Månedsarkiv: marts 2017

96 – The Who – Tommy (1969)

Udgivet den af
3

Tommy af the Who er en ret speciel plade. Der er mange, der vil kunne fortælle dig rigtig meget om den, selvom de aldrig har hørt den. Den bliver af mange kaldt den første rockopera, og den noget specielle historie fortalt herpå er både berømt og berygtet. For uanset hvor godt, man synes, albummet er, så er handlingen dybt latterlig: en dreng ved navn Tommy bliver blind, stum og døv, og hele ungdommen og barndommen igennem bliver han misbrugt – han viser sig dog at være helt formidabel til pinball, og efter en læge får kureret ham fra hans manglende kommunikationsevner, grundlægger han en religion. At the Who får lavet smuk, medrivende musik ud af sådan noget pjat kan virke overraskende, men det lykkes. En af metoderne til at få gjort dette er via gentagne musikalske vendinger og lyriske passager. Man føler for alvor en handlingsmæssig sammenhæng mellem numrene, når det instrumentale åbningsnummer, Overture hovedsageligt består af fraser, der senere opleves i løbet af pladen. Det hænger godt sammen med albummets status som rockopera, da mange klassiske operaer indeholder lignende åbninger. Der er endda 2 akter, som var det en opera – delt op over to skiver.

Til trods for at skulle afspejle et væld af figurer og scenarier, har albummet generelt en meget skøn, grandiøs lyd. Der er godt med afvigelser herfra, hvilket naturligvis også er passende for en fortælling som Tommy, men det giver meget mening, at den generelle stemning er på den måde. Det lægger yderligere vægt på de religiøse paralleller, man kan finde på Tommy, især i forhold til kristendommen. Det er værd at nævne, at jeg muligvis får nogle af mine fortolkninger gennem Ken Russells filmatisering af albummet, hvor der absolut ikke er skruet ned for den religiøse symbolik, men jeg vil mene, at man stadig kan høre meget af det i lyrikken. Tommy går gennem et liv af lidelser, men grundet en række ufattelige, fantastiske præstationer, begynder folk at beundre ham. Tilføj at han aldrig kendte sin far, samt naturligvis at han slutteligt starter en religion. Samtidig er han dog en skildring af vores nutidige forhold til popkulturelle ikoner. I modsætning til en typisk messiasfigur gør Tommy nemlig aldrig noget, der rent faktisk gavner andre mennesker, han er just virkelig god til pinball. Alligevel sørger The Who for, at man tydeligt mærker det store og spirituelle ved hans fortælling, og det er især fordi musikkens pompøse udstråling sørger for det.

Tommy er det første album af sin slags, og mens The Who havde erfaring med længere fortællinger af komplicereret musikalsk struktur (lyt til sangen A Quick One), så har rockopera-genren udviklet sig fra dengang. Jovist, Tommy er stadig en imponerende, kraftig gennemlytning, hvor numrene generelt assisterer hinanden mesterligt, og hvor mange passager er virkelig udtryksfulde og mindeværdige. Der er numre på pladen, såsom Tommy’s Holiday Camp og Tommy Can You Hear Me, der musikalsk ikke er noget at skrive hjem om, men de assisterer historien fyldestgørende. Det er især de kortere numre, dette gælder for, men jeg føler ikke at længden er en god undskyldning, med mindre de ikke kommer meget over et halvt minut. Jeg synes personligt, at bandets anden rockopera, Quadrophenia, er en mere fuldendt plade rent musikalsk, selvom man selvfølgelig ikke kan komme uden om kvaliteten af højdepunkterne på Tommy, ej heller dens indflydelse. Det er en plade, der gør et stort indtryk, for den præsenterer sig selv på en unik, original måde, og når musikken er bedst, er den helt formidabel. Med fantastiske numre som Pinball Wizard, Amazing Journey og We’re Not Gonna Take It samt en fortælling uden lige, er Tommy en oplevelse, man ikke bør undvære.

97 – Bob Dylan – The Freewheelin’ Bob Dylan (1963)

Udgivet den af
Svar

For ikke længe siden havde den store rockpoet Bob Dylan æren af at vinde Nobels Litteraturpris for sine fantastiske sangtekster. Samtidig var han i fuld gang med at indspille covers af gamle pop-standarder. Det er ikke fordi disse covers er særlig dårlige, men jeg synes nu stadig, det er synd, da hans force alle dage har været i det lyriske felt, og efter min mening står han stadig stærkt. Det leder for mig tankerne hen på hans første to albums, Bob Dylan fra 1962 og The Freewheelin’ Bob Dylan fra året efter. Det første album bestod hovedsageligt af covers, og det er hovedsageligt gået i glemmebogen. Det andet album var næsten udelukkende eget materiale, og The Freewheelin’ Bob Dylan huskes stadig i dag som hans store gennembrud, og sange som Blowin’ in the Wind, A Hard Rain’s a-Gonna Fall og Don’t Think Twice, It’s Alright står stadig som højdepunkter i en karriere, der ellers ikke har været fattig på sådanne. Størstedelen bliver leveret af en helt nøgen besætning, kun bestående af Dylan selv på såvel guitar, mundharmonika og sang – hvor hans stil allerede er meget unik på de to sidstnævnte felter.

Værd at nævne er, at selvom musikken har en meget konsekvent lyd på denne plade, så er den faktisk ret lang af en plade fra 1963 at være. Phil Spector, Sam Cooke, Roy Orbison og The Beatles var nogle af tidens helt store stjerner, og deres albums var alle godt under de 40 minutter. Folk-albums var ganske vist generelt lidt længere end pop-plader dengang, men alligevel er Bob Dylan med sine 50 minutter lidt af et særsyn. Jeg skal da heller ikke lyve, ved de første par gennemlytninger, syntes jeg, at pladen gik lidt i tomgang mod slutningen. Lyden ændrede sig trods alt ikke det store, og det næsten komplette fravær af trommer kan gøre det svært at blive grebet af rytmen. Men man skal bare virkelig ikke fokusere for meget på instrumentationen på det her album. Albummet har masser af variation, bare ikke i lyden. Variationen ligger i teksterne, som på alle måder er det centrale i albummet. Der er meget inderlige, hjerteskærende sange som Bob Dylan’s Dream og Don’t Think Twice It’s Alright, mere maleriske værker som Girl from North Country og A Hard Rain’s a-Gonna Fall, ja der er selv små handlingsbårne fortællinger som Talking World War III Blues og Oxford Town.

Det er dog ikke helt retfærdigt at dele hans tekster så groft op i stilarter, for han bruger masser af forskellige virkemidler på tværs af sangene. Hans sprogbrug er altid stærkt, og han formår at skabe et væld af stemninger med sin mesterlige pen og sin skrabende stemme. The Freewheelin’ Bob Dylan er en af de mest rå Dylan-oplevelser, man kan få sig. Det er let at fokusere på teksterne grundet deres umiddelbare præsentation, og de er absolut i den gode ende, selv med hans generelle niveau taget i betragtning – de er mere folkelige end normalt, og der er en god balance mellem det humoristiske og det dramatiske. Netop grundet det høje lyriske niveau er hans cover af Corrina, Corrina uden tvivl det mindst interessante på pladen. Dette er det eneste nummer med yderligere instrumentation end Dylan selv, og selvom det slet ikke er skærrende pludselig at høre trommer og bas, er appealet ved det her nummer bare så langt fra appealet ved resten af pladen. Der er dog ellers ikke meget at klage over, så længe man kan snuppe Dylans stemme og hans højfrekvente brug af mundharmonikaen, der måske ikke altid er mixet helt perfekt. Der er så mange små, genialiteter på det her nummer, og stort set hvert eneste nummer bidrager med noget nyt på denne klassiske skive.

98 – Elvis Costello – This Year’s Model (1978)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costellos debutplade, My Aim Is True, er e skidegod plade. En kende simpel til tider, jovist, men altid rig på personlighed og charme, og på de bedste tidspunkter var sangskrivningen i top. Det var især på det mere nedtonede nummer Alison, hvor man for alvor opdagede hvor skarp hans pen var, og at man for alvor fik noget kant i sin pop-rock. På sit andet album, This Year’s Model, var der tilsyneladende et konstant højt tempo, der især manifesterede sig i singler som Pump It Up, (I Don’t Want to Go to) Chelsea og Radio Radio. Når man er færdig med pladen føles det også som om, man har siddet igennem en nonstop energibombe. Det har man egentlig ikke, men det viser elegancen i Elvis Costello som albumkunstner. Numre som Little Triggers og Night Rally er faktisk ret langsomme, men de er konstrueret med en fænomenal forståelse for lytterengagement. Hans sangstemme virker altid meget nær, og på de langsommere numre er der stadig et rigtig interessant, eventyrlystent lydbillede – på Night Rally ender vi endda nærmest i en “Wall of Sound”. Derudover er der god variation i numrenes stil, så man altid føler, at albummet gradvist bevæger sig hen mod noget nyt.

Og dog – albummet starter stort set på samme måde som det starter, både i tempo, i stemning og endda til en vis grad i opbygningen af nummeret. Afslutningsnummeret Radio, Radio* har dog en markant anderledes instrumentation end åbningsnummeret No Action, men lige efter hinanden ville de stadig virke alt for ens, og deres delte høje tempo ville muligvis også ende med at virke udmattende på lytteren. Jeg har dog aldrig oplevet at blive den mindste smule træt af This Year’s Model – jeg kan bare lytte til den igen og igen. Udover albummets opbygning og den generelt geniale sangskrivning, ligger dette også meget i instrumentationen. Den er enormt vel-timet, og man kan mærke en rigtig god fælles musikforståelse i bandet, så der er også plads til at tilføje masser af finurlige detaljer på tværs af instrumenterne. Der er ikke noget instrument, der ikke er spændende og fyldt med overraskelser. Det hænger nok også sammen med, at Costello her fik samlet sit faste band, The Attractions, for første gang. Kemien i bandet er åbenlys, og den smitter rigtig godt af, når man hører hvor tight og gennemført de spiller.

Selvom Costellos musik dybest set tager udgangspunkt i den skramlede genre kendt som punkrock, er Elvis forfinet, detaljeret og præcis i sin sangskrivning. Melodierne er tit ørehængere af bedste skuffe, og hans tekster er skarpe, sarkastiske og kyniske, nærmest til en grad hvor man ville kunne sammenligne hans tekstunivers med Father John Mistys. Man sider smilende og lytter med, når han kommer med det underholdende sprogbrug, man finder på numre som  This Year’s Girl, Lip Service og Night Rally. Som just nævnt er melodierne også fantastiske, og de gør musikken tilpas let og fordøjelig, mens man stadig kan mærke den underlæggende dybde. Centrale lyriske motiver på pladen er forgængelighed og forfængelighed – deraf navnet This Year’s Model. Tekster om hvor overfladiske vi kan være som mennesker, sange om hvor hurtigt tiderne skifter, og hvor hurtigt vi som kultur går fra det ene hippe kulturfænomen til det andet. Til trods for sine almene postmoderne observationer, står This Year’s Girl som værk i kontrast til disse; albummet er nemlig absolut ikke glemt i moderne tid. Det bliver stadig hyldet som et af Costellos bedste, og Costello bliver stadig opfattet som en fantastisk musiker. Og med det in mente er det hele nu ikke så skidt alligevel.

*Radio, Radio optrådte ikke på den oprindelige udgave af pladen, og jeg prøver ellers at anmelde originaludgaverne så ofte som muligt – jeg kan dog ikke modsige, at Radio, Radio fungerer afsindig godt som afslutningsnummer, så derfor anmelder jeg pladen i den nyeste udgave, hvor Radio, Radio da heller ikke står anført som et bonusnummer.