Månedsarkiv: februar 2015

182 – Bob Marley & The Wailers – Natty Dread (1974)

Udgivet den af
Svar

Efter Eric Claptons cover af reggae-gruppen The Wailers’ I Shot the Sheriff fik de en vis uventet berømmelse, og sanger Bob Marley blev i høj grad til stjernen, da de to andre sangere, Peter Tosh og Bunny Wailer, forlod bandet. Efter dette skiftede de navn til Bob Marley & The Wailers, og de udgav deres første album under dette nye navn i 1974. Pladen hed Natty Dread, og den starter med nummeret Lively Up Yourself. Denne sang er virkelig sjov og løs, og Marley er dejligt charmerende herpå. Der er en interessant bluesguitar, der giver nummeret noget kant, og ellers er det bare et af de bedste eksempler på, hvor godt Marleys positivistisme kan fungere. Andet nummer er No Woman, No Cry, der især blev berømt af live-udgaven fra året efter. Live-udgaven er nok også min favorit, især grundet Marleys meget stærkere vokal derpå og guitarsoloens vigtighed. Ikke at originalen ikke er glimrende, den er et af Marleys hovedværker som lyriker og sangskriver. Melodien er fængende og rørende på en og samme tid, og spirituelt er den opløftende. Them Belly Full (But We Hungry) viser derimod den vrede rebel-Marley på sit højeste. Denne sang er nok min favorit på hele pladen. Han er så vred, så hævngerrig, og musikken bagved støtter dette flot.

Pladen fortsætter i rebel-retningen med Rebel Music (3 O’Clock Roadblock). Denne er også aggressiv på en enormt cool måde. Hvert ord er leveret med enorm spydighed. Når man hører den første gang minder den nok lidt om I Shot The Sheriff, men den udvikler sig virkelig til at være en sang, der står helt for sig selv. Hvis man skulle pege på et væsentligt problem ved Natty Dread, ville det være, at de bedste numre findes i starten. Dette skal ikke forstås som, at numrene bliver dårligere derefter, men det er helt klart de første par stykker, man husker bedst. So Jah Seh er f.eks. også en flot, mørk, rebelsk sang, og den er faktisk meget kreativt arrangeret. Den skiller sig også meget ud ved ikke at følge en formel, der ellers desværre ender med at være ret gennemgående for pladen. Først omkvæd, så vers, så omkvæd, så vers, og til sidst en masse svedig reggae-jam. Denne formel følger titelnummeret, Natty Dread, i så høj grad, at jeg aldrig kan huske meget andet end omkvædet, der er lidt ensformigt. Det er ellers en ret god sang, mens den er der, den efterlader bare ikke et mærke på niveau med resten.

Bend Down Low er stort set bare reggae-jam fra start til slut, men det er ret fedt, og teksten er spirituel og sensuel. Ca. halvvejs inde interpolerer de på ganske kreativ vis Keep-A-Knockin’ af Little Richard. Det er en ganske sjov sang, og der er mange skægge detaljer, der gør nummeret værd at spille flere gange. Talkin’ Blues er ironisk nok ikke en talking blues-sang. Men den fortsætter pænt det spirituelle – eller her nærmest religiøse – tema. Talkin’ Blues har en ret mærkbar tekst med linjer som “‘Cause I feel like bombin’ a church, now that you know that the preacher is lyin'”. Afslutningsnummeret hedder Revolution, og det sætter flot punktum til pladen. Det opsamler pointerne, der er blevet lavet i løbet af pladen, og guitaren derpå er ret så latin-præget. Hvert eneste instrument på dette nummer er flot arrangeret. Det afslutter med at fade, det er jeg ikke verdens største fan af, når afslutningsnumre gør, men det er derudover en yderst tilfredsstillende afslutning. Hvis du er stor fan af reggae, så har du nok allerede lyttet til en hel del Bob Marley, sikkert også denne plade, men du behøver blot at have det mindste til overs for genren, så er denne plade værd at lytte til.

183 – Fleetwood Mac – Fleetwood Mac (1975)

Udgivet den af
1

Det er farligt at gå død i en stilart, og jo længere, man har lavet musik, desto vigtigere bliver det at ryste lidt i sin lyd. Britiske Fleetwood Mac havde lavet blues-rock-plader i 7 år, før de I 1975 tog to nye amerikanske medlemmer til sig, der ville vise sig at være skelsættende i bandets karriere: Stevie Nicks og Lindsey Buckingham. En ny tid var begyndt, og Fleetwood Mac ville nu hovedsageligt arbejde med soft- og pop-rock. Og det er der som sådan ikke noget i vejen med. Det var dog ikke fordi 70’erne var fattige på de genrer, men i mange af tilfældene var de nok kraftigt inspireret af Fleetwood Mac, der nu var mere populære end nogensinde takket være pladen med det simple navn Fleetwood Mac. Og jeg må sige, at jeg er vældig begejstret for Buckingham og Nicks. Buckingham er en dygtig guitarist, og begge medlemmer har virkelig charmerende stemmer. Christine McVie synger også for på et par numre, men hun er dog lidt mindre interessant. Hun er nok i grunden en teknisk dygtigere sanger end begge to, men hun lægger slet ikke nær så meget liv i, og stemmen har slet ikke nær så meget kant. Hun minder mig lidt om Barbra Streisand, men hende er jeg ikke verdens største fan af.

Spørgsmålet er lidt, om dette albums mest væsentlige problemer overhoved kan bebrejdes bandet, eller om de virkelige syndere er Starland Vocal Band, Chicago og Captain & Tennille, der sørgede for at køre denne stilart til døde de følgende par år. Men i grunden tror jeg, at det ligger lidt begge steder. Især er Christine McVie at beskylde for nogle af problemerne, for hun kan bare slet ikke skrive noget, der er værd at lytte til, når det er denne stilart. Hvert eneste af de fire numre, hun har skrevet alene, lyder for mig som albumfyld. Så er jeg ligeglad med at tre af dem var singler, og to af dem var pæne hits, for de byder næsten ikke på noget som helst mindeværdigt. Say You Love Me er nok undtagelsen med sin skæve lille banjo, men ellers er der ikke noget at skrive hjem om. Heldigvis er Buckingham og Nicks generelt dygtige sangskrivere, og de har skrevet de sange, der i min optik er mest vellykkede: Monday Morning, Landslide, I’m So Afraid og selvfølgelig den mesterlige Rhiannon. Disse sange har følelser, stærke følelser, og de virker enormt gennemtænkte. Det er kvalitetspop af højeste kaliber.

Strukturen på albummet har også både gode og dårlige sider. Der er en god vekslen imellem de tre forskellige sangskriveres meget markante stilarter, men disse stilarter er næsten for markant forskellige til hinanden, til at albummet føles konsekvent i lyden. Buckingham og Nicks passer som sådan fint til hinandens lyd, men McVies stil, som jeg jo ikke engang kan lide, stikker virkelig ud, så det føles som om, man lytter til et helt andet album. Der er en enkelt sang, Blue Letter, der ikke er skrevet af nogen af disse tre, men af sangskriverparret Michael og Richard Curtis. Det stikker om muligt endnu mere ud end McVies sange, for det lyder mest af alt som en Jackson Browne-sang. Browne burde virkelig lave et cover af den sang, for den er skræddersyet til ham. Og den lyder også virkelig godt med Fleetwood Mac, selv med McVies stemme, men den skulle måske blot have været en b-side. Da jeg lyttede til denne plade de første par gange, så lod jeg mig lidt overvinde af det negative. Men jeg har heldigvis fundet en masse godt at holde af. Fleetwood Mac er ikke den perfekte plade, men den er stadig ret god, især i forhold til, at det er soft-rock fra 70’erne.

184 – Willie Nelson – Red Headed Stranger (1975)

Udgivet den af
Svar

En spillefilm baseret på en kortfilm er ikke et nyt koncept. Det sker faktisk ret ofte, og ganske tit med stor succes. Men har du nogensinde hørt om et konceptalbum baseret på en ældre sang? For det var det, Willie Nelson lavede i 1975 med Red Headed Stranger, der i dag ses af mange som værende hans bedste album. Det er bygget over en gammel countrysang af samme navn, oprindeligt af Arthur “Guitar Boogie” Smith. Sangen handler om en mand, der rider ind i en by, og der møder han en kvinde, der er interesseret i at stjæle hans afdøde kones hest. Da hun forsøger at stjæle hesten, dræber manden hende. Det er en ganske god fortælling, men det er nu noget underligt, at denne er sangen, som Willie valgte at bygge et helt album op omkring. Han vælger at placere selve sangen nær midten af pladen, og så fortæller han ellers i starten mandens forhistorie, og til slut fortæller han om hans liv efter mordet. Og det er jo et virkelig interessant koncept. Det giver os lidt indblik i en galnings baggrund og tankegang, det tror jeg de fleste synes er interessant.

Men et er en interessant historie, noget andet er god musik. Og ja, det er countrymusik, ikke min foretrukne genre, men hvis vi skal være i genren, så bliver det ikke meget bedre end hr. Nelson. Mest fordi han er så beskeden, et træk, der klæder genren. Han har ikke verdens største stemme, og selv hvis han havde, så ville han næppe vise lytteren de imponerende toner, han kunne ramme. Det er af samme årsag, at jeg elsker mange af Bob Dylans udfoldelser i genren. Musikken er også dejligt varieret, hvilket kun er en god ting. De individuelle sange er ofte under to minutter lange, og det gør pladen meget dynamisk. Man kan gå virkelig hurtigt fra en hurtigere sang til en mere langsom en, og det gør at pladen bare suser forbi dig. Den er heller ikke særlig lang, så det gør den jo rent faktisk. Noget andet flot ved pladen er den gentagne brug af sangen Time of the Preacher, der er åbningsnummeret. Det skaber noget struktur på pladen, og struktur elsker jeg at se i konceptalbum. At Nelson så skifter mellem første- og tredjeperson i løbet af pladen gør lidt op med strukturen. Det ville være løst af blot at bruge en gæstesanger, men sådan gjorde han det nu engang ikke.

Fortællingen om denne galning er meget gribende, og man bliver let interesseret denne historie. Og det læner sig helt naturligt op af sangen, jeg ville aldrig have gættet, at det var et cover. Og som historien nærmer sig slutningen, bliver den meget rørende. Det eneste nummer, jeg ikke rigtig holder af, er det instrumentale cover af Down Yonder, der er et underligt lykkeligt klavernummer. Det er ret irriterende, og bliver ved alt for længe, og det er end ikke 2 minutter langt. Men derudover er der ikke noget decideret dårligt nummer på pladen. Nelsons covers af Blue Eyes Crying in the Rain og Red Headed Stranger udmærker sig, men ellers gør numrene ikke meget for at skille sig ud fra resten af pladen. Lyrikken er altid superb, og historien fortæller de som helhed flot, men instrumentationen og især melodien kan være middelmådig til tider, men de går lidt ind af det ene øre og ud af det andet. Men i det mindste er det varieret, og jeg må indrømme, at jeg endnu ikke er blevet spor træt af pladen, så holdbarheden fejler intet. Det er en virkelig flot fortælling, men som så meget god country, er det en usleben diamant, bare af og til lidt for usleben.

185 – The Stooges – The Stooges (1969)

Udgivet den af
Svar

The Velvet Underground er et af de vigtigste bands nogensinde i forhold til indflydelse på populærmusikken sidenhen, og det er også et af mine absolutte yndlingsbands. Især i forhold til punkmusik er de vigtige, og selv efter den latterligt dygtige bratschist John Cale forlod dem i 1968 fortsatte de med at være formidable og indflydelsesrige. Og John Cale lavede også flere store værker, f.eks. da han opdagede et ungt garagerockband og valgte at producere deres debutplade. Et af medlemmerne af denne gruppe hed Iggy Pop, og bandet hed The Stooges. Det hed pladen også. Denne plade starter med nummeret 1969, bare i fald, at man skulle være i tvivl om årstallet, pladen blev udgivet i. Det er en enormt energisk sang om at være en taber, der ikke udretter noget. Der er en klar blues-indflydelse, men den sløsede og distorterede instrumentation gør den så meget mere moderne. Det største værk på pladen er dog I Wanna Be Your Dog. Jeg er helt enig med konsensus her – det er det bedste, gruppen nogensinde har lavet. Den bærer i sin fyldige lyd meget præg af John Cales produktion, og den sensuelle tekst og melodi er forførende på en måde, man ikke nødvendigvis er helt komfortabel med – men det er derfor, nummeret er så perfekt, fordi det udfordrer dig.

Noget af det smukke ved The Stooges er bare generelt, at de prøver at udfordre dig til trods for, at deres sange i grunden er ganske simple. Og ingen sang er så udfordrende som We Will Fall. Med det mener jeg ikke, at ingen sang på pladen er, jeg mener, at jeg aldrig har hørt en sang, jeg har haft nær så svært ved at høre færdig. Den kører i en dyster, rituel lyd, det lyder faktisk lidt af en eller anden kult, der har messe. Og det er en fed sang – i rigtig, rigtig kort tid. For det fortsætter bare i samme smøre uden at udvikle sig markant, og det bliver ved i 10 minutter. Det er muligvis det værste nummer på nogen plade, jeg nogensinde har anmeldt. Og da pladen er 34 minutter lang, så er 10 minutter ret meget. Heldigvis følger No Fun lige efter, og det er endnu en af gruppens mesterværker. Den er så dejligt fuld af liv og spilleglæde, og den går bare helt amok til sidst, så nydelsen er stor. Real Cool Time er en kortere sang, der lyder betydeligt mindre sexet end teksten lægger op til, men for pokker, det er en lækker guitar, der er på det nummer, og trommerne er helt ustyrlige, og det støtter Iggy Pops animalske udtryk godt.

Ann er en lidt langsommere sang, med en mere minimal lyd. Der er virkelig en fed mystisk aura over den, og Iggy lyder truende i en skræmmende grad. Og til sidst, hvor sangen helt uventet går amok rent instrumentalt, der er det faktisk ret uhyggeligt. På Not Right gør Iggy det, enhver punker er ekspert i, nemlig at råbe op i utilfredshed. Her er det seksuel utilfredshed, og han lyder mere oprigtigt vred og frustreret her end ellers. Så er melodien måske ikke det mest kreative, man nogensinde har hørt, men denne sløsethed udtrykker måske også meget af hele konceptet bag gruppen. Little Doll er, jeps, endnu en sang om sex. Det er vist alt, hvad Iggy tænker på. Helt præcist er det om at have sex med en, man ikke kender – hvilken grad af fremmedhed, der er tale om her, er mig dog ubekendt. Men pointen er, at han er ligeglad. Og intet ord opsummerer The Stooges nær så godt som “ligeglad”. Men det er noget af skønheden ved dem. De gør, det der passer dem, og det giver deres debutplade en charme, der er svær at matche, selv når nummeret ikke er fantastisk.

186 – Sly and the Family Stone – Fresh (1973)

Udgivet den af
Svar

Få R&B-grupper har haft nær så meget betydning som Sly and the Family Stone. Det har nok i stor grad noget at gøre med, hvor vidt de spænder. Af og til laver de den mest oprigtige soulmusik, men kan lige så godt lave det vildeste funknummer, man bare ikke kan sidde stille til. Men der er også så utrolig meget mellemgrund i deres lyd, som ingen anden gruppe rammer nær så flot. De har uden tvivl mest identitet, når de laver noget afslappet, sjælfuld R&B, der bare er spillet så tæt, at man skulle tro, det var løgn. Denne lyd er repræsenteret flot på alle deres plader, men måske bedst på Fresh fra 1973. Noget af det bedste ved denne plade er bare, hvor diskret vokalen kan være, og det er uanset hvilken sanger, der befinder sig bag mikrofonen. Mine yndlingsnumre er da naturligt nok også ofte blandt de lidt mere stille af dem. Det er ikke nødvendigvis dem, der er bedst i første omgang, men der er mest at vende tilbage i hos dem. Især If You Want Me To Stay, pladens ubetinget største hit, har så meget charme, liv og personlighed.

Vi kan også komme med den generelle regel for pladen, at jo mere nummeret minder om If You Want Me To Stay, des mere synes jeg om det. Hvis det er lidt underspillet og nuancerigt, så er jeg totalt solgt. En anden af mine favoritter er derfor deres sprøde cover af Que Sera, Sera (Whatever Will Be, Will Be), oprindeligt af Doris Day. Den er på mange måder totalt ulig bandets normale lyd, som jo ellers spænder ret vidt. Det er en ret speciel kombination af lækker soul og noget traditionel pop. Men al musicallyden, som er så gennemgående i originalen, den er helt væk, og på den måde føles nummerets tekst meget vigtigere. At de satte tempoet lidt ned hjalp også sangen gevaldigt, ja den er et rent mesterværk i Slys hænder. Men på samme måde som, at jeg virkelig synes godt om de mere stille numre, så er nogle af de mere energiske, funky numre ikke så interessante. De er på papiret ganske gode, men der er ikke bygget nok videre på grundideen på visse af numrene; I Don’t Know (Satisfaction), Keep On Dancin’ og If It Were Left Up To Me kunne alle have haft godt af at være lidt længere og blive leget mere med. Måske lige undtagen Keep On Dancin’, der bare er en lidt trist nyfortolkning af deres egen Dance to the Music.

Jeg elsker dog, at der altid er så enormt meget personlighed. Bandet har nogle dejlige idiosynkrasier, der gør, at intet nummer kan kaldes decideret dårligt, for der er altid et eller andet særpræget at holde af. Det gør de mere middelmådige sange sjove, og de gør de bedste af dem til mesteværker. Bandet har virkelig sans for detalje, især på de langsommere numre, og hver gang jeg lytter til nogle af mine favoritter fra pladen, opdager jeg bare noget nyt, jeg fuldkommen elsker ved dem. Pladen som helhed har ikke nødvendigvis nær så meget genspilningsværdi, men det ligger mest i, at mine knap så foretrukne numre alle lægger tæt ved hinanden. Det bliver lidt for hektisk lige i den ende af pladen. Sly and the Family Stone har med Fresh leveret en gennemgående virkelig lækker R&B-plade. Jo, det er ikke alle numre, der er lige gode, men de bedste er helt formidable. Og dem er der heldigvis mange af. Fresh er måske ikke pladen, der bliver bedre for hver gennemlytning, men der er stadig masser af guf på.

187 – Peter Gabriel – So (1986)

Udgivet den af
1

Efter 7 plader som forsanger af Genesis og 4 plader udgivet i eget navn ville man tro, at Peter Gabriel havde toppet – men kommercielt havde han ikke nået sit højdepunkt før i 1986, hvor han udgav sin populære plade So, der også er mange fans favorit. Det er nok også min. Åbningsnummeret Red Rain er i hvert fald en virkelig stærk åbner, men på mange punkter er den meget atypisk for et åbningsnummer. Den skriger, den er trist, den starter ret langsomt, og den er langt fra det mest fængende nummer på pladen. Men den sætter en stemning tydeligere end noget andet. Og det er tit denne kolde lyd, jeg tænker på, når jeg tænker på So. Det er i grunden sjovt, for pladens største hit, Sledgehammer, der kommer lige derefter, er en glad funksang om sex. Og den er fuldkommen perfekt. Ikke én dag gør den sang mig ikke i bedre humør af sin vittige tekst eller sin rige instrumentation. Den er fuld af overraskelser, og hver tone sider lige skabet. Hvert sekund er perfekt. Og så bliver den efterfulgt af Don’t Give Up, en duet med Kate Bush, og det er en af de smukkeste duetter nogensinde opført. Den udviser så reelle følelser, at det næsten gør ondt. Og forholdet mellem Bush og Gabriel er uhyre troværdigt.

Gabriel giver os en forskruet tvivlstilstand på That Voice Again, hvor sindsforvirring ikke blot viser sig lyrisk, det udtrykker sig også gennem et af de mest skizofrene numre, jeg har hørt Gabriel lave. Af og til er det trist, af og til tænksomt, af og til lykkeligt, men aldrig på en entydig måde. Det har til dels noget at gøre med Gabriels stemme, men meget er også i instrumentationen, der hopper fra stilart til stilart. Efter dette nummer, er der lidt forskel på cd- og vinyludgaven. Gabriel har selv sagt, at cd-udgaven er tættest på hans vision, så det er den rækkefølge, jeg bedømmer pladen efter. Det betyder, at efter That Voice Again følger Mercy Street, og det er en virkelig håbløst deprimeret sang. Man bliver ligesom med Don’t Give Up meget bekymret for Gabriel, ja faktisk endnu mere, for nu er Kate Bush her ikke til at hjælpe ham. En meget blid triangel kører hurtigt i baggrunden, hvilket giver denne ellers langsomme sang en meget stresset lyd. Der vendes tilbage til funk på Big Time, en på overfladen glad sang, om at alting går godt. Lyt til den uden resten af pladen, og den er den gladeste sang i verden. Men i kontekst tænker man, at noget er galt. Men uanset hvad, så er nummeret enormt lækkert sammensat.

Pladen er til trods for sine mange tunge sange faktisk ikke så svær at tilgå. Der er noget pop-appeal over det meste af pladen, hvor to sange dog er markante undtagelser. We Do What We’re Told (Milgram’s 37) er den første. Vokalen kommer først på halvvejs inde, og der er kun 12 forskellige ord i løbet af sangen. Men det er stærke ord, der siger meget om vores samfund. Og musikken er mere forskruet og desperat end noget andet på hele pladen. Den anden undtagelse er This Is the Picture (Excellent Birds), der afslutter den oprindelige udgave af pladen. Det er en lettere krautrock-inspireret sang, der dermed er ret ensformig. Den giver lyrisk ikke særlig meget mening, men det er nok lidt af meningen, at få dette nonsens boret ind i din hjerne, som blev du hypnotiseret. Det falder godt i tråd med teksten på sangen forinden. Min udgave af pladen afsluttes som Peter Gabriel ønskede det, nemlig med In Your Eyes, og jeg kan kun være enig i, at den bør afsluttes sådan. Det er en sang, der flot afslutter hele pladens tematik, og det er en lykkelig slutning, der gør mig helt glad indeni. So er en fantastisk plade – den er på niveau med de bedste Genesis-plader, og den er så gennemført, at man stort set ikke kan fatte det

188 – Buffalo Springfield – Buffalo Springfield Again (1967)

Udgivet den af
Svar

Mange tænker nok på Buffalo Springfield som det der band, Neil Young var medlem af før han fik en succesfuld solokarriere, og mange har nok også hørt deres store hit For What It’s Worth, men der stopper de flestes kendskab til gruppen så desværre. Og et er synd, for de har lavet masser af hæderlig musik, hvor især deres andet album, Buffalo Springfield Again, ofte fremhæves af fans. Og det er forståeligt, for på netop den plade viser de så enormt mange facetter af deres kompetencer, at det er umuligt at sætte dem i nogen form for bås. Det har nok til dels noget at gøre med, at bandet har ladet rollen som sangskriver gå meget på omgang. Selvfølgelig gik den tit til Neil Young, der har kvitteret med hele tre meget forskellige sange til pladen, og de er også nogle af de bedste derpå. Man kan allerede så tidligt i hans karriere mærke hans dybsindighed og hans ambition, som ingen i gruppen virkelig kan hamle op med, men det kræves jo heller ikke. Stephen Stills, der jo også senere ville få masser af succes uden for gruppen, har skrevet fire numre, der er i en på overfladen mere simpel stil, der blander rå rock and roll med folk. Og så er der Richie Furay, hvis stil ikke er let at kende fra gang til gang, udover at hans sange sjældent er så avancerede.

Derudover er lyden også virkelig varierende fordi bandets besætning er særdeles inkonsekvent. Der var vist masser af tumult omkring pladens optagelse. Ja, blandt gruppens fem medlemmer, har ingen af dem medvirket på mere end halvdelen af pladens numre. Ja, bassist Bruce Palmer er faktisk slet ikke at høre på hele pladen, fordi han havde for travlt med narkoproblemer, så de måtte hive studiemusikere til at erstatte ham, hvor det er nødvendigt. Og han var ikke den eneste, der forholdsvis spontant skulle erstattes. Men det er lidt noget af magien ved pladen, det at den er så rodet. For man kan stadig høre en kollektiv vision et sted i musikken. Ja, det er noget underligt noget at sige om en folk-rock-plade, der indeholder Good Time Boy, der er noget nær et rendyrket funknummer. Men det ligger meget i følelserne. De er store. Nogle gange euforiske af glæde, nogle gange triste, nogle gange filosofiske. Men aldrig halvhjertede, altid organiske og man kan altid høre, at de kommer fra det samme sted – et band, der er ved at falde fra hinanden. At de i det hele taget fik udgivet endnu en plade efter denne er mig et mysterium.

Albummet starter og slutter med manden, der efter min mening er gruppens store stjerne, Neil Young, og det er en enorm god ide. Han indrammer pladen flot med den sært optimistiske Mr. Soul og afslutter med Broken Arrow, der i bedste rabalderstræde-stil flere gange narrer dig til at tro, at det hele er slut, for så at give dig et ekstra vers. Begge kan med rette opfattes som værende metaforiske formidlinger af Youngs syn på livet som rockstjerne. Hvor Mr. Soul er en glad sang om naivitet, så er Broken Arrow dog trist og mørk, og den er fuldstændig drabelig i sine metaforer. Den er også virkelig legesyg rent instrumentalt, noget man især kan takke producer Jack Nitzsche for. Han var venner med Phil Spector, og det kan høres. Uden ham ville denne plade nok være ligeså uudholdelig at høre, som det var at være i bandet på det tidspunkt. Men hele dette roderi, der skete internt, det er nok det, der gjorde, at Buffalo Springfield Again er blevet så meget stærkere end de to andre plader. Der var virkelig noget at kæmpe for her, og det lykkedes for dem. Det fortjener stor applaus, for Buffalo Springfield Again er et mesterværk.

189 – Quicksilver Messenger Service – Happy Trails (1969)

Udgivet den af
Svar

I slutningen af 60’erne blev rockmusikkens muligheder udforsket i grader, der er svære at sammenligne med nogen anden periode. Rockmusik markerede sig nu som noget, man i lige så høj grad som jazz og klassisk kunne tage seriøst. The Beatles var selvfølgelig en stor del af dette, men ligeledes gjorde navne som The Velvet Underground, Frank Zappas, The Beach Boys og Captain Beefheart. Et af de mere ukendte bands, der udfordrede rockmusikkens konformiteter, var Quicksilver Messenger Service, der lavede en meget finurlig afart af psykedelisk bluesrock. Deres hovedværk var en liveplade ved navn Happy Trails. Hvad er så specielt ved denne plade? Jo, hele a-siden er et cover af en sang, der oprindeligt var 2½ minut langt, nemlig Who Do You Love af Bo Diddley. Dette cover er delt op i forskellige undersektioner med titler som When You Love, Where You Love, How You Love og Which Do You Love. Hver gang sangen skifter navn, betyder det stort set, at en ny solo begynder, og når den i starten og slutningen blot hedder Who Do You Love, så får vi vokal med på noget, der ligner vers og omkvæd.

Hele denne Who Do You Love-suite er en spirituel og følelsesmæssig rejse fra én udgave af en sang til en anden. Det sker enormt smukt og virkelig gnidningsfrit, ja, man lægger knap nok mærke til, hvor anderledes sangen i grunden er til sidst. Den er rodet og grim, og verset er opført, så stemmerne lyder kraftigt berusede. Min yndlingsdel af suiten er nok Where You Love, en i starten ret stille sektion, der åbenbart skulle være fuldkommen improviseret. Især med dette taget i betragtning, så er den utrolig spændende. Det er som en tikkende bombe, parat til at eksplodere, og når den så gør det, så går den amok med klappelyde, intens walking bass og syret latter og råben. Hele suiten er fænomenal, og det er dejligt upoleret. B-siden består af fire sange, Mona, der også er et Bo Diddley-cover, Maiden of the Cancer Moon, Calvary og Happy Trails. Mona fungerer vældig godt til at fortsætte, hvor Who Do You Love slap, da vi jo har at gøre med samme sangskriver i endnu en besynderlig syre-fortolkning. Det er en rigtig god udgave, og den baner ret så flot vejen for resten af B-siden, der ligesom A-siden kører med overgange mellem hvert nummer.

Det andet nummer på B-siden er et kortere, instrumentalt nummer, der hedder Maiden of the Cancer Moon. Det er en eventyrlig sang, der kommer føleslesmæssigt og musikalsk vidt omkring, og det er dynamisk som bare pokker. Selv med alle disse pæne ord, jeg siger, føles det mest af alt som en intro til nummeret, der kommer bagefter, Calvary, og det er måske synd, for Maiden of the Cancer Moon er også en pragtfuld sang, men det har nok mest af alt noget at gøre med, at pladens generelle niveau er så højt, og at Maiden of the Cancer Moon er lidt kort i forhold til resten af pladen. Den 13 minutter lange Calvary vil dog stå klart frem hos alle lyttere. Hvis noget på pladen er en rejse, er det dette nummer. At toppe suiten fra side 1 er svært, men Quicksilver Messenger Service gør det sgu. Det er svært at hive fat i alt det, der sker, for der sker så frygtelig meget, og man bør bare opleve det selv. Pladen skifter til sidst fuldkommen stil med et kort cover af Happy Trails, en country-sang, der stammer fra The Roy Rogers Show. Det er antiklimaktisk, ja, men som sådan vældig morsomt, for det står i virkelig i kontrast til alt andet i pladen, og så tager den også navn efter dette nummer. Og sådanne finurligheder er med til at gøre albummet til et overset mesterværk.

190 – Elvis Presley – From Elvis in Memphis (1969)

Udgivet den af
Svar

Elvis Presleys materiale fra 50’erne og starten af 60’erne lovprises ofte fra højre og venstre, men som 60’erne gik fremad, så begyndte han at ligne lidt af et sellout. Han begyndte allerede tidligt i sin karriere at medvirke i spillefilm, men som 60’erne gik fremad, blev det mindre og mindre interessant for det brede publikum, mest fordi han pumpede så mange film og plader ud om året, og langt fra det hele var lige godt. Han udstrålede virkelig bare middelmådighed i en årrække. I 1969 udløb hans filmkontrakt dog, og han kunne komme tilbage til det, der virkelig betød noget, nemlig musikken. Elvis’ første mærkbare album i mange år kom da med From Elvis in Memphis, der var en ganske fokuseret plade i sin lyd. Kun to producere, ét fast band, og alle numre var optaget i samme studie i Memphis, hvorfor pladen da også hedder, det den hedder. Det skaber en mere sammenhængende lyd, end man måske ville forvente af en plade, der har krediteret forskellige sangskrivere på næsten hvert eneste nummer. Det er også imponerende idet albummet har både storladne soul-sange og stille country-standarder. Men selv country-numrene får tit lidt soul-lyd, hvilket gør dem lettere at holde ud for mig.

Det, jeg foretrækker på pladen, er dog R&B-numrene, hvor dem, der bærer mest præg af denne stilart er Wearin’ That Loved on Look og den fuldkommen formidable Long Black Limousine. Jeg er dog også ret vild med Power of My Love, der er nær en rendyrket bluessang. Hoveddelen af denne plade er dog country, og det er af den ret vattede, polerede slags, som folk som Gram Parsons samtidig gjorde opgør mod. Det er selvfølgelig sjovt med denne soul-lyd oveni, men man sidder bare tit og håber på, at de vil gøre noget udfordrende snart. I bedste fald gør de lyden mere levende og støtter Elvis’ stemme virkelig pænt, f.eks. på Gentle on My Mind og In the Ghetto. I værste fald går det som på It Keeps Right on A-Hurtin’, hvor lyden bliver alt for poleret, mens melodien og teksten ikke går udenfor det, man forventer af en standard country-sang. Med andre ord tager den de værste klichéer fra hver genre i stedet for at udnytte de forcer, som de sammen kan opnå, hvilket det meste af pladen jo heldigvis prøver på – nemlig at blande den lækre lyd fra soul med ærligheden og oprigtigheden fra country.

Pladens struktur er ganske fin. In the Ghetto er fuldkommen perfekt som afslutningsnummer, og Wearin’ That Loved on Look starter pladen med bombast. Efter det er pladen også ganske god til at veksle mellem forskellige slags sange, nogle med mest fokus på soul, nogle med mest fokus på country, men i det hele taget en fin variation, der giver pladen liv. Man kan bare tit tænke, at pladen mangler noget sjæl. Og med det mener jeg ikke Elvis’ stemme, den har masser af sjæl, nej jeg mener pladen som helhed. Den føles stadig meget kold og studieproduceret. Jeg kan godt se, at den er bygget op omkring et musikalsk koncept, men det gør det nærmest ekstra underligt, at de ikke har gjort mere end de har. Pladen mangler et “statement”, en måde, den skiller sig ud. Men i 1969 var Elvis allerede ved at være et oldtidsfund. Han ville ikke lave noget udfordrende. Han har ikke selv skrevet én eneste af sangene. Men i 1969 var det jo ligemeget. Elvis skulle nok sælge alligevel, man kunne udgive hvad som helst. Og med det i betragtning, så er pladen langt bedre end man ville forvente, og uden tvivl et højdepunkt i hans sene karriere.

191 – The Stooges – Fun House (1970)

Udgivet den af
Svar

Iggy Pop er bindegal. Han er måske i brede kredse bedst kendt for sin manglende trøje, og af visse andre som fyren, der lavede The Passenger, men han er sammen med Ron Asheton, Dean Alexander og Scott Asherton også kendt som punkrockens gudfædre, The Stooges. Dette er tydeligst på deres Garage-rock-klassiker, debuten med det simple navn The Stooges, men i modsætning til mange af de punkgrupper, som var så evigt påvirket af denne plade, så var The Stooges slet ikke bange for at skifte lyd. På deres anden plade, Fun House, blev kompositionerne mere ambitiøse og jazzede, og de hyrede sågar en saxofonist. Albummet starter dog med håndlangerne som vi kender dem. Guitarriffet på Down on the Street er simpelt og råt, og enhver kan synge med på melodien med det samme. Det er et godt valg at starte med det, man kender, for så føles overraskelsen senere større. Derudover er Down on the Street bare en enormt sej rocksang. Loose minder meget om det tidlige heavy metal, bands som Led Zeppelin og MC5 havde gang i samtidig, især sidstnævnte, der jo også påvirkede punkmusik enormt meget. Der er meget dynamik i lyden, og det er et interessant twist, at omkvædet er mere stille, mens versene er højtråbende og larmende.

T.V. Eye åbner med et råb, der minder umiskendeligt meget om det, Ozzy Osbourne ville indlede Crazy Train med 10 år senere. Selve sangen er dog meget anderledes fra Ozzys Heavy-klassiker. Den er virkelig punket, men man mærker allerede her jazzen snige sig ind. Vi har nemlig at gøre med en sang, der læner sig fuldkommen op af en basgang, og så bliver der ellers spillet soloer og råbt nonsens i fire minutter. Hvis det var en rendyrket punksang, ville den være så simpel, at den knap kunne klare halvdelen af tiden, men her virker det. Det er dog først med Dirt, at de virkelig bliver eksperimentelle og vovede. Der er ikke blot tale om en af de mest beundringsværdige og fremadtænkende guitarsoloer i sin tid, der er tale om et nummer, der udtrykker store følelser. Hvilke er usikkert, det er ret vagt, men det er udtrykket, der er vigtigt, og det er som næsten intet i sin samtid. 1970 kommer med en enorm desperation, og det er en af mine favoritter, især på grund af et virkelig godt samspil mellem en hektisk bas og nogle vilde trommer. Den forvrængte guitar og Iggys stemme gør bare det hele bedre.

Saxofonen bliver hevet frem på sangen Fun House, og det sker lige fra første tone. Denne sang har en slags forstyrret glæde, der i løbet af næsten 8 minutter går ned af en ond spiral. Hvor saxofonen er enormt jazzet, så minder Iggy Pop såvel som bassen mig mere om noget funk af den slags, James Brown var ekspert i at lave. Det er bare slet ikke på nogen måde nær så kontrolleret; det går fuldkommen amok, ja alle instrumenterne overfalder nærmest hinanden til sidst. Det er nærmest uhyggeligt. Det er uden tvivl pladens højdepunkt, og man forstår godt, hvorfor pladens navn er taget derfra. Det næste nummer, L.A. Blues er nærmest en direkte fortsættelse til Fun House. Der er nærmest ingen musikalsk struktur på dette nummer. Det er reelt egentlig bare guitar, bas, trommer, saxofon og forsanger, der går amok i fem minutter. Det er dog med nogle klare høje og lave dynamiske punkter, så der var tænkt over det. Det er et forfærdeligt nummer på egen hånd, men det afslutter pladen så perfekt. Det er det mest provokerende, de kunne have gjort, og det kan med garanti stadig provokere i dag. Og det er det, der gør The Stooges og især Fun House så fantastiske.