Månedsarkiv: maj 2016

Top 15 navne på NorthSide 2016 (5-1)

Udgivet den af
Svar

Så er vi nået til top 5. Jeg er fuldkommen lykkelig over, at jeg skal se disse 5 kunstnere, som jeg alle har været fan af virkelig længe. De repræsenterer vidt forskellige genrer, men fælles for dem alle er, at deres musik er latterligt god.

5: Malk de Koijn
Disse tre langestrandsdrenge har brækket dansk ned i knap 20 år på tværs af mange forskellige vilde projekter. Men Geolo G, Tue Track og Blæs Bukki har nok lavet deres mest spændende værker, når de har arbejdet sammen under navnet  Malk de Koijn. De er måske ikke enormt produktive, men når de endelig udgiver noget, er det konsekvent fyldt med enormt svedige beats, lækre, kreative linjer og en hel del små genialiteter over det hele. De kan være latterlige som på De rigtige McCoys eller Vi Tager Fuglen på dig, og de kan også have noget på hjerte, som på Kosmisk Kaos eller Klap din Hoddok, men uanset hvilken tilgang de har, udforsker de det med takt, kreativitet og masser af god humor.

4: The Chemical Brothers
For et par år siden kunne jeg ikke forestille mig at have hip hop eller især elektronisk musik i min top 5 over koncertnavne, selv hvis jeg ellers var stor fan af deres musik. Det har især NorthSide været med til at ændre på, da jeg har haft fortræffelige oplevelser med navne som Underworld, Rudimental, Parov Stelar og Röyksopp live. Det har været nogle vidunderlige koncerter, hvor stemningen bare har været tip-top! Nogle af dem har været regulær elektronisk optræden, mens andre har haft organisk instrumentation med. Uanset hvad, har det været fedt. Ingen af disse har dog i min optik lavet nær så meget fed, hårdtpumpende, vild electronica som The Chemical Brothers. I løbet af deres lange karriere har de lavet det ene fantastiske nummer efter det andet, og når jeg kigger på deres setlister online, ser de helt fænomenale ud. Det bliver til en utrolig oplevelse med lysshow, dans, bas, beats, skrålen og skrigen. Det går ned.

3: Wilco
Har du hørt Wilcos plade Yankee Hotel Foxtrot? Hvis du ikke har, så gør det nu. Wilcos varme, lettere eksperimenterende countryprægede rockmusik er ikke blot præget af forsanger Jeff Tweedys ufattelige evner som sangskriver, men de har også i fællesskab en musikalsk lyst til at udforske nye territorier. Der er ingen interesse i at lefle for nogen, for musikkens brændstof er og bliver gruppens kærlighed til musikken. Alle musikerne er også på et teknisk plan latterligt dygtige, og de holder sig sjældent tilbage for at prale med deres evner. Alt dette går på Wilcos plader op i en højere enhed, og live kræver det selvfølgelig en vis portion finesse, før disse elementer ikke overdøver hinanden. Det kan muligvis ske, men hvis Wilco får det til at harmonisere på samme måde, som de gør på plader som Yankee Hotel Foxtrot og A Ghost Is Born, bliver det en fortryllende koncert.

2: Iggy Pop
Iggy Pop er en vaskeægte legende, både som live-optrædende, som udøvende musiker og som personlighed i sig selv. Hans plader med The Stooges er punkklassikere med god grund, hans gamle soloudgivelser såsom Lust for Life og The Idiot er fyldt med drøngode rocksange, der stadig tåler at blive hørt igen. Nu er han tilbage med nok sin bedste musik siden da på Post Pop Depression fra i år. Han spillede for ikke så lang tid siden i Falconer Salen i København, og anmeldelserne derfra har rost ham til skyerne. Jeg er stor fan af Iggy Pops vilde udtryk med den bare mave og den totale mangel på tilbageholdenhed. Den har jo i lige så høj grad som hans musik gjort ham til et ikon. Og så længe han stadig har sin vitalitet, og det har han, så er der ingen risiko for, at koncerten bliver andet end fremragende.

1: Beck
Jeg købte min NorthSide-billet stort set så hurtigt, jeg kunne, for oven på to så stærke år, var jeg sikker på, at de nok skulle komme med et lækkert program igen. Da de annoncerede den første omgang navne, var Beck iblandt dem, og jeg vidste allerede da, at jeg havde truffet det rigtige valg. Beck er et regulært geni, og han er muligvis også lettere vanvittig. Han mestrer det latterlige og bizarre, men hvis han vil tage musikken en tak ned og levere noget dybt og følelsesrigt, kan han også det. Hans ideer er altid nytænkende og vilde, selv hvis det som på Morning Phase, Mutations og Sea Change kan virke roligt og simpelt. Der er så mange lag til al hans musik, at man vitterligt kunne analysere stort set ethvert af hans musikstykker i timevis. Fra jeg hørte Loser første gang var jeg dybt forelsket, og mødet med plader som Sea Change og Odelay! fik ham nær toppen af musikere, jeg drømte om at se live. Og mens jeg ikke orkede Smukfests middelmådige program sidste år og ikke var hurtig nok til at få billet til hans intimkoncert i glassalen, så sker det endelig for mig – jeg får set en af mine musikalske helte live. Han skal afslutte festivalen, og det bliver den mest magiske afslutning nogensinde.

Det var så min top 15. Jeg glæder mig, og skrivningen af denne liste har kun fået mig til at glæde mig endnu mere. Både til navnene her på listen, men også til Alex Vargas, Samm Henshaw, Jake Bugg, Twin Atlantic, Lukas Graham, Blossoms, The Minds of 99, Caribou og Yeasayer. Og nu er jeg ikke just fan af Yelawolf eller Damien Rice, men jeg vælger at give dem en chance alligevel, for der er ikke rigtig noget samtidig. Og gør gerne det samme, giv gerne noget ny musik en chance, selv hvis det ikke fanger dig på plade, kan det være fede koncerter. Jeg er lidt ærgerlig over, at mit program forhindrer mig i at se Puscifer, Flume og Den Sorte Skole, men det går nok. Vi ses på NorthSide!

Top 15 navne på NorthSide 2016 (10-6)

Udgivet den af
Svar

Nr. 15 til 11 på denne liste havde nok alle det til fælles, at det var bands, jeg holdt meget af, men som jeg aldrig havde tænkt over, hvor fede de ville være at se live. Størstedelen af navnene på denne sektion har jeg dog længe tænkt på, at jeg gerne ville se. En undtagelse ville nok være tiendepladsen, men det er der en god årsag til – og lad mig springe direkte ud i det:

10: Wolf Parade
Årsagen til at jeg aldrig havde tænkt på, at jeg ville se Wolf Parade før, var at jeg ikke kendte dem. De gik nok i opløsning nogenlunde samtidig med, at min musikinteresse begyndte at blomstre. Men nu er de sammen igen, og da de blev annonceret til NorthSide gav jeg mig til at lytte til dem, og jeg blev øjeblikkeligt glad for deres musik. Det er dejligt skæv indierock med en rig, karakteristisk lyd, som hvis Isaac Brock fra Modest Mouse var forsanger for en mellemting mellem Franz Ferdinand og Swans, hvor svært det end er at forestille sig. De skriver skidegode, finurlige og detaljerige sange med virkelig gode tekster. “Nobody knows you and nobody gives a damn” synger de på I’ll Believe In Anything. Tja, jeg kender dem nu, og “I give a damn” – for de er skidegode.

9: Marvelous Mosell
“Jeg konverserede med festens værtinde/Hun var frisør – i Kerteminde/’Der har jeg aldrig været nogensinde/Men det lyder som et godt sted’ sagde jeg til hende”. Kendrick, gå hjem og læg dig, det her er lyrik, der vil noget! Spøg til side, der er plads til begge dele, men vi må virkelig ikke underkende, hvor god Marvelous Mosell er til det, han prøver på. For han prøver jo ikke på at komme med dybsindige kommentarer eller lag på lag af lyrik. Han laver sjove rim, der konstant overrasker og får lytteren til at trække på smilebåndet. Han er en af Danmarks mest kiksede rappere, men det gør ham bare så meget lettere at holde af. Han sampler disco og funk fra de gode gamle dage, starter en fest, og så danser han som en drøm – han er trods alt den bedste danser. Vi får nok nogle svedige moves at se og nogle festlige rim at høre på NorthSide.

8: Jamie xx
Som læserne med en alt for god hukommelse måske vil huske, havde jeg planlagt at afslutte Roskilde sidste år med at se Jamie xx på Apollo. Desværre fik jeg ikke set ham, dels fordi Paul McCartney var for stor en oplevelse, til at jeg kunne sluge mere, dels fordi der gik et par timer mellem Pauls og Jamies koncert, og jeg var lidt træt. Men nu er han et af hovednavnene på NorthSide, og nu kan jeg opleve den på en gang følsomme og festlige producer og remixkunstner afslutte lørdagens program. Sidste år gik den rolle til Underworld, og året før var det Röyksopp og Robyn. Den elektroniske fest lørdag nat er en stolt tradition, og den resulterer altid i noget vildt, og det bliver helt fantastisk med hits som I Know There’s Gonna Be (Good Times), Gosh og I’ll Take Care Of U samt nogle sindssyge live-remixes.

7: Bloc Party
Siden jeg hørte Bloc Party første gang, har jeg været ellevild med deres guitarprægede, britpop-inspirerede indierock. De er røvsparkende, men de er også meget klare i deres lyd, og de har siden debuten i 2005 også udforsket synthpop og dance. Og disse genrer giver mening at udforske, for uanset om de har fat i guitaren og trommesættet eller i synthesizeren og trommemaskinen, er det ofte virkelig dansevenligt. Denne kombination af rå rock og stor dansefest lægger i sig selv op til en god koncert, men deres flotte bagkatalog, hvor især debutpladen og Four i min optik kan fremhæves. Bandet var ind til for ganske nylig sat på pause – for anden gang. Jeg tror, det handler om at få udnyttet muligheden for at få set dem nu, for sammenhængen virker ikke just stabil.

6: Sigur Rós
De islandske post-rock-giganter fra Sigur Rós har på album efter album redefineret deres lyd og skabt nogle af de smukkest tænkelige musikalske billeder. De formår tit at være afslappende uden på nogen måde at være kedelige. De skøjter på yderst velstruktureret vis rundt fra idé til idé. Sigur Rós har finesse i alt, de laver, og deres arrangementer er altid eklektiske, velsammensatte og naturligvis ufatteligt smukke. Om det er de i sammenligning lidt simplere arrangementer som på Samskeyti eller det helt bombastiske som på Hoppipolla, så har islændingene nogle fænomenale musikøren. De er nok det mest virtuose, du kan komme til at opleve på NorthSide, nok også det mest ambitiøse. Og alligevel er der hele 5 navne, jeg glæder mig endnu mere til. Det er vanvittigt!

Det er rart at være i gang med at blogge igen, og det er rart at skrive om så skidegod musik, som jeg glæder mig så skidemeget til. Skriv endelig løs, og fortæl, hvad der stikker ud for jer på årets NorthSide-plakat. Og glem ikke at lytte til god musik, det gør verden til et bedre sted.

Top 15 navne på NorthSide 2016 (15-11)

Udgivet den af
Svar

Ja, det er efterhånden lang tid siden. Der er mange årsager til, at bloggen har stået lidt stille på det sidste, men jeg vil hellere fokusere på, at der nu endelig atter er gang i butikken, forhåbentlig uden så lange pauser igen. Men lad os komme til sagen: NorthSide 2016. Det bliver mit tredje år på denne skønne festival, og endnu en gang leverer de et program spækket med god musik. Så lad mig levere 15 rigtig gode grunde til at købe en billet. Denne liste indeholder desuden kun navne, jeg selv skal se, så hvis to virkelig fede navne spiller samtidig, ender kun det ene på listen.

15: Refused
Jeg er virkelig en sucker for punkmusik, men med mindre det skal være genreredefinerende post-punk, er det i sin grundform ret ensformigt. Kan man så komme og ryste lidt i den, så musikken bliver mere varieret, uden det bliver enten noget artsy-fartsy anmelderleflen? Som stor fan af denne anmelderleflende musik, må jeg erkende, at det ikke sker så tit. The Clash gjorde det, Dead Kennedys gjorde det, og det er sikkert gjort mange gange siden hen, men da Refused udgav “The Shape of Punk to Come” i 1998, handlede det vitterligt om, at de gav punken en ny lyd, så den stadig kunne udtrykke stor aggression i en post-Blink-182-verden. Det er super-teknisk, det er dynamisk og varieret, det er vredt med største oprigtighed, og jeg har kun hørt godt om deres liveshows. De gik i opløsning kort efter gennembruddet, men de er tilbage, og de skulle vist være lige så vilde som i gamle dage.

14: Deftones
Der var engang en genre, der hed nu metal. Den var pissestor i 90’erne og de tidlige 00’ere, men det meste af det, der kom frem i den genre, var noget lort. Der var dog nogle få bands, der fik noget ret lækkert ud af denne angstfyldte stil, fx Soulfly og Korn. Disse gik dog i min optik ind i en lidt kreativ blokade, for så mange muligheder rummer genren altså ikke, hvis den stadig skal være til at holde ud at høre på. Deres kollegaer i Deftones forstod derimod at holde deres lyd frisk, mest ved at bevæge sig væk fra nu metal og over i andre spændende territorier. Det gør, at albums som White Pony stadig holder, og det gør, at jeg også virkelig nyder deres nye plade, Gore. De er måske lidt overmelankolske til tider, men de er meget kreative og eksperimentelle, har interessante tekster, og de mestrer et bredt musikalsk spektrum – selv deres stille sange er virkelig fede.

13: Unknown Mortal Orchestra
Deftones og Refused er jo veteraner og giganter inden for deres respektive genrer, men NorthSide præsenterer traditionen tro også en række yngre, blomstrende internationale bands, som gør festivalen aktuel. I år kan man blandt andet se Blossoms, Coasts, C Duncan og Twin Atlantic, og personligt glæder jeg mig især til Unknown Mortal Orchestra, der fanger med deres egen spøjse, sprøde blanding af funk, psykedelisk pop og garagerock. De har foruden deres dejlige lyd og gode omgang hipsterskæg også et godt øre for melodier, og deres nyeste plade, Multi-Love er nok deres hidtil bedste. Så de kommer med nogle stjernegode sange i bagagen, og sandsynligvis udvikler de sig i en endnu bedre retning i fremtiden. Uanset hvad bliver det helt sikkert en fed koncert.

12: Beach House
Når jeg har haft en hård dag og har brug for at komme ned på jorden igen, sætter jeg noget Beach House på. Det er gribende dream pop med noget klar inspiration taget fra slowcore-bevægelsen. Det er musik, man bare forsvinder hen i, hvis man lader den gøre det. Det er simple, elegante lydbilleder, som drager dig ind i et landskab af både melankoli og sorg, men samtidig forløsning og simplicitet. Victoria Legrands stemme er en stor del af det, da hun virkelig formår at udtrykke sig på en gang følelsesrigt og nihilistisk. Jeg glæder mig til at stå midt i Ådalen og blive opslugt af deres smukke lydunivers på en mere nærværende måde end nogensinde før.

11: Duran Duran
De helt gamle gutter er som altid også repræsenteret på NorthSide, og disse har været nogle af de bedste koncerter, jeg har været til. Grace Jones, Seasick Steve og The Jesus and Mary Chain gav i min optik nogle af de bedste koncerter sidste år, og mon ikke de gamle kendinge fra Duran Duran også stadig kan fyre den af. 80’er-hits som Notorious, Rio, Girls on Film, The Reflex, Ordinary World og Hungry Like the Wolf lyder stadig godt i dag, og jeg ville ikke have noget imod, hvis deres særegne poprock gjorde et comeback. Det er finurligt, fængende, energisk og festligt. De holder sig musikalsk også friske, og deres nye plade, Paper Gods, er et glimrende bevis på det.

Hvis man ser bort fra Refused spiller disse navne alle på den grønne scene, hvor der ikke er noget i gang samtidig, så der er næsten ingen undskyldning for ikke at tjekke det ud. Fortæl endelig, hvad du selv har af planer i festivalsommeren. Jeg selv skal både på NorthSide, Roskilde og Copenhell, så det bliver et hektisk program.