147 – Otis Redding – Dreams to Remember: The Otis Redding Anthology (1998)

Der er få soulsangere af samme kaliber som Otis Redding. Der er selvfølgelig nogle få, men den klassiske Atlantic Records-soullyd er af gode grunde så uløseligt forbundet med Otis Redding. Ikke alene havde han en fantastisk stemme, hans backingband, Booker T. and the M.G.’s er også nogle af de dygtigste soulmusikere, jeg kender til. Desuden var flere af hans bedste plader produceret af Isaac Hayes, en af soul-genrens mest indflydelsesrige figur. Redding var grundet sin stemme lidt af en guldgris hos pladeselskabet, så de kastede virkelig alt efter, at hans plader skulle blive så gode som muligt. Han døde desværre i 1967 som blot 26-årig, dog med en imponerende diskografi bag sig. I 1998 blev 50 af hans bedste numre så udgivet på opsamlingen Dreams to Remember: The Otis Redding Anthology. Og så meget som jeg elsker Otis Redding, så synes antallet af sange altså at være ret højt. 50 sange er fint til en Beatles- eller Madonna-antologi – Otis Redding har simpelthen bare ikke nok berømt materiale til at fylde 2½ time ud. Derfor får man nogle ret obskure sange med i godteposen. Sange som Chained and BoundCigarettes and Coffee og hans cover af Sam Cookes Cupid er ikke særlig kendte, og man kommer næppe til at huske dem.

De har endda valgt at inkludere sæsonbaserede sange. Med mindre man lige har set The Nightmare Before Christmas, så har jeg svært ved at se, hvordan Trick or Treat passer ind på samme plade som et cover af Merry Christmas, Baby. Disse er desuden heller ikke just opsamlingens højdepunkter. Jeg vil dog sige, at der er forbløffende få sange, der vitterligt er dårlige. Det gennemgående problem med de dårligere sange er blot, at de er lidt kedelige og uinspirerede. Den eneste reelle musikalske katastrofe er Tramp, som jeg vist også fik udskældt, da jeg anmeldte The Dock of the Bay. Når der er så mange numre, er man dog ret sikker på, at man får alle sine yndlingssange. De eneste nummer, jeg virkelig godt kunne have ønsket mig at høre tilføjet, er I’m Sick Y’all og hans cover af Tennessee Waltz, begge oprindeligt fra Dictionary of Soul. De er dog ret obskure, så jeg kan tilgive udeladelsen. Og man tænker ærlig talt ikke meget over det, når man får sange som Try a Little Tenderness, (Sittin’ On) The Dock of the BayI’ve Been Loving You Too LongI Can’t Turn You Loose og Fa-Fa-Fa-Fa-Fa (Sad Song) i stribevis.

Jeg opdagede også godt med gode sange, jeg ikke kendte i forvejen. Jeg har jo allerede anmeldt 3 andre Otis Redding-albums, så jeg har ret godt styr på hans materiale. Mine nye bekendskaber med You Left the Water RunningHard to Handle og Shout Bamalama har været virkelig gode. Disse er uden tvivl sange, jeg vil vende tilbage til, og de er så forskelligartede, at de fremviser Reddings varierede evner vældig godt. Det, der dog for alvor gør denne opsamling værd at lytte til for en Redding-entusiast som mig, er, at den indeholder hele Reddings legendariske optræden på Monterey Pop Festival i 1967. Musikerne spillede ikke synderligt lange sæt på denne festival, da der var konstant vekslen mellem musikere. Derfor giver Otis Redding den så meget gas, som han overhoved kan med fænomenale udgaver af ShakeRespectI’ve Been Loving You Too Long(I Can’t Get No) Satisfaction og en helt hjernedødt god udgave af Try a Little Tenderness. Disse optagelser er ikke udgivet på særlig mange cd’er, og de findes ikke på Spotify. Så de er hovedlokkemaden. Derudover er Dreams to Remember en ret god opsamling. Der er nogle problemer her og der, men jeg fik mere godt ud af den end skidt, og det vil nok være en ret god måde at blive introduceret til Redding.

148 – Crosby, Stills, Nash & Young – Déjà Vu (1970)

Okay, jeg er måske lidt en sucker for noget letsindig, folk-præget musik med flotte vokalharmonier. Det er derfor jeg holder så meget af plader som Workingman’s Dead, Parsley, Sage, Rosemary and Thyme og Pet Sounds. Det er en effektiv måde at få noget ret avanceret og på alle måder imponerende til samtidig at føles nede på jorden og tilgængeligt. Det er denne fine balance mellem det komplicerede og det simple, der gør Crosby, Stills & Nash fra gruppen af samme navn til så fantastisk en plade. Opfølgeren, Déjà Vu er om muligt endnu bedre, og det er der mange årsager til, men den mest fremtrædende ses direkte i gruppens navn. De skiftede nemlig på denne plade navn til Crosby, Stills, Nash & Young, hvor gruppens nye mand er ingen ringere end den dengang ukendte Neil Young. Jeg har anmeldt diverse Neil Young-plader meget rosende gennem tiden, så det er vist ingen hemmelighed, at jeg ser ham som et af de sidste 100 års største musikgenier. Hvis jeg skulle kritisere gruppens debut for noget, ville det nok være strukturen, og Young er heldigvis mester af struktur. Déjà Vu bevæger sig rigtig elegant mellem forskellige lyde og udtryk, så hele oplevelsen kan bare suges ind.

Ligesom debuten starter Déjà Vu med et af de mest kompliceret opbyggede numre på pladen. På debuten var det Suite: Judy Blue Eyes, og på Déjà Vu er det Carry On. Når man snakker om en så tilsyneladende simpel genre som folk-rock, er det faktisk en ret god idé at starte med noget mere kompliceret. På den måde får de fire mænd i bandet virkelig mulighed for at vise muskler, og når de først har gjort det, ser man på musikken med helt andre øjne. Déjà Vu tog nemlig over 800 timer at indspille i alt, og det kan faktisk godt høres. Det er næsten latterligt, så godt skruet sammen, numre som Teach Your Children og Our House er. Og de er nok blandt de simpleste sange. Derpå kan man dog grundet simpliciteten virkelig godt se de detaljer, som herrerne i bandet har kælet for. De har arbejdet meget sammen om hele pladen, men sangskrivningen er alligevel meget opdelt. Kun én sang er krediteret til mere end én af disse mænd. Det er med til at give albummet meget variation. Ikke 2 sange føles spor ens. Sangskriverne deler dog alle en hippiementalitet og en sans for finesse, der gør stemningen konsekvent.

Denne variation er desuden for alvor med til at gøre kvaliteten så imponerende. Hvis du kigger på et band som f.eks. Royal Blood, så har de fundet en stil, de er gode til, de har bearbejdet den, så den fungerer rigtig godt, og så kører de med den i løbet af et helt album. Det føles gennemført, men desværre forudsigeligt. Så er der den anden grøft, en plade som Sandinista! af The Clash, hvor de hele tiden prøver noget nyt. Det er konstant underholdende, men det er rodet. Når man lytter til Déjà Vu er der ikke engang tale om en balance mellem de to – men rettere en fusion mellem de gode kvaliteter derfra. Det er derfor Déjà Vu er lidt af et musikalsk vidunder. Den giver dig hele tiden noget helt nyt, og samtidig er det altid sangskrivning og håndværk af eminent kvalitet, og alligevel hænger det musikalsk flot sammen med det foregående såvel som det næste nummer. Vokalharmonierne skal især fremhæves. De er den måske mest imponerende del af hele pladen. De er så store og smukke, at det har svært ved at synke ind ved første gennemlytning. Jeg har hørt Déjà Vu omtalt som en slags folk-udgave af Dark Side of the Moon. Det er en beskrivelse, jeg med lethed kan forstå, for den er fandeme god.