Månedsarkiv: oktober 2014

Top 10 utilsigtet morsomme sange (5-1)

Udgivet den af
Svar

Ventetiden har været lang, men nu får I den storslåede afslutning på artikelserien, I alle elsker. Uden at gå længere ind i introduktionen, vil jeg stolt præsentere femtepladsen:

5: Marky Mark & The Funky Bunch – Good Vibrations
Mark Wahlberg er en virkelig dygtig skuespiller. Han er ikke altid i lige gode film, men selv i de værste film har han en tendens til at give den hele armen. Og på en måde er Mark Wahlbergs historie virkelig smuk, for den viser, at der er en vej op for alle, og at alle har noget, de kan finde ud af. For i 1991 ville man aldrig tro, at der ville komme noget godt ud af “Marky Mark”, som han hed dengang. Omkvædet, der sampler Love Sensation af Loloetta Holloway lyder virkelig godt, men der ender det, der rent faktisk virker. Derefter falder det hele til jorden på den smukkeste, latterligste måde. Først er der basgangen, der i løbet af omkvædet bliver sunget – det er ret kikset, og det ødelægger virkelig den ene del af sangen, der ellers lød fint. Det bedste er i tredje vers, hvor denne fjogede lyd kører under hans rap. Så er der også DJ-stykket lige før, hvor intet reelt sker. Der bliver kun leget med én eneste lyd. Dette stykke kan vi takke storebror Donnie Wahlberg for. Det, der dog for alvor har givet nummeret sin plads på listen er Markys evner som rapper. Dette nummer skal være romantisk og sensuelt, men han råber hvert eneste ord, som var han fra Public Enemy. Hans flow er kikset, og i det hele taget er det ret nuttet at se lille Marky Mark spille sej.

4: Cher Lloyd – Swagger Jagger
Talentshows er en spøjs størrelse, for i grunden finder de mange talentfulde sangere, men de ender tit bare med at komme ud af programmet uden nogen form for personlighed. Den eneste, der i min optik virkelig har markeret sig som en unik stjerne er Adam Lambert. Det begyndte de nok at indse, så da Cher Lloyd kom til audition på The X Factor med både rap og skønsang, så de hende sikkert som noget unikt, noget man kunne gøre noget særligt med. Sagen er bare, at hun ikke er en særlig habil rapper. Hendes flows er altid virkelig simple, og det virker mest af alt bare som om, folkene bag numrene ikke kunne finde på ordentlige versmelodier, og så kan man jo bare rappe, ikke? Det ynkeligste og uden tvivl mest bizarre eksempel på dette er Swagger Jagger. Alene titlen er jo fantastisk. Vers og omkvæd lyder også som om, de bare var smidt oven i hinanden. Og hun er faktisk en dygtig sanger, men hvorfor er der så så utrolig meget autotune på omkvædet? Det er ikke engang en svær melodi, og det ved jeg, for den sampler nemlig Oh My Darling Clementine. Og dette sker i en sang, hvor hun synger om, hvor meget swag, hun har, og hvor lidt du har. Det monotome EDM-beat er desuden fuldkommen umuligt at danse til. Fik jeg nævnt, at denne sang er skrevet af 9 mennesker? Har den i det hele taget 9 forskellige linjer?

3: Big Sean feat. Nicki Minaj – Dance (A$$) (Remix)
Jeg burde bare kunne henvise til titlen, og så burde alle forstå det. Eventuelt kunne jeg henvise til de første 8 sekunder af sangen, der bare er ordet “Ass” om og om igen. Det er halvdelen af omkvædet. Den anden halvdel er en MC Hammer-reference. Big Seans første vers er ikke så slemt igen, det er bare ret kedeligt, men der er nogle få virkelig ynkelige linjer, f.eks. den om at krone en røv, eller de to linjer, der snakker om at bruge sex som valuta. Nicki Minajs vers er til gengæld skræddersyet til denne liste. Hun åbner med fyld-linjer. Det bedste punkt, er der hvor hun bruger adskillige sekunder på én stavelse på ét ord, og delene derefter er ligeledes fænomenalt pinlige. Så er der Seans andet vers, der ikke egentlig har nogen rim, han laver bare en liste over forskellige slags piger, nærmest som var de genstande på en indkøbsliste. Jeg ville nok finde det vældig stødende, hvis jeg havde bare den mindste evne til at tage nummeret seriøst.

2: Puddle of Mudd – She Hates Me
Post-grunge får ikke altid flest komplimenter nu til dags, men generelt kan man ikke sige meget andet om det, end at det er følelsesløst og kedeligt. End ikke Nickelback eller Creed har lavet sange, der er så dårlige, at det er morsomt. Sammenlignet med Puddle of Mudd har de tænkt alt for meget over deres musik, ikke at det siger så meget. Forsangeren i Puddle of Mudd sørger på She Hates Me for at lyde så meget som Kurt Cobain, som han kan, og mens selve klangen rammes ret godt, så føles det bare slet ikke spor oprigtigt, hvilket Cobain jo ellers var mester i. Versmelodien er ret simpel, men så kan man i det mindste skrive en del i teksten. Men teksten er muligvis det allermest fjollede. De vendinger, de bruger, er så dårlige, at det virkelig ender med at føles banalt. Og man kan ellers skrive virkelig store sange om ulykkelig kærlighed, kig blot på Kurt Cobain og Nirvana igen. Når man gerne vil udtrykke sin enorme vrede, er der dog andre, bedre ord at bruge end “La la la la, trust”. “La la la la” forstår jeg i det mindste som fyldeord, men hva’ dælen skal “trust” betyde? Og måden forsangeren synger hver linje på er også hylemorsom. Det er som om, han ikke engang selv forstår, hvad han synger om.

1 – LFO – Summer Girls
LFO står for “Light Funky Ones”. De er et boyband. Og på deres største hit, Summer Girls, rapper de. Eller rettere, det gør det ene medlem, Rich Cronin, og de andre agerer backingvokalister. Og hvis du troede, at Puddle of Mudd var dårlige til at rime, så skulle su høre, hvad LFO gør: Hver anden linje handler om en pige Rich Cronin mødte på en sommerferie, og hver anden er en irrelevant popkultur-reference, der rimer på den linje, der rent faktisk har noget med historien at gøre. Her er et eksempel:
When you take a sip, you buzz like a hornet
Billy Shakespeare wrote a whole bunch of sonnets
Det er virkelig smukt, hvor skidt det er skrevet. Og sådan er stort set hele sangen:
I’d call you up, but what’s the use?
I like Kevin Bacon, but I hate Footloose
Angiveligt refererer alle disse tilsyneladende intetsigende linjer, nogle interne jokes, og Rich Cronin forventede aldrig at nogen skulle høre det. Og så endte det med at blive et megahit. Men hey, det er jo bare en sjov lille popsang om kærlighed, og den følger en ret simpel formel. Man bliver jo aldrig overrasket, vel?
You love hip hop and rock and roll
Dad took off when you were four years old
Det var en… dramatisk vending. Jeg vil gerne lade jer udforske resten af dette nummer selv, for det er en af de underligste popsange nogensinde. Tusind tak for, at i gad læse med. Jeg vil bare sætte mig og lytte til noget Flying Burrito Brothers nu

193 – Green Day – Dookie (1994)

Udgivet den af
1

Man siger, at alternativ rock for alvor slog igennem i 1994, og ingen gruppe markerede sig nær så kraftigt det år som Green Day. De havde lavet plader siden 80’erne, men med Dookie i 1994 blev de til et af verdens største rockbands, og de sørgede også for at gøre punkrock populær igen. Ovenpå at Pixies, Nirvana og R.E.M. havde vendt og drejet genren til ugenkendelighed, lavede Green Day noget, der næsten lige så godt kunne være lavet af Ramones. Sangene er lidt længere, og produktionen er noget mere poleret, men essensen er der stadig, og denne simple tilgang til musikken gjorde, at grupper som Blink-182, The Offspring og Fall Out Boy fik mulighed for at slå igennem. Green Days lyd ville blive en af de dominerende stilarter i rockmusik i de næste ca. 10 år. Men når du lytter til Dookie kan man godt undre sig lidt over det. Der er ikke verdens største følelser på spil, instrumenterne er bare bas, trommer og guitar. Det er lidt grimt, men ikke på samme niveau som Sex Pistols eller The Clash var over 15 år tidligere. Så er Green Day ikke som sådan bare en lidt vattet udgave af den oprindelige punkbølge?

Hvis spørgsmålet gjaldt stort set ethvert band, der kom i Green Days fodspor, ville jeg nok sige ja, men Green Day har dog noget at trække på, og det er deres evner som sangskrivere. De har et enormt godt øre for melodier, og den energiske punk-guitar giver alligevel nummeret noget kant. Ingen af numrene er særlig lange, og dette gør, at man bare konstant får noget nyt at gumle på. Derudover skriver de på Dookie aldrig den samme sang to gange, og selvom stilarten er den samme som i punkens spæde start, så har sangene generelt virkelig meget karakter. Albummet er generelt også ret flot opbygget. Jeg synes rigtig godt om, at Burnout efter ganske få, meget hurtige trommeslag får lov til at åbne pladen for fuldt knald, med alle tre instrumenter i gang med det samme. Og ikke et splitsekund går heller før Billie Joe Armstrong begynder at skråle derudaf med sin falske britiske accent. På samme måde stopper afslutningsnummeret, F.O.D., forholdsvis brat. Der er lige noget feedback, og nummeret er heldigvis et af dem med allermest energi på, men pointen er stadigvæk, at der ingen selviscenesættelse er at finde på hele pladen. De er bare tre drenge fra East Bay i Californien, og det skammer de sig ikke over. End ikke den britiske accent føles påtaget.

Men hvis man lige vender den på halen igen, så er det ikke en plade med synderligt meget dybde. Den holder til mange gennemlytninger, men man kan tit bare gå fra den og undre sig over, hvad man i det hele taget nød ved pladen. Man kan selvfølgelig komme frem til, at det er sjovt, og at det er dejligt, at det ikke tager sig selv for seriøst. Men hovedessensen ligger bare i den store energirus, der går løs i løbet af hele albummet. Det vigtige ved pladen er, at hvert nummer bare arbejder sammen om at gøre oplevelsen konstant begivenhedsrig. Og det virker som sådan. Jeg keder mig aldrig. Det er en virkelig sjov plade, og effekten den har på lytteren minder som sådan mere om en rigtig god new wave-plade end de store punkklassikere. Dookie føles lidt lille, især sammenlignet med visse af gruppens senere værker, men den kan godt anbefales, hvis du ikke behøver et særlig højt ambitionsniveau i din musik. Det gør jeg ikke nødvendigvis selv, og derfor nyder jeg ganske tit denne lille finurlighed.

Nyheder: Oktober 2014

Udgivet den af
Svar

Shit, hvor går tiden hurtigt. Jeg burde have færdiggjort det her indlæg for flere dage siden. Men så er det her. Den største nyhed denne måned er, at jeg skal instruere næste udgave af Nordeuropas største elevproducerede musical, SAG-show i fællesskab med Emil Rønning Bech og Maria Thostrup Jakobsen. Showet får premiere i 2015, og I kan rigtig glæde jer. På grund af dette kan det godt være, at anmeldelsesfrekvensen bliver lidt langsommere end forventet, og måske kommer radioprogrammet senere op at køre end oprindeligt planlagt. Men det går skam det hele, for jeg ville ikke bytte denne mulighed for noget i verden.

Nå, videre til de sædvanlige nyheder. Først er der bibzoom-anmeldelserne fra den forgangne måned (og lidt til):
Eagles – Eagles
Björk – Post
Jackson Browne – Late for the Sky
Roxy Music – Siren
Jefferson Airplane – Volunteers
The Police – Reggatta de Blanc
Rage Against the Machine – Rage Against the Machine
The Strokes – Is This It
Mott the Hoople – Mott

Nu må jeg lade som om, der ikke er udkommet nogen albums endnu denne måned. Jeg har så ikke lyttet til nogen oktober-albums endnu, så det burde ikke være svært. Disse er så de plader, jeg glæder mig mest til i oktober:

  1. Scott Walker & Sunn O))) – Soused
  2. Iceage – Plowing Into the Field of Love
  3. Run the Jewels – RTJ2
  4. Foo Fighters – Sonic Highways
  5. Foxygen – …And Star Power
  6. Primus – Primus & The Chocolate Factory
  7. The William Blakes – Purple Ball
  8. The Church – Further/Deeper
  9. Caribou – Our Love
  10. The Flaming Lips – With a Little Help From My Fwends

194 – Lou Reed – Transformer (1972)

Udgivet den af
Svar

I 1972 transformerede Lou Reed sig fra den syrede heroin-junkie fra The Velvet Underground til en i bund og grund stadig meget syret heroin-junkie, der bare nu skrev sine sange, så de var mere tilgængelige. Det skete med albummet Transformer, og hvis man ignorerer Lou Reeds image og lyrik, så har vi at at gøre med popmusik. På den måde fik Transformer et par store hits, alle virkelig velskrevne popsange, som skruer sig direkte ind på trommehinden og nægter at forlade stedet. Det kan man i grunden sige om det meste af pladen, og det er jo slet ikke det, man ville forvente fra manden, hvis man har hørt plader som White Light/White Heat eller The Velvet Underground & Nico. Men god, velsammensat popmusik plejer jeg sjældent at klage meget over, og det kan Reed virkelig finde ud af at skrive. Transformer åbner med en sang ved navn Vicious, der går hårdt og brutalt i gang med et enormt fængende guitarriff. Det er en rigtig god måde at starte albummet på, for selvom det næppe er den sang, der bedst viser hans store evner, så fungerer den i al sin simplicitet virkelig godt. Og den forlader aldrig dit hoved igen, når du først har hørt den.

Men så begynder Andy’s Chest, en blanding af doo-wop og en mere spinkel, usikker udgave af Neil Diamond. Det er så langt fra åbningsnummeret som det kan komme, men Lou Reeds stærke personlighed, spøjse lyrik og i grunden meget svage stemme sørger for at binde det hele sammen. Og i løbet af hele pladen får man hele tiden smidt noget nyt i hovedet. Og der er godt med variation. Der er ikke på noget tidspunkt et nummer, der bare føles som en gentagelse af en stil vi allerede har hørt tidligere. På den måde giver Transformer dig altid noget anderledes, der holder din interesse for albummet oppe. Det kan høres at David Bowie og hans guitarist Mick Ronson har produceret dette album. Bowie bliver jo også tit kaldt for en musikalsk kamæleon, netop fordi han kan tilpasse sig så mange forskellige stilarter, og denne evne har han projekteret flot over på Lou Reed. Reed har skrevet alle sange på Transformer, men virkelig meget af variationen ligger i den flotte produktion og de kreative arrangementer. Tit kan de være meget spøjse, f.eks. på Make Up og Goodnight Ladies, begge numre, hvor tuba er i fokus.

Reed formår ikke blot at tilpasse sin sangskrivning til mange forskellige stilarter, han formår faktisk også virkelig smukt at variere måderne hvorpå han skriver sangene. Nogle, f.eks. Vicious eller for den sags skyld megahittet Walk on the Wild Side har virkelig simple melodier. Derimod sker der rigtig meget forskelligt på Satellite of Love, og Goodnight Ladies er også et smukt arrangeret nummer, især under den instrumentale blæsersektion. Hvis du kan lide skæve, interessante tekster, så kan det også virkelig anbefales at dykke ned i Reeds lyriske univers. Han synger om emner som transvestitter, sex, heroin og diverse andre stoffer – i et par sange, f.eks. Wagon Wheel og Hangin’ Round. På Transformer får man altså 11 tracks af utrolig høj kvalitet, alle fængende og mange også musikalsk eller lyrisk udfordrende, og den store variation sørger virkelig for at man kan lytte til pladen igen og igen, mens Reeds stærke personlighed sørger for at holde sammen på pladen. At lave noget, der kan kaldes et mesterværk oven på det latterligt høje niveau, han selv satte med The Velvet Undergrounds plader, det er svært. Men han gjorde det, for Lou Reed kunne vitterligt finde ud af alt, når det kom til musik.