Månedsarkiv: maj 2015

151 – Bruce Springsteen – Darkness on the Edge of Town (1978)

Udgivet den af
2

Med albummet Born to Run fra 1975 havde Bruce Springsteen sat sig på det musikalske verdenskort som arbejderklassens talsmand, og hans sjove rock and roll-sange havde så meget sjæl og så meget stil, at der ingen skam var i, at han ikke rigtig havde skiftet spor, da han udgav sit næste album, Darkness on the Edge of Town, i 1978. Han havde stadig sit trofaste E Street Band med sig, og sammen lavede de 10 spritnye sange, og lyden var nu renere og mere lækker end før. Produktionen skinner lige fra det ikoniske klaverriff på Badlands åbner pladen. Den er produceret af Springsteen selv i fællesskab med Jon Landau, der også producerede Born to Run sammen med springsteen, og sidenhen har han produceret mange andre Springsteen-plader. Lyden er ganske vist ren, men der er ikke tale om barokpop eller noget. Det er musik om at arbejde, om at finde lykke og om at overkomme de værste perioder i sit liv gennem fællesskab, tro og mod. Og det afspejler sig også i musikken. Factory lyder meget trist og udmattet udmattet, som havde musikerne knoklet dag ud og dag ind inden optagelsen.

Badlands er udadtil en ret lykkelig sang. Men i grunden er den kun så lykkelig, fordi den handler om at drømme. Den handler om ambition og om viljestyrke hos en fattig ung mand. Han har ikke meget godt i livet, men han er glad for at være i live, og som Springsteen synger: “It ain’t no sin to be glad you’re alive”. Det er flotte, store ord. Albummet er dog på ingen måde en romantisering af fattigdom. På Streets of Fire hører man om hvordan afhængighed ødelægger en ung arbejders liv. Guitarsoloen derpå udtrykker godt, hvor skidt, det står til, næsten bedre end Springsteen selv er i stand til. Darkness on the Edge of Town er en oplagt plade at sammenligne med Born to Run. Det er som sådan bare en oprustning af samme formel. Badlands handler om det samme som Born to Run, Prove It All Night handler om det samme som Thunder Road. Jeg foretrækker ikke rigtig disse nye sange frem for dem på Born to Run, men de har deres egne kvaliteter, og jeg ville absolut ikke være foruden nogen af dem. Et rigtig klogt valg på Darkness on the Edge of Town er at placere Badlands først. Den skildrer situationen så godt, at den kan fungere som springbræt for resten af pladen.

Springsteen prøver dog nogle nye ting, der virkelig er beundringsværdige. Jeg elsker, hvordan han forsøger sig med hård rock på Adam Raised a Cain. Jeg synes ikke, det er en af de bedste sange på pladen, men jeg synes virkelig, at det er flot, han vil udfordre sin stil på den måde. Den er dog lidt monotom, og omkvædet går ikke rigtig nogen vegne, men det er godt med et break fra det man kender og forventer. Så er jeg mere for Candy’s Room, en af de mest ambitiøse sange, Springsteen nogensinde har skrevet. Det er en kortere sang, der bruger en unik blanding af sentimentalitet og hurtige trommer. Det er ikke noget, jeg tror jeg har hørt udført så godt udenfor elektronisk musik. Springsteen bliver også meget ambitiøs som sangskriver på Racing in the Street, en mere traditionel sang, der fortæller om et pars strabadsder gennem 7 minutter. Sangen udvikler sig meget for at kunne holde til den lange varighed, og det lykkedes i min optik vældig godt. I det hele taget er der meget godt på Darkness on the Edge on Town. Det er ikke min favorit i Springsteens diskografi, men det siger vist mere om ham end om pladen, for den er rigtig god.

152 – The B-52’s – The B-52’s (1979)

Udgivet den af
Svar

Post-punk-gruppen The B-52’s har alle dage spillet meget på deres fjollede image, overdrevne mode og bizarre tekstunivers. Det har ligesom med Devo gjort dem mærkbart lettere at suge ind end de fleste andre musikere i samme genre. Dette gjaldt også på deres debut, The B-52’s, der starter med nummeret Planet Claire, der efter en langsom, stemningsrig opbygning med en intens basgang, går i gang med en sjov fortælling om en kvinde fra rummet. Der er sjove lydeffekter og spontane indskud fra diverse instrumenter, der får hele nummeret til at føles som en science fiction-B-film. Denne følelse bliver støttet af forsanger Fred Schneider, der mest af alt lyder som skurken i et Superman-lyttespil fra 60’erne. På 52 Girls bliver størstedelen af teksten brugt på at nævne en række pigenavne. De nævner ikke 52, men de skrigende kvindelige vokaler derpå er alligevel så slagkraftige, at ordenes betydning er underordnet. Det handler mere om livligheden og sangens fængende groove. På Dance This Mess Around bygges der op til et oprørsk udråb om utilfredshed over at mangle en dansepartner. Det er virkelig intenst, og det, at emnet er så ligegyldigt, gør det på mange måder bare smukkere. Man ved ikke om man skal grine eller græde, fordi de tager dans så seriøst, som var det liv eller død.

Pladens uovertrufne højdepunkt er i mine øjne Rock Lobster, der har den mest fængende surf-guitar, jeg nogensinde har hørt. Den hylder endnu engang gamle b-film, her monstergenren. Denne rock-hummer bliver beskrevet som et storslået uhyre, verden aldrig har set mage til. Den terroriserer strande og gemmer sig bag klipper, og dræber alt på sin vej – naturligvis med tilhørende lydeffekter. Hvis det ikke var nok, udvikler musikken sig ganske hurtigt til en virkelig dansevenlig sang, som man ikke kan sidde stille til. På Lava synger de om vulkaner og om lava, og det hele er naturligvis en stor sexmetafor. Ja, jeg vidste ærlig talt ikke, at B-52’s var i stand til at skrive metaforer, da alt de ellers skriver er så latterligt absurd, at min hjerne slet ikke kan acceptere, at det ikke er den konkrete betydning, der hentydes til. Sangen bliver mere højlydt og fyldig, som det skrider fremad og… vulkanen går i udbrud. There’s a Moon in the Sky (Called the Moon) burde alene via titlen virke tillokkende, men hvis det ikke skulle være nok, så lister de astronomiske objekter med større entusiasme, end jeg troede var muligt. Der er igen lyd, der minder meget om lydeffekter fra gamle science fiction-film, og det skruer virkelig op for kitsch-faktoren.

Hero Worship beskriver igen et meget filmisk scenarie, hvor en helt dør, og publikum ikke kan fatte det. De græder, de idoliserer ham, de ønsker, de kan være hos ham. Det lyder dog ikke melankolsk eller sørgmodigt, det lyder kun vredt og rebelsk. Igen, jeg beundrer virkelig The B-52’s evner som lyrikere, for bag linjerne kritiserer sangen jo i grunden idolisering af berømtheder, især de nyligt afdøde. De kan jo skrive en overbevisende sang om hvor fantastiske blyanter er, eller hvor meget de har lyst til at bide negle. Eller om et nummer, der står på et pigetoilet, hvilket de gør på 6060-842. De beskriver rent faktisk en tur til toilettet herpå, og det er et ret sjovt punknummer om frustration  over rent faktisk at prøve at ringe til sådan et nummer. De slutter pladen af med en meget alternativ udgave af Petula Clarks Downtown. Det er ikke den rene popsang, man kender, ja man kan faktisk stort set ikke genkende den. Den er desperat og vild, og den er en dejligt skør afslutning til et dejligt skørt album. The B-52’s er dygtige, spændende, og selv i dag virker de originale.

153 – Howlin’ Wolf – Moanin’ in the Moonlight (1959)

Udgivet den af
Svar

Howlin’ Wolf var født med en stemme, der var perfekt til bluesmusik. Den var sprød og kradset, og den var på en gang beskidt og fuld af sjæl. Hans måde at formidle blues gennem sin stemme er uovertruffen, og selv hvis han skulle finde på at lave et mere middelmådigt nummer, ville hans stemme løfte det højt op. I løbet af 50’erne udgav han mange singler for pladeselskabet Chess, og 12 af disse blev i 1959 opsamlet på hans første studiealbum, Moanin’ in the Moonlight. Ja, definitionen af et studiealbum var noget løsere dengang, og fordi de næppe oprindeligt blev udgivet med henblik på et album, vil jeg anmelde Moanin’ in the Moonlight som en opsamling. Og i forhold til, at den er en opsamling, er den ret konsekvent i sin lyd. Det siger måske mest af alt, at Howlin’ Wolf ikke udviklede sig synderligt meget fra 1951 til 1959, men han havde også fat i en fed lyd. Derudover er udvalget også ret godt. Der er visse Chess-singler, der er blevet fravalgt, og det er ikke nogle, der er blevet store klassikere sidenhen. Jeg er dog ret glad for sange som Howlin’ Wolf Boogie og Mr. Highway Man, men det er ikke store tab.

Derudover er Howlin’ Wolfs musik nok lidt for simpel, til at flere numre ville være en særlig god idé. 33 minutter virker som en ganske tilpas længde, når der nu ikke er bedre albumstruktur. For albumstrukturen virker i grunden ret tilfældig i opbygning. Der er lige sørget for, at sange, der minder alt for meget om hinanden (f.eks. Smokestack Lightning  og Moanin’ for My Baby) ikke er for tæt på hinanden. Dermed kan man nyde begge to, selvom man da kommer til at lægge mærke til, at Moanin’ for My Baby minder lige lovlig meget om en sang, man tidligere har hørt, og som desuden var langt mere veludført. Der er også som så mange opsamlinger svingninger i kvaliteten. Når man bliver præsenteret for mesterlige sange som Smokestack Lightning, Evil, I Asked for Water (She Gave Me Gasoline) og How Many More Years, kan sange som I’m Leaving You, Moanin’ for My Baby og No Place to Go godt virke lidt banale. Men stadig, der er masser af følelse, og de er ikke decideret dårlige. Til gengæld er de ikke produceret lige godt, og det er problematisk. Noget af årsagen til, at man husker Smokestack Lightning så godt, er måske bare, at den er produceret så meget mere lækkert end den rodede All Night Boogie (All Night Long).

Howlin’ Wolf er måske i grunden ikke en kunstner, der er særlig velegnet til albumformatet, men Chess gjorde et hæderligt forsøg, og efter min mening, fik de faktisk skruet noget ganske tilfredsstillende sammen et par år efter med pladen, der blot hedder Howlin’ Wolf. Denne er opbygget efter samme koncept, men indenfor en kortere årrække, nemlig kun fra 1959 til 1962. Man kan let anskaffe disse to i en bundle, det er faktisk stort set lettere end at få dem hver for sig. Sammen udgør de en rigtig god introduktion til Howlin’ Wolf, og de rummer alle de essentielle tracks. Der er også mange fine numre på Moanin’ in the Moonlight, men kvaliteten på optagelserne såvel som selve sangene svinger, og jeg har derfor svært ved at anbefale Moanin’ in the Moonlight med hele mit hjerte, med mindre man skulle være meget interesseret i at udforske Howlin’ Wolfs karriere. Start i så fald med albummet Howlin’ Wolf, som da også kommer først på bundlen, og hvis den er noget for dig, så søg i det mere beskidte guld på Moanin’ in the Moonlight.

Nyheder: Maj 2015

Udgivet den af
Svar

1. maj fejrede jeg til konfirmation i Århus, og da jeg kom hjem så jeg til min store glæde, at de nye albums fra Kendrick Lamar og Blur var havnet i postkassen. Så bliver man glad og får helt lyst til at skrive. Bl.a. kan I nok forvente top 15-lister over navne til både Roskilde Festival, NorthSide og Tinderbox. Jeg skal selv til både Roskilde og NorthSide, og mens andre måske ikke er nær så vilde med deres lineups, som jeg er, så vil jeg anbefale at lytte lidt til det, du ikke kender, for du finder med garanti en hel del, du synes rigtig godt om. En væsentlig nyhed denne måned er, at jeg tager mig endnu en sæsonpause fra mit radioprogram, The Vinyl Countdown. I løbet af de sidste 2 måneder er 45 albums blevet anmeldt på programmet, og sæsonens sidste 5 albums vil blive anmeldt på onsdag, som altid kl. 17 på Rockkanalen med genudsendelse søndag kl. 15. Programmet starter nok op igen engang efter sommerferien.

Bibzoom har som altid postet en del af mine anmeldelser på deres hjemmeside:
The Police – Ghost in the Machine
Randy Newman – Sail Away
Nick Drake – Pink Moon
The Wailers – Burnin’
The O’Jays – Back Stabbers
Eminem – The Eminem Show
No Doubt – Rock Steady
Pixies – Surfer Rosa
The Velvet Underground – The Velvet Underground
Tom Petty and the Heartbreakers – Damn the Torpedoes
Lauryn Hill – The Miseducation of Lauryn Hill
Nirvana – MTV Unplugged in New York

Og jeg bør vel også give en top 10 over de albums jeg glæder mig til i maj:

  1. Faith No More – Sol Invictus
  2. Tech N9ne – Special Effects
  3. Mumford & Sons – Wilder Mind
  4. Koorpiklaani – Noita
  5. Hot Chip – Why Make Sense
  6. Django Django – Born Under Saturn
  7. Michael Cronin – MCIII
  8. Rangleklods – Straitjacket
  9. The Vaccines – English Graffiti
  10. Thee Oh Sees – Mutilator Defeated at Last

154 – A Tribe Called Quest – The Low End Theory (1991)

Udgivet den af
Svar

I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne var rap-grupper det helt store. Og man forstår da også godt hvorfor. Én rapper i løbet af en hel plade kan godt blive lidt trivielt, og denne idé lever i bedste velgående i dag, for selvom rapgrupper ikke er så almindelige igen længere, laver rappere jo konstant gæstevers på hinandens plader. En af de bedste og mest innovative grupper under årtiskiftet var A Tribe Called Quest, der bestod af Q-Tip, Phife Dawg, Ali Shaheed Muhammad og Jarobi White. Jarobi White valgte at forlade gruppen efter det første album, så på klassikeren The Low End Theory fra 1991 finder man kun de tre første. Især Q-Tip er fremtrædende, og det er efter min mening retfærdigt. Han har den sprødeste stemme, det mest ubesværede flow og de mest interessante tekster. Han er også stemmen, der får lov til at åbne pladen med sangen Excursions. Her fortæller han om gruppens rødder, og hvorfor deres lyd er som den er. De sampler nemlig meget jazzmusik, hvilket gør lyden meget spændende og stadig i dag ret unik. Der er få hip hop-plader, hvor man kan få så mange svedige rim så hurtigt og stadig slappe vældig godt af.

Det er dog ikke kun deres lyd, der er progressiv, det er deres emner også. De er politiske og samfundsbevidste, men ikke på samme måde som Public Enemy, der jo var vrede og rebelske. Det minder faktisk mere om rappere som Nas eller Common. De er reflekterende og dybsindige, når de laver sange som The Infamous Date Rape eller Show Business, sange med titler, der meget tydeligt afslører, hvad de handler om. Man skal dog ikke lytte til The Low End Theory og forvente at få serveret Illmatic eller To Pimp a Butterfly. De fleste af sangene er “bare” sjove hip hop-sange, hvor de praler beskriver og sammenligner aktualiteter og især nostalgi. Nostalgi er et vigtigt emne, og det er jo tydeligt i lyden. Gruppens medlemmer er vokset op med jazz og tidlig hip hop side om side, så det gør sig til udtryk i lyd såvel som tekst, hvor de godt kan finde på at snakke om barndom. Det interessante er jo, at lyden stadig er så langt fra noget, der nogensinde var udgivet før, mens de som sådan hæftede sig meget ved fortiden. Men det er fordi A Tribe Called Quest altså forstod at blande deres egen kreativitet med fortidens genier, så det blev en særegen oplevelse.

De to rappere, Phife Dawg og Q-Tip er sammen med DJ Ali Shaheed Muhammad en meget tiltalende trio, men nogle af pladens bedste øjeblikke kommer med gæsterappere. Sådan nogle finder man på to numre; på Show Business møder man foruden Q-Tip og Phife Dawg også  Diamond D, Lord Jamar og Sadat X. Du kender næppe nogen af dem, og de springer ikke vildt meget ud, men deres vers er solide, og det skaber variation. Det er dog på afslutningsnummeret, Scenario, hvor gæsterapperne virkelig stjæler showet. Pladen aflsluttes i samarbejde med hele gruppen Leaders of the Old School, som jo bestod af Charlie Brown, Dinco D og ingen ringere end Busta Rhymes. Busta Rhymes er naturligvis højdepunktet med sit vilde flow og uforudsigelige udtalelser. De andre, som jeg ikke kendte i forvejen, overraskede mig meget positivt. Der er ikke noget decideret dårligt nummer på The Low End Theory, men jeg har lyttet til den ret meget, og det er begrænset, hvor længe den holder. Man kunne godt ønske lidt flere klimakser, som f.eks. Scenario, der giver pladen noget mere dynamik. Men generelt er The Low End Theory en rigtig lækker hip hop-plade, som lige så godt kunne være fra i går som fra for 25 år siden.