Det er helt vildt smukt. Jeg tror ikke engang, man ville kunne fatte denne sangs skønhed, hvis man ikke også lyttede til resten af pladen fra start til slut – som single klarede den sig i hvert fald ikke så imponerende igen. Det er pladens næstsidste sang, og det kunne have været et fantastisk afslutningsnummer, men på en eller anden måde bliver den overgået af det endelige afslutningsnummer, Find the River. Hvor Nightswimming kigger tilbage, så kigger Find the River frem. Man fornemmer, at lysere tider venter forude. Da R.E.M. et par år før Out of Time‘s udgivelse blev anklaget for at være for mørke hele tiden, svarede de igen med sangen Shiny Happy People, og dette er efter min mening en af gruppens værste sange. Det rigtige modsvar ville have været Automatic for the People – en plade, der bare når enorme niveauer af lykke, der kun kunne nås, fordi pladen var så trist i starten. Automatic for the People er en helt igennem genial plade. Hvis du er til alternativ rock, så er det et af de helt store mesterværker, nok en af de 10 bedste plader i genren.

297 – Weezer – Weezer (1994)

Udgivet den af
Svar

Jeg kigger på coveret til Weezers debutplade fra 1994, og jeg ser fire nørder i så hverdagsagtigt tøj, man kunne forestille sig, stå på en blå baggrund, der ser mindre naturlig ud end greenscreen-effekter fra musikvideoer fra 80’erne. Jeg sætter cd’en, der simpelt nok hedder Weezer, i afspilleren, og jeg bliver smaskforelsket i bandet og pladen lige fra første nummer, My Name Is Jonas. De er virkelig akavede og spøjse, og forsanger Rivers Cuomo hverken lyder eller skriver tekster som om han var med i et hårdtslående rockband. Men det sjove er, at Weezer som sådan laver ret hård musik. Det er ikke metal eller punk eller noget, men det er hårdere end så meget andet, der normalt bliver betegnet som hård rock. Cuomos tekster er så usikre og nørdede, at jeg simpelthen bare ikke kan andet end at elske dem, og de er også lette at relatere til. Der er en hel sang ved navn In the Garage, der bare handler om det Kiss-merchandise og Dungeons and Dragons-udstyr, han har i sin garage sammen med sin guitar og sine sang-kladder. Det er helt vidunderligt at høre, hvordan han føler, at han er i sit eget lille univers, som ingen kan sige noget til.

Weezers humor er en væsentlig del af deres charme. Jeg kan ikke undgå at smile, når jeg hører de syrede omkvæd til Undone (The Sweater Song) og Surf Wax America. Deres melodier tillader også virkelig at Cuomo overdriver godt og grundigt med sin vokal, og det lyder fedt, for guitarerne er også meget højlydte, når han gør det. Tro dog ikke, at Weezer bare er skæg og ballade. De er mere end bare morsomme, de har også virkelig gode melodier i sig. Der er 10 sange på denne plade, og alle er meget fængende og mindeværdige. Selvom instrumentationen er meget ens i løbet af hele pladen med guitar, bas, trommer og, hvis vi skal være meget vovede, en mundharpe. Men disse instrumenter bliver sammensat og behandlet på mange forskellige måder. Du får aldrig noget helt vildt teknisk imponerende på nogen af instrumenterne, men selvom det er simpelt, så lyder det godt. Der er noget punket over det, men så kigger jeg på coveret igen. De her gutter er mindre punkede end noget andet band. De har dog sikkert lyttet til meget punkmusik, og dette har haft stor indflydelse på deres musik.

Sangene er meget forskellige, og de komplimenterer hinanden rigtig godt. Der er både vrede, triste, glade, kærlige og i grunden temmelig intetsigende sange, men de får alle meget karakter af Weezers humor, så selv det, der ellers ikke betød noget, bliver til noget mindeværdigt. En af mine yndlingssange, Undone (The Sweater Song) handler ikke om noget, og den gør sig virkelig umage for at vise så lidt følelse som muligt, men bandet overdriver det til sådan et grotesk niveau, at man får svært ved, ikke at holde bare en lille smule af den. Man føler sig altid så tilpas, når man lytter til denne dejlige blå plade. Jeg kan sidde og læse nogle forfærdeligt racistiske facebook-kommentarer, som jeg helt unødigt hidser mig alt for meget op over, men så hører jeg Rivers Cuomo sammenligne sig selv med Buddy Holly eller synge om hvor dejlig en ferie han skal på, og så er jeg glad igen. Jeg har lyttet til deres musik længe, men på det sidste har jeg virkelig lært at elske denne plade højt. Hvis der er noget nørdet i dig, og hvis du føler at hård rock ikke behøver at komme fra hårde typer, så kan jeg på det allervarmeste anbefale Weezers eponyme debutplade.

303 – Jeff Buckley – Grace (1994)

Udgivet den af
Svar

Den amerikanske folksanger Tim Buckley døde som blot 28-årig i 1975, men han efterlod verden en virkelig talentfuld søn, der også ville blive musiker. Han hed Jeff Buckley, men han døde desværre også i en ung alder, så han nåede desværre kun at udgive et enkelt album før sin død som 30-årig. Dette album hed Grace, og det blev udgivet i 1994. Grace  giver en rigtig god forståelse af, hvilken slags musiker Jeff Buckley var. Hans musik var meget følsom og guitarpræget, men han kunne både være stille og virkelig rocket. Den bedste sammenligning, jeg lige kan komme med er Radiohead-albummet The Bends, hvorpå Thom Yorke faktisk tog en hel del inspiration fra unge Buckley til sin vokal. Hvor musikken på Grace altid føles meget følsom, betyder det dog ikke, at det altid er stille musik. Numre som So Real og især Eternal Life er ret hårde, og virker ret inspireret af Led Zeppelin anno ca. 1973. De fleste sange er dog ret langsomme – selv So Real er til trods for sin tunge lyd, en ret langsom sang – og det passer nok i grunden bedst til den skrøbelighed, han præsenterer.

Buckley har selv været med til at skrive de fleste af sangene på pladen, men mellem de 10 numre, har der sneget sig hele 3 covers ind. Først et af Lilac Wine fra musicalen Dance Me A Song. I Buckleys udgave kan man stort set ikke høre, at den nogensinde har været i en musical, så trist gør han den, og den har ellers altid været en trist sang. Her lyder den bare fuldkommen deprimeret. Det mest populære nummer, Buckley nogensinde optog, er også et cover, et af Leonard Cohens Hallelujah. Det er en fantastisk udgave, og selvom Cohens original er virkelig god, så er Buckleys nu engang min favorit. Den er virkelig smuk, og selvom den med sine næsten 7 minutter er pladens længste sang, så kan man slet ikke mærke det. Det føles bundærligt, og Buckley er en gudbenådet sanger, som virkelig kan få hver tone til at ramme dig dybt nede. Pladens sidste cover er af salmen Corpus Christi Carol, og det er derimod pladens korteste nummer, og det er også godt det samme. Det er en flot melodi, og guitarspillet er virkelig godt. Buckleys falset herpå bliver bare meget irriterende, men ellers er det en rigtig flot fortolkning.

Jeff Buckleys sangskrivning på sine egne sange er det, der virkelig driver værket i løbet af Grace. De er generelt ret lange, hans originale numre er alle mellem  4½ og 7 minutter, men han formår slet ikke at kede mig i løbet af nogen af dem. Dette er selvfølgelig ikke kun på grund af de velskrevne numre, selvom det er hovedårsagen. Meget af det ligger også i, at Buckley spiller det hele formidabelt. Resten af bandet skal selvfølgelig også roses, men Buckley spiller selv langt det meste på pladen; bassisten og trommeslageren er fast, og der er nogle få gæstemusikere, men derudover spiller Buckley bare virkelig effektivt på både guitar, orgel og dulcimer. Buckley udviser i løbet af Grace enorm musikalitet i sin sangskrivning og i opførslen af numrene, og han gør samtidig sin plade til en virkelig følelsesrig og charmerende plade. Man har let ved at relatere til den, og der er masser af avanceret musikalsk guf, man kan analysere. Der er meget lidt, der ikke er helt perfekt på Grace, og det er en af 90’ernes allerbedste plader.

305 – Beck – Odelay (1996)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig spøjse typer, og dette gælder også i musikkens verden. Udover Frank Zappa og Captain Beefheart, så har jeg svært ved at nævne mere unikke musikere end Beck. Beck er ikke typen, der laver meget uforståelig eller utilgængelig musik, men han laver det virkelig i sin egen stil. Han har også lavet meget forskellig musik, men det han nok er bedst kendt for, er hans meget eksperimentelle, genrefusionerende musik på plader som Mellow Gold og Odelay. Odelay fra 1996 var Becks femte album, og det er nok også blevet hans mest berømte gennem singler som The New Pollution, Devil’s Haircut og Where It’s At. Det er svært lige at sætte fingeren på, hvorfor Odelay virker så godt, for alle afkroge af pladen er virkelig gennemtænkte. Først og fremmest er der jo sangskrivningen. Der er ikke to sange, der har melodier, der på nogen måde kunne forveksles med en anden sang på pladen, og det gør dem mere mindeværdige. I det hele taget er de alle meget specielle oplevelser, som bidrager med noget, som virkelig få andre sange kan.

Lyden på Odelay er der til gengæld en ret rød tråd i, hvilket gør pladen mere struktureret. Det forhindrer den dog ikke i at være varieret, men det bevæger sig meget mellem støjrock, hip hop og folk, hvor de forskellige sange så lægger forskellig vægt på disse tre elementer. High 5 (Rock the Catskills) er et eksempel på en sang, hvor hip hop er den væsentligste genre, mens Minus er næsten rendyrket støjrock, og Ramshackle er Becks egen fortolkning af folk-genren. På Hotwax er det stort set lige dele alle tre genrer. Denne meget konsekvente fokus på disse tre genrer gør, at pladen føles som en helhed rettere end bare en masse forskellige sange i en rodebutik. Rækkefølgen på pladen føles også meget gennemtænkt. Man kan slet ikke mærke, at albummet næsten varer en hel time. En meget folk-præget sang vil ofte blive efterfulgt af en sang, der kun lyder en lille smule af folk, og en sang med meget støjende øjeblikke kommer tit lige før eller efter noget mere poppet.

Becks tekster giver ikke rigtig mening på Odelay. Senere i sin karriere blev Beck til en førsteklasses historiefortæller – kig bare på sange som Girl, Lost Cause eller Golden Age, men på Odelay giver teksterne generelt ingen mening. Det er som sådan også ganske charmerende, og det giver en meget syret effekt, for Becks ordvalg er meget eklektiske. Hvorfor skulle de ikke være det? Det hele handler om at finde ord, der lyder godt til musikken, og hvorfor så ikke vælge nogle, der virkelig springer i ørene på lytteren. Bare at kigge på tracklisten kan give et par gode grin – Devils Haircut, Hotwax, Jack-Ass, Sissyneck, High 5 (Rock the Catskills) og Ramshackle er helt fantastiske sangtitler. Noget, der ofte bliver overset ved Odelay er, at mens den ganske vist er virkelig syret og personlighedsrig, så er den stadig ret tilgængelig. De fleste kan ret hurtigt synge med på Devils Haircut, The New Pollution og Where It’s At, og mange vil nok opleve det samme med meget andet på albummet. Odelay er et af 90’ernes største mesterværker. Det får mig altid til at smile, og mere kan jeg virkelig ikke kræve af et album.

309 – Jane’s Addiction – Nothing’s Shocking (1988)

Udgivet den af
Svar

I 1988 udgav et band, der ville vise sig at være rigtig vigtige og indflydelsesrige, deres første studiealbum. Bandet hed Jane’s Addiction, og deres album hed Nothing’s Shocking. Denne plade starter med et nummer ved navn Up the Beach, der mest af alt fungerer som en intro til albummet, og den er ret god til det job. Den er meget bombastisk og intens, og der bliver ikke sagt andre ord i den end “home” samt få udråb som “ooh” og “oh”. Denne går flot over i det andet nummer, Ocean Size, og derefter går det bare derudaf med sange, der komplimenterer hinanden virkelig godt. Der er at snakke om meget hård, højlydt, alternativ rock. Det er musik, hvor en guitarsolo ikke “bare” er en guitarsolo, hvor dynamik er helt ekstrem, og hvor omkvæd næsten kan kaldes et fy-fy-ord. Der er hooks, ja, det er der, men de er ret korte, og de findes normalt i slutningen eller starten af et vers, eller også optræder de på så uforudsigelige tidspunkter, at jeg ikke ville kalde dem omkvæd. Vi snakker også om et band, hvor forsanger Perry Farrell er meget polariserende. Nogle elsker ham, andre synes, hans skrigeri er ret irriterende.

Jeg må selv slutte mig til gruppen af folk, der ikke er så glade for Farrells stemme. Jeg forstår godt, hvorfor folk kan lide den, den er nemlig uden tvivl unik. Personligt er jeg bare gladest, når han ikke siger noget. Der er heldigvis mange tidspunkter, hvor han ikke siger så meget, og disse er smukke. Jeg vil heller ikke sige, at hans stemme aldrig komplimenterer sangene. På sange som Standing in the Shower… Thinking og Idiots Rule kan jeg faktisk ret godt lide hans stemme, nok fordi disse sange er hurtigere, og at han derfor ikke skal blive på samme tone i nær så lang tid. På sangene Summertime Rolls og Jane Says er hans stemme generelt mere øm og meget mere stille, selvom råben fremkommer til tider. Til gengæld er deres guitarist, Dave Navarro, helt fantastisk. Han minder mig meget om Tom Morello fra Rage Against the Machine, og i det hele taget har det band har uden tvivl taget en del fra Jane’s Addiction. Navarros guitar er noget af det vigtigste for hele Nothing’s Shocking uanset om sangen er hård eller stille, uanset om den er vred eller venlig, og hans riffs er virkelig kreative og noget for sig.

Det, der gør Nothing’s Shocking til den klassiker, den er, er mest af alt den fantastiske sangskrivning. Der er masser af variation, dynamikken er som tidligere nævnt helt ekstrem, og ikke to sange minder om hinanden. Melodierne er noget for sig, og jeg kunne ikke forestille mig andre bands, der ville skrive sange på den måde. Det lyder fuldkommen vanvittigt på Ted, Just Admit It, pladens længste sang, hvor instrumentationen langsomt kommer frem, og efter det har været rigtig højlydt skæres al instrumentationen fra, mens Perry Farrell råber “Sex is violent” af sine lungers fulde kraft gentagne gange, hvorefter en virkelig fed afrobeat-rytme begynder. Men det føles stadig sammenhængende, og det sker netop gennem denne del, hvor Farrell råber. Noget lignende sker på mange andre af pladens sange, men det gøres med forskellige virkemidler på hvert nummer. Jane’s Addiction er et band med attitude, og de er nogle sindsygt dygtige sangskrivere. Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde lettere ved at holde af Farrells stemme, for ellers er Nothing’s Shocking et fænomenalt album.

310 – Red Hot Chili Peppers – Blood Sugar Sex Magik (1991)

Udgivet den af
Svar

Red Hot Chili Peppers er et af de mest succesfulde rockbands indenfor de seneste 25 år, og deres store gennembrud skete i 1991 med pladen Blood Sugar Sex Magik. På den finder man nogle af gruppens største hits, og lige fra første nummer på pladen, The Power of Equality er det ret tydeligt, hvorfor de blev så populære: de er virkelig funky. Funk var lidt af en død musikgenre i 1991, men Red Hot Chili Peppers fik den tilbage i rampelyset med lidt hjælp fra Jane’s Addiction, Primus og Faith No More, der ligesom Red Hot Chili Peppers debuterede i 80’erne, men først i starten af 90’erne begyndte de at blive bemærket af den brede befolkning. Blood Sugar Sex Magik fortjener meget ros for sin flotte albumstruktur. Pladen går så flydende fra den ene sang til den anden, at man næsten ikke mærker det. Især overgangen mellem åbningsnummeret The Power of Equality og If You Have To Ask. Lyden er en meget konsekvent blanding af funk og hård rock i løbet af næsten hele pladen, men da den er lang, så får vi heldigvis nogle afstikkere i løbet af albummet.

De mindst funk-prægede numre er Breaking the Girl, I Could Have Lied, Under the Bridge og deres cover af Robert Johnsons klassiske bluessang They’re Red Hot, hvorfra gruppen tog deres navn. Den første af disse, Breaking the Girl er en meget dæmonisk, Jane’s Addiction-inspireret sang, mens I Could Have Lied og Under the Bridge mest af alt er adult contemporary-rock. Da Under the Bridge blev et enormt hit, så ville denne komme til at definere meget af deres senere musik inkl. store hits som Californication, The Zephyr Song og Dani California. Det, der dog virkelig bærer albummet er de mange funk-rock-sange, der jo også er rigt repræsenteret. Forsanger Anthony Kiedis rapper oftere end han reelt synger, og det er måske også ret godt, for toner rammer han ikke særlig godt. Til gengæld er han faktisk en ganske habil rapper, der tydeligvis især drager inspiration fra Chuck D. fra Public Enemy. Kiedis’ flow er faktisk tit meget tæt på flows Chuck D. bruger på diverse Public Enemy-sange.

Sangskrivningen er ikke altid helt vidunderlig, men i forhold til at pladen består af 17 numre, der tilsammen varer 73 minutter, så er en overraskende stor del af musikken rigtig godt skrevet. Det eneste nummer, der irriterer mig er Funky Monks, for det er måske lidt for ensformigt, men ellers varierer sangskrivningen fra fin til fænomenal. Mange af de “fine” sange er ikke dem, der efterlader et stort indtryk, men de tilføjer alle rigtig meget til det generelle indtryk, man får fra Blood Sugar Sex Magik. Meget af denne oplevelse kommer gennem den virkelig flotte instrumentation. Vi har at gøre med tre musikere, der virkelig behersker deres instrument. Chad Smith er for det første en meget overset trommeslager, for på de mere funky sange betyder hans trommer enormt meget. Hans rytmer er altid helt perfekte, men jeg forstår godt, at han bliver overset. Han spiller trods alt i samme band som den fantastiske guitarist John Frusciante, der bare blæser mig omkuld med sine evner på en spade. Og selv han kan virke en smule tam, når bandets bassist hedder Flea. Han er en af de mest funky musikere, du nogensinde vil komme til at høre, og han er bare djævelsk på bassen. Blood Sugar Sex Magik er en rigtig god plade, og uanset om du kan lide bandets populære sange, så burde du lytte til den, for den er et helt andet væsen.

311 – Nirvana – MTV Unplugged in New York (1994)

Udgivet den af
Svar

Den 5. april 1994 begik Kurt Cobain, forsanger i Nirvana, selvmord som blot 27-årig. Et par måneder før dette optrådte de på MTV-programmet Unplugged, hvor de opførte akustiske udgaver af mange af deres sange, både de kendte og de ukendte. Foruden dette var der også covers af David Bowie, the Vaselines, Meat Puppets og Leadbelly. Et år efter koncerten udkom programmet også i albumform, her under navnet MTV Unplugged in New York. Jeg har aldrig set den oprindelige tv-optræden, men MTV redigerede vist også en del i koncerten, så jeg har til gengæld set dvd-udgaven fra 2007. Det er en meget sjov film, som jeg klart kan anbefale at se. Meget af morskaben kommer mellem numrene, hvor Cobains interaktioner med publikum giver bandet en meget menneskelig charme. Lyden er ikke helt høj nok i disse portioner, men der er nogle virkelig skægge øjeblikke på dvd’en. Albummet har alle de samme sange som dvd’en, men den har skåret meget af snakken væk. Det er også fint nok, så er musikken mere i fokus, og man kan alligevel knap nok mærke, at der er redigeret.

Hele tre af sangene, der blev spillet, var covers af sange fra Meat Puppets-pladen Meat Puppets II, og på disse tre sange medvirker Cris og Curt Kirkwood fra Meat Puppets på henholdsvis bas og guitar. Det er virkelig flotte fortolkninger, og da jeg hørte denne plade for første gang, havde jeg aldrig hørt om Meat Puppets, så den gav mig stor lyst til at lytte lidt til dem, og jeg har virkelig lært at elske deres musik. De mange nyfortolkninger af gamle Nirvana-sange er dog det, der bærer albummet, og næsten alle sangene lyder bedst i Unplugged-udgaven. Generelt er der valgt de mere stille sange, man får hverken Heart Shaped Box, Drain You, Smells Like Teen Spirit eller Scentless Apprentice, men i stedet får man fantastiske udgaver af Come As You Are, Something in the Way, Dumb og All Apologies. Der er dog ikke kun spillet de sikre kort. Også et par ellers ret hårde sange har fået makeovers, men de passer overraskende godt til denne stil. Den hårdeste af disse er nok On a Plain, som oprindeligt har et ret højlydt omkvæd, men den virker faktisk bedst som en lidt blødere sang.

Kun en enkelt sang på denne plade foretrækker jeg faktisk i originaludgaven, og det er Polly, der ganske kontroversielt bliver fortalt fra synspunktet af en mand, der er i færd med at voldtage en kvinde. Det er stadig en vidunderligt uhyggelig og makaber sang, men Cobains stemme er bare mere skræmmende på originaludgaven. Hvis jeg ikke kendte til originalen, så ville jeg dog ikke have et ondt ord at sige om Polly, som den lyder på MTV Unplugged in New York. Alle de andre sange lyder mere bundærlige, nede på jorden og oprigtige end før, og Kurt Cobains levering som sanger er årsag til meget af dette. Det var jo forholdsvis kort tid før hans selvmord, så jeg vil antage, at hans depression var ret kraftig på det tidspunkt, og det har nok påvirket musikken. På intet nummer synger Cobain smukkere end deres cover af Leadbellys blues-arrangement af folkesangen Where did You Sleep Last Night. Det er en virkelig smuk sang, og den ender med at blive virkelig intens, så den fungerer perfekt som afslutningsnummer. MTV Unplugged in New York er en meget usædvanlig plade. Det er ikke det typiske live-album, men det kunne nok godt være et af de bedste.