247 – R.E.M. – Automatic for the People (1992)

Der skete noget ganske uforudset i 1991 – de største indie-rockere fra det forgangne årti begyndte at blive mainstream. Det var navne som Violent Femmes, The Cure, Red Hot Chili Peppers, Soundgarden og selvfølgelig R.E.M., der pludselig fik en fuldstændig uventet popularitet. I R.E.M.’s tilfælde skyldtes det især én sang: den dybsindige Losing My Religion fra pladen Out of Time. Det er en af R.E.M.’s uden tvivl bedste sange, men de færreste siger normalt det samme om pladen, den kom fra. Heldigvis blev gruppens anden plade i deres mainstream-tid en af deres bedste nogensinde, hvis det da ikke var deres absolutte toppunkt kvalitetsmæssigt. Den hed Automatic for the People, og på den finder man så fantastiske klassikere som DriveEverybody HurtsMan on the Moon og The Sidewinder Sleeps Tonite. Det er underligt at kalde et R.E.M.-album for en ren hit-parade, og det er da også meget upassende i dette tilfælde. Selvom halvdelen af albummet endte med at være singler, så er det tydeligvis en albumoplevelse først, hitmaskine derefter, og det sætter jeg personligt meget pris på.

R.E.M. er sindssygt dygtige sangskrivere. De kan gøre melodier virkelig fængende, men samtidig kommer de dybt ind under huden, og teksterne er meget poetiske og finurlige. Everybody Hurts er en af de mest triste sange nogensinde, men det er samtidig én, folk hurtigt husker så godt, at de let kan synge med; og så bliver det endnu mere trist. Og sådan kan man faktisk beskrive en del af sangene på albummet, men de er stadig skrevet på ret forskellige måder. Drive, Try Not to Breathe og Star Me Kitten er alle gode eksempler på dette. De er ikke nær så triste på overfladen, men de to første kan virkelig hjemsøge dig, og Star Me Kitten får dig i en stor filosofisk trance. Det er meget stærkt følelsesmæssigt, men det har stadig et mere eller mindre svagt pop-flair, der gør selve kompositionen mindeværdig. Andre sange, heriblandt Man on the Moon og The Sidewinter Sleeps Tonite er mere energiske og lystige. Og mellem disse triste sange, så er de en smule livsbekræftende. Livet får endelig noget mening mellem alle disse triste sange. De er placeret helt perfekt.

Den sentimentale Nightswimming er dog for alvor det, der får tårerne frem i mine øjne af ren glæde. Det er helt vildt smukt. Jeg tror ikke engang, man ville kunne fatte denne sangs skønhed, hvis man ikke også lyttede til resten af pladen fra start til slut – som single klarede den sig i hvert fald ikke så imponerende igen. Det er pladens næstsidste sang, og det kunne have været et fantastisk afslutningsnummer, men på en eller anden måde bliver den overgået af det endelige afslutningsnummer, Find the River. Hvor Nightswimming kigger tilbage, så kigger Find the River frem. Man fornemmer, at lysere tider venter forude. Da R.E.M. et par år før Out of Time‘s udgivelse blev anklaget for at være for mørke hele tiden, svarede de igen med sangen Shiny Happy People, og dette er efter min mening en af gruppens værste sange. Det rigtige modsvar ville have været Automatic for the People – en plade, der bare når enorme niveauer af lykke, der kun kunne nås, fordi pladen var så trist i starten. Automatic for the People er en helt igennem genial plade. Hvis du er til alternativ rock, så er det et af de helt store mesterværker, nok en af de 10 bedste plader i genren.

248 – Jay-Z – Reasonable Doubt (1996)

Der var engang en ung, lovende rapper ved navn Jay-Z. Han havde nogle gode kontakter, heriblandt Mary J. Blige og The Notorious B.I.G., der begge allerede var meget succesfulde, da Jay-Z fik udgivet sit første album, Reasonable Doubt, i 1996. Når man lytter til det, er det ret svært at fatte. Jay-Z er stadig et af de største navne i hip hop, og alle hans gæster på denne plade er enten døde eller irrelevante i dag. Hvornår hørte du sidst noget nyt fra Foxy Brown eller Memphis Bleek? Det er også helt utroligt, hvor god han var dengang. Jeg synes stadig meget godt om ham på albums som Watch the Throne, men her er han på et helt andet niveau. Han er her ridset op som en mafioso a la film som The Godfather, der bliver refereret så tidligt som på første track, Can’t Knock the Hustle. På omkvædet til dette nummer synger Mary J. Blige, og de går fuldkommen naturligt sammen. Blige fjerner slet ikke fokus fra Jay-Z, og til trods for de mange gæster og samples, så er det gennemgående vores kære rapper, der er i fokus. Og på intet album er han så lyrisk imponerende som på dette album, end ikke min favorit, The Blueprint.

Men nu er lyrisk kunnen jo ikke alt, vigtigt er det også at have noget at snakke om. Og mange af sangene handler ikke rigtig om andet end hvor sej en mafioso og rapper, Jay-Z er, og det er han meget dygtig til at gøre med sjov legen med sproget. Der er dog ca. 5 undtagelser blandt de 14 sange, men de begynder at komme ret sent inde. Jeg forstår, at man lige skal introducere Jay-Z, før man undersøger ham dybere, men de første 5 sange handler ikke rigtig om andet end det sædvanlige. Der er dog nogle virkelig fede numre derimellem. Åbningsnummeret er som sagt fantastisk, og Brooklyn’s Finest, som er opført sammen med selveste The Notorious B.I.G., er bare en af de fedeste energibomber på pladen, selvom Biggie nok kommer med en af sine værste linjer nogensinde. Og Dead Presidents, Pt. 2 er muligvis pladens bedste sang, den har et dramatisk beat, den har et godt oldschool Nas-sample i omkvædet, og Jay-Z er rå og direkte i sin levering. Han siger ganske vist, at han er en sej gangster, men han får ikke mafia-lydet til at lyde glamourøst. Det er dog først med track 6, D’Evils, hvor man får ordentlig indsigt i Jay-Z’s problemer som gangster – og det ender med at være en af pladens allerbedste sange.

Andre afvigelser inkluderer Ain’t No Nigga, der nok er den sang på pladen, der sætter mig i den mest usikre situation. På den ene side er den rigtig funky og fængende, og Jay-Z spytter virkelig stærkt – samtidig er den frygtelig sexistisk. Og den er ikke sexistisk på sådan et niveau, at han bruger ord som “bitch”, det er fordi sangen maler ham op som noget kvinder bør sigte efter, selvom han kun er sammen med dem på grund af sex, og han er dårlig til ikke at være utro. Der er også den meget korte Friend or Foe, hvorpå Jay-Z er stillet overfor et dilemma, hvor en af hans nære partnere er ved at udvikle sig til en konkurrent. Det er kort, og det er godt fortalt. Coming of Age er det stort set modsatte. Her introducerer vores mafioso en ung mand, Memphis Bleek, til mafia-livets gode og dårlige sider. Man føler et nærvær mellem dem, og Memphis Bleek er faktisk også ret skarp. Afslutningsnummeret, Regrets, handler om lige det, titlen antyder. Det er en god måde at afslutte en plade, der ellers har fokuseret på at vise hvor sej, Jay-Z er, for så virker han stadig meget menneskelig. Der er nogle ret tidstypiske problemer på Reasonable Doubt: For mange skits, pladen er for lang, og for mange tracks er for ens i tema. Men selv med alle disse problemer, så er Reasonable Doubt en virkelig imponerende hip hop-plade.

249 – David Bowie – Low (1977)

David Bowie er et af de største musikalske genier nogensinde, og en af de få mennesker, der kan matche hans store kreativitet er Brian Eno, med hvem han bl.a. lavede 3 albums fra 1977 til 1979. Denne trilogi, der i daglig tale kaldes Berlin-trilogien startede med albummet Low, som fik Bowie til at udforske meget uvante sider af sig selv. Hans musik blev her mere eksperimentel end nogensinde før, og over halvdelen af sangene er instrumentale. Hvis man lytter til Low på vinyl, er der en ret klar opdeling af sangene. På A-siden finder man det lidt mere poppede, her har størstedelen vokal på sig, og de er mere energiske. B-siden består af 4 numre, der alle er instrumentale, de fleste er langsomme, og alle sangene ville man nok i dag kalde for ambient – en genre, Eno i stor grad kan takkes for. Jeg kan tit finde på at klage over plader, der deler de hurtige og de langsomme sange så direkte op, for det kan tit ende med at ødelægge albumdynamik fuldstændig. Den store forskel på Low er dog, at de sidste 4 numre til trods for deres tempo er meget begivenhedsrige. Man bliver suget dybt ned i dem.

Jeg sagde tidligere, at de fire ambient-numre alle er instrumentale, men det er de teknisk set ikke. Bowies stemme indgår faktisk på hele tre af dem, men de føles stadig instrumentale, da han bare siger de rene vrøvleord. Hans stemme er heller ikke mixet så højt igen, så han føles mest af alt som en del af instrumentationen. Hans stemme sørger til gengæld for at skabe nogle klare højdepunkter på side to. Der er stort set intet, der gør disse langsomme numre mere intense end bowies skrig, der føles fuldkommen torturerede. Der er ikke blot stærke følelser i hans vokal, der er faktisk stærkest følelser, når hans vokal ikke er der. Der er meget store mellemrum mellem hans vokaloptrædener, og disse er langsomme og stemningsrige. Man sidder spændt og venter, mens nummeret langsomt bygger op, og når det så endelig kommer, så bliver det helt vildt. Der bliver også skabt lidt dynamik med det lidt mere energiske nummer Weeping Wall. Det er ikke hurtigt, når man hører det på egen hånd, men mellem Art Decade og Subterraneans sørger det virkelig for at få lytteren i gang.

De 7 første numre er noget lettere at forholde sig til. De er ikke noget, du nogensinde ville kunne se et stort popnavn lave, men de er stadig virkelig fængende. Denne kvalitet bliver matchet perfekt af den sære instrumentation. Når man hører sange som Breaking Glass og Sound and Vision er der ganske vist en fængende melodi, men synthesizeren, der bevæger sig mellem højtalerne, på Breaking Glass er virkelig sær, og den lange instrumentale opbygning på Sound and Vision, der optager halvdelen af nummeret; de er det definerende på disse numre. Den eneste sang, der bare er i nærheden af at være poppet er Be My Wife, men den er stadig en sindssygt godt gennemarbejdet sang og et klart highlight på pladen. Kontrasten mellem side 1 og side 2 er helt perfekt. De ville hver især have været trættende, hvis de varede et helt albums længde, men måden at sætte dem sammen er helt genial. Jeg tror ikke engang de ville virke uden hinanden – der ville ikke være nogen måde at komme ned på jorden igen efter side 1, og side 2 ville virke kedelig og formålsløs. Sammen skaber de dog en af de bedste plader nogensinde, Low.

250 – Bruce Springsteen – The River (1980)

Jeg har det tit svært med dobbeltalbums, for at fylde én skive med stærke sange, der hænger godt sammen, er en svær nok opgave at opfylde. Dobbeltalbums, der nærmer sig perfektion, er en sjældenhed, det kan nærmest kun gøres, hvis kunstneren i første omgang mestrer at lave albums af mere traditionel karakter. Folk, der har lavet det ene mesterværk efter det andet. Navne som The Rolling Stones, Bob Dylan og naturligvis Bruce Springsteen springer frem med det samme som passende til sådan en beskrivelse, og de har da også lavet nogle af de bedste dobbeltalbums nogensinde. Springsteens femte studiealbum, The River fra 1980, er hans hidtil eneste dobbeltalbum, men det er også virkelig så fyldt med geniale kompositioner, at det næsten er ufatteligt. Når jeg normalt lytter til længere albums føles længden meget påtaget, som om pladen sagtens kunne have overlevet som en enkelt skive, men The River giver dig sang efter sang af så høj kvalitet, at man på intet tidspunkt har lyst til at pladen slutter – undtagen når slutningen rent faktisk kommer, hvor det bare er perfekt timet.

Meget af musikken på The River er faktisk virkelig simpel – det er normalt det, Springsteen er bedst til, men han tager det længere ned på jorden, end man er vant til. Der er tale om simple, sjove, fængende pop-rock-numre, der ikke er besynderligt lange. De er alle meget godt sammenskruet rent instrumentalt, og man føler virkelig at alle instrumenterne går op i en højere enhed. På Sherry Darling sørger saxofonist Clarence Clemons for en rigtig kærlig, hyggelig stemning, Springsteens mundharmonika kan skabe kuldegysninger på titelnummeret, og Garry Tallents langsomme, tøvende bas gør Drive All Night, pladens uden sammenligning længste sang, så meget mere rørende end ellers. Det instrument, der dog gør mest for mig i løbet af pladen er orgelet spillet af Danny Federici og på enkelte sange Roy Bittan, der normalt er pianist. Orgelet gør sange som Hungry HeartTwo Hearts og Ramrod meget sjovere med deres simple riffs. Dette hjælper klaveret også meget på. Det er ikke meget ulig hvordan mange glam-rock-musikere, heriblandt David Bowie og Mott the Hoople, genskabte 50’ernes rocklandskab.

På the River er der også en vis nostalgi for Chuck Berry, Elvis Presley og Little Richard hvad angår sangskrivningen, der er ganske simpel, men lyden er tit meget stor på disse rock and roll-numre, hvilket gør, at de stadig holder i dag. Man kan mærke klar inspiration fra folk som Phil Spector, men Springsteen gør den fyldige instrumentation til noget, der stadig på overfladen kunne være et gadeband. Dette har meget noget med Springsteens imponerende sangskrivning at gøre, men brugen af instrumenterne er også bare fremragende. Deres energi hjælper også meget, og de er hurtigt lette at synge med på. Og Springsteens stemme er også virkelig nær – man kan få rigtig meget kærlighed ud af den. Og så holder albummet virkelig hele vejen  igennem. Fra første til sidste sekund er det bare en fed plade. Virkelig få sange rammer ikke standarden, der er sat, faktisk kan jeg kun komme i tanker om Stolen Car, der er lidt for stille til, at jeg kan høre teksten eller for den sags skyld følelserne. Derudover hænger alle sangene virkelig godt dynamisk sammen, og de er alle usandsynligt mindeværdige. The River er en god kandidat til både Springsteens bedste album og til bedste dobbeltalbum nogensinde.

251 – Otis Redding – Dictionary of Soul (1966)

Den store soul-sanger Otis Redding afsluttede sin karriere med et live-album ved navn Live in Europe, og hans sidste studiealbum før sin alt for tidlige død var King and Queen, der var et duet-album med Carla Thomas. Men hans sidste soloalbum er generelt anset som mere imponerende end disse to. Det havde den forfærdeligt lange titel Complete & Unbelievable: The Otis Redding Dictionary of Soul, og det er ikke helt klart, hvor meget af det, der er selve titlen, så selv kalder jeg altid bare pladen for Dictionary of Soul. Dette album er især kendt for et af Reddings største hits, den klassiske Try a Little Tenderness, men pladen har naturligvis andet og mere at byde på. Som på næsten alle Reddings andre plader spiller Booker T. & the MG’s til, og de er jo et hæderligt orkester med virkelig dygtige musikere. Hvis man lavede soul i 60’erne kunne man ikke ønske mere. og producerstolene sad også 4 navne, Redding havde arbejdet succesrigt med før: Jim Stewart, David Porter, Isaac Hayes og hele Booker T. and the MG’s, hvor jeg dog antager at Booker T. gjorde mere produktionsarbejde end resten af gruppen. Lyden er da også næsten upåklagelig. Det er præcis sådan et godt soul-album skal lyde. På nogle få numre synes jeg, at Reddings stemme er for lavt mixet, men det er det hele.

Sangskrivningen er generelt rigtig god i løbet af Dictionary of Soul, og Redding har helt eller delvist skrevet 7 af pladens 12 sange. Dette overraskede mig meget, for Redding plejer ikke at være særlig involveret i sangskrivning, og der er da heller intet andet album, hvor han har været nær så involveret. Første halvdel, hvor han ikke har skrevet nær så meget, er dog nok den stærkeste halvdel. Den starter med den virkelig fængende Fa-Fa-Fa-Fa-Fa (Sad Song), som er let at synge med på, den går over i den funky I’m Sick Y’all, som er virkelig sjov og velkomponeret, men desværre er Reddings stemme ikke super-tydelig her. Til gengæld er den virkelig smuk på hans cover af country-sangen Temnessee Waltz. Det er ikke albummets bedst kendte sang, men det er noget af det inderligste og flotteste, jeg har hørt Redding synge. Selv er jeg dog større fan af det energiske, og her leverer Sweet Loreene stærkt med sin stærke instrumentation. Her er Reddings stemme igen ret utydelig, men det er bedre end på I’m Sick Y’all. Første halvdel af pladen har også meget god fokus på dynamik – man får først et meget sjælfuldt, mere trist eller sentimentalt nummer, efter det kommer en, man virkelig kan feste løs til. Efter Sweet Loreene kommer da albummets store klassiker, hans cover af Ray Noble Orchestras Try a Little Tenderness, og der var en overgang, hvor jeg troede, jeg havde hørt den for meget, men niks: magien virker stadig, og det er et af de bedste soulnumre nogensinde.

Side et afsluttes med et meget alternativt cover af Beatles-sangen Day Tripper, og det er langt fra nær så fængende som med Beatles, men det klæder faktisk stadig sangen med orgel og trompeter. Anden side falder i lidt af en fælde. Der er stadig 6 ret fede sange, men de er med undtagelse af She Put the Hurt on Me slet ikke nær så energiske som de festligste på første halvdel. Denne er dog nok det bedste af de energiske numre, og den er ret svær at sidde stille til. Både My Lover’s Prayer og You’re Still My Baby er meget lig Tennessee Waltz i lyd og stemning, og tempoet er ikke helt ved siden af. De er stadig ret gode, og især My Lover’s Prayer er imponerende, men jeg har ligesom hørt det før. Jeg er meget glad for den Smokey Robinson-inspirerede Ton of Joy, og den er nok en af de bedste sange på side 2. Den har en meget fin progression, og af andre sange på denne side imponerer den blues-inspirerede Hawg for You, der med sin animalske seksualitet virkelig viser en uvant side for Redding, og noget der er meget forfriskende i albummets kontekst. Afslutningsnummeret, Love Have Mercy starter som en ret gennemsnitlig middeltempo-soulsang, men her imponerer Booker T. & the MG’s for alvor, og det ender i en stor fest, som alle er inviteret til. Dictionary of Soul er en imponerende plade. Det er noget, alle soulfans bør lytte til, og det er i det hele taget bare drøngodt.

252 – Metallica – Metallica (1991)

Hvis du er heavy metal-fan, så er der stor sandsynlighed for, at du har lyttet til en del Metallica, om det så skulle være frivilligt eller ej, og hvis thrash metal er din foretrukne undergenre, så har du sikkert lyttet religiøst til deres første fire plader, Kill ‘Em AllRide the LightningMaster of Puppets og …And Justice For All. Det er hård, vred metal, der ikke er bange for at lege med sangskrivningens finesser. Det er virkelig dynamisk, og virkelig forskelligt fra deres mest populære album, det femte, der simpelt nok kom til at hedde Metallica, men i daglig tale kalder man det mest for The Black Album grundet det næsten helt sorte cover. I start-90’erne blev mainstream-rock hårdere gennem bands som Nirvana, Pearl Jam og Red Hot Chili Peppers, og samtidig blev Metallica meget blødere. Der er stadig uden tvivl at tale om metal, og det er hårdere end meget af den hair metal, der huserede i 80’erne gennem bands som Def Leppard, Whitesnake og Twisted Sister, men der er ikke længere den samme hårde lydmur eller vilde dynamik, der er at finde på sange som Master of PuppetsOne eller Fade to Black. Men samtidig er det blødeste ikke nær så blødt. Og for at sammenligne, så kan man faktisk bare kigge igen på Master of PuppetsOne og Fade to Black, der alle indeholder blødere sektioner, som slet ikke gengives på The Black Album.

Men, man skal ikke være for hård mod Metallica, bare fordi de ændrer stil. Det er sundt at udvikle sig. Nogle af mine yndlingsplader, Kid A af Radiohead, Yeezus af Kanye West og Workingman’s Dead af Grateful Dead markerer enorme skift i stil for kunstnerne. I sidstnævnte tilfælde var det oven i købet til noget lettere tilgængeligt, mere poppet end førhen. Og der er faktisk også virkelig mange fede sange at finde på dette album. Det er sjovt at rocke med på Enter Sandman, og på Nothing Else Matters bliver der bygget rigtig godt op mod et stærkt klimaks – selvom den stille opbygning dog er det, man husker bedst. Instrumenterne hænger formidabelt sammen, og guitarriffet er virkelig magisk. The Unforgiven er en dejligt dramatisk, truende sang, som faktisk har en ret interessant legen med stemning i omkvædet. Visse sange har ret interessante lyde, for eksempel er introen til Sad But True opført sådan, at det lyder lidt som en sitar, og introen til The Struggle Within har et flot march-beat på trommerne. Det bedste eksempel på en konsekvent lyd, der giver en sang meget flavour er bassen på The God That Failed, der er virkelig funky. Den er desværre ikke så tydelig, som man kunne håbe, men den gør sangen mere levende.

Hvis man skal udpege problemer på pladen, ville der være et stort problem, som man kan pege på, og det er produktionen. De fleste andre problemer læner sig meget op ad dette, men den store svaghed ved The Black Album er, at de fleste numre er mixet på stort set identisk vis. Det kan virke, hvis man har et meget kort eller meget upoleret album, hvor man vil udtrykke en stil på konsekvent vis, men dette album er meget langt, og det var uden tvivl gruppens dengang mindst polerede plade. Langt de fleste sange på albummet har i løbet af størstedelen af nummeret de samme instrumenter i samme fokus som på nummeret før. Dette kunne potentielt ødelægge hele albummet, hvis der ikke var så mange velskrevne sange. Det er ikke dem alle, der bliver hos dig, f.eks. er Of Wolf and Man en meget umindeværdig sang, og til trods for den flotte intro, har jeg svært ved at få meget ud af The Struggle Within. Og så er der også forsanger James Hetfields stemme. Han føles virkelig ikke særlig overbevisende på dette album. Når musikken er stille, er han ikke stille nok, og når den er høj, så lyder han mest af alt som en Weird Al-parodi på sig selv. Der er mange introer og soloer, der sørger for variation, og til trods for hvor ensartet det hele er, så lægger man faktisk ikke rigtig mærke til, at pladen er over en time lang. Det er da også en god plade. Lyt helst til deres fire første, men denne kan stadig anbefales til folk, der vil have mere poppet metal, der stadig kan tages seriøst.

253 – Kraftwerk – Trans-Europe Express (1977)

Kraftwerk er den uden tvivl den mest populære af de mange tyske krautrock-grupper, der var banebrydende for genrer som electronica, post-punk, post-rock og industriel musik. En af deres mest populære albums er den meget elektronisk prægede Trans-Europe Express fra 1977. Denne åbner med en ganske ensom synthesizer på nummeret Europe Endless, der senere får selskab af en langsom bas-synthesizer og det, der mest af alt lyder som et elektronisk kirkekor. Nummeret får gradvist mere og mere på sig, og andet forsvinder selvfølgelig, så det ikke bliver en rodebutik. Først 2 minutter inde kommer vokal på, men man lægger slet ikke mærke til det, fordi det er komponeret så godt. Der er fine robot-lignende backingvokaler, og meget af sangen bliver også brugt på en solo fra en af de lysere synthesizere. Det er en sjov, glad sang, det til trods for at den er så elektronisk og eksperimentel. Det andet nummer, The Hall of Mirrors starter rigtig simpelt ud med kun en enkel lys synthesizer, der går frem og tilbage. Så kommer der noget synth-bas og percussion på, og et meget dramatisk riff spilles langsomt over dette. Sangen er ret hypnotisk, og et synth-klaver, der begynder ca. 2/3 gennem sangen er fuldkommen manisk.

Så lyder det “eins, zwei, drei, vier”, og en af pladens mere poppede sange begynder. Det er dog kun relativt ment, for til trods for det øjeblikkeligt fængende synth-riff og det sjove beat, så er det en virkelig uhyggelig sang. Som den fortsætter kommer flere og flere lag af synthesizere, og forsanger Ralf Hütter ender med at lyde besat og helt oprigtigt bindegal. Jeg kunne godt have tænkt mig en mere klimaktisk afslutning til nummeret end det simple fade, der er, men det er stadig et meget betagende nummer. Den mest populære sang fra Trans-Europe Express er nok titelnummeret, og dette forstår man godt. Ingen anden sang er nær så god til at lege med tempo og eskaleringer, mens den bare stadig er virkelig creepy. Instrumentation kommer og går, og percussionisterne gør et fantastisk stykke arbejde. Det er et simpelt beat, men det er aparte, og man bliver suget. Sangen fortsætter fuldstændig naturligt over i Metal on Metal, der som sådan bruger samme beat, men her blandet med lyden af industriarbejde. Det er et instrumentalt nummer, og det er med sine 2 minutter ganske kort, men wow, det lyder fedt. Det er et helt nyt synspunkt på, hvad musik er, hvad det kan udrette, og hvordan man kan lave det. I løbet af nummeret bliver trommeslagene højere og højere, og først til sidst kommer en synthesizer, der sætter det hele på plads igen.

Metal on Metal fortsætter lige hvor Trans-Europe Express slap, det er det samme beat og alt muligt, og på samme måde fortsætter Abzug helt naturligt efter Metal on Metal. Det er på mange måder en mere futuristisk udgave af nummeret Trans-Europe Express og disse ord bliver endda sagt på dette nummer, her med robotstemmer. Det bliver meget mere mekanisk end det var før, og det føles nu som om, verden er ved at blive overtaget af ondsindede robotter, der ikke kan sige andet end “Trans-Europe Express” – ikke meget ulig daleks fra Doctor Who eller borgs fra Star Trek. Til sidst hører man på meget dramatisk vis et tog køre forbi, og de tre numre har nu udgjort en virkelig smuk helhed. Det sidste reelle nummer kommer da i form af Franz Schubert, og der er nu endelig skabt fred, hvilket de sjove synthesizere også udtrykker rigtig godt. Der er ingen stemme, der fortæller os, at der er fred, det kan man bare føle dybt inde. Ligeså naturligt som overgangene mellem Trans-Europe ExpressMetal on Metal og Abzug kommer en kort outro som meget naturlig fortsættelse af Franz Schubert. Man kan slet ikke høre, hvornår den ene slutter og den anden starter, men outroen, der hedder Europe Endless, har den forskel, at der er vokaler med på Europe Endless. De siger bare det samme ene ord i løbet af et minut: “Endless”. Albummet Trans-Europe Express er et mesterværk, og hvis du ikke kan lide meget elektronisk musik, ville det være et enormt godt springbræt.

De 15 mest interessante navne på NorthSide 2014 (5-1)

Ja, så er den endelige top 5 på plads. Det tog ikke specielt lang tid at udregne, at det var disse navne, og det er da også musikere, jeg tit kan finde på at snakke om i tide og utide. Det er musikere, der har lavet noget af den bedste musik i deres samtid. Om du så ikke skal på Northside, så bør du lytte til deres albums, og du burde også se dem i anden sammenhæng.

5 – The National
Selvom min top 5 stod klart lige fra starten, så har der været omrykninger i den konstant. Hele top 4 har på et eller andet tidspunkt været på min førsteplads, men The National har konstant været nummer fem. Det er der dog slet ingen skam i. The National har udgivet massevis af mesterværker, og selvom det tog mig noget tid at lære at værdsætte det, så er jeg efterhånden også blevet fuldkommen forelsket i deres nyeste album, Trouble Will Find Me, som der nok vil blive fokuseret på. Deres koncert på NorthSide vil være bandets fjerde danske koncert siden albummets udgivelse for snart et år siden. De har en virkelig unik inderlighed, som forsanger Matt Berninger udtrykker virkelig smukt i de livevideoer, jeg har set. Deres diskografi er meget stor, og ingen sang ville jeg ikke være glad for at høre live. Jeg har kun hørt godt om deres koncerter på Roskilde og Loppen, og i Forum skulle problemet vist være det, der normalt er det største problem ved koncerter i Forum: Forum selv. Sådan noget kommer nok ikke til at ske på NorthSide, hvor jeg endelig får lov til at opleve deres nærmest legendariske liveshow i levende live, når de runder fredagen af på blå scene. Så må jeg se WhoMadeWho en anden god gang.

4 – Pixies
Hvorfor man har brug for at forklare, at Pixies er en nødvendighed at se, er mig lidt et mysterium, og jeg har på fornemmelsen, at Rhye vil få det lidt ensomt ovre på den røde scene, hvor de spiller samtidig. Det er lidt synd, for Rhye er en udmærket gruppe, men lad os få det på det rene: Halvdelen af navnene på NorthSide er virkelig tydeligt inspireret af Pixies. De laver den vildeste støjrock, der findes derude, og med albums som Surfer Rosa og Doolittle har de bevist, at de mestrer sangskrivning fuldt ud. Og jeg tror virkelig, at de stadig kan fyre den af, om det så skal være uden Kim Deal eller for den sags skyld Kim Shattuck. De har de dygtige musikere, de har de gode sange, og de har trods alt en del erfaring. Og det nye materiale, som jeg ellers ikke er verdens største fan af, det kommer sikkert til at lyde godt live. Jeg har ikke villet ødelægge det fuldstændig for mig selv, men jeg fik lyttet til en optræden med sangen Bagboy, og det lød skidegodt. Der er grund til at glæde sig.

3 – Queens of the Stone Age
Queens of the Stone Age er meget højere på denne liste end de sidste år var på Roskilde-listen, men det er nok mest, fordi jeg virkelig har lært at værdsætte dem i år – det samme gælder The Nartional for den sags skyld. Hvis jeg skulle lave Roskilde-listen fra sidste år igen, så ville de være nummer 2, kun overgået af Animal Collective. Queens of the Stone Age er nogle sindssygt dygtige musikere, og de er et af to navne på festivalen, jeg allerede har haft æren af at se. Det var i Forum, og det var lidt af en blandet oplevelse, men atter var det mere grundet Forum end bandet, for de spillede virkelig godt. Nogle af de bedste numre live var No One Knows, If I Had A Tail og Make It Wit Chu. Deres nyeste plade, …Like Clockwork er et mesterværk, og det bedste i Forum kom da også fra denne plade. Jeg er ganske ked af, at jeg må gå glip af Wild Beasts, men Queens of the Stone Age var en af de væsentligste årsager til, at NorthSide-billetter i første omgang blev købt, og de får oven i købet æren af at afslutte festivalen. Og det skal nok blive en pissegod afslutning fra et af de bedste hårde rockbands derude.

2 – St. Vincent
St. Vincent er det andet navn, jeg allerede har set før. Dengang var det i fællesskab med David Byrne, og det er uden tvivl en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har været til. Der var lagt virkelig meget arbejde i hele showet, og det var en meget mindeværdig oplevelse. Det mest imponerende var dog nok, at St. Vincent formåede at gøre sig bemærket, mens hr. Psycho Killer var på samme scene. Hvem kan ærlig talt sige, at de kan gøre det? St. Vincent virker som en af de klogeste, mest sympatiske mennesker i musikbranchen. Hun kan underholde, hun kan forføre, hun kan imponere, hun kan praktisk taget alt. Hun har udgivet album efter album af enormt høj kvalitet, og det mindst imponerende var faktisk nok det med David Byrne, Love This Giant, og det var stadig et virkelig godt album. Det kan virkelig kraftigt anbefales at lytte til alle hendes albums, og hendes nyeste, der kreativt nok hedder St. Vincent er også bare spækket med gode sange. Det er noget, der er let at sætte sig ind i, men der er gjort meget ud af det alligevel. Du kan synge med, du kan smile, men du kan også føle det dybt inde.
[Edit: St. Vincent kommer desværre ikke alligevel. Hun er blevet erstattet af Bombay Bicycle Club, og de laver også ganske god indie-pop, men ikke lige den erstatning, jeg havde håbet mest på. Glæder mig stadig meget til at se dem, men de havner ikke på min top 15 af den årsag. Opfat rettere danske Quadron som den uofficielt nye nummer 15.]

1 – Arcade Fire
Alle siger det allerede, og jeg er ikke bange for at slutte mig til mængden: Arcade Fire er uundværlige at opleve, hvis man skal til NorthSide. At de spiller lige inden Queens of the Stone Age er bare fantastisk. Jeg vil sige, at Arcade Fire er den vigtigste koncert,man kan se i hele festival-Danmark. Det er et enormt scoop. Ikke alene har vi her et band med et rekordhøjt bundniveau, og ikke alene har vi samtidig et med enormt højt topniveau; vi har her et band, der består af 6 faste medlemmer sammen med 4 tour-medlemmer, der alle har unikke roller, der får lov at skinne på scenen. Vi har at gøre med en gruppe, der laver meget ud af kostumer, af sceneshow, af alting. De er mere end bare et band, de er et kollektiv, der skaber unikke oplevelser. De er kulminationen af al hipster-excentriciteten i Montreal, der er noget af det smukkeste og mest nytænkende musik, verden har set. Jeg kan anbefale enhver at lytte til Arcade Fires fire albums, før NorthSide begynder. Jeg har et meget nært forhold til dem, og jeg håber, at andre vil få det på samme måde, når de indtager grøn scene. Og ingen andre spiller samtidig, så for dit eget bedste, se Arcade Fire fyre den af, hvis du skal til NorthSide.

Men, men, men, men, men, men, men: Der er meget mere interessant at se på NorthSide end de navne, jeg har nævnt. Det ærger mig, at jeg ikke fik mulighed for at skrive om Röyksopp & Robyn, Lars H.U.G., Royal Blood, Quadron og The Blue Van. Og så er der også alle de navne, jeg misser, fordi de spiller samtidig med mere interessante navne. Det er folk som Minds of 99, Temples, WhoMadeWho, James Vincent McMorrow, Wild Beasts, Rhye og White Lies. Det er et fedt lineup, og det bliver en fed festival.

254 – Whitney Houston – Whitney Houston (1985)

Når jeg kigger tilbage på de albums, jeg har givet de værste bedømmelser gennem tiderne, så falder jeg over en virkelig uheldig tendens: virkelig mange af dem er lavet af kvinder. Det er naturligvis ikke min intention, men hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg det godt. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide kvindestemmer, jeg har for tiden et enormt flip med alternativ pop og rock opført af kvinder, f.eks. St. Vincent, Joan as Policewoman, Savages og Haim. Årsagen til, at så mange af disse albums er opført af kvinder, er at pladeselskaberne bare ikke gav kvinderne mulighed for at udfolde sig som sangskrivere og producere dengang. Lad os kigge på en musiker som Whitney Houston. Hun har en fantastisk stemme, og hun har opført mange sange, jeg rigtig godt kan lide. Jeg må dog sige, at hendes første album, der sjovt nok hedder Whitney Houston, ikke just imponerer mig. Der er masser af gode sange, faktisk et par virkelig gode stykker, men uf, hvor er de lavere punkter lave, men intet af dette tilfalder reelt Houston selv. Lad mig dog starte med det gode, og det er klart, at der er nogle klassikere her, der absolut fortjener sådan en status. How Will I KnowGreatest Love of All og Saving All My Love For You er drøngode popsange.

How Will I Know er ikke særlig langt fra noget Madonna kunne have lavet på sin debutplade fra 2 år tidligere, og det er en meget god ting i min bog. Den er sjov, den er dansevenlig, den tager ikke sig selv alt for seriøst, og den er virkelig svær at få ud af hovedet. Her har vi bare alle kriterierne for en god, let popsang, der bliver opfyldt med finesse. Det er et tætpakket lille mesterværk. Greatest Love of All er også en rigtig god sang, og denne udvikler sig langsomt, men det ender med at være eksplosivt. Som så mange af Houstons andre store singler, så er der stor fokus på hendes inderlighed, og backingvokalisterne er ikke for meget i fokus. Det er simpelt, det er effektivt, og det er bare smukt. Kald det corny, hvis du vil, det er det som sådan også, men det er corny på den bedst tænkelige måde. Og Saving All My Love for You er delvist skrevet af ingen ringere end Gerry Goffin. Der bliver brugt saxofoner helt genialt her, og det er en af Houstons bedste vokalpræstationer nogensinde. You Give Good Love to Me er til trods for ret fjollet percussion også en virkelig flot, oprigtig sang, der åbner pladen stille men sikkert. Someone for Me har et Madonna-flair meget lig How Will I Know, og det bliver også her brugt til at skabe variation fra alle de følsomme ballader.

Men så er der desværre mange sange, der lyder ret ens, inkl. 3 duetter, hvoraf to er med Jermaine Jackson. Jeg ville utrolig gerne køre ud på en tangent om hvorfor kun to Jackson-søskende nogensinde lavede noget godt udenfor Jackson 5, men jeg vil rettere bare sige, at han er en virkelig kedelig sanger, og Whitney kunne virkelig have sunget  duetterne med hvem som helst, eller som jeg selv ville foretrække: slet ikke have sunget dem. Den ene, Nobody Loves Me Like You Do, er virkelig kedelig, og den minder meget om Linda Rondstadts duetter fra et par år senere, som jeg heller ikke forstår populariteten bag. Den anden hedder Take Good Care of my Heart, og den er ganske vist sjovere og mere energisk, men disse er så også de eneste forløsende kvaliteter. Det er trættende i længden og det er så sukkersødt, at diabetes-patienter skal holde sig langt væk. Afslutningsnummeret Hold Me er også en sukkersød, langsom, kedelig kærlighedsduet, her med Teddy Pendergrass, der i det mindste har mere personlighed end Jermaine Jackson, men alligevel er dette nok pladens værste sang. Det er bare noget, man har hørt mange gange før. Derudover er All at Once en rigtig smuk sang, men den minder meget om de andre langsomme, inderlige ballader, albummet byder på, og Thinking About You er en ret ensformig, kedelig sang, men der er i det mindste lidt gang i den. Whitney Houston er ikke et ideelt album, og kvaliteten er meget svingende, men på de bedste punkter er det dybt imponerende.

255 – The Kinks – The Kinks Are the Village Green Preservation Society (1968)

Jeg er stor fan af the Kinks, det er ingen hemmelighed, og jeg er især stor fan af deres album Something Else fra 1967. Det var ikke et synderligt populært album dengang, og endnu mindre populært var det, de udgav året efter, det ambitiøse konceptalbum, The Kinks Are the Village Green Preservation Society. Det er noget af en titel at sluge, men det opsummerer virkelig smukt, hvad pladen går ud på. Hver eneste sang handler om traditionel britisk kultur i en lille landsby. Det er sådan et liv, forsanger og multiinstrumentalist Ray Davies levede i sin barndom sammen med sin bror Dave, der spiller guitar i bandet. Lyden på albummet er smukt tilpasset dette. Albummet er fyldt med lystige, simple melodier med let instrumentation, og man føler sig i rigtig hyggelige rammer. Det er ikke sådan på alle numre, men det er en ret gennemgående stil. Der skabes dynamik med numre som den dramatiske Village Green, den ofte noget triste All of my Friends Were There, den blues-inspirerede Last of the Steam Powered Trains og den psykedeliske Wicked Anabella. Der er dog fokus på det hyggelige, og intet album, jeg nogensinde har lyttet til, er så indbegrebet af hygge. Man formår selv at blive helt nostalgisk over et liv, man aldrig har levet. Dette er dels fordi Ray Davies’ tekster er formidable, men derudover er han også utrolig til at komponere melodier.

I løbet af albummet bliver der leget rigtig meget med tempo, ofte uden at man som sådan bemærker det. Trommeslager Mick Avory er virkelig god til at binde det hele sammen uanset tempo. Han gør overgangene virkelig naturlige, og det hele svæver bare løs. Men al instrumentationen sidder bare lige i skabet. Ray Davies producerede også albummet, og det lader til, at han har prøvet at finde en måde at gøre Phil Spectors højlydte wall of sound-lyd til noget, der er mere nede på jorden. Instrumenterne overfalder aldrig hinanden, men der er stadig en virkelig symfonisk lyd. Instrumenterne er så velplacerede, at man tror, det er løgn, og de lyder helt perfekt. Hvordan kunne Last of the Steam Powered Trains, der ellers lyder rigtig meget af Howlin’ Wolfs Smokestack Lightning passe perfekt ind mellem de simple, sentimentale Johnny Thunder og Big Sky. Sangene på pladen har som tidligere nævnt skønne tekster, og disse vedrører meget trivialiteter. Når åbningsnummeret siger “God save strawberry jam and all the different varieties”, så ved man, hvad der er prioriteterne her. Men disse bagateller, det er det, der gør at Ray Davies savner det simple liv på landet. Og når man først er rockstjerne, så er det svært at vende tilbage. Som det synges på Starstruck, så ender man bare med at ryge i en ond cirkel, der konstant forhindrer dig i at flygte fra vin og champagne.

The Kinks er gode til at ramme alle sider af deres nostalgi, så man virkelig kan forstå det. Visse af sangene handler endda om at lave ingenting. Både Big Sky og Sitting by the Riverside handler om at sidde stille og roligt og kigge sig omkring. På Sitting by the Riverside ender musikken med at eskalere meget dramatisk, som om hovedpersonen er i en trance, og så dannes ro igen. Der er også fortællinger om mennesker, Ray Davies sikkert kunne huske fra sin barndom, om de så måske her var under dæknavne. Sange som Johnny Thunder og Wicked Anabella føles som om, de handler om rigtige folks problemer med urbanisering og industrialisering, og Do You Remember Walter kunne sagtens handle om en person, Ray Davies var venner med for længe siden. Albummet starter og slutter rigtig fint. Åbningsnummeret The Village Green Preservation Society handler om, at The Kinks gerne vil bevare denne ånd, de kan huske fra deres barndom, og det bliver rundet flot af med afslutningsnummeret, den virkelig glade People Take Pictures of Each Other. Her får vi at vide, hvordan de får bevaret det hele. Gennem fotografier. Hvilken bedre udløser findes der for nostalgi? Som de synger, “A moment can last them forever”. Og måske er det sandt. Måske er det virkelig umuligt at genskabe gamle dage. Men det er ikke umuligt at genskabe dem i sindet, og det gør The Kinks Are the Village Green Preservation Society smukt.