Månedsarkiv: august 2015

149 – Led Zeppelin – Houses of the Holy (1973)

Udgivet den af
2

De fleste vil nok mene, at den ubetitlede plade, som i folkemunde kaldes Led Zeppelin IV, hvorpå man finder klassiske sange som Rock and Roll, Black Dog og klassikeren over dem alle, Stairway to Heaven, er det berømte britiske rockband Led Zeppelins bedste plade. De kunne med lethed blive i de territorier, denne plade havde udforsket, uden at være i fare for at få forringet deres omdømme. Led Zeppelin er dog mere ambitiøse end dette. Deres opfølger, Houses of the Holy, starter således med en sang ved navn The Song Remains the Same, der ikke lyder langt fra det, bands som Yes og Genesis lavede samtidig. Det er progressivt, blæret, Jimmy Page laver nogle utrolige multi-trackede lyde på guitaren, og sangen udvikler sig så smukt, at titlen virker overlagt ironisk. Efter denne kommer en langsommere, men stadig ret så progressiv sang ved navn The Rain Song. Det, Page gør herpå er sindssygt imponerende, men han får det til at virke så naturligt og gnidningsfrit, at man bliver helt opslugt af de mange følelser, sangen præsenterer. Der bliver hevet en mellotron frem, hvilket giver en orkestral effekt. Man skal lige slå hjernen til, før man opdager, at det ikke er strygere.

Der går lidt folk i den på Over the Hills and Far Away, især i starten. Det varierer dog fornemt mellem en blød akustisk guitar og en hårdere elektrisk guitar. Her er trommer og bas også virkelig værd at nævne. John Paul Jones og John Bonham er virkelig dygtige musikere, og deres præcision er med til at gøre alt det udenom på sangen meget levende. Det er især tilfældet på den funky The Crunge. Den lyder som en sær blanding af Led Zeppelin og James Brown, men den lyder i grunden virkelig overbevisende, på niveau med visse af Browns bedste sange. Det er et af de tidligste kendte eksempler på funk-rock, og efter min mening sidder det lige i skabet. Dancing Days er tættere på det, gruppen blev kendt for i første omgang – hård, blues-rock med et vist kaotisk element. Dog viser de herpå, hvor meget, de har udviklet sig som musikere. Hver eneste tone lyder gennemtænkt, som var det en symfoni. Det lyder i grunden lidt prætentiøst, men på den mest rockstjerne-narcissistiske måde, man kan forestille sig. Det er mere storladent end det gamle, men de viser, de kan være det bekendt.

Mens de er blevet mere aparte og progressive siden deres start, er min yndlingssang på Houses of the Holy dog den mest poppede. D’yer Mak’er var dog med sin jamaicanske rytme et af de tidligste eksempler på reggae-rock, hvor det eneste tidligere eksempel, jeg kan komme på er Ob-La-Di Ob-La-Da af The Beatles. Derudover er det bare en fantastisk popmelodi med stærke trommer og en sjælfuld vokal, der kører fint på grænsen mellem det oprigtige og det karikerede. Det bliver atter seriøst med den lange, psykedeliske og tranceinducerende No Quarter. Robert Plants stemme har et meget syret filter over sig, og guitar såvel som synth-bas er også komprimeret og forvrænget – jeg kunne beskrive detaljerne på dette nummer i timevis, men pointen er i hvert fald, at det er smukt. Afslutningssangen, The Ocean, starter med at lyde som en relativt normal Led Zeppelin sang med tung guitar og store følelser med stærke billeder, som kan være lidt svære at forstå. Nummeret tager dog mange uventede drejninger, og sangen afslutter med et lykkeligt Phil Spector-inspireret doo wop-kor. Houses of the Holy er en meget varieret plade. Men rodet er den på ingen måde. Hver eneste sang lyder umiskendeligt af Led Zeppelin, og de er placeret flot, så albumoplevelsen føles afrundet. Men mindre bør man næsten ikke forvente af Led Zeppelin.

150 – Santana – Santana (1969)

Udgivet den af
Svar

I latin-rocks store vide verden er der vist kun virkelig ét navn, der kendes af gud og hvermand. Det er selvfølgelig bandet Santana med den latterligt dygtige guitarist Carlos Santana i front. De spillede på den legendariske Woodstock festival i august 1969, og senere samme måned udkom deres debutalbum ved navn Santana. Den åbner med Waiting, en intens instrumental sang med en sprød, eksotisk rytme og et hektisk orgel som lead-instrument. Først til sidst begynder der virkelig at ske noget med guitaren, og det er virkelig tilfredsstillende efter denne lange opbygning. Det er en god indledning til pladen, der naturligt nok er meget guitarpræget. Den vældig dygtige organist hedder Gregg Rolie, og han agerer også bandets forsanger. Han har ikke verdens mest spændende stemme, men han lader på den måde også instrumentationen være i front. Det er det kraftige, dynamiske arrangement, der sørger for, at deres cover af Willie Bobos Evil Ways stadig i dag er blandt Santanas mest berømte sange til trods for den anonyme vokal. Shades of Time har nogle ret svage vers, der hele tiden leder op til et omkvæd, der ikke er til stede. Derimod opfører Santana en af pladens mest følelsesrige guitarsoloer, hvilket mere end retfærdiggør sangens eksistens.

Shades of Time  går direkte over i Savor, et kortere instrumentalt nummer. Her bliver det meget hurtigt, meget fyldigt i lydbilledet, og det er faktisk ikke rigtig til at kapere. Det er enormt stort, og vældig imponerende fra et teknisk standpunkt, men man bliver simpelthen så overvældet af lyd, at man har brug for at tage en pause. Og Santana holder nærmest aldrig pause på denne plade. Det bliver aldrig stille i længere tid af gangen. Man kan blive tvunget til at holde nogle pauser for at kunne sluge det hele. Med det sagt finder man midt på pladen et af Santanas bedste numre nogensinde – den simple, urkraftdrevne Jingo. Sangen består af tre ord, og jeg ved ikke om nogen af dem betyder noget som helst. Det er et cover af en sang af en nigeriansk trommeslager ved navn Babatunde Olatunji, men Santanas udgave har meget mere at byde på i min optik. Persuasion er et vildt, legesygt og sensuelt nummer, som Gregg Rolie sælger overraskende godt. Det er dog Carlos’ guitar, den drilske rytme og den spændende komposition, der gør, at sangen fungerer så godt, som den gør.

Treat er blandt gruppens mere jazzede værker. Det er et instrumentalt nummer, hvorpå Carlos’ guitar er i fokus, og Rolies orgel er skiftet ud med et traditionelt klaver, hvilket tilføjer til stemningen. I slutningen af dette nummer vælger gruppen for en gangs skyld at gå ned i gear, og det er meget forfriskende. Det virker måske ekstra godt, fordi der her er klaver i stedet for orgel. De måtte godt have vekslet lidt mere mellem de to instrumenter. Jazz har som bekendt rødder i bluesmusikken, og derfor virker det som en ret naturlig udvikling at gå i en mere blues-orienteret retning med You Just Don’t Care. Det er en rigtig god sang, der viser Santanas diversitet som gruppe. Den angriber heller ikke dine ører nær så meget som så meget i starten af pladen, så den er meget velkommen på pladen i mine øjne. Pladen slutter dog af med det, jeg selv ser som Santanas uden tvivl bedste nummer, nemlig den instrumentale Soul Sacrifice. Det er en sang, der lyder af storhed, af mystik og af voodoo. Den lægger meget op til, hvordan gruppens lyd ville ændre sig på opfølgeren, Abraxas. Santana er en plade, der kommer mod dig med fuld fart, og det kan være svært at optage det hele på en gang. Men det er smukt, imponerende og stilfuldt.