Månedsarkiv: oktober 2015

143 – Dr. John – Gris-Gris (1968)

Udgivet den af
Svar

Dr. John er en fascinerende personlighed. Ikke alene kan han sin musikhistorie godt og er ikke bange for at blande fra mange af de stilarter, han kender og elsker, han har også virkelig sans for at skabe stemning. Disse evner blander han flot på en plade som den lette, sjove Dr. John’s Gumbo, hvor han hylder New Orleans-lyden i dens pureste, gladeste form, som en slags moderne Professor Longhair. På sin debutplade, Gris-Gris, viser han dog New Orleans fra en mørkere side, med et twist af psykedelia. Der er en slags voodoo-stemning, og Dr. John er i hvert fald ikke en almindelig doktor herpå. Det første nummer, Gris-Gris Gumbo Ya Ya handler også om hvilke voodoo-kunstner han kan. Et kor i baggrunden øger mystikken, og en bluesguitar, der næsten tangerer til noget delta-lyd, gør det yderligere sensuelt og spændende. På Danse Kalinda Ba Doom hører man slet ikke doktorens stemme, men til gengæld hører man et virkelig uhyggeligt pigekor, en ond banjo, en endnu ondere tværfløjte og e livlig, dramatisk percussion-sektion. Der kommer mange trommelyde over det ret simple groove, som sangen bygger på, og af og til signalerer nogle hårde trommeslag, at sangen skal brydes helt ned. De uforståelige ord, de synger, gør det blot mere skræmmende.

Mama Roux er en noget mere positivt lydende sang, hvor vores kære heksedoktor synger om en kunde, der betalte Dr. John for at straffe nogle ofre. Det bliver sunget og spillet mere afslappet end noget tidligere på pladen, og det gør det bare mere ondt og forskruet. Mama Rouxs ofres historie er ikke morsom. Men den glade levering af den er. At høre “Prepare yourself to die boy” blive sunget med ypperste glæde, finurlige små klaverfraser og et nærmest Ronettes-agtigt pigekor er så meget bedre end det burde være. Danse Fambeaux tager noget tid for at varme op for mig. Intensiteten i nummeret bliver stilfuldt gradvist højere, og de kønne kvindestemmer har her fået selskab af nogle højtråbende herrer. På Croker Cortbullion viser Dr. John sin mere jazzede side. Meget af dette nummer er soloer på mange forskellige instrumenter. Her er der mange instrumenter, der kommer og går, men bassen og klaveret  sørger for at gøre det til en sammenhængende oplevelse. Det er et af de mest påtrængende, omringende numre, Dr. John har lavet, og man kan faktisk godt føle sig lidt utilpas, for på ethvert tidspunkt kan ondskaben angribe. Det er et af pladens højdepunkter, og jeg kan ærlig talt lytte til det her igen og igen.

Jump Sturdy er pladens korteste og simpleste sang. Melodien og især omkvædet er let at synge med på, og der er en vis gospel-lyd, der giver nummeret kant. En anden væsentlig del af nummerets charme er banjoen og den morsomme tekst. Det er måske ikke et nummer, der blæser lytteren omkuld, men det er godt, og det er gennemført. Så kommer pladens efter min mening bedste nummer, I Walk on Guilded Splinters, hvor al mystikken og hele dette voodoo-univers kulminerer i en vidunderlig gryderet, hvor alle pladens gode punkter er bedre end nogensinde før. Nummeret bygges langsomt op, og det formår at være både meget spændende i lyden og også ufatteligt fængende. Selvom alle disse sange er rigtig gode, så har pladen et gennemgående problem. Den er klippet forfærdeligt. Selve mixingen er god, de forskellige lag lyder flot i forhold til hinanden, og de arbejder nydeligt sammen musikalsk. Forskellige lydklip stopper dog brat, kommer brat ind, og det føles bare så sløset. Selvfølgelig skal det lyde råt, men det gør det ikke engang. Det gør faktisk bare, at jeg tænker yderligere på produktionsprocessen. Hvis man ser bort fra dette, er Dr. Johns Gris-Gris en fremragende plade med et levende univers og bundsolide sange.

144 – N.W.A. – Straight Outta Compton (1988)

Udgivet den af
Svar

“You are now about to witness the strength of street knowledge” – disse 11 små ord er legendariske i hip hop-verdenen. Enhver hip hop-fan, der kan sin rap-historie ved, at dette er de første ord, der bliver ytret på N.W.A.’s debutplade, Straight Outtta Compton. Det er stærke ord, der gør dig klar til at høre noget vigtigt, noget stort, noget nyt, noget anderledes. DJ Yella, MC Ren, Eazy-E og selveste Ice Cube og Dr. Dre udgjorde samtidig denne gruppe, der med rette kan kaldes skaberne af gangsta-rap. Og selv i dag lyder de hårde på numre som Straight Outta Compton, Gangsta Gangsta og Fuck tha Police. De har en af hip hops bedste lyrikere nogensinde i Ice Cube samt en af de bedste producere nogensinde i Dr. Dre. Men holder det? Ice Cube og MC Ren skrev de fleste af teksterne, selv dem opført af Eazy-E og Dr. Dre, og i forhold til form, er der masser af kreativitet. Gode rim som “Is a brother that’ll smother your mother; And make your sister think I love her” og “To be a dope man, boy, you must qualify; Don’t get high off your own supply” er over det hele på albummet.

Alle fire rappere har også dejligt forskellige stemmer fra hinanden, og de spiller forskellige roller på pladen. Ganske vist har Ice Cube uden tvivl det bedste flow og den bedste levering, men Eazy-Es mere simple stil og lettere fjollede stemme spiller flot mod dette. Jeg er ikke helt sikker på, hvilke dele af produktionen, der blev håndteret af Dre, og hvilke, der blev håndteret af DJ Yella, men alle numre er mesterligt produceret, og man kan mærke Dres kærlighed for oldschool funkmusik over det hele. Sange som Dance to The Music, Funky Drummer og Express Yourself bliver brugt så godt, at man faktisk ikke rigtig tænker på, at de samplede stykker har oprindelse i andre sange. Det føles som et helt nyt, unikt produkt. Den hårde tone, numrene generelt sætter, kan dog være lidt udmattende i længden, selv de numre, der ikke er decideret hårde, er stadig ret højlydte. Det nummer, der er tættest på at være afslappende, er I Ain’t tha 1. Det er et af pladens sidste numre, og så er det nok også det værste. Beatet er ret lækkert, men Ice Cube har et latterligt simpelt flow, ret dårlige rim og en fjollet tekst om, hvordan kvinder behandler ham – og samtidig hvordan han behandler dem.

Tekstens indhold er nok der, hvor Straight Outta Compton ikke ligefrem ælder med ynde. En gennemgående tematik på pladen er, at de ikke finder sig i, hvordan politiet antager dem for at være kriminelle, blot fordi de er sorte, især gennemgået på nummeret Fuck Tha Police. Et andet, nok endnu mere gennemgående emne er, hvordan de rent faktisk er kriminelle, og endda er hårdføre gangstere, især gennemgået på Gangsta Gangsta og Dopeman.  Så er der også glade festnumre som Express Yourself og Something 2 Dance 2. Express Yourself er et fantastisk nummer, selvom det føles lettere malplaceret, og Something 2 Dance 2 er bare fjollet. Pladen ville nok have haft godt af noget mere introspektiv lyrik om gangster-livets mørkere sider. Det ville uden tvivl fungere som et mere logisk modstykke til disse hårdere sange, og det var meget det, 2pac og The Notorious B.I.G. gjorde på deres plader. Som pladen dog er, er den vældig god. Der er uden tvivl markante problemer, som både Dr. Dre og Ice Cube har arbejdet med at få løst i deres solokarrierer. Men man kan ikke benægte, at der blandt fyldet også er noget fantastisk gangsta-rap herpå, ja, noget af det bedste nogensinde.

145 – Steely Dan – Aja (1977)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Steely Dan. De er et af 70’ernes mest innovative og levende rockbands til trods for forsanger Donald Fagens lettere anonyme stemme. De har dog virkelig meget personlighed og detalje i deres særegne blanding af jazz og rock, som er gennemgående på alle deres plader. Den mest berømte af disse klassiske albums er nok Aja fra 1977, hvor jazzen virkelig er i højsædet. Pladen starter med en tung, langsom basgang på nummeret Black Cow, der fungerer rigtig godt som intronummer. Det er sådan et nummer, der forstår at begrænse sig, for meget langsomt at tilføje dertil, så lytteren har mulighed for at sluge hvordan Ajas karakteristiske lydunivers er. Der er meget dynamik i lydniveauet og arrangementet, der drastisk kan gå fra at være ganske nøgent til fuldstændig tætpakket, for så at gå tilbage igen, netop med denne fokus på at afgrænse sig. Det andet nummer er titelnummeret, pladens længste sang. Herpå fokuserer de meget på at bygge op mod noget stort, men med masser af detalje. Som sangen skrider fremad bliver lyden større, og der ender med at være noget spændende at lytte efter i alle lag af produktionen, medens det også opleves virkelig sammenhængende. En stor del af nummeret er instrumentalt, og det virker fremragende.

Deacon Blues er endnu et længere nummer, denne gang med mere fokus på vokalen. Der er her et egentligt omkvæd, og en ret let forståelig tekst. Den handler om at spille jazzmusik, og da det er noget, Steely Dan har ret godt forstand på, virker det ret godt. Nummeret er smagfuldt og gennemført, som kun Steely Dan kan gøre det. Der er en blanding af vemodighed og ambition herpå, perfekt understøttet af Pete Christliebs smukke saxofonsolo. Det er et af pladens allerbedste numre, ingen tvivl om det, og det bliver efterfulgt af det, der, hvis man spørger mig, er den bedste sang, Steely Dan nogensinde har lavet. Det er den energiske, funky Peg, som er mere poppet end noget andet på pladen. Den føles til gengæld også meget kontrolleret. Hver eneste tone sidder bare i skabet, og kærligheden strømmer ud af nummeret. Vokalharmonierne er storladne og smukke, og guitarsoloen er spektakulær og vidunderligt original i sin lyd. Man bliver bare glad i låget af at høre de flotte blæsere sammen med finurlige vendinger som “It’s your favourite foreign movie”, der er fede at synge med på, men også får lytteren til at tænke over, hvad sangen egentlig handler om.

Home at Last har endnu en meget tung slibende bas, dog nok her mere funkpræget end på Black Cow. Det jazzede klaver giver sangen meget liv, og der bliver virkelig sat en øde, ensom, fortvivlet stemning, hvilket kun gør teksten om at finde sig et hjem mere engagerende. Jeg er også ellevild med trommerne mod slutningen, hvor de fuldkommen skifter karakter og bliver mere markante. I Got the News er måske ikke den mest fængende sang i verden, men den udmærker sig til gængæld ved at være ret eksperimentel. Dette gælder helt ned til klaveret, der lyder virkelig sjovt, og som nok kunne kaldes sangens grundlag. Som sangen skrider fremad, skifter den dog meget struktur. Det er en ganske spøjs sang, som sagtens kan tåle mange gennemlytninger. Afslutningsnummeret hedder Josie, og der vendes tilbage til det lidt mere poppede og funky her. Der er en meget flot dynamik mellem et blødt, roligt omkvæd og nogle skarpe, bas-drevne vers. Det er seksuelt og vildt, ord man måske ikke typisk forbinder med Steely Dan, men ikke desto mindre virker det. Hele Aja er faktisk en fænomenal plade. Den kan introducere jazz-fans til rockverdenen og rock-fans til jazz-verdenen. Og så lyder den også bare skidegodt.

146 – Jefferson Airplane – Surrealistic Pillow (1967)

Udgivet den af
Svar

Hvis der er et band, der udstråler 60’ernes hippiekultur mere end nogen andre, så er det Jefferson Airplane. Deres blanding af syre, folk og af og til hårdtslående guitarer er så hippie-agtig, at det i dag i lige så høj grad er en tidskapsel, som det er god musik. Måske er det endda i lidt højere grad en tidskapsel. De fleste har et ret begrænset kendskab til gruppen og kender nok kun deres to store hits, Somebody to Love og White Rabbit. Hvor de selvfølgelig er klassikere, så vil det nok overraske mange at få at vide, at de slet ikke er tæt på at være særlig repræsentative for pladen Surrealistic Pillow, hvorpå de oprindelig blev udgivet. Først og fremmest er bandets dengang nye pianist og blokfløjtenist, Grace Slick forsanger på disse numre. Hun er ikke forsanger på ét eneste andet nummer på pladen end disse to. Forsangeren er en mand ved navn Marty Balin, og han har en ganske spinkel stemme, der står i skarp kontrast til den høje intensitet, man plejer at forbinde med Jefferson Airplane. Dog har Slicks smukke stemme tit en mindre rolle på sange, hvor hun ikke er i spidsen. Hun øger mystikken på et nummer som fx She Has Funny Cars.

Men denne intense lyd, som Jefferson Airplane er blevet kendt for, er det alt, de dur til? Selvfølgelig ikke, og hvis det var alt, der var at finde på Surrealistic Pillow, kunne den godt blive ret ensformig. Det er dog uden tvivl den lyd, de gør sig bedst i. Det er en slags komfortzone, som det kan være risikabelt at vige fra. De gør det dog eminent på et af deres mest diskrete numre, Today. Dette nummer skaber i hvert fald opfattelsen, at det er diskret. Det afsluttes med et klimaks af Phil Spector-inspirerede proportioner, men alligevel er der så meget nuance og oprigtighed at finde. Det er nok også en faktor, at det er en af pladens langsomste sange. Ikke særlig smart er det da, at den uden tvivl langsomste sang kommer derefter, en endnu mere underspillet sang, der hedder Comin’ Back to Me. På både denne og Today spiller Jerry Garcia fra Grateful Dead guitar, og det kan godt mærkes. Det er især her, nuancen på Comin’ Back to Me udspiller sig, i en meget spøjs kombination med en blød blokfløjte, der lyder overraskende godt. Det er bare synd, at to så ens numre kommer lige efter hinanden.

Når Jefferson Airplane er hårde i betrækket, kan de virkelig udtrykke sig. Det er storheden i lyden, der gør, at Somebody to Love, She Has Funny Cars og Plastic Fantastic Lover til så gode sange. Det er også en kørende faktor bag nummeret 3/5 of a Mile in 10 Seconds, der dog ikke kan bryste sig af at gøre meget, der ikke allerede bliver gjort godt på She Has Funny Cars. Den har dog stadig en fed lyd, og den giver pladen en velfortjent energi efter den lettere langsomme periode med Today og Comin’ Back to Me. Pladen er i sin lyd og tone varieret, men der er stadig en vis sammenhæng mellem numrene. De har en smukt uperfekt aura af alt, man forbinder med 60’ernes hippiekultur, det er dog uden at være for vattet. Her er My Best Friend dog lidt af en undtagelse. Den er rettere tam, og udtrykker ikke større følelser end “I love you, you love me”. Men pladen er i det hele taget ret god. Jeg havde ganske vist håbet på mere Grace Slick, og mere syre, men det, jeg fik er en gennemarbejdet, veludført rockplade med masser af gode sange.