493 – Earth, Wind & Fire – That’s the Way of the World (1975)

Earth, Wind & Fire var en af de mange grupper, der i 70’erne tog R&B i helt nye retninger – Sly & the Family Stone startede trenden i slutningen af 60’erne, og i 70’erne begyndte Stevie Wonder, Parliament, Funkadelic, Marvin Gaye, James Brown, The O’Jays, War, Curtis Mayfield og selvfølgelig Earth, Wind & Fire at tage R&B i nye, mere interessante afskygninger. Disse musikeres bedrifter i 70’erne dannede grundlag genrer som disko, post-disko, hip hop, funk-rock og neo-soul. Dagens 9 mænd i skysovs er som sagt Earth, Wind & Fire, og albummet, vi skal snakke om er That’s the Way of the World, et album der især udmærker sig med en enorm diversitet i lyden. Bandet giver dig en positiv meddelelse med den festlige Shining Star i starten, derefter et langsommere, reflekterende titelnummer, så Happy Feelin’, et hysterisk lykkeligt nummer, der er svært at undgå at smile til, og derefter slutter pladens A-side All About Love, et nummer delvist kører som spoken word, delvist kører som en almindelig sang.

Hele A-siden har et gennemgående tema om kærlighed overfor verden, og der er generelt ikke mange sure miner på denne plade, men de føles aldrig lalleglade. De føles bare ufatteligt taknemmelige over, at de har det, som de har det. Åbningsnummeret, Shining Star siger, at du er en skindende stjerne uanset hvem du er – alle har potentiale – alle kan gøre noget stort og godt her i verden. Det lyder måske latterligt når jeg siger det, men det bliver livsbekræftende med Earth, Wind & Fires melodi, tekst og udførsel. De er 9 medlemmer, og det kunne være kaotisk, men de gør blot deres lyd meget bredere af den årsag. B-siden er stadig meget lykkelig og kærlig – Yearnin’ Learnin’ handler f.eks. om at erfare sig i verden. Den minder lyrisk meget om Shinin’ Star, men den mere funkorienterede lyd gør sangen unik, og dens temposkift hjælper også meget til. Reasons er navnet på sangen der kommer derefter, og med en langsom, nærmest jazzet falset synger Phillip Bailey oprigtigt løs om sød, dejlig kærlighed mellem to personer.

Albummet fortsætter med Africano, der lyder meget som titlen antyder. Afrikansk folkemusik bliver blandet sammen med funk, og Andrew Woolfolk får fyret både en fantastisk fløjte- og saxofonsolo af på dette instrumentale nummer. De afrikanske indflydelser føjer igen til diversiteten, og diversitet er rigtig vigtigt på et album. Det gør, at man har lyst til at fortsætte med at lytte til albummet, for uanset hvor god en sang er, har de færreste lyst til at høre et albums fyldt med sange, der lyder for sent. That’s the Way of the World er et album, der konstant giver dig noget anderledes at tygge på. Samtidig er der nok rød tråd rent genremæssigt, til at du nok ville kunne lide hele albummet, hvis du kan lide så meget som et eneste nummer. Albummet slutter med See the Light – dette numer runder flot albummet af. Temposkift, imponerende saxofon, flot falset, ekstatisk kor, en måske lige lovlig kort guitarsolo, men alt i alt et funky nummer fyldt med sjæl, der runder et album af, som kan anbefales til alle fans af 70’ernes mere eksperimenterende R&B.

494 – Cyndi Lauper – She’s So Unusual (1983)

I popmusikkens store verden handler det ikke blot om at have talent. Der er mange, der laver popmusik, og desværre bliver de bedste sjældent opdaget. Hvem bliver så opdaget? Dem, der har personlighed. Og det har Cyndi Lauper uden tvivl. Hendes stemme er af og til så knivskarp at det skærer, og hun får David Bowie til at ligne en kontorarbejder med sin påklædning. Netop Bowie havde i løbet af 70’erne gjort det næsten umuligt for en tilbagelænet musiker at gøre sig bemærket. Og Lauper angriber dig med sømmet i bund på She’s So Unusual fra 1983. Hun har kun været med til at skrive 4 af de 10 sange, og der er ingen gennemgående sangskrivere, men albummet føles alligevel rigtig struktureret. Det lægger stærkt ud med Money Changes Everything, en satirisk sang om materialisme, der handler om at hovedpersonen slår op med sin kæreste af økonomiske årsager, meget som hvad Madonna ville gøre året efter med Material Girl. Lauper fortæller dog som tredjeperson, hvilket gør hende noget mere sympatisk end Madonna, selvom Madonna nok gør sangen morsommere.

Næsten alt på albummet er meget traditionelt opbygget, og selvom musikken derfor kan komme til at virke ensformig for mange, ser jeg selv She’s So Unusual som et godt eksempel på hvordan repetition kan virke. Sangene ville næppe have været nær så stærke, hvis repetitionen ikke gjorde oprigtigheden i hendes ellers meget skingre vokal tydelig. Denne vokal kan igen være et problem for mange lyttere – den bliver for eksempel alt for skinger på Girls Just Want to Have Fun, hvis du spørger mig. Den sang har jeg adskillige problemer med – den lyder alt for latterlig til, at den på nogen måde kunne sprede sit budskab om seksuel frihed, den generaliserer alle unge pigers behov til kun at være at have det sjovt, og den er alt i alt en af 80’ernes mest daterede sange. Kan nogen egentlig stadig lide den sang af ikke-ironiske årsager? Albummets største problem er i det hele taget at det lugter så meget af 80’erne, at det kan føles alt for tumpet at lytte til. Når det undgår sådan nogle huller, er det til gengæld fuldstændig fantastisk

Den falder dog lidt for ofte i dem, men et godt eksempel på en sang, der stadig føles frisk i 2012 er She Bop. Tonen på det nummer er dramatisk, og den arbejder rigtig seriøst med onani. Den slår hårdt til, og den kunne lige så godt være skrevet i dag – ikke at nogen nutidige musikere ville kunne gøre det lige så godt som Lauper, for hendes stemme er som skabt for den sang, der da også er blandt dem, hun selv skrev delvist. Alle de fem kommercielt udgivne singler blev enorme hits, og de er blandt hendes mest berømte sange. De andre sange på albummet er dog også værd at lytte til, f.eks. Witness og hendes cover af Princes When You Were Mine. Dette cover minder meget om originalen, men det står næsten bedre til Laupers stemme end Princes, og da teksten ikke er blevet ændret det mindste, bliver betydningen derfor ændret til at hendes ekskæreste viser sig at være homo- eller biseksuel; “I know, that you’re goin with another guy” synger hun. She’s So Unusual kan anbefales til fans af 80’er-pop, men hvis du ikke elsker 80’erne mere end så mange andre årtier, viser alderen sig tydeligt.

495 – Hüsker Dü – New Day Rising (1985)

Hvis du blot opfatter New Day Rising af Hüsker Dü fra 1985 som larm, kan jeg virkelig ikke overbevise dig om andet. For det er det. Hüsker Dü var inspirerede af hardcore punk-genren, som blev udbredt gennem bands som Black Flag og Dead Kennedys, og denne genre var endnu mere voldsom end Hüsker Dü. Den var meget vred, og den føltes, når den var bedst, som om at lytteren selv blev truet af bandet. Hüsker Dü var et af de første bands, der valgte at tage denne støjende lyd og bruge den til noget mere følelsesrig musik. Denne genre kaldes passende for post-hardcore. Følelser strømmer ud af melodierne og teksterne, og man kan finde mange af grundpillerne til alternativ rock i denne plade og Zen Arcade, som de udgav året før. Åbningsnummeret, New Day Rising, åbner med noget af det mest støjende støj, noget menneske har lavet, men de får det til at lyde som en ren symfoni. Teksten går bare “New Day Rising, New Day Rising” igen og igen, men som forsanger Bob Mould synger det igen og igen, tager disse tre ord mange meninger om håb, opgivelse, desperation, angst og meget andet.

Hüsker Dü har dog også mange sange, der har egentlige tekster, der kan fortolkes mere entydigt. Nogle er blandt de mest oprigtige indblik i et sind, som rockmusikken har oplevet. The Girl Who Lives on Heaven Hill er en venlig tak, der bliver spillet så voldsomt, at man ikke er i den mindste tvivl om, at hende tøsen på bakken må have gjort noget vigtigt. I Apologize starter lyrisk som hvad det lyder til at være, men lyden er voldsom, at det adskiller sig fra enhver anden undskyldning. Teksten handler meget om hvor tumult fortællerens sindstilstand er, og derfor passer den støjende guitar perfekt ind. Efter kort tid sker det, at vores hovedperson også selv beder om en undskyldning, som han ikke kan få overbevist sin udkårne om at give ham. Enorm pinsel og vrede kan mærkes på numre som Perfect Example, 59 Times the Pain og If I Told You – numre som Bob Mould alt fra skriger til mumler sig igennem.

Som albummet skrider fremad lyder Bob Mould mere og mere vanvittig. De sidste tre numre, How to Skin a CatWhatcha Drinkin’, og Plans I Make er skrupskøre, og det er ikke på den morsomme måde. Man fornemmer at der er et eller andet i Moulds hjerne, der langsomt er ved at gå af led. Bob Mould er desuden bøsse, og trommeslager Grant Hart er biseksuel. Ikke at det har musikalsk relevans, men det burde da kunne få fjernet et par fordomme. De er samtidig musikalske genier. De fandt en måde, hvorpå man kunne gøre den mest irriterende larm til fryd for ørerne. De sætter masser af følelser i sangene, og de giver dig en absolut fascinerende tankegang, som man ikke kun kan mærke lyrisk – musikken lyder som et sind, der må tilhøre en stresset galning, der kunne begynde at dræbe hele nabolaget, så snart det skulle være. Denne uvished gør dem nærmest endnu mere truende end almindelige hardcore punk-bands. Hvis du vil have en oplevelse for livet, så lyt til New Day Rising, men vær bare klar på hvad som helst.

496 – Kiss – Destroyer (1976)

Kiss var en af de grundlæggende grupper, når man snakker inspirationen for hair metal, som blev til en utrolig stor genre i 80’erne med bands som Van Halen, Def Leppard og Bon Jovi, og et af deres bedste albums er Destroyer fra 1976. Kiss lavede noget af tidens lettest tilgængelige heavy metal, og de gjorde sig bemærkelsesværdige ved hjælp af deres teatralske optrædener. Det her er så ikke et live-album, men det har stadig en meget bombastisk lyd. Kiss’ musik er delvist designet til at være fuldkommen latterlig, og selvom 80’ernes hair metal gentog denne idé utrolig mange gange i løbet af et årti, holder Kiss’ tåbelighed meget bedre. De forkastede ikke teksterne, bare fordi de lavede “tåbelig musik”. Nej, de forsøgte på at gøre teksterne så latterlige som muligt. Åbningsnummeret, Detroit Rock City, handler om, at vores fortæller kører i sin bil om aftenen, og da han når til Detroit, bliver hans yndlingssang spillet i radioen. Han bliver da vild af bare lykke og begynder at køre som en galning. Dette latterlige koncept er svært ikke at holde af.

Kiss har mange af deres bedste melodier på denne plade, og efter meget kort tid, kan man synge med på næsten hvert eneste omkvæd. Detroit Rock City, God of Thunder, Flaming Youth og Shout it Out Loud kommer nok til at sidde fast i hovedet, de kan til hver en tid fyres af til en fest, og der bliver lagt enorm energi i dem. Ingen overmelankolske dramatiseringer, for Kiss indså noget, som de fleste efter dem ikke formåede. At være latterligt melankolsk er sjældent morsomt – det er bare trættende at høre på. Derfor holder de energien næsten konstant i gang i løbet af de første 7 numre. Det bliver dog måske lidt for meget, men heldigvis foretager det ottende nummer, Beth, en total ændring. Det fungerer rigtig godt at fjerne de tunge elektriske guitarer for en stund og bare synge en smuk lille kærlighedssang, der faktisk lyder oprigtig. Bløde strygere og klaver kører under teksten, og trommeslager Peter Criss synger for på dette nummer. Han nærmest græder sig igennem teksten, og overraskende nok, lyder han ikke tumpet, når han gør det.

Før det er der dog et andet nummer, der kører på strygere. Great Expectations har en nærmest Queen-agtig lyd med enorme opera-inspirerede kor. Den er en af de mest latterlige sange på pladen, og uden tvivl også en af de bedste. Det nummer eskalerer meget, og som sangen når tæt på slutningen, bliver omkvædet enormt højlydt. Ace Frehley spiller for på guitaren på de fleste numre, og han er en knaldhamrende dygtig guitarist. Selvom sangene er sjove og dumme, så bliver der lagt enormt meget arbejde i al instrumentationen – især Frehleys guitarsoloer. De får guitaristen Dick Wagner fra Alice Cooper til at spille to guitarsoloer på bandet, og det passer perfekt sammen med Kiss, for Kiss var i deres udtryk meget inspireret af Alice Cooper og New York Dolls. Disse to bands var meget glamourøse og hårdtslående, og Kiss formåede at fordoble begge faktorer. Hvis du har lyst til noget sjov, letsindig hård rock, så er Kiss lige din boldgade. Det store problem ligger bare i, at der ikke er meget at komme efter, hvis du vil have noget lidt mere dybsindigt.

497 – Public Enemy – Yo! Bum Rush the Show (1987)

Public Enemy er ikke blot en af 80’ernes bedste rapgrupper, de kunne meget vel være den bedste hip hop-gruppe nogensinde. Deres debutalbum, Yo! Bum Rush the Show fra 1987 viser klart deres talenter. De er ikke bange for noget som helst, og deres mod er nok en af de helt definerende karakteristika. Følelsesladet hip hop var ikke rigtig noget man havde i 80’erne, men selvom ingen andre grupper heller ville indrømme deres eventuelle fejltrin, virker Public Enemy stadig som de mest hårdføre af dem alle. De havde selvtillid som ingen andre, og de vovede at berøre nogle ret så kontroversielle emner. For det meste er der faktisk kun en enkelt, der rapper, i gruppen, nemlig Chuck D. Den anden vokal, Flavor Flav, fungerer oftest som det man kalder hype man. Det vil sige at han egentlig kun kommer med indskudte udråb, der skal øge effekten af de i forvejen hårdtslående sange. Sådan noget var set tidligere i hip hop – Grandmaster Flash havde f.eks. en hypeman – men ingen havde gjort det i samme grad som Public Enemy. Flavor Flav sørger for variation og enormt øget styrke til Chuck D’s vers.

Yo! Bum Rush the Show starter ud med You’re Gonna Get Yours, et nummer, der kører over et dejligt guitar-sample af en totalt ukendt funksang ved navn Getting it On. Public Enemy har altid udmærket sig ved at inkorporere samples af sange, som langt de færreste lyttere vil kende, hvilket gør lyden dejlig frisk. Samtidig er det produceret så godt, at selv når de bruger lettere genkendelige sange, føles det stadig som skræddersyet til deres musik. You’re Gonna Get Yours handler om en biljagt, hvor vores hovedpersoner bliver jagtet af politiet. De første tre vers handler mest om at gøre grin med politiet og at snakke om gruppens bil – hvilket let kunne blive trivielt, hvis det ikke var for Flavor Flavs energi, og Chuck D’s utrolig underholdende beskrivelser. Jeg har aldrig været så underholdt af at få en velfungerende bil beskrevet. Det bliver dog virkelig interessant, når man når til det fjerde og sidste vers. Det viser sig, at politiet jagtede dem helt uden grund.

Public Enemy har tit solgt sig selv med det politiske indhold i deres sange, og det er da også en af deres meget interessante sider. Men alle kan være politiske, det kræver virkelig ingenting at skrive en historie om politisk uretfærdighed. Det, der til gengæld kræver talent er at gøre sangen underholdende. Teksterne på Yo Bum! Rush the Show har mange små interne rim, altså rim, der foregår i løbet af en enkelt linje, og allitterationen er helt på plads. Sådanne ting kan virke trivielle, men de føjer meget energi til en sang, og disse småting forhindrer hip hop fra at lyde for meget som børnerim. At have alle disse ting på plads i sin lyd er så imponerende nok, men at man samtidig kan lave strukturerede sætninger med god legen med ordene inden for disse rammer er virkelig værd at beundre. Der er næsten altid meddelelser om racisme, politieffektivitet e.l. i deres sange, men det er langt fra altid fokus – den bliver lagt mere i energien og humoren, og den har de også masser af. Yo! Bum Rush the Show er en af de bedste hip hop-plader nogensinde, og jeg ville endda kun kalde den Public Enemys tredjebedste plade, så det siger noget om gruppens generelle kvalitet!

498 – ZZ Top – Tres Hombres (1973)

I 1973 fik tre Texanere, der enten havde enormt lange skæg eller decideret hed Beard til efternavn, en uforventet megasucces med La Grange, en sang, der inviterer dig på besøg på et bordel uden for en ranch nede i det sydlige USA. Inspireret af klassiske bluesmusikere som John Lee Hooker, Muddy Waters og Albert King, har forsanger Billy Gibbons et meget seksuelt antydende toneleje, og guitar-riffet kører da meget på samme måde som Boogie Chillen af John Lee Hooker. Hvor Gibbons dog langt fra er nær så habil en sanger som Hooker, kan han godt nå op i nogenlunde samme niveau som legenden på guitar. Sangen kører derfor kun i ca. 1 minut med stemme på, og derfra går den over i næsten 2 minutters guitarsolo. At sådan en sang i første omgang blev et stort hit er utroligt, men det kan meget vel skyldes at det er et rigtig fængende riff, der er blevet produceret, så det lugter langt væk af syden. La Grange er altså en klassiker, men hvordan klarer resten af albummet sig?

Jeg vil ikke påstå at noget nummer formår at overgå La Grange, men åbningsnummeret Waitin’ for the Bus er et godt eksempel på en sang, der kommer tæt på. Sangen er skrevet efter samme mønster som mange gamle Robert Johnson-sange (f.eks. I Believe I’ll Dust My Broom og Kind Hearted Woman Blues), men her er den i en mere hastig, riff-baseret, elektrisk lyd. Den bliver efterfulgt af Jesus Just Left Chicago, der følger præcis samme mønster, her med en mere løs, avanceret, blues-inspireret guitar i stedet for et stramt riff. Efter den får vi to riff-baserede numre, den energiske Beer Drinkers & Hell Raisers, som pumper løs med intensitet, og den mere forpinte fortælling, der foregår i Master of Sparks. Der bliver sunget de samme triste toner på hver eneste linje på Master of Sparks, men på en eller anden måde hjælper ensformigheden på historiefortællingen. Gibbons’ ellers ikke så stærke stemme får de præcis samme toner til at lyde mere og mere forpinte, som sangen skrider fremad.

Gibbons’ middelmådige vokal prøve måske lidt for meget, som vi når til Hot, Blue & Righteous, der går ned i et latterligt lavt tempo, og Gibbons’ forsøg på at komme med mere højlydte følelser end ellers kan lyde en kende latterligt. Hans guitarspil fejler dog ikke noget, nej vi har stadig at gøre med førsteklasses bluesguitar. Move Me on Down the Line har et dejligt energisk, fængende omkvæd, men den bliver ikke for poppet, til at man kan nyde alt af sydens stemning. Den lyder meget inspireret af Creedence Clearwater Revival, som fik popularitet, netop fordi de havde radiovenlige sange, som stadig havde meget af landlig flavour. De sidste numre er ikke nær så mindeværdige – med undtagelse af La Grange selvfølgelig – men de er fyldt med gode bluesrock- og southern rock-sange, hvor Gibbons selvfølgelig får fyret et par imponerende soloer af. Hvis du er til southern rock skulle der ikke være nogen tvivl om, at du burde lytte til noget ZZ Top før eller siden. Blueselementerne kan de næppe sælge sig på i samme grad, da de ofte bliver overskygget af andre ting, men de giver dem noget friskhed, som gør dem bemærkelsesværdige blandt mange andre rockbands.

499 – Albert King – Born Under a Bad Sign (1967)

Albert King var en af blueshistoriens største guitarister, og i 1967 satte han sig selv på verdenskortet med Born Under a Bad Sign, et album, hvorpå han virkelig fremviser sine evner som guitarist i stor stil. Åbningsnummeret, Born Under a Bad Sign, åbner først med nogle horn, som så bliver støttet af en fantastisk guitar, der går sig en lille trillende rundgang. Han synger da i løbet af albummet en tragikomisk livshistorie om en mand, der har været ufatteligt uheldig hele sit liv, eller som han selv synger det: “If it wasn’t for bad luck, I wouldn’t have no luck at all”. Sangen er delvist skrevet af Booker T. Jones fra Booker T. & the M.G.’s, og hans band spiller til gennem hele albummet. Dette forårsager mange gode musikalske oplevelser, og deres bidrag hjælper meget til med at få albummet til at virke unikt i den store bluesverden. Det gør lyden meget storladen og rummelig, præcis som Booker T. & the M.G.’s normalt lyder, men oven i dette har vi lyden af blues spillet af en mesterlig guitarist med en rå stemme.

Albert Kings stemme er nok også en af de bedste i blueshistorien. Han er rå, sexet og hans mojo virker uden tvivl. Han drager meget inspiration fra Muddy Waters og John Lee Hooker i sin vokal, og som han synger linjer som “Cause I’ve got you in the sights of my love gun”The Hunter, er man stensikker på, at han er en ren sexbombe. Som guitarist gør han vanvittigt avancerede ting til tider f.eks. på Born Under a Bad Sign og As the Years go Passing By, og hans stil minder meget om den, Jimi Hendrix ville gøre populær kort tid senere. Hendrix var stor fan af Albert King, og King har noget selvhøjtideligt udtalt, at han selv var en af de få Guitarister, der kunne sætte Hendrix på plads, for angiveligt kunne end ikke Hendrix spille Kings sværeste sange, da de mødtes. Dette burde mere end noget andet sige noget om Kings evner som guitarist, men man skal tage det med et gran salt, for han er ikke kendt for at være beskeden. Det at Hendrix idoliserede ham er til gengæld fuldkommen skudsikkert.

Albert King og Booker T. & the M.G.’s fik dannet adskillige bluesklassikere med dette album. Sange som Born Under a Bad Sign, The Hunter, Oh, Pretty Woman – ikke at forveksle med Roy Orbison-sangen – og deres cover af Crosscut Saw er efterhånden standarder i enhver bluesmusikers repertoire. Albummet står også nærmest som en milepæl i blueshistorien, da de klassiske bluesår var ved at være slut. En ny, frisk lyd kom med Born Under a Bad Sign, og dette kan nok skyldes den noget mere rummende lyd, som Booker T. & the M.G.’s leverer. I modsætning til samtidens andre friske blues-pust – f.eks. Yardbirds, Cream, John Mayall og selvfølgelig føromtalte Jimi Hendrix – var der ikke tale om blues-rock; bare ren og skær blues med godt med fornyelser. Du kan roligt give dig til at lytte til Born Under a Bad Sign, om du kan lide moderne eller gammeldags blues, og hvis du vil lytte til en af verdens bedste guitarister, er der mere end nok at kunne kaste sig over. Hvis hverken blues eller blues-rock er din kop te, kan du nok godt undvære denne plade i dit liv.

500 – Eurythmics – Touch (1983)

Oven på megahittet Sweet Dreams (Are Made of This) fra albummet af samme navn havde den britiske new wave-gruppe Eurythmics fået kommerciel succes, og med den ville de udfolde sig endnu mere. På blot tre uger fik de lavet deres næste album, som nok kan kaldes deres bedste. Albummet hed Touch og udkom i 1983. Alle 9 sange på albummet bruger synthesizer på diverse kreative måder. Mange af dem kan virke meget aparte, og især de senere numre på pladen kan virke underlige for almindelige pop-lyttere. Beatsene på albummet er ofte hårdtslående, f.eks. på sange som Regrets, The First Cut og Paint a Rumor, men på et par få sange er der skruet ned for denne hårdtslående lyd. Who’s That Girl veksler f.eks. meget imellem aggression og bekymring, og da følger beatet også med. Den veksler samtidig smukt imellem høflighed og vrede, og som vreden bliver mere fremtrædende, eksperimenterer gruppen mere og mere, hvilket sætter mere personlige præg på sangene.

Når de ikke eksperimenterer, er sangene utrolig fængende popmelodier, som hele familien kan synge med på – hvis de da kan ramme tonerne. Forsanger Annie Lennox har en fantastisk stemme, som næsten ingen kan matche. Hun udtrykker følelserne på albummet på eminent vis. Som hun synger linjer som “I’m so full of desire; When you set my head on fire” fra den Jamaicansk inspirerede Right By Your Side eller “Here it comes again, Here it comes again, Here it comes again, Here it comes again” fra det elektroniske eksperiment Cool Blue mærker man følelserne strømme ud med en fabelagtig klang. Der indføres noget, der mest af alt minder om et afrikansk folkemantra på Aqua, og der kommer nogle spektakulære vokalintervaller på Paint a Rumor og næsten konstant nye overraskende idéer på No fear, No Hate, No Pain (No Broken Hearts). Sådanne elementer gør Touch til en mindeværdig oplevelse, der tør at gøre mange forskellige ting.

Eurythmics gør syntetisk lyd til en utrolig følelsesrig oplevelse. Blandt alle de britiske Synthpop-grupper stikker de ud på grund af deres mange idéer, der gør musikken konstant interessant at lytte til, hvor de fleste andre kunne gøre dig godt træt af at lytte til 10 sange, der bare er West End Girls med anden melodi og tekst. Fans af eksperimenterel musik vil nikke tilfredsstillende, som de lytter til dette album som det nærmer sig enden, for vi snakker om et meget progressivt opbygget eksperiment. En fan af almindelig synthpop vil langsomt blive trukket hen mod disse særere lyde, som de nok vil lære at værdsætte, som albummet langsomt introducerer flere og flere til dem. Det er lyden af 80’erne blandet med lyden af fremtiden. Og lige præcis dette gør, at Eurythmics er bedre end langt de fleste af tidens mange new wave-grupper.